Nemo er i fritteform og kommer lydløst ind af et lavt hængene vindue, hun snusser sig lidt frem mellem bænkene hvor der er lidt støvet nede på de sidste rækker. Hun finder vej frem til hendes mål, Døbefonten. Hun ville se om der var noget vand tilbage i den, dette var ikke hendes område som Dæmon. Hun bliver langsomt til sin menneskelige skikkelse, hun tag en lille krystalklare glas flaske op fra et mavebælte hun har siddende på lænden, tasken er sort og helt firekantet. hun er helt optaget af hvad hun har gang i

Døren til katedralen går op. Begge de store døre vipper op på vid gab og kaster en lang stribe lys ind i langs katedralens stengulv. Det farvede lys fra mosaikkerne i vinduerne blegnede lidt, ved tilkomsten af den nye lyskilde, men ellers spillede deres blålige, rødlige, såvel som andre farver, langs gulv og vægge. Trin hørtes. Lyden af hårde såler imod stabil sten. Ekko'et det gav fik hvert trin til at lyde væsentlig højere end de retteligt var. Trin for trin. Ekko for ekko. En persons sillout kunne ses i indgangen. En figur omkranset af lyset fra verden udenfor, forvandlet til en simpel skygge af de kraftige solstråler.

Nearyn krydsede grænsen mellem udenfor og indenfor og gik under buegangen, ind i Kathedralens indre. Dørene faldt i bag ham. Ingen havde rørt dem, ingen stod der. De faldt blot i, og den kraftige kilde til lys forsvandt. Lyset fra vinduerne virkede mat i forhold, men afgav unægteligt et kraftigere lys, nu hvor dørene var lukkede. Nearyns såler gav fortsat ekko imod stengulvet. Hans rødvinsfarvede jakke hang om hans skuldre og hans lange fuldstændig natsorte hår, som efterhånden var væsentligt længere end han selv var høj, svævede efter ham, dovent hævet et par centimeter over gulvet. Det svirvlede og bøjede sig diskret i den vindløse hal.

Nearyn stoppede og rettede sit blik imod døbefonten. Der var andre herinde åbenbart.

hun kigger op, da dørene smækket op og hele salen blev oplyst. hendes propiler gik meget hurtig fra store til små. Hun havde lyst til at hvæse af hvem end der kom ind gennem de store døre. Hun tag hurtig noget vig vand fra døbefonten, hun putter hurtigt flasken ned i sin taske.
hun Forvandler sig igen til Fritte-form, hun sniger sig hen gennem rakkerne mod Nearyn. hun har ikke mærket eller set Bledan, da hun er for optaget af Nearyn.

Nearyn stod stille som en støtte. Den rige forretningsmand og megaloman var fuldt ud klar over alt hvad der foregik i hans umidbare nærvær. ligesom han også underbevidst var klar over sådan ca alt andet på KL. en uheldig side effekt der var kommet af at tage hans kræfter en smule længere end det var ham sundt, og en effekt der havde truet med at gøre ham vanvittig, hvis ikke han havde havde haft de fornødne udstyr plus den altidsnærværende sindstyrke som hans dominans gav ham. Lyset fra vinduerne spillede på hans blanke støvler og i guldkniplinger og knapper på hans tøj. der var påfaldende lidt genskær at spore i håret.

Nearyn smilede mildt, for sig selv. Så Bledan var tilbage. Det var også på tide. Men selvom Bledans tilstedeværelse var et faktum der fik nearyns humør barometer til at gøre blot det mildeste opadvendte ryk, var det ikke hans tjener der havde hans interesse. Men snarere den potentielle tjener. Nearyn havde ikke svært ved at genkende dæmoner når han var i nærheden af dem. Flere af hans magiske trinkets gav tydeligt til kende hvis der var dæmoner i nærheden. Nearyn havde holdt op med at prøve at huske hvilke af hans magiske stykker udstyr der gav denne effekt. Til det, havde han kort og godt for mange på sig.

