George kommer hastende ned mod åen med sin jakke over armen. Han er varm og træt og har i sinde at køle sig lidt af i åen, og han smider jakken og trækker af vesten og flår i kravatten, så snart han når vandkanten. Dernæst tager han sko og strømper af og går i gang med at knappe sin skjorte op.

Og der hvor Guden Marduk trådte lagde græsset sig. Som lydige undersåtter, føjede de ham og hans vilje. Bliv liggende. Som den ene fod trådte videre rejste græsset sig langsomt som en ydmyg, underdanig tilbeder.
Hans usynlige masse spejdede naturen for ham. Rørte ved alle træerne, græsset og vandet. Hurtigt mærkede han tilstedeværelsen af et andet væsen. Noget der mindede om en krystalisianer. Sikkert også svagt af sind. Han sneg sig ind på dette emne, fuldt klar over hvordan væsenet var placeret. Guden Marduk trådte ind så de begge kunne se hinanden og gik tættere på manden der stod på bredden og ville afklæde sig. Vinden legede med Guden Marduks hår og fik ham til at virke en smule større end han var. Han lod sin masse klump samle sig om denne krystalisianer så han let kunne lege med ham. Imens faldt solen på hele Guden Marduks krop og gav et tydeligt billede af noget majestætisk og overlegent. Alt dette var planlagt og vidste at alt vil falde i en ubevidst kasse inde i denne lille mands hoved.

Men hvad Marduk ikke var klar over var den virkning hans ankomst gjorde på George. Med sine botaniske evner mærkede han tydeligt hvad, der kom imod ham, og da Marduk kom frem, hvor han ville kunne se ham, sad han på sit ene knæ og med hovedet ærbødigt bøjet. Som græsset erkendte han denne højere skabelse, som træerne kunne han mærke denne lille forstyrrelse. Han fornemmede, han ikke burde tale før denne skikkelse selv gjorde det, ej heller løfte sit blik uden tilladelse.

Ovenud forundret over denne havde været på knæ for ham gjorde han ikke tegn til andet end bare at være cool. Rejs dig blot. sagde Guden Marduk så med en stemme der både var imødekommen og udtrykte magt på samme tid. Han gav et lille smil fra sig for at understrege han stadig var i stand til at tale med på. Men i det indre spekulerede han på hvordan krystalisianeren havde fornemmet ham komme uden at givet en lyd fra sig. Noget sagde Guden Marduk at denne enten havde en eller anden form for sensor eller noget andet der kunne føle ham. Men hvad havde gjort at han havde bukket. Måske havde troen bredt sig og nu var folk blevet klar over hvem han var.

Ved lyden af hans stemme, kom han på benene og han dristede sig til et blik på væsnets ansigt. Han kunne ikke selv sige, hvad der havde fået ham ned så ydmygt, men noget havde forstyrret balancen i naturen, og man måtte være mere end et almindeligt menneske for at kunne have den indvirkning. Han måtte hellere stå sig på god fod med hvad end, han var.

Guden Marduk opfattede tydeligt hvordan blikket faldt på ham. Fortæl mig dit navn. fortsatte han i et tonefald som fremkom mere venligt end før. Det virkede til denne mand havde en frygt eller bare en klar forståelse på hvem Guden Marduk var. Tanken om manden skulle frygte ham var sær. Han havde aldrig oplevet andet end den venlige tilbedelse. Frygt? Måske vidste denne mand ikke hvem han var. Måske var det blot hans egen fremtoning der havde sat denne mand i frygt. Guden Marduk førte sin hånd frem af og ville berører mandens skuldrer for at give en mere venligsindet kontakt. Smilet blev forandret til et venligt ansigt, men Guden Marduk ønskede at teste hans evner. Ikke for at komme i kamp men det var en fordel hvis denne mand også var stærk i andet end troen.

Han blev stående, da den anden rørte hans skulder, temmelig fascineret. Hånden mødte den stålsatte bredde af hans skuldrer holdt tilbage som en del af hans stolte, ranke holdning.
"Sir George Gallagher," svarede han og gengældte smilet, hvilket trak i det sår, der flængede hans læbe i venstre side. Det gik op og lod et par dråber glide ud og ned over hans hage. Ikke at han selv registrerede det, så optaget var han af at betragte væsnet. Hvor hans næsten uknappede skjorte gled op, sås resterne fra hans nylige kamp; flere blå mærker og andre skrammer. Intet blod dog, og skjorten var bemærkelsesværdigt hvid. Så Marduk derimod mod den afkastede jakke og vest, ville han finde dem i en ganske anden forfatning; dækket med jord og flere tråde i broderierne flået nådesløst op.

