George fører Gabrielle og Tit ind på sit værelse, hvor der er tændt op i den store pejs. Foran pejsen er placeret et sofabord og to lænestole og en sofa, og mod den modsatte væg står en stor himmelseng. Der er et aflukke til at vaske sig og en dør ind til påklædningsværelset. En stor kiste står for enden af sengen, et stort skab ved siden af, og ved siden af pejsen står et bord, hvor George normalt arbejder. Op ad væggen står lærreder der er dækket til, og maling og pensler står i vindueskarmen. Ved skrivebordet midt i lokalet ligger masser af papirer, nogle krøllet sammen, andre i nydelige ark med sirlig skrift - digte og kontrakter blandet sammen med papirer fra arbejdet og grove skitser af forskellige scenarier.
"Tag endelig plads," siger han med et smil, "Og Tit kan lægge sig hvor end han vil." Han går hen til skabet, hvor han finder ingredienser til et måltid mad, som han tager hen til arbejdsbordet for at forberede. Han går efter knive og skærebrædt og gør klar til at lave en steg over ilden i pejsen.
"Hvis du fryser, er der et tæppe på sengen, du kan tage med over i sofaen," tilbyder han, selvom temperaturen er god derinde. Det skyldes han mangler den jakke, han normalt har på, selvom han lige så ofte går i bar overkrop herhjemme.
Han arbejder hurtigt og vant med knivene og har snart lavet en dejligt duftende blanding af kryderier, som han gnider ind i et stykke kød, som han dernæst ruller om sig selv, før han vender sig med et smil for at hente stegespydet ved siden af pejsen.

Gabrielle og Tit følger med ind i det store værelse - stort, i hvert fald, i forhold til hendes egne rum. Og meget mere luksuriøst; ikke at hun havde regnet med andet. Der var noget ved hele atmosfæren i rummet der fik både hende og Tit til at føle sig hjemme. Den hvide tiger luntede straks hen og lagde sig foran pejsen - måske en smule i vejen for George når han skal til.
Gabrielle sætter sig i sofaen, og vender sig så hun kan se hen på George mens han arbejder. "Det dufter skønt," komplimenterer hun oprigtigt. Hun bruger sjældent krydderier selv, og der skal derfor ikke meget til at imponere hende når det kommer til madlavning.

Han går let udenom Tit, mens han takker for hendes kompliment, og han fanger grilspydet og går tilbage, hvor han får stegen sat på. Han sætter det over ilden, mens han passer på ikke at træde på Tit. Det vækker minder hos ham om mangen morgen, hvor Flora havde sneget sig hen og havde lagt sig lige der hvor Tit lå nu. Men han skubber dem væk og koncentrerer sig om damen bag sig, mens han igen går tilbage til bordet, hvor han går i gang med en salat som tilbehør.
"Jeg må beklage, jeg ikke har ryddet op, men jeg forventede ikke andre gæster end min sekretær ... Jeg har bedt stuepigerne lade mit rod ligge, da jeg har det med at gå fra mit arbejde halvfærdigt," forklarer han og og sendte hende et undskyldende blik over skulderen.

"Du skal bare skubbe lidt til ham hvis han er i vejen." Hun sender ham et drillende smil. I situationer som denne var han lige så harmløs som en doven killing - bare en noget stor killing.
"Jeg går ikke synderligt op i folks rod. Tværtimod synes jeg det er kedeligt hvis man ikke kan se der bor nogen." Hun sukker lidt, for det er præcis sådan hendes eget hjem ser ud: ubeboet. Selvfølgelig er det netop for at give det indtryk, og hun har ikke meget at bruge det til, men det keder hende egentligt lidt.
Hun ville tilbyde sin hjælp, men var sikker på at han havde styr på hvad han lavede. Han var trods alt eksperten når det kom til planter.