Nearyn overvejede kun meget kort hvad han ville stille op. Til at starte med huede ideen om at have en dæmon der kunne forvandle sig til en fritte, ham lige så meget som at smøre hans laner ind i honning og stille en bikube i hans værelse imens han sov. Men kort derefter greb trangen efter kontrol ham igen hårdt ved kraven og begyndte at stille krav. Kravene blev mødt uden meget modstand og flere af dem blev enstemmigt vedtaget i nearyn Beaukratiske og vanvittige sind.

"Hvad gemmer du dig for?"

spurgte han uden at rette sine øjne imod hende. Intet kunne dog skjule det faktum at det var hende han talte til. Det var føleligt for hende i luften hun indåndede.

hun bliver næsten helt forskrækket, men hun viser det ikke. Hun forvandler sig igen til menneskeskikkelse, hun vokser opad og palsen på hendes krop vokser indad. Hun har ikke lyst til at svare ham noget ved ham virker forkert.

"... jeg gemme mig ikke?" siger hun efter lang tids overvejelse.

hun kigger op mod Bledan Dæmon... tænker hun for sig selv. Mon denne dæmon var med denne mand?

Nearyn vendte sine øjne imod Nemo. Hans øjne var helt og aldeles, komplet følelsesforladte. Ikke bare den normale fesne, 'kolde øjne', men helt og aldeles følelsesforladte. En ting der kun kan lade sig gøre hos en psykopat ((Nearyn er psykopat i ordets medicinske forstand. Dvs at han er ude af stand til at føle hvad man definere som 'normale følelser', - dette gør ham, - som du sikkert kan forestille dig, utroligt skræmmende at se i øjnene))

Hans isnene øjne mødte hendes og hans attitude kombineret med følelsen fra ham og hans overlegne, kolde blik, gav en så bizar fornemmelse af unaturlighed og afmagt, at det virkede somom at han sugede farven ud af sine omgivelser. Somom at verden stille og roligt blev sort/hvis omkring ham.

"lyv ikke. Det klæder ikke en dame at lyve. Kvinder bør, ligesom dæmoner, bør kende deres plads. Du er begge ."

sagde han uformelt og ligefremt, med en konstaterende stemme. Han så ingen grund til at opretholde hans normale skuespil her. Her hvor der ingen øjne var til at se og ingen øre til at lytte. I hvert fald ikke nogen af de førnævnte der ville være i stand til at røbe hvad de havde oplevet. Bevares... lige nu kunne Nemo vel godt, - men det var kun et spørgsmål om øjeblikke. Nearyn var allerede begyndt at rode i hendes sind. Snagende i hendes minder og erfaringer. Han havde altid påfaldende svært ved at finde navne på dæmoner, på denne måde, men det var vel naturligt når man tænkte på hvor stor gene en dæmons navn var, for den.

hun kiggede væk da hun så hans kolde unarturlige øjne. hun blev stående mellem bænke rakkerne. Hun så ned i gulvet ikke noget hun tit gjorder, men han´s øjne ville hun ikke kigge ind i. Hun så op på Bledan istedet, ikke fordi han virket mindre mystisk.

"jeg lyver ikke og hvad de mener om en dames eller en Dæmons plads rager ikke mig" sage hun med en bisk stemme og tvanger sig selv til at kigge i hans øjne igen

hun kunne fornemme noget hun kender, Nearyn lugter af noget hun kender?
hun kunne ikke helt finde frem til det, denne skabning havde været sammen med...?
pluslige kom det til hende denne mand havde været i nærheden af Kyoshiro, ikke bare en gang, men flere. hende øjne blev på en måde helt skabe og helt håbløse

Nearyn holdt sit blik rettet imod hende. Hver gang hendes blik gik i hans retning ville han skabe øjenkontakt. Der var ingen ændrig at spore i hans ansigt ved hendes bemærkninger. Så hans mening ragede hende ikke. Intressant at Bledan skulle være her til at høre det. Det var jo netop hvad han selv havde sagt, dengang de første gang mødtes. Så ironisk som ting dog udviklede sig.

"Min mening kommer til at rage dig..."

kommenterede han roligt, og upåvirket, med en stemme der ville kunne sænke rumtemperaturen.

"... for fra og med i dag, vil du tjene mig"

afsluttede han konstaterende, idet han vendte sig helt om imod hende. Han virkede ikke aggressiv, men stadig bare konkluderende. Somom at hendes svar, egentlig ikke betød så frygteligt meget, men snarere var en måde hvorpå hun kunne fastsætte hvordan det skulle foregå. Skulle han tvinge, eller ville hun give.

