Úlairi havde været i gang med at træne som han altid gjorde, men ville nu til at hvile sig lidt. Han havde trænet ved vandfaldets ene side og havde opdaget en hule under den.

Der var han gået ind og pakket lidt ud, efter han havde fundet noget træ han kunne bruge som brænde, så han kunne holde varmen hele natten igennem. Han var driv våd, da den eneste vej ind i hulen var gennem vandfaldet.
Hvis man stod uden for vandfaldet og kiggede mod det, kunne man næsten ikke se lyset fra bålet, selv om at det lyste hele hulen op, da vandfaldet var meget stort.

Han havde fået gang i bålet og havde lagt sit våde tøj til tørre, hvor efter han havde sat sig ved siden af og kiggede ud mod vandfaldets bagside. Han kunne ikke se nogen der ude, på grund af vandet. Men alligevel følte han en hvis tilstedeværelse fra en eller anden.

Han vidste at det var sent på aften og halvmørk der ude og han ventede ikke nogen, så han undrede sig over hvem det mon kunne være, hvis der altså var nogen.

Men det var der så. Halvdyret havde dog ikke været der længe, men han sad lige nu og skærmede sig af med sine vinger som han forsøgte så vidt som muligt at tørre. De store ører hang lidt og var lige så drivvåde som resten af ham, efter at han havde kommet til at nødlande i havet, før han var fløjet videre, og de store øjne var lukkede, inden han så trak vingerne sammen for at kunne få sin trøje af. Den hjalp ikke meget nu han var våd alligevel. Løvehalen snoede sig lidt om hans liv, og ørerne sitrede lidt, før han skævede over mod vandfaldet. Han synes svagt at ha' set noget, men det var nok bare ha-a-a--

"A-TJUH!"

Halvdyret så lidt perpleks ud, og gnubbede sit ansigt ind mod den drivvåde trøje. Nu skulle han da ikke til at blive syg, skulle han? Det håbede han ikke i hvert fald.

Úlairi så roligt mod vandfaldet og ventede, da han blev forstyrret af et nys. Prosit. sagde han og smilede kort.
Han rejste sig og gik stille hen mod vandfaldets kan og forsvandt ud gennem vandet der fossede ned, da han var kommet på den anden side fik han øje på den fremmede.
Han kunne dog ikke helt genkende personen, men var sikker på at det var en halvdyrs art. Han havde jo allerede mødt et par stykker. Både Adrian og Rayne var halvdyr.
Úlairi var i sin usynlige form og steg stille til vejrs. Da han var kommet et par hundrede meter op sendte han nogle bølger at lyn ud. Det larmede mere end man kunne forstille sig. Men det mest underlige var, at der ikke var en sky på himlen. Det ville sikkert blive en stjerne klar nat.