Guden Marduk begyndte at le af knægten. Og jeg er Marduk. Hånden blev fjernet og han begyndte at kigge på George som blodet flød fra læben og ned. Dette var selvfølgeligt at nyere sår. Blikket faldt på kroppen. Det var tydeligt at den både var forslået og mishandlet. Men han så ud til at klare den. Først nu så Guden Marduk tøjet. En hvid skjorte og jakke der så lige så forslået ud som kroppen. En kamp eller et meget uheldigt fald. Det mest sandsynlige var da en kamp. Hvad skyldes din tilstand? spurgte han så af interesse og nysgerrighed. Det var sjældent Guden Marduk så folk som var forslået inden han havde gjort noget. Og som stadig var i stand til at ærbødigt at hilse på ham. Hvis han havde tid ville han gerne udfordre knægten. Det ville let kunne blive en fantastisk kamp. Men var George klar til det?

Han så ned ad sig selv som om han først nu opdagede sin egen tilstand, og han rømmede sig ubehageligt til mode.
"Eh, jeg mødte en herre, der tilbød at hjælpe mig med at træne, og før jeg vidste af det, fik jeg stryg i en kamp på liv og død. Jeg slap derfra ved ynkeligt at stikke halen mellem benene, men jeg havde livet for kært og ingen mulighed for at overleve." Han sukkede, et hint af rød havde sneget sig op i hans kinder. "Ikke at jeg ikke gjorde modstand, men desværre er jeg sjældent lige så stærk som dem, der ender med at overfalde mig ... Normalt tyer jeg ikke til vold; det er min sidste udvej under normale omstændigheder... Men det er nu ikke så slemt; bare et par brækkede ribben og en forstuvet ankel. Jeg klarer mig som jeg altid gør." Han smilede forklejnende og havde tilsynelsadende ikke smerter i øjeblikket.

Guden Marduk lyttede til Georges ord og tænkte hele hans situation igennem. Det er også sjældent at folk vælger at overfalde folk der er stærkere end dem selv. smilte han så da George havde talt færdigt. Der er heller intet ynkeligt at flygte fra en kamp når man ikke kæmper på de samme præmisser. Det vil svare til at skulle blive under vandet fordi var kommet under. Igen smilte han til knægten. Med et venligt blik i øjet satte Guden Marduk sig ned på jorden. Så virkede det hele ikke så akavet længere. Og så længe du klarer dig vandt du vel egentlig hvis hans mission var at slå dig ihjel? Imens han talte kiggede han udover åen og over på den anden side. Der var blevet en mere munter stemning omkring dem. Knægten kunne ikke kæmpe mod Guden Marduk med brækket ribben og en forstuvede ankel. Så han skulle slippe. Knægten havde sans for logik. Et svagt smil trak på hans læber fordi tankerne kredsede rundt.

George tager mod til sig og sætter sig ved hans side med et tungt suk og en smule akavede bevægelser. Han ser selv ud over vandet og ånder lidt lettere end han normalt ville.
”Sådan har jeg aldrig rigtigt tænkt over det før,” bemærker han tænksomt. ”Jeg har kun haft i hovedet, jeg har tabt igen … Jeg gør alt i min magt for at blive stærkere, men selvom jeg kan klare forhindringer og farer når de ikke er levende, sker der bare noget i mig, når jeg står overfor et dyr eller menneske, og jeg kan ikke slå igennem, ikke gøre skade på dem, kun forsvare mig selv …”

Guden Marduk forstod godt hvad George mente. Faktisk gav det god mening. Der var mange på hans hjemplanet der havde gjort de samme tanker. Så han besluttede sig for at hjælpe fyren. Der er mange facetter i en kamp. En af dem er forsvar. Det er godt fokus at have. Men uden et angreb er det ikke meget værd. Så er der ikke mange udveje. En af dem er selvfølgelig at flygte. Og den anden er at køre din modstander træt. En pause blev holdt for informationen lettere kunne sive ind og blive. Men pausen blev ikke længe, George vidste selvfølgelig dette i forvejen. Men det bærer for mange risici. Din modstander kan være mere udholden end dig, han kan være hurtigere end dig. Og sidst, hvis du vælger at forsvare dig skal dit forsvar altid være stærkere end din modstanders angreb. Hver gang. Du skal være heldig hver gang modstanderen angriber. Han skal kun være heldig en gang for at ramme dig. Igen holdt han den kunstpause. Men denne gang udelukkende for informationen skulle bearbejdes i hjernen. Blikket faldt på George. Guden Marduk følte hele naturen kiggede på dem og deres samtale. Ikke fordi det rent faktisk skete men han havde en god intuition. Det var utroligt hvad alderen kunne give af erfaring blot ved at træne 300 år.