Det tager ham ikke mange minutter at lave salaten, men mens han stadig er i gang, fortsætter han:
"Det er mange år siden jeg har haft besøg heroppe ... før i tiden gemte jeg mine mere pinlige sider væk, før der kom nogen, men det har jeg selvsagt ikke haft tid til denne gang." Han tænker på malerierne og malerpletterne på det underlag, der ligger under bordet hvor, han står, og han tænker på skitserne han har til at ligge på skrivebordet og rundtomkring i krøllet facon. Der ligger endda et sysæt på sofabordet, han først opdager, da han vender sig efter endt salatlavning for at vende stegen. Han bidder sig let i læben og overvejer hvordan, han kan gemme det væk før, hun ser det. Intet er så pinligt som hans evner for at sy, og han ønsker specielt ikke, hun skal vide hvordan, han har lært det.

Gabrielle er ikke typen der dømmer folk på deres hobbyer eller smag - og forresten er hun mere optaget af at kigge på og lytte til George. Hun føler sig som en nyforelsket teenager, og kan ikke lade være med at smile sit skæve smil når hun ser på ham eller hører hans stemme. Det er lige før, tanken om hans berøring får hende til at rødme og fnise, men også kun lige før. Hun følger hans bevægelser med øjnene, mens hun sidder i sofaen. Hun tænker ikke engang over hvor længe siden det er hun har siddet i sådan en.
"Vi har vel alle vores særheder, og jeg er ikke sart," siger hun og blinker til ham. Ligesom hun tydeligvis ikke virker skræmmende på ham, er der ikke meget han kan gøre for at få hende til at synes mindre om sig.

Han smiler til hende over skulderen, vender så stegen og sætter sig over ved siden af hende.
"Det ved jeg, og derfor har jeg ikke noget imod at vise dig mit hjem ... Eller, nuværende hjem. Jeg håber på et tidspunkt at få en rigtig familie og bygge et hjem selv til os." Han ser betydningsfuldt på hende et øjeblik, men slår så blikket ned med et skævt smil. "Jeg er temmelig alsidig, og selvom det lyder som en stor opgave at bygge et hus, så har jeg med lidt besvær klaret opgaven før. Jeg solgte huset senere for det rene ingenting til et børnehjem der manglede værelser. Jeg overvejede at blive og hjælpe til, men mine.. forretninger forhindrede det." Den lille pause før forretninger fortalte hende, der var mere og andet end forretninger, der havde forhindret ham i at tage job der, og han undgik hendes blik, hans skuldrer hang så sært, og han havde bøjet nakken, som skammede han sig - hvad han faktisk også gjorde.

"Det var da pænt af dig," siger hun med et beundrende smil. Egentligt kommer det ikke bag på hende at han sådan hjalp et børnehjem, han virkede så givende. Og hun ville ikke have hæftet sig nærmere ved hans formulering af det sidste, hvis ikke det var fordi han pludseligt så ud som om han var mærkeligt tilpas.
Gabrielle rykker lidt tættere på og lægger en hånd på hans kind for at dreje hans hoved i hendes retning. "Hvad er der i vejen?" Hendes tone er bekymret og uforstående.

Han er først modvillig til at se på hende, men lader hende så vende sit ansigt mod hende med et tungt suk.
"Jeg er bange for, jeg har en mørkere side af min natur, jeg ikke helt har været i stand til at skjule ... Da min mor døde, da jeg var syv, begyndte min far at drikke ... meget ... Han drak sig selv ihjel til sidst, og jeg har altid foragtet ham for den svaghed ... Da Flora stak af med børnene og Snodria forlod mig er jeg bange for, jeg ikke var meget bedre. Jeg drak og drak og lod det løbe ud af kontrol så fuldstændigt ligeglad med mg selv og de folk, jeg skadede. Jeg blev aggrassiv, jeg var vred, og jeg har til min store skam gjort mere end bare at råbe af tjenestefolkene her ..." Han sukkede tungt igen, og hans hænder ryster. "Jeg ved ikke hvorfor, jeg holdt op igen, men jeg tror at indigennem min rus nåede den foragt, jeg følte for min far, og jeg tvang mig selv tilbage til en tilværelse som den, jeg havde levet hidtil. Jeg har ikke rørt alkohol i snart et år, men jeg har så tit trangen til det. Hver gang jeg lugter et glas vin eller ser min tomme cognacflaske i skabet vælter det op i mig igen ... På kroen for et par dage siden fik jeg tilbudt et glas vin, og det var alt, jeg kunne gøre at afslå, selvom det skar mig i hjertet ikke bare at kunne tage det ene glas ... Men jeg vidste, at jeg ikke ville kunne stoppe mig selv igen, hvis jeg først smagte på det ... Det er også den orindelige grund til, jeg ønsker at sælge vingården. Eg er så forbandet fristet hele tiden ..." Han trækker en hånd tilbage gennem håret og samler dem så igen, hvor de stadig ryster. Han har vendt blikket bort igen, da tårer af ren selvforagt fylder hans øjne, og han har strammet munden sammen i en hård, selvhadende streg. "Det burde ikke være så svært at lade være," mumler han for sig selv.

