Luca havde fulgt Kazoyas råd og var begyndt at lede rundt efter Cassa, lysets konge. Det ville være nødvendigt at finde ham hvis han skulle have mere at vide om de kilder der måske kunne stoppe Lunes ældnings process.
dette havde selvfølgelig optaget meget af hans tid, så det var ikke længere muligt bare at gøre det de få nætter hvor Lune var stukket af. Så denne dag havde Luca været nød til at droppe sin skønheds søvn og gå ud i sollyset. Hverken hans sarte hud eller hans øjne kunne tåle det skarpe sollys, så han havde taget en smukt vævet kappe i smukke grønne farver og hevet hætten over hovedet. Kanten af hætten og bundet af kappen var mønstret med guldtråd i flotte snorklede mønstre. I hans hånd holdt han en matchende jade grøn parasol med snore af perler hængene fra. Bare fordi han var pakket ind behøvede han jo ikke grim ud når han skulle møde den efter sigende flotte konge af lyset.
Selvom det efterhånden virkede overflødigt. Han havde søgt mange steder. Selv i Cassas palæ, men der befandt han sig heller ikke. Faktisk havde de ikke set ham i lang tid. Han havde fået at vide af Kazoya at Cassa ville befinde sig et sted hvor man havde brug for ham, så nu ledte han i de fattige kvarter af boligkvarteret... Han måtte da for fanden da være et eller andet sted?

Og snart passerede Luca en situation, som ellers bare så helt normalt ud. En ældre kvinde stod i et vindue med en varm kop te, mens hun holdt øje med en ung mand; som at dømme på alderen kunne være hendes barnebarn, stod og malede med lange strøg på husets facade.
"Det er virkelig pænt af Dem at hjælpe.. min gamle ryg kan ikke den slags længere.." lød det fra hendes rustne, gamle kvindestemme..
skikkelsen som stod udenfor, var iført en lang frakke af uld, et tykt strikket halstørklæde svøbt om halsen.. Det sorte hår var gemt under hætten fra frakken, men snart vendte han siden til retningen mod Luca, for at se på kvinden.
Han smilte varmt; et blidt, kærligt og omsorgsfuldt smil; det smil man oftest så på hans læber.
"Jamen det var da så lidt Frue.." svarede han med et blidt nik. De lange sorte hårlokker faldt fremad da han bøjede nakken frem. Lyset fik dem til at fragive et blåligt skær. Den solbrune hud fremstod så varm og blød mod den nu hvide mur..
Han slog hætten ned og tog imod tekoppen som konen rakte ham.
Han drak en smule af den, varmede hænderne lidt på koppen, mens de så bare stod og småsnakkede.. Det var midt på dagen, og solen skinnede klart i den kolde vinterluft. Cassas blik blev kort fanget af en farverig skikkelse. Han drejede hovedet og kastede kort et syn på solparaplyen. wow.. smukke klæder. Kort mærkede han et savn til selv at bære de overdådige klæder han var opvokset med, men han vidste at det ikke var muligt i denne tid. De brune, dybe øjne vendte snart tilbage til den ældre kvinde, mens de snakkede..

Luca skulle til at gå forbi sceneriet. Der var intet usædvanligt ved en bedstemor der fik gjælp af sit barnebarn. Han stoppede dog op og så sig over skulderen da fyren havde ladet hætten falde. Hvad...?
Han spærrede øjnene op.
Det første der ramte ham var en overvælende følelse af jealousi. Aldrig i sit liv havde han forestillet sig at nogen skulle være smukkere end han selv... Selv ikke efter rygtene havde advaret ham imod hvor køn han var... Han var jo umenneskelig! Og alligevel var han menneske? Var det et krav at være smuk for at være lysets konge eller hvad? fuldte skønhed med titlen? Han tog en dyb ånding. Da jealousien først havde lagt sig dukkede interessen i stedet for op. Var han så perfekt som han så ud? Han måtte hellere opfører sig pænt så han kunne finde ud af det... Og så han ville hjælpe ham med sit gøremål.
Han gik tilbage til de to mennesker og begyndte med en silkeblød og venlig stemme:
"Er De Cassa?" Spurgte han den unge smukke mand, stadig indhylet i skyggen af sine klæder og parasol, men hans klarer isblå øjne kunne skimtes inde i hættens mørke og den gyldne fletning hæng ud fra hætten og frem over skulderen. Jadesten blev behandlet som smukker i stedet for valuta og hang i utal, flettet ind i håret sammen med smukke guldtråde og perler. Der var ærmer i kappen, så Luca stadig kunne bevæge ærmene ordentligt, og han brugte nu den ene til at lægge frem for sig og bøje sig let hen over den i et let respektfyldt buk.
"Jeg har søgt efter Dem."