Han nikker tænksomt.
"Rigtigt nok, og desværre er jeg hverken heldig eller stærk ... I en ærlig kamp vandt jeg let, men jeg nægter at ty til beskidte kneb, hvilket tit koster mig sejren. At skyde nogen i ryggen, slå på en der ligger ned, at kvase en modstander, man holder uhjælpeligt fast ... Jeg kan simpelthen ikke gøre det. Giv mig en kårde og du ville se mig vinde en ærlig kamp med den ene hånd på ryggen, men det er en sjælden begivenhed her til lands. Det er som om denne verden kun består af tyvepak og alskens ondskab, og selvom jeg forsøger at være et lys for de folk, jeg møder på min vej, så ser det ikke ud til at gøre mig meget godt." Han sukker tungt og slår ud med hånden. Det er som om at verden vil knuse hver eneste lille solstrejf så snart den finder det."

Knægten talte gode ord. Guden Maruk lyttede interesseret til hans sætninger og forstod faktisk George. Da ordene var færdige kiggede Guden Marduk så betænksomt ud i horisonten. Han lyttede, tænkte og ventede. Endelig kom der lyd fra Guden som ikke blot var vejrtrækning. Han hmmede. Knægt! sagde han så meget bestemt og kiggede igen på George. Dette sted har brug for din tankegang. Du er ærlig og oprigtig. Du er et godt menneske. Han lagde sin store hånd på Georges ryg uden at forsage en yderlig vægt for ham at bære. Du må startede Guden Marduk i et lidt roligere tonefald og noget mere seriøst. Du må aldrig give op. Blikket blev igen ført tilbage til horisonten. Du må være den solstråle som bryder igennem og bliver ved med at skinne. Han lod en kort pause falde naturligt ind. Men du må også passe på dig selv imens. smilte Guden Marduk så. Det var jo heller ikke godt hvis knægten kom til skade.

George lytter med stor interesse til Marduks ord og føler sig beæret over hans berøring og ord.
"JEg takker Dem mange gange, sir, for Deres ord, og tro mig, jeg har ikke i sinde at ændre adfærd. Jeg vil forsøge at være venlig og god efter min bedste evne, men er dog kun et simpelt menneske ..." HVor De er så meget mere, havde han af en eller anden grund lyst til at tilføje uden dog at gøre det. "Jeg forsøger også at passe på mig selv. Min sekretær synes, jeg burde anlægge mig en bodyguard, men jeg holder af at være tilnærmelig for folk og at kunne kontakte hvem, jeg vil og at de kan kontakte mig uden at skulle irriteres eller skræmme nogen. Det er en fin balancegang jeg ikke altid magter." Han sukker let og slår ud med den ene hånd. "På den ene side vil jeg gerne være alt dette gode og sandfærdige, og alligevel trækker den menneskelige del i mig og vil have mig til at tænke kun på mig selv og mine egne behov. Jeg har svagheder, og selvom jeg nogle gange må kæmpe med mig selv, forsøger jeg at overvinde dem."

Han brummede glad og blev ved med at lytte. Det lød til at knægten var en af de truet og altid var på flugt fra noget eller andet. Det fik Guden Marduk til at tænke. Der måtte ligge en masse ting bag denne person. George sagde han så efter noget tid hvor han havde tænkt. Fortæl mig om dig selv. Han havde lyst til at kende George. Eller bare vide hvad der lå bag ham. Viden var altid en magtfaktor. Han kørte en hånd igennem håret og fik strækket sin krop ud. Med et blik mod himlen lagde Guden Marduk sig så ned på ryggen og ventede på George. Hvis du ikke har noget imod det. tilføjede han så med et lille smil. Han følte at han havde glemt noget et eller andet sted. Det var yderst usædvanligt.