"Fortæl mig dit navn"

Hun kigget væk igen han´s bilk var for... for gennemtrængende. hun høre godt det første han siger, men gider ikke tag sig af det. Hun begynder at bane sig vej ud på mellem gangen.

"hvad siger du?! hvad tror du at du bilder sig ind?!" hun var stoppet op, da hun var fuldstændig ligeglad med hvor klod og unarturlig han var. Hun så han lige i øjne


hendes navn var hendes, ingen andres. Hun fik Kvalme bare ved tanken, Bledan var ikke i hendes tanker mere og heller ikke Kyoshiro, eller hvad de to havde lavet sammen(Kyo og Nea). Det eneste hun havde i sine tanker var Nearyn og hvad han lige havde sagt

Nearyn mødte hendes blik, der var en tilfredsstillende følelse i at kunne se disse svagelige kræ i øjnene før man frarøvede dem deres helligste ejendomme. Hun ville blive endnu en dæmon til hans samling, og endnu en brik at flytte med. Der var behov for så mange som muligt til når han ville rejse sin nye religion. Agenter i feltet var et must. Desuden var der intet job mere værdigt for en dæmon end at tjene en herrer.... hvis bare den herre var ham.

Nearyn så på hende og antydningen af et smil bredte sig over hans ansigt. Først som noget ligegyldigt, men muntert. Det forvandlede sig langsomt til et andet slags smil. Den slags smil man kunne forestille sig en ulv ville smile, hvis den kunne, idet den havde fået en kanin trængt op i en krog.

"Jeg bryder mig ikke om at gentage mig selv"

sagde han blot med antydningen af munterhed i stemmen.

Fortæl mig dit navn

tænkte han idet han anvendte sin dominans imod hende. Det var længe siden han havde perfektioneret sin dominans. Han havde fuld tiltro til at den ville virke.

hun træk vejret meget tungt, hendes bryst hævet sig meget hurtigt op og ned, som hvis hun havde været ude at løbe en lang tur. Hun stød sådan, hun ventede på svar. Hun blev næsten mere sur på ham da han begynde at smile.

"...jeg er ligeglad med om..." mere noget hun ikke at sige før hans dominans virkede.

"Natalie..." hun holdte sig selv for munden, ordende røg bare ud af hende. "Lilium" hvisker hun meget modvilligt bag sine hænder, som hun tog ned.
"Natalie Lilium..." siger hun stille næsten græde færdig

Nearyns smil blev mere smøret. Ud af øjenkrogen sendte han et smaløjet, muntert blik til Bledan. Dæmonen havde selv prøvet dette, og havde i tidens løb været en trumf for Nearyn. Bledan kunne man bede om alting. Det samme med Kyoshiro, men Kyoshiro var endnu ikke knækket, og ud fra hvad Nearyn vurderede, kunne noget tyde på at Bledans lille ferie havde gjort dæmonen en smule oprørsk igen. Han ville aldrig have vovet den slags tanker før i tiden, så måske var det snart på tide at sætte ham på plads igen?. På den anden side... det kunne også bare være at han havde brug for en reminder.

"Det er ikke din plads at kommentere mine handlinger slave. Hvis jeg vil have din mening forlanger jeg den. Hvad jeg stiller op med dig og resten af din ynkværdige art, er helt og aldeles ude af dine hænder, for evigt. Glem ikke det, slave."

Lød Nearyns tanker i Bledans hoved inden han igen hjernede sit muntre blik fra dæmonens gule øjne og rettede dem tilbage imod dæmonen foran ham.

Natalie Lillium. Liljen. Intressant

Nearyn strålede af Autoritet som kun en person med nok magt og selvtillid til at kunne vippe enten lysets dronning eller mørkets lord af pinden hvornår det end skulle være, ville kunne udstråle. Hans blik var fortsat isnende og ville aldrig blive andet før han aktivt forsøgte at ændre det. Han kluklo mildt.