Cassa vendte hovedet mod den smukt påklædte.
Han så først en smule forvirret ud. Om han var Cassa? Han nikkede langsomt, smilte bare en smule..
Da bukket så kom fra den anden, blev Cassa kort helt forlegen. Det var længe siden nogen sidst havde bukket for ham. Men nårh ja, han var jo konge... i hvert fald lidt endnu...
Han bøjede roligt nakken, smilte fortsat bare venligt.
"Med hvad kan jeg være Dem behjælpelig?" spurgte han dernæst mens han rakte koppen tilbage til den ældre kvinde, som blot lod de to snakke sammen.
Cassa betragtede den anden.. Det virkede helt forkert at en i så smukke klæder skulle bukke for Cassa; som han så ud nu var der jo intet kongeligt at spore; intet adeligt, intet fint.
Hvad ikke var synligt var at Cassa allerede nu var klar til at forsvare sig selv og den ældre dame. under den tykke frakke var han bevæbnet, og Luca kunne jo i princippet være en fjende. Det var anstrengene for Cassa altid at skulle være sådan på vagt..

Luca smilte inde i kappens skygger. Endelig fandt han ham. Cassa var virkelig så hjælpsom som Kazoya havde sagt. Usædvanligt for en konge.
"Jeg har fået at vide at De muligvis kan hjælpe mig... Jeg leder efter et særligt sted, som De måske kender til," Sagde han med et lille smil. Han var dog ikke meget for at sige mere i nærheden med den gamle dame i nærheden. Gamle koner havde det med at have lange ører og være nogle være sladre tasker. Hvad ellers havde de tilbage i livet?
"Måske jeg kan invitere Dem på et måltid så vi kan tale sammen?" Foreslog han med den samme venlige stemme han brugte til at overtale Lune.

Cassa var en smule tvivlende på Lucas tilbud. At sidde stille længe et offentligt sted.....? Måske ikke det klogeste for Cassa at gøre.
Hans ansigtsudtryk afspejlede tydeligt at han spekulerede over ét eller andet ved Lucas ord. At afslå den andens tilbud ville ikke være det høfligste at gøre, men det kunne koste enten Cassa selv eller andre livet hvis nogen pludselig fandt på at angribe ham i offentligheden.. Men på den anden side, så var Cassa stærk, og han kunne teleportere... så.. skaden var vel ikke større end at han ville kunne stikke af om nødvendigt? Ind imellem glemte han lidt hvad han egentlig selv var i stand til.
Han smilte så da han havde gennemtænkt dette, bøjede hovedet i en høflig gestus mens han svarede.
"Jeg står altid villig til at hjælpe en venlig sjæl.. dog vil jeg lige hjælpe Fru Karem færdig med huset her, hvis De tillader, senor....?" hans sidste ord var henvendt lidt til at Luca skulle præsentere sig selv..
Jo mere man hørte Cassa sige, desto tydeligere var det at spore den svage fremmedaccent han havde; den var blød, rund ; fremmed fra krystallisk, og nok næppe et sprog nogen på stedet her kendte til.. Det var ikke så tydeligt længere som det havde været, men stadig kunne det svagt ænses.
Han afventede Lucas tilladelse inden han ville gribe til penslen igen..
Den ældre kone så på Luca.
"Hvis De vil, unge mand, kan jeg lave Dem en kop te mens De venter? Jeg har også lige bagt grynsmåkager, hvis De skulle være småsulten?" lød den gamle stemme.. kvinden var en smule rund, og typen man sagtens kunne forestille sig stå og bage i køkkenet mens hun bagte småkager til mange børnebørn.. en venlig sjæl, med et blødt hjerte.