Han tøver, men lægger sig så ned ved siden af Marduk. Noget han aldrig har prøvet før; at ligge på jorden, og det falder ham ikke så behageligt. Et øjeblik kan han ikke lade være med at bekymre sig for sin jakke, men så konstaterer han, det ikke er værre end hans bukser og begynder og slappe lidt af.
"HVis det virkelig kan interessere dig, skal jeg gerne fortælle. Jeg er forretningsmand og driver en handel af frugt, grønt og blomster over hele Krystallandet. JEg har bygget det hele op fra en lille bod på markedspladsen til hvad det er i dag, og det er en stor del af den, jeg er. Mange timer går med omhyggeligt at sørge for alting dertil ikke mindst varerne, som jeg selv gror. For nogle år siden giftede jeg mig under tvang, og efter at have født vore trillinger, stak min hustru af med dem alle tre, og jeg har ledt efter dem siden. Dengang jeg giftede mig var jeg forelsket i en smuk kvinde, og vores forhold forliste, da jeg valgte brylluppet, og hun er siden forsvundet ud af mit liv. JEg har dog fundet kærligheden igen for nylig og holder meget af min lille gudinde," han ler mildt med tanke på Gabrielle. "Jeg ville ønske, jeg havde kendt hende dengang jeg kom hertil over havene, for jeg havde morderligt svært ved at falde til her, især i starten." Et trist smil hviler om hans læber, og der er noget sørgende i hans øjne, noget hjemsøgt, der - hvis Marduk ser det - burde fortælle, der er noget meget trist i Georges fortid.

Selv om han tøvende lagde sig på jorden, var det alligevel en behagelig følelse at George følte sig afslappet nok til at gøre det i Guden Marduks selvskab.
Georges fortælling fik Guden Maruk til at føle sig dårlig til mode. Normalt var det kun de bedste ting der blev fortalt videre. Men da knægten kom til at havde genfundet kærligheden, vågnede han op. Gudinde? rungede det i hovedet på ham og fik ham til at spekulere. Uden at tage hensyn til Georges humør, brød Guden Marduk ud med det første spørgsmål han fik: Er en gudinde kommet her til?
Han håbede at dette betød at han kunne få lov til at komme hjem men tænkte det nok kun var en besked. Hvorfor havde hun ikke kontaktet Guden Marduk? Hvorfor havde George ikke sagt det noget før? Egentlig havde han mere lyst til at skynde sig væk for at få fat i hende, men han kontrollerede sig selv til at blive siddende endnu. Måske var det den følelse han havde haft i kroppen? Følelsen af at der ventede noget på ham.



(sorry for et kort og længe ventet svar :P)

((Gisp Nolan, og så sagde du ikke en gang, du havde svaret O: ))

George foretrak altid at være ærlig. Man kunne tale vidt og bredt om positive ting i sit liv, og det ville ikke give et bedre eller bare et ordentligt indtryk af ham som person. Desuden var listen over de virkeligt gode ting i hans liv ikke så lang, men det havde ikke ødelagt hans syn på verden alligevel, og han var såmænd taknemmelig nok alligevel.
Marduks pludselige spørgsmål fik ham til at skære en grimasse.
"Gudinde er måske så meget sagt, hvis man ser på det teknisk set. Det var mere et udtryk for mit syn på hende ... Jeg beklager mit fejlagtige udtryk." Hans blik var dybt beklagende og undskyldende, da han tydeligvis havde vakt en form for forhåbninger hos Marduk, der ikke havde været hans intentioner. Hvilken retning disse bar, skulle George ikke kunne begynde at gætte, og han havde pli nok til ikke at spørge, selvom spørgsmålene brændte ham på tungen. Hans blik hvilede årvågent på Marduk, mens han afventede en reaktion fra væsnet. Han forholdt sig rolig og afbalanceret, men stadig beklagende. Der var ikke noget, han kunne gøre rigtigt andet end at beklage sine ord, som han ikke havde været klar over, ville vække hans interesse på den måde. Og så kunne han jo sådan set blot gå i gang med at overveje hvad, det så kunne betyde. Marduk var tydeligt interesseret i at se en gudinde komme til Krystallandet. Det gjorde ham enten stærkt troende i den ene eller den anden retning, eller også havde det noget at gøre med den fornemmelse naturen havde indprentet i George, der havde fået ham til at knæle i første omgang. George var ikke overtroisk, og at forestille sig at have mødt en Gud, lå uden for hans logiske rækkevidde. Et stærkere og mere magtfuldt væsen end et menneske, ja, så langt var han med fra starten af, men hans logik og forhold til religion gjorde det til lidt af en umulighed at møde en gud. Desuden var han blot en sølle dødelig og ville ikke være nær vigtig nok på noget punkt til at være en guds opmærksomhed værdig på denne måde. Derfor udelukkede hans logik muligheden af en gud - om han så ville komme til at fortryde dette senere, måtte tiden vise.