"Natalie Lillium, Du er min"

kommanderede han, og bemærkede med sadistisk tilfredshed den følelse det gav hver gang han bandt en ny dæmon til ham. Han ville få alle problemer ud af verden med det samme, så hun ikke forsøgte at løbe om hjørner med ham. Hvordan var det nu han havde sagt til Kyoshiro dengang? eller Bledan for den sags skyld?...

ah ja...

"Her er dine ordre. Det er dig forbudt at påføre mig fysisk, mental eller åndelig skade eller skade mit renome. det er ligeså forbudt for dig, så meget som at prøve på det. Det er også forbudt dig at forsøge at få andre til det eller gøre noget der potentielt kan føre til at de ville gøre det. Det er dig forbudt at skade min organization på nogen måde, eller få andre til det, eller gøre ting der potentielt kan føre til at andre ville gøre det. Du skal omtale mig og opføre dig med respekt overfor mig også når jeg ikke er til stede. Du skal følge mine ordre og det skal du gøre uden tøven. Det er dig forbudt at opføre dig dårligt overfor eller på nogen måde skade folk der bor i mit hjem eller mine gæster. De her ting befaler jeg dig ved dit navn Natalie Lillium."

Nearyn stoppede og anskuede hende kort. Hvordan ville hun tage denne information? ikke godt velsagtens. Hun ville være let at knække. Nearyn var i og for sig ligeglad, for hans ordre skulle overholdes og hun ville aldrig kunne bryde dem. Til gengæld kunne han altid bedst lide at knække sine slavers vilje til at forsøge at gøre modstand. Det var så langt det mest tilfredsstillende. Han huskede med fryd hvordan han havde knækket Bledan.

hun knurret sine hænder sammen over at han virket så glad. hun kunne ikke fatte at hun lige havde fået sig en herre? hun havde været så påpasselig? hun mærket en lyst til i sin krop til at flænse hans krop i mange dele, bevære hans ansigt og spise rasten af hans kropsdele før hun ville fortære hans ansigt. hendes tænker fik hende halvt om halvt til at smile. Det stikket smartefuldt i hende, bare han sage hendes navn.

"javel" sage hun sammen bidt, hun kunne ikke sige andet. idiot tænker hun for sig selv.

hun kunne ikke klare ham, hun havde ikke været sammen med ham i mere ind i halv time og hun kunne allerede ikke klare ham, hele den måde han var på. hun blev helt paf da han allerede begynde at give hende ordre.

"jeg har vel intet andet valg?" spurte hun bisk, man kunne høre på hendes stemme at hun havde lyst til at rive hoved af ham.

Nearyns blik blev forvandlet til små sprækker. Kulden dem blev intensiveret med adskillige gange, men selvom han så på Nemo, så virkede det ikke somom det var hende han var sur på. Så Bledan følte hans skulle stille krav?.... Uacceptabelt.

Begynd at strangulere dig selv.

Nearyn aktiverede sin kropsdominans på Bledan. I modsætning til Tankedominans som tvang folks tanker til at skifte retning tvang denne blot kroppen til at handle uden sin ejers kontrol. Som var den intet andet end en dukke i hænderne på Nearyn. Nearyn valgte ikke at værdige Bledans tanker med ord. Han ville blot gøre det helt klart for dæmonen at deres forhold ikke var ændret siden hans rejse. Nearyns isnene små sprækker, af øjne blev langsomt åbnet igen da han fandt tilfredshed i at vide at Dæmonen intet kunne stille op overfor hans kræfter. Hans blik der stadig hvilede på Nemo gav nu også indtryk af at han faktisk så på hende.

"Ganske korrekt"

konkluderede han, som svar på hendes spørgsmål. En aggressiv type. En person der vidste hun var i knibe, men ikke havde indset hvor stor knibe. Hun skulle nok komme til at kende straffen for ikke at holde sine tanker i snor.

"Du har intet valg, enhver handling du foretager dig fra nu af og resten af evigheden vil være min vilje. Tro mig, jeg har ingen interesse i at diktere hver handling du foretager dig per sé, men jeg vil diktere de handlinger jeg ønsker af dig, og vil belønne og afstraffe dig efter forgodtbefindende. Du tjener nu Nearyn Darkstar, du vil komme til at opdage at jeg ikke tager tanker som dine særlig pænt."