Gabrielle prøver at holde øjenkontakten med ham imens han fortæller. Det smerter hende at se ham sådan, og det går op for hende at det er en helt ny følelse. Hun har aldrig følt sådan en grad af medfølelse og medlidenhed med nogen før. Ikke fordi hun var kold og følelsesløs, men fordi hun plejede at distancere sig.
Da han er færdig med at tale og vender blikket den anden vej igen, sætter hun sig hos ham, med et ben på hver side af hans og ser på ham. Sørgmodigheden er tydelig i hendes øjne da hun ser hans tårer. Hun kysser ham på kinden inden hun svarer. "Du er stærk." Hun lyder bestemt og overbevisende. "Du har holdt dig fra det i et helt år, og du siger stadig nej. Du kan godt. Og du er langt fra den første der er faldet i på den måde. Men måske det ville være en idé at skille dig af med ting der minder dig om det, såsom den tomme cognacflaske du nævner?" Hun lægger armene om ham og trækker ham ind til sig i et varmt, støttende kram, for det var alt hvad hun kunne gøre: at støtte ham.

Han lægger også armene om hende og finder virkelig trøst i hendes favn.
"Den flaske er mit eneste minde om min morfar. En klog og vis mand, der har betydet meget for mig i min barndom, og jeg kan ikke nænne at skille mig af med den. Den husker mig på, at det engang var muligt for mig at drikke et enkelt glas og stoppe der ... at jeg måske en dag vil komme dertil igen ..." Han sukker og trækker hende tættere ind til sig, hvor han begraver ansigtet i hendes hår.
"Jeg er ked af at måtte fortælle dig om det, Gabrielle. Du har sådan et billede, er jeg bange for, at jeg er en god mand ... men som du kan høre har jeg skyggesider ... mørkere dele af mig." Han ryster svagt på hænderne, der ligger mod hendes ryg.
"Desuden betyder det ikke noget om jeg er den første eller sidste til at falde i, som du udtrykker dig; hvad der går mig på er, jeg anså mig selv som for god til at gøre det. Jeg troede mig hævet over min fars fejl, og jeg afskyede ham for hans svaghed; en svaghed jeg selv har udvist ... Det mere end noget andet er problemet." Han kysser hende blidt på håret, hvor han har sin mund.

"Er det ikke meningen," starter hun og læner sig tilbage for at se ham i øjnene, "at man netop skal kunne fortælle om sådan nogen ting til sin partner?" Hun smiler, omend en smule usikkert, en usikkerhed hun prøver at skjule. Men det er vel hvad de er? Han havde jo selv sagt han elskede hende, og de opførte sig som et par. Så det var hvad hun gik ud fra. "Desuden har vi alle vores mørke sider. Husk på at du sidder og holder om en kvinde der har slået ganske mange mennesker og andre væsner ihjel, stjålet for enorme summer og diverse andre knap så velsete ting. Vores mørke sider udgør lige så meget hvem vi er. Og du er en god mand."

