En enorm hede strømmede ind i oasens lille beskyttede område, fra det ubarmhjertige sandhav, der herskede i det øde landskab, bag de trygge træer, der skærmede for den voldsomme blæst, som kunne få de små sandkorn til at hvirvle af sted som små nåle og flå hud af et uforsigtigt menneske. Det sikreste sted var at opholde sig i en af de forskellige oaser der fandtes i ørkenen, men denne var absolut en af de sikreste oaser, fordi den lå gemt bag ved et stort klippemassiv, der sørgede for læ, men i dagtimerne var det en bageovn uden lige, og det ville være farligt at opholde sig her, på trods af der var vand og mad til stede i begrænsede mængder, men i aften-, natte- og morgentimerne var denne oase perfekt, for både mennesker og dyr.

Solen var så småt gået ned, og de sidste stråler strejfede toppen af palmebladene der svajede let i en hed aftenbrise. Små krusninger dannedes på den lille sø der sørgede for liv på dette beskyttede sted, mens det sparsomme græs der tittede frem fra sandet bevægede sig knap nok, mod den smule vind der kom ned i bunden af denne gryde. Uden for klipperne var vinden kraftigere og sandet føg over klipperne, mens der en gang i mellem dryssede sand ned fra himlen, når vinden løjede af og ikke formåede at bære alle de fine korn hele vejen over oasen. Hist og her groede en fin blomst og kaktusblomster, blandt tidsler og andre hårdføre planter der kunne udholde de høje temperaturer midt på dagen, i den bagende sol.

En skikkelse trådte ind gennem en af de mange passager der var mellem klipperne der førte ind til denne oase. Den var hyllet ind i hvide, tynde klæder, og kun øjnene var fri. Ved hvert skridt dryssede sandet fra folderne i klædningen, men det var tydeligt at se at det ikke var en hyppig gæst i disse egne. Huden var for bleg til at kunne være en af ørkenens nomader. Ligeledes var han heller ikke klædt i lette sandaler, men sko af skin. Ikke noget nomaderne brugte. Langs siden var der bundet et sværd, med et mere nordlandsk udseende, hvor nomaderne foretrak krumsabler og dolke. I hånden bar han en stav med to kranier dinglende fra dens ende. Skikkelsen fortsatte længere ind og stoppede op under en stor tyk palme, der svajede mest, på grund af dens enorme højde. Han bandt sit sværd og af og lod det og staven ligge i det bløde græs, mens han langsomt viklede sin krop ud af de hvide klæder, som omgav hans krop.

Ganske rigtigt var det da man havde antaget at han ikke var nomade, fordi hans hud var bleg og ansigtet havde det nordlandske træk, og de lyse øjne vidnede om de koldere egne af Krystallandet, hvor nætterne ofte var længere end i det sydlige rige hvor ørkenen herskede. Han havde dog været klog at følge nomadernes råd om klædningen for at holde heden på afstand, ved at trække af sine sædvanlige pelsklæder og trække i det lange hvide klædningsstykke. De spurgte ikke hvorfor han søgte ud i ørkenen, fordi hvad vedkom det dem? Den fremmede forstyrrede ikke deres ærinde, så ville de heller ikke forstyrre hans. Hvorfor skulle de også?

Nu stod han med nøgen overkrop, og kort efter trak han sine sko af og var til sidst kun i klædt sine lændeklæder, inden han rakte ud efter sit sværd igen, og trak det ud af læderskeden som omgav hans elskede sværd. Han trådte væk fra sine ting og længere hen mod søen, hvor han trådte ud i vandet. Han trådte langsomt ud i det lune vand, som langsomt steg, jo længere han gik ud i det. Snart gik det ham til op over knæene, men han havde et mål, som lå lidt længere ude i søen, men vandet holdte op med at stige. Han fortsatte ud mod nogle store sten, der lå placeret ude i vandet, som små skildpadder der lå og flød, som om de ikke skulle noget i det næste århundrede.

Han trådte op på stenene, mens vandet dryppede fra de våde ben. Han virkede rolig og fattet, og hans ansigt var svært at læse. Han stod på den største sten, som var flad foroven, og dannede et godt podie, hvor man kunne bevæge sig frit, men alligevel var begrænset på et lille område. Han løftede sit sværd i en angrebsposition, og langsom bevægede han sværdet i glidende bevægelser gennem luften, mens han bevægede sine fødder, som om det var en dans han udførte, hvor sværdet var hans partner til denne underlige, men dog elegante og forførende dans. Hans muskler bevægede sig under hans hud, og for hver gang sværdet drejede en anden retning, og fødderne skiftede position, kunne man se hele kroppen arbejdede på at det hele blev glidende og elegant. En smuk og farlig dans, til den der mestrede denne kunst. Ikke noget han gjorde endnu, men det var derfor han søgte ud i ørkenen i disse sene aftentimer.