En let susen mellem træerne var til at høre, de opmærksomme ville måske fange en mørk skikkelse der sprang fra træ til træ med enorm hast, indvil den nåede lysningen hvor den stoppede op i en stort solidt træ og lyttede opmærksomt, inden den sprang ud i lysningen, og ud i månens lys.
Izilarna landede på alle 4 som det dyr hun var, de gule øjne lyste igennem natten og det hvide hår skinnede under månens lyse stråler. Hun rejste sig op i menneskeskikkelse, og langsomt forsvandt de lange kløer, den sorte hud ved hænder og fødder blev efterhånden hvid som resten af den fine hud, inden hun blev mere eller mindre normal.
Helt nøgen badede hun kort i månens lys inden hun fandt hen til en busk, hvori hun trak den sorte tætsiddende kjole på, som hun trak over hovedet.
Veltilfreds kiggede hun ned på nogle gammelt udseende dokumenter hun knugede i den ene hånd, hvorefter hun smilede lidt så de spidse hjørnetænder kom til syne "Gamle tosse!"
Aftenens opgave var gået overraskende let, eftersom der kun havde været få vagter, og ofret var gammelt , hvilket gjorde det let for hende at komme omkring i huset uden at vække den mindste mistanke, desuden havde dokumenerne ikke været særlig godt gemt, så det hele kunne ikke være gået bedre.
Veltilfredst satte hun ryggen imod et af de store træer og lod sig synke ned i det dugvåde græs med det veltilfredse smil fast siddende på læberne

Lette skridt høres i græsset, selvom han langt fra føler sig let. Tyngden af hans tanker har gjort ham lidt ør i hovedet, og han ved knapt hvor, han er. Han ser sig om bitter og fortørnet over sig selv, mens han konstaterer, han ikke kan genkende en pind. Duggen er ved at lægge sig, og den rammer hans øjenvipper, så han hastigt må tørre dem væk med ærmet. Han snubler, da han ikke kan se noget, og lander hårdt på sine brækkede ribben, hvilket næsten slår pusten ud af ham. Han har det som om han havde været i kamp lige for et øjeblik siden, selvom man næppe kunne kalde hans seneste strabadser for kamp.

I ly af mørket stod Guden Marduk og lyttede til skoven. Alle dens lyde virkede beroligende for ham og duften af nat og jord gjorde ham euforisk. Nogle få lyde fra dyrene gjorde ham klar over dens liv og dens død. En lyd bevægede sig hurtigt gennem træerne. Ikke en lyd som var vant. Alt for hurtigt til at være normal skovliv. Lyden stoppede og inde i hovedet beregnede Guden Marduk dens sidste placering. Faktisk var han ligeglad. Men alt der var uvant krævede ny information og beregninger. Med rolige skridt bevægede han sig tættere på det sted hvor han mente at lydens kilde havde placeret sig. Med sin klump af masse stillede han sig oven på den og svævede over jorden. Ingen grund til at skræmme det dyr der havde bevæget sig.
Men endnu en lyd brød nattens tavshed og blev straks fortolket som skridt gennem græsset. Så ved hurtigt at bearbejde informationen blev Guden Marduk klar over at denne som lavede skridt muligvis var på jagt efter den hastige i træerne. Men straks som lyden virkede til at snuble blev denne fortolkning forkastet. Det virkede ikke til disse to lyde havde en forbindelse. Nu stod han i et dilemma. Hjælpe den faldne eller finde den lydløse? Det var egentlig let. Den faldne blev nok hvor den var. Den lydløse ville være svære at finde hvis han ikke fandt den nu. Med massen bevægede han sig gennem skovens træer i ly af deres skygge. De gange hvor skyggen ikke var nok beregnede Guden Marduk skyernes bane og deres dækning af månen så han let kunne komme til den lydløse.
En stemme afslørede hurtigt dennes position og han brugte nu sin sekundære evne. Alt omkring ham blev langsommere og han selv blev bevidst om alt omkring ham. Alle lyde, alle syn og alle dufte rørte ham på en og samme tid og det hele blev lagret i hjernen under hjerneskallen. Alt var nu klart. Med et blik mod månen studerede han denne. Dens udformning og kratere virkede fremmede når den var fuldt oplyst. Skyerne omkring den bevægede sig næsten ikke og gjorde ham klar om hans virkelige mission. Med et hurtigt ryk mellem to træer fik han gloet på den skikkelse der nu stod med ryggen til et træ og langsomt, i slowmotion lod sig dumpe ned af stammen. Alle informationer blev dækket ved det ufattelig korte blik på hende. Hvid, lille, spinkel, kraftigt hår, kjole, ca. 20 måske yngre, øjenfarve utydelig muligvis mørke, kvinde. Igen var han dækket bag et træ og han slækkede på begge sine evner. Han stod på græsset og opfattede igen tiden som tiden skulle opfattes.