Han løfter hovedet og ser på hende med et kærligt smil.
"Du er ganske utrolig, min kære, ved du godt det? Jeg ønskede ikke at fortælle dig det endnu. Jeg har fortalt det til få andre, og det har altid fået folk til at behandle mig som om jeg stadig drikker; som om min intelligens er sat ud af værk ... jeg må indrømme at være bange for at have dig seende mig på den måde ... På den måde jeg så på min far." Han kyssede hende lidenskabeligt, og så så på hende igen, hans kærlighed skinende ud af hans øjne.
"Vores forhold er meget nyt," sagde han let undskyldende, "og jeg ved, du selv har mørke sider. Jeg var bare nervøs for, du ser mig som værende et bedre menneske end jeg egentligt er. Jeg ved, jeg kommer til at knuse det billede mange gange." Det sidste blev sagt med dyb beklagelse i hans stemme, og hun burde kunne se på ham, hvor meget han ønskede at være det glansbillede, han forestillede sig, hun havde af ham i sit hoved.

Gabrielle løfter et øjenbryn. "Hvorfor skulle jeg reagere sådan? Nej, du er meget bedre end det." Hun smiler varmt til ham før hun fortsætter. "Ingen mennesker er perfekte, og vi er nødt til at lære at leve med hinandens fejl og handlinger."

Han smiler skævt, en smule sørgmodigt.
"Hvis bare jeg kunne leve med mine egne, så ville det hjælpe ..." Han lo, men det var ikke en helt oprigtig latter. I det samme så han over til stegen og trak sig løs.
"Jeg er nødt til at vende den," undskylder han og rejser sig. Han går hen og tager sig af den hen over Tits hoved. Han ser ned på tigeren.
"Vil han mon have et måltid? Jeg har en dyrekølle i skabet." HAn taler for at komme hen på et andet emne, og Tits tilstedeværelse viste sig som hans redning. Han var meget ubehageligt til mode ved at snakke om sine egne fejl, mest af alt fordi han brugte så lang tid på at fremstå som perfekt. En god mand havde Gabrielle kaldt ham, men han havde aldrig følt sig mindre end som sådan nu hvor han havde afsløret sin dybeste hemmelighed; sin svaghed for drikkerier.

"Det kan du lære," forsikrer hun ham om, inden hun lader sig rykke så han kan komme over til ilden og stegen. En varm, krydret duft har bredt sig i rummet.
Hun mærker hvordan han er ivrig efter at skifte samtaleemne, og lader ham gøre det. Hun vil ikke tvinge ham til at tale om noget han finder ubehagelige. Den slags kommer helt af sig selv. Derfor griner hun lidt da han nævner Tit. "Jeg er sikker på, han ikke vil sige nej tak. Han er meget madglad." Nede foran pejsen begyndte den store tiger at spinde. Mad uden at skulle jage det selv, det var der ingen af de to der prøvede særligt ofte.

Efter at have set til stegen, går han hen til sit skab og trækker et stort stykke kød ud, som han bærer hen og lægger foran Tit, før han klapper ham på hovedet.
"Værsågod, min herre," siger han med et stille smil, før han vender tilbage til Gabrielle og lægger en arm om hende.
"Jeg må desværre vente omkring et kvarter endnu før jeg kan servere for dig," siger han beklagende og kærtegner hende blidt.

Tit sender ham et taknemmeligt blik og spinder højere, før han går om bord i sin mad. Han smasker højlydt og veltilfreds, mens halespidsen vipper frem og tilbage som et tegn på glæde. Jo, han føler sig bestemt godt tilpas her.
"Jeg tror nok, jeg overlever," svarer Gabrielle idet hun putter sig ind til George. "Men nu må vi se om jeg kan udholde et helt kvarter." Hun kysser hans hals, som er det af ham der er tættest på hendes ansigt.

Hendes kys sender en bølge af ild gennem ham og ned i hans lænder, og han vender hovedet ned og fanger hendes mund i et kort, drillende kys.
"Hvad skal vi dog få et helt kvarter til at gå med?" spørger han drillende, før han kysser hende igen, dybere og mere passioneret denne gang. Hvor han dog elsker smagen af hende, duften af hende og følelsen af hendes læber og hænder på sig.

"Ja, det var vel nok et godt spørgsmål," når hun lige at sige inden deres læber mødes igen. Hun gengælder hans kys fuld af lyst og glæde. Hun føler sig mere lykkelig end hun har gjort i flere år, og det skinner ud af hende. Hun kan ikke lade være med at smile, selv med hans læber på sine.
"Pas nu på den ikke brænder på," driller hun, uden helt at stoppe med at kysse ham.