Luca lyttede og nikkede. Han var ikke meget for at vente, men der var vidst ikke meget at gøre hvis han skulle holde sig på Cassas gode side. Han måtte om ikke andet spille venlig. Det var nu heller ikke så svært igen. Mange af hans ofre fik en kærlig smørre.
"Mit navn er Walker De Luca," præsenterede han sig. Han undlod de tre første navne. Ganske som enhver anden dæmon ville han ikke fortælle sit fulde navn. Men de to navne var da mere end de fleste fik. Luca syntes den smukke kongen fortjente lidt mere. Specielt fordi det også var usædvanligt for folk kun at have et navn.
"Dog foretrækker jeg Luca," Sagde han venligt, og inviterede dermed Cassa til en mindre formel tone hvis han ønskede det. Noget han ellers ikke normalt gjorde, men som en mere venlig og godmodig person nok ville gøre.
Han satte sig ned på trappen til huset,stadig med hætten oppe og parasolen beskyttende rettet mod solen. Han vendte ansigtet mod den gamle dame og nikkede smilende.
"Te ville være dejligt - Hvis det ikke er for meget ulejlighed," det sidste blev tilføjet for at holde sit skuespil oppe.
Hans smukke ansigt kunne lige skimtes inde i mørket og han sendte den gamle kvinde et incharmerende smil hun næppe havde set de sidste mange ord. Om ikke andet ville det at hente te måske holde hende væk et stykke tid. Så kunne han måske tale lidt med Cassa.

Cassa nikkede med et smil for at understrege at han havde hørt Lucas præsentation.
Smukt navn. var Cassa ved at sige, men nøjes med at tænke det. Det var ikke det smarteste at komplimentere andre mænd på den måde - de kunne jo få den forkerte opfattelse.
"Så vil jeg benytte navnet som De ønsker." svarede han istedet med et hvidt smil.. Bemærkelsesværdigt var det dog, at Cassas hjørnetænder i overmunden var en smule lange i forhold til et normalt menneskes; alligevel ikke helt lange nok til at være en vampyrs.
Han trak penslen op af spanden igen, begyndte at male endnu engang..
Den ældre dame nikkede.
"Det er ikke noget problem, kæreste.." lød det venligt fra hende.. hun så på Cassa igen.
"mr Nova jeg sætter Deres kop her i vinduskarmen.." sagde hun så inden hun vendte rundt og gik ind i huset, lukkede vinduet en smule til for at kulden ikke skulle trænge ind..
Cassa var næsten færdig... et lille kvarter til en halv time, så skulle den gerne være der.
Nænsomt malede han, sørgede for at den hvide farve blev fordelt jævnt og uden at spilde..
ikke langt derfra stod en gyldenbrun hest tøjret mens den gumlede på noget hø i en mulepose..

Luca blev sidende på trappen og betragtede Cassa. Solen var ulidelig, men han bed det i sig. Han måtte ikke vise den utoldmodighed der lå i ham. I stedet forsøgte han at forkusere på Cassas smukke ydre. Studere det. Hans blik fangede de lettere spidse hjørne tænder... Var Cassa virkelig et helt almindeligt menneske? Der måtte være mere... Specielt når han var konge... Nok ikke en man ville slås med... På trods af hvor svag han så ud måtte han jo kunne et eller andet. Højst sandsynligt stærke magiske evner.
"Cassa," han tiltalte den anden, nu hvor den gamle var væk, med en vis alvor i stemmen. "Jeg leder efter nogle kilder... De skulde kunne holde en ung... Ikke til mig selv," tilføjede han hurtigt så han ikke virkede som en der bare søgte ungdom. "Men til min herre... Jeg ønsker ikke at se ham blive svaglig forstår de..." Sagde han, med smerte i stemmen. Det var ikke helt sandt... Da han sagde fik det til at lyde som om Lune snart ville blive en ældre mand... Tja at han nærmest stod for døden. Luca ønskede bare ikke at se Lune blive ældre end han var nu.
"Kan du hjælpe os?" Spurgte han indtrængende. Han lød som en trofast undersåt der bad for sin elskede herrers liv. Præcis som det var lucas intention at det skulle lyde som.