Skyen foran månen flygtede for dens lys og efterlod det mellemrum mellem de to træer i fuldt lys. Guden Marduk kunne lide hvad han havde set. Tilfreds lod han smilet stå på læben.

Izilarnas blik skiftede en anelse imellem den dybe mørkeblå og de gule med aflange pupiller, da hun hørte en der tydeligvis faldt for hun op som var hun blevet ramt af lynet, var hun blevet forfulgt?
De ellers normale menneskeører groede hurtigt op igennem det tykke hår som et par elverører, og øjnene forblev gule, hun indåndede hurtigt den kolde luft omkring hende og stirrede i retning af lyden, indtil hun fangede ikke blot én duft men to. Hurtigt sprang hun ind i skyggen, hvorfra hun spejdede efter personen der var faldet, han var den eneste hun kunne placere, den anden var unaturligt stille, hvilket hun ikke brød sig om.
Kort fugtede hun de lyse læber, og fik så øje på herren i det fine tøj hun før havde stiftet bekendtskab med, hun gav et lille suk fra sig, en trussel kunne man vidst ikke rigtigt kalde ham, hvilket lideledes var årsag til at hun gav sig til kende "Ærhm, har du brug for hjælp?" spurgte hun så, hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre, normalt var hun ikke den hjælpsomme type, og den anden person som befandt sig et sted i mørket bekymrede hende en hel del mere, han kunne måske være en vagt hun ikke have bemærket fulgte efter hende, hvilket ikke var en beroligende tanke!

Han for sammen ved lyden af Izilarnas stemme og så sig om i mørket. Han fik øje på hende og storrødmede, hvad heldigvis ikke kunne ses. Han kæmper for at komme op og få luft nok til at svare hende, men begge dele er svære nærmest umulige på grund af de brækkede ribben. Til sidst rækker han hånden ud til siden, og en stok af snoede grene gror ud fra hans håndflade. Med hjælp fra den kommer han endelig op, skønt han stadig er forpustet.
"J-jeg takker f-for tilbudet," puster han, "Det er så forbandet mørkt herude, man intet kan se, når man ikke lige fokuserer fuldkomment på jorden ..." Han forsøger at smile, men det lykkes ikke helt. Da han genkender hende i samme nu, lykkes det dog, og han tvinger sin krop i et stift buk, der nær sendte ham forover igen. "Godaften."

Inde i hovedet blev der dannet nye forbindelser. Disse nye forbindelser fortolkede, sammenlignede og blev til en kædereaktion af information. En tanke fyldte hans hjerne Hun er som månen. Men tanken var kort da nye lyde bredte sig fra hendes sted. Et nyt blik så at hun var forsvundet. Havde hun opdaget ham eller den faldne og var flygtet? I små ryk bevægede han sig tættere på det træ hun havde lænet sig op af.
Stedet afslørede ingen spor om hvor hun havde bevæget sig hen, men lyden af to stemmer fik hurtigt hans opmærksomhed. Det kom fra den faldnes placering. Kvinden havde åbenbart bevæget sig hen til personen og Guden Marduk fik en ny opfattelse af hende. Hun var åbenbart en af de hjælpsomme typer. Stemmerne gik igennem hans hoved. Den ene virkede meget bekendt. Selv forvrænget gennem skovens træer og afstanden kunne han identificere stemmen som George. Så han begyndte at bevæge sig tættere på de to der nu var en lydløs og en falden George. Bevidst lavede han lyde for ikke at virke som et kryb der sneg sig ind på dem. Det virkede til de kendte hinanden. George bukkede for dette væsen som slet ikke var den kvinde som havde været ved træet. Flere? Guden Marduk undrede sig. Det var ikke tit han missede væsner som ikke var usynlige eller lydløse. Og ingen af disse væsner havde fremstået sådan. Så en logisk forklaring var at dette væsen og kvinden var den samme. Eller så kunne den ene af dem gøre sig lydløs eller usynlig. Men han havde set dem begge.
Så han stoppede op for ikke at virker for aggressiv overfor væsenet. Hey George. sagde Guden Marduk så med et smil på læben og grinte lidt af sin ven som åbenbart altid var forslået når de mødtes.