Hans stemme og blik var i komplet og aldeles kontrol og var så rolige som et hav uden blæst eller strøm. Alligevel var den underlæggende trussel følelig, selv i luften man indåndede og der herskede ingen tvivl om at hans ord var ment ned til mindste grad.

"Det er i din interesse at holde dig på min gode side, eller kunne der meget vel komme til at hænde både dig og din elsker, alverdens ulykke"

Den nu udtalte trudsel imod Kyoshiro var hans sidste ord. Han forventede en reaktion fra hende. Hvis hun ikke valgte sine handlinger med omhu kunne han blive nødt til at disciplinere hende her og nu.

hun mærket godt hans blik ikke var tænkt hende, men hun kigget væk da de stadig ikke var rare at kigge ind i. hun kiggede over på Dæmonen som nu var begyndt at kvæle sig selv. Hun regnet hurtig ud at det har var Nearyn´s vilje, han havde jo brugt næsten det samme mod hende lige før.

"hold dig ude af mit hoved?!" svare hun bisk og kigger igen lige på ham

hun stod ganske længe, før hun valgte at svare. hun tænkte over han´s svar, kunne han virkelig læse hendes tænker eller bluffet han bare? Hun mærket godt det var en trussel, men hvis han virkelig kunne læse hendes tænker, skulle han godt nok holde sig væk!

Ved hans sidste ord blevet hun helt choket. Kyo kunne da ikke tjene ham? han var da stærker ind hende, men hvis han gjorde havde hun ikke tænkt sig at det skulle gå ud over hende.

"han er ikke min elsker?" lang pause " jeg tror ikke på at sådan et krub som dem har en god side" siger hun måske mere roligt, men hun er ikke blevet mere tilfres

Nearyn var ikke tilfreds. Hans ansigt var en maske af is, der absolut intet afslørede, men han var afgjort ikke tilfreds. Han havde åbenbart problemer med at sætte sig i respekt for sine dæmoner. Principielt var det ligemeget for de skulle gøre alt han bad dem om, men under alle omstændigheder var Nearyns kontrolvanvid ikke tilfredst før han havde knækket enhver illoyalitet han kunne spore. Nemo's attitude var uacceptabel, og Bledan havde tydeligt brug for at blive mindet yderligere på hvem der ejede ham. Nearyn holdt sit kolde blik på Nemo. Det brændte og skar sig vej ind i hendes, selvom der ingen tydelig aggresivitet at spore var i Nearyns kropssprog.

"Lyt godt efter Natalie Lillium, for jeg siger det kun denne ene gang. Din attitude er uacceptabel, og hvorvidt du tror jeg har en god side eller ej er irelevant og vil være det resten af den evighed du vil tjene mig i. Men lad mig gøre én ting helt klart for dig. Giv mig bare én grund. En fornærmende tanke, et fornærmende ord. Giv mig en ordre én gang til. (referance til "hold dig ude af mit hoved") og dette er hvad der vil hænde dig"

Nearyn løftede demonstrativt hånden i en blød bevægelse. Hans pege, tommel og langefinger var samlet, inden han med et blidt vrid af håndledet, knipsede.

hold op med at stragulere dig selv Bledan... begynd i stedet at flå kødet fra dine knogler.

Nearyns blik var helt og aldeles upåvirket og han end ikke engang flinchede idet han afventede de uundgåelige skrig der snart ville give ekko i Kathedralen. Hans kolde øjne hvilede stadig insiterende i Nemo's. Hun var en følsom type. Det havde hendes reaktion på Kyoshiro afsløret. Desuden var hendes øjne ikke så kolde som de fleste dæmoners. snarere brændte der en lille flamme i dem. Som var hun mere passioneret end de fleste. Det ville blive intressant at se hendes reaktion på dette.

hun tænkte lidt på om hun mon havde mulighed for at flygte? hun tog Fat i sin lille taske, i mavebæltede på hendes ryg. Hun kiggede om hun havde noget ikke skadeligt, men det eneste hun havde var tre flasker. Den ene med det vigvand hun lige havde hentede, den anden kunne lukke sår og den sidste var noget gult som kunne holde sår åbene i lang tid, men der skulle jo først være et sår. Hun kunne jo ikke skade ham, så at smide den after ham ville ikke virke.