Cassa lyttede til Lucas ord mens han malede..
Den første tanke der slog ham, var at denne Luca var en tjener af mørkets lord, og at han ønskede at holde ham ung... Men på den anden side; Morgoth vidste jo alt om kilderne.. Ja, faktisk syntes Cassa at huske engang; lang tid siden, hvor han havde hjulpet Morgoth til en af disse. Og hvad havde det bragt ham nu? Morgoth var blevet selveste hr ond og grusom.. En svag rynke viste sig på næseryggen af Cassa ved tanken.
Men ud fra dette tankemønster, konkluderede han at det ikke kunne skade nogen at hjælpe den fremmede.
Han nikkede forstående.
"De magiske kilder.." lød hans svar langsomt.
"Det er efterhånden længe siden jeg har begivet mig derop ad..." fortsatte han så.. Malede videre.
"Men det skulle ikke blive umuligt at finde stedet igen.." lød det så tænksomt fra ham, mens hans tanker rodede igennem tingene tilbage i palæet.. Der lå vist et kort imellem de andre papire i komodeskuffen i det store bibliotek... den øverste til højre..
Den ældre kvinde vendte snart tilbage med endnu en kop te.. hun rakte den mod Luca ud af vinduet. og stod så bare med et stille smil mens hun så på at Cassa nu lagde det sidste penselstrøg.
Cassa, som stod på en stige, trådte nu ned.
"Huset er malet nu, frue.." lød det i en blid stemme til den ældre kone. Hendes gamle øjne lyste nærmest med fornyet glæde.
"Tusind tak. Tusind tusind tak, mr Nova!" de gamle hænder rakte rystende ud mod ham, hvor han lod hende tage sin ene hånd.
"Må Isari være Dem nådig! Vent her, kære barn.. Jeg vil give Dem betaling for Deres hjælp." Hun skulle til at gå, men Cassa stoppede hende.
"Vent Frue.." lød det fra ham, inden han slap hendes hænder.. Han åbnede frakken, hvor han fandt en lille lærredspose frem, rakte den til hende.
"En god gerning er intet værd, hvis den skal vejes af i guld og sølv. Heller ej vil Det bringe Dem selv megen glæde, hvis De betaler mig som De kunne betale en hver anden malersvend. Sandeligt vil jeg påstå at det er til langt mere gavn, hvis De tager imod denne almisse.." han rakte posen frem, lod den falde i hendes hænder.
"Jeg ved De vil bruge disse med et godt hjerte, og i den rette ånd." han trådte bagud, bukkede høfligt som man nu gjorde til ældre mennesker.
Den ældre dame fik næsten tåre i øjnene.
"Må du modtage Isaris barmhjertighed! Hvis blot der var flere af Deres slags, min gode mand, så ville verdne blive et bedre sted... Isari velsigne Dem!" hun nikkede, bukkede tilbage og lukkede så langsomt vinduet til..
Cassa smilte som en afsked inden han så hun trak gardinerne for.
Dernæst så han mod Luca igen, lukkede frakken på ny inden han talte.
"Jeg er ked af at De måtte vente så længe.." lød det så.. Der var en forskel i hans måde at tale på når han talte til den ældre, i forhold til når han talte til Luca.. Høflighed var en vigtig egenskab for Cassa. Ældre mennesker skulle behandles med stor respekt.