Izilarna kiggede skæbtisk på manden foran hende, men åndede lettet op da hen selv kom op at stå, han var den fine herre fra byen hun før havde mødt, men meget mere vidste hun ikke, og mere havde hun for den sags skyld ikke tid til at tage sig af, for noget andet befandt sig i mørket, hun kunne lugte den anden tilstedeværelse på lang afstand. De orangegule øjne skar sig igennem mørket mellem træerne for at finde ud af hvem den tredje part, kort så hun igen på Georgie "Her er en anden, kan du høre det?" spurgte den rå rustne stemme, dette blev dog ikke nødvendigt da en skikkelse så stor, at Izil aldrig havde set noget lignende, kom trædende ind mellem træerne. En naturlig reaktion forkom lynhurtigt hos den hvidhårede kvinde, og en dyb knurren dannede sig fra hendes strube, han var lige typen der kunne have været vagt hos den gamle rigmand hun havde besøgt før på aftenen, selvom hans påklædning ikke lignede noget der kumme minde om en vagtuniform.
Izilarna trådte et hurtigt skridt tilbage, og stirrede på kæmpen, han var mere end en halv meter højere end hende det kunne kun være skidt at han var her nu

George ser mod Izalana med et malankolsk blik ved hendes ord. Ikke flere mennesker ... MEn ved synet af Marduk, smiler han alligevel og bukker en del dybere end han gjorde for hende.
"Godaften, min herre," siger han henvendt til Marduk, før kvindens reaktion går op for ham. Han føler sig på en sær måde forpligtet til at præsentere dem, men han kender ikke kvindens navn, så i stedet vender han sig beroligende mod hende.
"De behøver ikke være nervøs, miss," siger han i en rolig stemme og antydningen af et smil. "De er ganske tryg." Det håber han i det mindste, men han har aldrig set tegn på ondskab i Marduk.

Han sammenlignede kvinden og det blev mere og mere tydelig at de var den samme. Øjnene havde forandret sig og lyste en smule orange i genskæret fra månen. Guden Marduk grinte af formuleringen. Månen lyste fordi den blev lyst på af solen. Jorden blev oplyst fordi månen reflekterede lyset. Og hendes øjne lyste fordi de reflekterede lyset fra deres omgivelser.
Men hendes knurren fik ham til at genvinde fokus. Selvom hun var meget mindre end ham kunne hun sagtens finde på at angribe ham. Og ville ikke være godt. Men selvfølgelig vil den mest naturlige reaktion være at flygte hvis man stod overfor en trussel som var mere end hvad man kunne klare. Så kattekvinden vil ikke udgøre en trussel for ham. Hun virkede faktisk overrasket over ham. Hun havde nok opfanget ham inden han dukkede op. Ved knægtens buk gengældte Guden Marduk med et noget mindre buk end Georges men stadig et tydeligt tegn på respekt og venlighed. Men hun trådte nu et skridt tilbage og George begyndte at tale roligt til hende. Det virkede endnu engang til de kendte hinanden. Måske mere bare havde mødt hinanden. Med blikket blidt lagt på kattekvinden smilte han venligt til hende. En gestus med hånden lagde an til en hilsen og straks efter lød det fra ham. Godaften En meget kort pause hvor Georges ord blev husket. miss. Lød det fra Guden Marduk. Han havde været i tvivl om han vil komme til at bruge det som hendes navn men ved eftertanke lød det mere til en tiltale. Jeg hedder Marduk. Fortsatte han. Stadig med et venligt tonefald men med en stemme der var autoritær, magtfuld og dyb. Dette var blot en egenskab ved hans stemme fremfor noget han valgte. Hans hoved valgte et kort buk for hende med blikket i jorden før hans blik igen blev lagt på hende og ventede på hun præsenterede sig selv.