"min attitude er og bliver som den altid har været" siger hun roligt, men stadig surt, hun ligger arme over kors

hun ville ikke kigge på ham. Hun så hen på Bledan, men væk igen. Dæmon blod var dyre dropper i hendes øjne, men hvis hun gik imod dette ville det blive hendes blod på gulvet. Dette var hende en grum tænke og det kunne ses på hendes ansigt

Gad vide om Kyo har været ude for det? tænkte hun på en måde trist Kyo havde berødt hende meget, men hun ville ikke kunne forstille sig ham blive udsæt for dette... Nearyn fandt hun mere uhyggelig ind nogen dæmon hun nogen sinde havde mødt, måske fordi han var menneske? ynkelige mennesker, kunne da ikke være farlige? kunne de?

Nearyns blik var uændret idet han med den svageste antydning af et smil sagde:

"Du vil komme til at lære, at du har bedst af at ændre hvad jeg beder dig om."

sagde han konkluderende og fik et 'nå'-agtigt ansigt på somom han havde opdaget Bledan's ansigt, selvom han havde ryggen til dæmonen, og somom hans smerte ikke kunne rage nearyn mindre. Dog løftede nearyn dovent hånden igen og knipsede tilsvarede hvad han gjorde før. Nearyns kropsdominans fortog sig og Bledan var igen i kontrol over sin krop. Nearyn hverken så på ham eller så ud til at skænke ham tanke. Nearyn havde haft set Natalie's øjne flakke en smule ved synet af Bledan. Der var tydeligvis mere menneske over hende her end mange af de andre dæmoner. Det var mere end rigeligt info. Han bestemte sig for at samle op på sin sætning.

"Du vil opdate at ligesom dårlig attitude og tanker har sin pris, på samme måde har loyalitet og respekt, sine belønninger. Hvad du vælger er op til dig, men der vil være konsekvenser for alt hvad du foretager dig i mit nærvær for fremtiden"

Hun spisere øre. hun havde ikke lyst til at føle smarte, men hun havde heller ikke lyst til at adlyde en herre. Hun blev igen fristede til at stikke af, men hvordan ville han mon tag det? hun var fanktisk allerede blevet bange for denne magt han havde, et legebarn med for stor magt.

"hvis jeg vægler ikke at stritte imod det faktum at du er min herre og at du nu bestemmer? hvad sker der så?" spørg hun mest for at vide det, hun havde ikke tænkt sig det, men at spørge ville nok ikke skade.


Da bledan fik lov at stoppe blev hun lidt lettet, det var jo ikke noget kønt syn. hun havde fået en smule kvælme af det, men hun så stadig på Nearyn. hans øjne var stadig ubehalige, men efter så lang tid mindre skremmene, stadig meget, men mindre.

Nearyn løftede hoved en smule og så ned på Nemo. Hans blik skar sig ind i hendes, med samme unaturlige kulde, men nu også med en gnist af tilfredshed i blikket. Han løftede en hånd i en bydende, forklarende bevægelse idet han sagde.

"Hvorvidt du acceptere eller ej er irelevant, men afhængelig af din instilling til dette vil der være visse frynsegoder. Jeg behandler de af mine folk, der har den rette indstilling, godt."

hans stemme gav ekko i den store tomme sal.

"Og lad det være sagt, at jeg kan vise dig en større luksus end nogen anden nogensinde vil komme til"

der var ingen pral i hans stemme. Intet hint af overdrivelse. Han konstaterede blot fakta, og endnu engang gav hans stemme ekko.

"Du vil blive kaldt på når jeg føler for det og du vil gøre hvad jeg beder dig om uden tøven eller tvivl. Gør du dette, vil jeg belønne dig rundhåndet. Gør andet end det, og du vil komme til at kende smerte du aldrig havde kunnet forestille dig, om du så fik årtusinder til at finde på dem."

Igen var der ingen reel trudsel at spore. Nearyn konstaterede bare hvad han regnede for fakta. Uden på noget tidspunkt at vie Bledan et blik fortsatte han sin samtale med Nemo.

"Har jeg gjort mig klar?"