Luca forstod ikke skabning foran sig. Først så gav han sig til at hjælpe en fremmed og derefter betalte han hende for at han havde hjulpet hende? Det var jo helt bagvendt. Luca skjulte sin forvirring over den andens godhed i hættens skygger. Var det, det indebar at være lysets konge? At være så god og naiv? Han havde endnu ikke sat spørgsmålstegn ved Luca der skjulte sit ansigt, og alligevel var han villig til at hjælpe ham... Og troede blindt på Lucas løgne. Ikke destro mindre var det jo bare til lucas fordel...
"Jeg takker dig," Sagde han med så meget taknemlighed i stemmen som han kunne mønstre. "Du er meget gavmild. Præcis som jeg fik fortalt."
Han smilte et smil der måske lige kunne anes under den smukke hætte. Den smukke unge konge fascinerede ham. Mest af alt havde han lyst til at lege lidt rundt med ham. Præcis som han havde det med Lune. Men han måtte opfører sig pænt... I det mindste indtil de havde fundet hvad de søgte. Det var ikke til at sige hvordan den unge konge havde det med mænd. Men måske bagefter...

Cassa smilte blot med et nik.
"Tak ikke, De står jo ikke med vandet i Deres hænder endnu." han bøjede hovedet i høflighed.
Cassa stilte spand og pensel ind i et skur ikke langt derfra, inden han endnu engang vendte blikket mod Luca.
"Så.. Luca, er De i besidelse af flakoner? Hvor meget vand har De brug for?" spurgte han dernæst.. Han lod hestens mulepose afbinde, lagde den i den ene saddeltaske.
Han lod tøjlerne slippe pælen de var bundet til, trak hesten lidt frem.
"Og Jeg må vide, er De i stand til at flyve? ser De, vi skal langt op i krystalbjergene.." informerede han Luca om med et blidt smil lige over det varme halstørklæde.

//frys

Luca smilte. "Nok til at fastfryse en persons alder så de aldrig ældes igen," Sagde han med et uskyldigt træk på skuldrene. Han kunne lige så godt sige det som det var. "Og jeg har skam en flaske med... jeg tvivler bare på om den vil være nok."
Han fremdrog en rund flaske med hals, lidt større end hans egen hånd, også i grøn. Rigtig flaske grøn.
Han rystede på hovedet. han kunne ikke flyve. Men om natten ville han sagtens kunne følge med en hvilken som helst fugl... men mon ikke det var uklogt at sige?
"Ingen flyve evner," Sagde han bare med et lille undskyldende smil. Samtidig med at han opholdt sit skuespil kunne han ikke lade vær med at undre sig... Hvordan kunne Cassa holde det tørklæde ud? Solen var jo brændende!

Cassa så lidt vurderende på Luca.
"Jeg ved ikke hvordan man fastholder en person i en bestemt alder.. Men jeg kunne forestille mig at en lille bitte dosis hver dag ville gøre det.." han smilte så bare blidt.
"Hvis De ønsker det, kan jeg skaffe Dem nogle flakoner De kan bringe med?" spurgte han så, satte en fod i stigbøjlen, steg op på hesteryggen og rakte en hånd ned mod Luca, som tegn til at han skulle tage den og lade sig hjælpe op bag på hesten.

Luca smilte og nikkede.
"Det ville jeg være meget taknemlig for," Svarede han. det var utroligt at den anden var så villig til at hjælpe andre. Og så uden at få noget for det... ja han gav endda penge til de fattige oveni at han hjælp dem! Hvordan fik han dog tid til at tage sig af sig selv?
Han tøvede lidt da han tog imod Cassas hånd. Han havde aldrig siddet bag på nogens hest som passeseger. Han havde i det hele taget ikke meget erfaring med heste. Om natten rejste han hurtigere end nogen hest. Han tog dog imod hånden og lod sig hjælpe op. Et sted i hans baghovede hviskede den irriterende Kazoyas stemme; 'Lige som en rigtig prinsesse', men han ignorede det. Her i dagstimerne var det den bedste måde at transpotere sig selv, så han havde ikke noget at klage over.