Den hvidhårede hvinde sirrede på den store skikkelse som nærmede sig, umiddelbart havde den finere herre mødt ham før, og var ikke stukket af endnu, tja, han beroligede hende faktisk, ikke en ting Izil var synderligt glad for, normalt var hun ikke bange for noget, men efter inkvisitionens indflydelse på landet var blevet så stor, var risikoen for, at hvis hun blev taget i sit arbejde, og sendt til en klam fugtig torturkælder vokset en del.
Hun blinkede kort da det store væsen gav en lille latter fra sig, hvad mon der var så sjovt? Småirriteret pustede hun en lok af det hvide hår væk fra ansigtet, og lyttede til det store væsen, i og med at han præsenterede sig kunne han vel ikke være hverken vagt hos den gamle, eller en del af inkvisitionens klamme kløer.
Et øjeblik følte hun sig ret dum over hendes foregående reaktion, men løftede så øjenbrynene imod ham og lod blikket flakke fra kæmpen til den finere herre der stod ikke langt fra hende.
De bukkede for hinanden, og endnu en bølge af irritation skyllede igennem hende, det mindede hende alt for meget om hendes barndom og om hvordan hendes forældre havde stuvet hende i korsetter og kjoler, hatte, høje hæle og brugt timer og atter timer på at sætte hendes viltre tykke hår, hun skulle aldrig nogensinde bukke for nogle igen! I stedet løftede hun hånden til et kort vink "Hej Marduk!" sagde hun så, og gjorde ikke så meget som mindede om et buk, i stedet satte hun en demonstrativ hånd i siden af tajlen og fugtede de dybrøde læber, som stod i dyb kontrast til hendes ellers marmorhvide hud. De orangegule øjne forsvandt langsomt, og blev igen til de rolige dybblå, som de fleste kendte hende for, skiftet kom udelukkende grundet at det nu viste sig, at Marduk højst sandsynligt ikke var ude på at æde hende, eller slæbe hende med tilbage til byen, og smide hende bag tremmer, hun holdt dog alligevel et vågent øje med ham, og det var af samme grund, at de spidse ører endnu ikke havde ændret sig til hendes normale menneskeører.
"Og hvad med dig tosse? Du render igen rundt alene og i dit fineste dress, du er heldig at du ikke er blevet slået ned endnu!" knurrede hun igen med den rå kvindestemme, man nok ikke ville forvente hos en så lille kvinde som Izilarna

Han betragter dem roligt, mens de begge præsenterer sig og hilser - på hver deres måde - og er faktisk lidt overrasket, da Marduk kalder hende miss som han ikke har mødt andre, der siger i krystallandet. Kvindens mangel på respekt rammer ham, men han lader som ingenting og lader sig ikke mærke udadtil, hvad han heller ikke får stor mulighed for, før hendes verbale angreb mod ham. Han betragter hende med et skævt, umoret smil.
"Denne gang er det faktisk mindre min egen fejl end De tror," bemærker han, "Jeg blev forfulgt og valgte at forføje mig, da jeg spottede flere end jeg kunne klare." Han kæver til Marduk her. "Jeg ved ikke hvordan jeg endte her, men jeg slap fra dem og fortsatte min spadseretur herude uden at - troede jeg - blive betragtet." Han slår ud med begge hænder og smilede falsk, selvom han i virkeligheden var temmelig rystet, "Hvor jeg tydeligvis tog fejl ... Men jeg har ikke i sinde at ændre mine vaner blot ved tanken om at blive overfaldet; jeg er ingen kujon!"

Der var noget over kattekvinden som fik ham til at mene hun følte irritation. Måden hun bevægede sig, pustede til sit hår og den måde hun kiggede på ham og knægten da de bukkede. Hendes holdning og mening kom igen til overensstemmelse da hun ikke så meget som gjorde et nik til ham under sin hilsen, men i stedet næsten lænede sig tilbage for ikke at gøre tegn til et buk. Let at læse, svær at forstå. Hun henvendte sig til George og Guden Marduk lagde meget mærke til hun ikke fortalte ham sit navn. Hjemme på Nibiru var dette yderst uforskammet når en anden præsenterede sig men de samme regler gjaldt ikke her. Dog var det svært at ignorere 4000 års lære og normer så hans ansigt blev rimelig seriøst og fik ham til at få et mere skræmmende udtryk. Kvinden begyndte så at angribe knægten og egentlig provokerede denne kvinde omkring sig meget mere end hun burde. Blot fordi man havde udvist venlighed skulle man ikke udnytte denne. George forsvarede sig mod angrebet men det eneste han hørte var ekkoet fra angrebet. Hun nævnte hans tøj? Guden Marduk fik endelig set rigtig godt på knægten George. Det var vel nok rigtigt. Hans tøj lignede ikke det samme som alle de andre han havde set i landet. Det var en noget finere kvalitet synes han at kunne se. Det virkede som et latterligt angreb fra kvindens side men det lod til at virke. Igen blev stemningen lidt mere munter og Guden Marduks ansigt blev igen behageligt at se på. Faktisk havde han lyst til at grine igen men undlod det.
Igen tænkte han på kvinden og hendes uforskammethed. Som en forsikring lod han sin USYNLIGE klump af masse flyde ud og dække området omkring hende. Hvis hun prøvede på noget ville han gøre massen solid og låse hende fast på området. Muligvis med en lærestreg. Ikke yderligt det bedste indtryk at gøre, men det gik an. George vil nok forstå. Så da forsvaret blev sluttet med Jeg er ingen kujon, begyndte Guden Marduk. Jeg tror du glemte at sige mig dit navn.. Miss. Denne gang fik de 4000 års overhånd og ordet miss lød næsten som en trussel blot ved nævnelse. Ikke synderligt nogle af dem havde forventet men hun havde trods alt ikke præsenteret sig. En sky dækkede igen månen og indhyllede ham i mørke hvilket blot fik ham til at fremstå mere truende. Slet ikke hvad han havde forudset. Nu håbede han bare at kvinden vil være i stand til at se meningen med det hele.

Izilarna stirrede igennem mørket, de to mænd havde tilsyneladende opfanget hende som værende aldeles uhøflig, hvilket hun vel egentlig også var hvis man var vant til et liv med hysteriske titler og pæne manerer. "Men så har du jo bare understreget min pointe. Det eneste jeg har sagt er bare, at med den beklædning er det kun et spørgsmål om tid inden du bliver ædt levende at sultne lommetyve... Sir!" sagde hun så, og spyttede det sidste ud med et slet skjult smil.
Dernæst vendte hun de dybe øjne imod kæmpen, der var noget ved ham hun ikke kunne lide, umiddelbart fordi han godt kunne gå hen og blive en solid trussel, og hele hans attitude og holdning mindede hende så inderligt om den verden hun for år tilbage var stukket af fra.
"Jaså?" startede hun, og trådte et skridt til siden, "Men nu er det jo ikke alle og enhver i dette rige jeg giver mit navn til Sir!" stemmen var gennemtrængende og igen lagde hun tydelig vægt på, at titler ikke var noget der lå til rette i hendes sprogbrug.
Igen pustede hun en lok væk fra ansigtet og tog en dyb indånding i den kølige natteluft, et diskret blik afslørrede alle mulige flugtveje omkring hende, hvis det skulle blive nødvendigt, hendes eneste problem var endnu, at resten af hendes ejendomme lå inde i lysningen, som Marduk stod med ryggen til, på den anden side kunne hun jo altid hente det senere, det lange sværd og de sorte støvler lå godt gemt af vejen.
Igen lod hun de kølige øjne falde på kæmpen, den finere herre ville ikke blive et problem, hvad ville han gøre? Kaste hårnåle efter hende? Nej, det var den store der ikke var så god at gøre sig upopulær hos, på den anden side kunne han vel ikke fange hende så stor som han var.

[Årrrh u guys, jeg er ked af at det har taget så lang tid, jeg har bare rendt panden imod en mur med min kreativitet.]

George er lige så slået over hendes uhøflighed som Marduk er, men modsat ham er han for meget af en klassisk gentleman til at reagere på det. Han kan dog kun tilslutte sig Marduks spørgsmål og bifalder hans vilje til at stå fast ved sin ret. Selv føler han også Izilarnas rastløshed og usikkerhed, men han vælger som med så meget andet, ikke at kommentere det. Han betragter blot de to en anelse utilpas og forventer hvert øjeblik, en kamp skal bryde ud, som han så tit har set det på det sidste over banale ting. Han føler sig dog selv rimelig vred over hendes måde at gøre nar ad hans tiltaleform, selvom han ikke har i sinde at gøre noget ved det. Som med alt andet dæmmer han det op indeni sig.

((Gah kan slet ikke finde på et langt indlæg lige nu D: ))

Tiden stod stille for Guden Marduk imens hans krop begyndte at sende adrenalin i blodet. Det virkede utroligt at så lidt skulle til at få ham i kamptilstand. Han begyndte at analysere hele episoden og deres reaktioner. Det var ikke en kamp han ønskede. Blot hendes navn. Selvom han vil kunne knuse hende, var det ikke en passende reaktion. Det ville være synd at skræmme og gøre hende fortræd. Så han kiggede på George. Aflæste knægten og så hvordan han bare affandt sig med hendes reaktion. Måske Guden Marduk skulle det samme. Det er kun dit navn jeg ønsker. Af ren venlighed og hensyn for både George og mig forventer jeg blot den samme respekt som vi har tilbudt dig. Hans stemme blev blødere, ansigtet mere venligt og kropssproget mere åbent, et smil blev næsten synligt. Knægtens reaktion havde hjulpet. På trods af alt dette lå den usynlige masse stadig om hendes ben, klar til at låse hende fast. Det var lidt sært at tænke George havde afværget en kamp. I hvert fald lige nu. Udfaldet kunne stadig gå begge veje. Inderst inde ønskede Guden Marduk denne kamp. En sær del af ham. Den sære del af ham som nu blot lå og ulmede. Det var adrenalinen der havde vækket ham.
I fuld kontakt med massen, lukkede han sine øjne og lyttede, smagte, følte og duftede omgivelserne. Der var en mærkelig kombination af indtryk. Han tog en dyb indånding og kiggede på de to børn med et nyt syn. Roligere og gladere.

De vilde øjne flakkede kort fra George til Marduk, den lille mand lod til at have affundet sig med hendes stædighed, men den store blev ved, hun vurderede kort situationen, for selvom hun havde været på et job, og stukket af i al hast havde hun endnu en del energi tilbage, da det ikke havde været nødvendigt at bosætte sig i den gamles loft med hovedet nedad i flere timer, som nogle af de mere komplicerede jobs krævede.
"Mit navn er Keetah!" sagde hun så, og stirrede kæmpen bestemt ind i øjnene, en kamp var bedst at undgå hvis man kunne, og med et helt læs at godt brugte dæknavne skadede det vel ikke at hive et gammelt et op ad skuffen, kæmpen ville være tilfreds og ville stadig ikke ane hvem hun var.
Hun vippede kort med de nøgne fødder, jorden under hende var fugtig og kold, ingen tvivl om at frosten var på vej, hvis den dog ikke ville ramme i nat, det kunne godt minde om det, desuden kunne man så småt se de små dampe som deres åndedrag skabte, ja kølig kunne man godt kalde natten, og heldigvis var der ikke mere end et par timer til den nærmeste kro. Izilarna flyttede sig dog ikke ud af stedet, før hun kunne gøre noget som helst måtte hun være sikker på, at Marduk var hoppet i hendes løgn med begge ben, og at den stille unge herre blev ved med at holde munden lukket.

George bukker for hende igen, ikke så dybt dog, og mumler noget, der ikke er til at forstå, hvilket ikke ligner ham. Selv bemærker han også kulden, men han er godt klædt på og har ikke brug for ekstra beskyttelse end han allerede har. Hans lange fløjlsjakke og -bukser er godt varme, og kravatten beskytter hans hals og bryst mod eventuelle vinde. Kvinden derimod ser ikke ligefrem ud til at have det varmeste tøj på, og George tager sig i mod sin vilje at blive ekymret for hendes velbefindende, og den gamle trang til at ofre en dame sin jakke som varme og beskyttelse er stærk. Men han modstår trangen og bliver stående. Lige nu er der stadig en ufærdig samtale mellem de to andre, som han føler sig bedst tilpas ved at undlade at deltage i, og for Marduks skyld, vil han ikke begynde på sit galanteri, så det ser ud til, han vælger hendes side, når nu han i virkeligheden er slående enig med Marduk. Forvirringer forvirringer.

Adrenalinen pumpede stadig rundt i kroppen. Han tænkte stadig da hendes navn blev udtalt. Keetah........ Det lød som et navn. Men sandheden kendte han jo godt. Selvfølgelig ville hun ikke give ham sit rigtige navn. Hendes anspændte krop gav hende væk. Hun ventede på ham og hans reaktion. Endnu en smule af ham blev vred men hun havde gjort det for at behage ham. Hun skulle have en form for belønning for at vælge den sikre vej. Måske han skulle lege med hende et kort øjeblik blot for at vise han stadig var overlegen. Hyggeligt at møde dig Keetah. kom det så fra Guden Marduk og han hilste på hende igen. Med et blik mod hendes øjne da han udtalte Keetah, gjorde han det klart, at han havde gennemskuet hendes løgn, men at løgnen var sandhed imellem dem. Fordi tiden stadig så ud til at stå stille fik han også analyseret George. Med et nik mod knægten gav Guden Marduk lov til at handle. Nu skulle han selv lege lidt med Keetah. Med tankens kraft gjorde han sin stadig usynlige masse fast omkring hendes ankler dog uden at stramme til. Blot en blokering for sjov. Så satte han i gang mod de to børn. Han vidste at Keetah sikker vil begynde at bevæge sig fordi han både havde luret hendes løgn og ikke ligefrem var hendes yndling, det ville være naturligt at blot træde en smugle væk. Men det vil hun ikke kunne. George vil nok tage det stille og roligt. Guden Marduk lo inde i ham selv. Det vil blive sjovt. Det var blevet køligere nu kunne han mærke. Kulden rørte ham ikke. Måske vil Keetah begynde at fryse. Godt hun havde George endnu. Hun havde trods alt været hendes redning.

Izilarna rørte ganske lidt på sig, takket være at hun var forvandlet halvt frøs hun ikke, da hun i denne form var vant til at rende nøgen rundt, også om vinteren, men da hun ikke var helt forvandlet kunne hun godt komme til at fryse, hvis hun blev stående for længe.
Idét knægten bukkede for hende løftede hun blot igen øjenbrynene, et øjeblik var hun ved at irettesætte ham af ren og skær irritation over at han ikke bare kunne give slip på de fine former, men ender med at lukke munden, for ikke at gøre situationen værre end den var i forvejen.
De dyriske øjne gled igen over på Marduk, han vidste udemærket godt at hun havde stukket ham en plade, Izilarna var godt nok heller ikke den dygtigeste løgner krystallandet havde set, men hun var bedre end mange, da år i de kriminelle miljø havde hærdet hende på mange leder og kanter.
"Jamen i lige måde da Marduk!" den rå stemme lød ikke videre tilfreds, men på den anden side var der vel ikke så meget at sige til det. Et øjeblik overvejede Izilarna at smutte, i håb om at Marduk bare havde taget sig til takke med hendes løgn, og komme væk derfra, men da hun skulle til at tage det første skridt, kunne hun ikke komme nogle vegne, som en tung fodlænke stædigt holdt hende på jorden.
Kvinden rømmede sig kort, og prøvede diskret at lirke sig fri, dog en anelse mere panisk som Marduk kom tættere på, hun havde aldrig været særlig stor fan af at stå tæt på andre mennesker, og især ikke tæt på folk som Marduk.
En indre vrede begyndte langsomt at buldre i den spinkle kvinde, umiddelbart ville man ikke kunne se det på hendes kropsholdning, men de gule øjne slog gnister, og varslede Marduk ikke at komme tættere på.
En stille forvandling pressede sig på, men sådan skulle det ikke være, hun nægtede at lade sig tryne, og forvandle bare fordi en eller anden tilfældig kæmpe prøvede at få hende til at følge sig som "den lille jomfru i nød", sådan havde hun aldrig ville opfattes, og sådan skulle hun aldrig ses på, aldrig igen!

George betragter Marduk for hans reaktion og kan se på ham, der er noget galt, og snart ser Izilarna ud til at have problemer af en slags. Han er ikke helt med på hvad, der sker, men ser på Marduk, fordi han nu er hundrede ti procent overbevist om, der foregår noget lusket. Han vil dog ikke spørge og ender med blot at blive stående forvirret med et vågent øje på dem begge to, mens Marduk kommer tættere på. Han kan se Izilarnas øjne gløde, og han er bange for, det måske kommer til kamp, hvad han naturligvis vil gøre alt for at forhindre.
"Hvad laver De ude så sent?" ender han med panisk at spørge hende og undlader med vilje at bruge hendes navn, da det er grunden til konflikten. Han skæver til Marduk for at berolige ham med øjnene, men det er ved at gro selv Georges evner for fredsmægling over hovedet.