Det var stadig tidligt på aftenen, og vejret udenfor var mildt og fyldt med forår, ja ligefrem tidlig sommer. Alligevel sad Netrish indenfor på værtshuset, på en bænk i hjørnet, nær ildstedet. Det var over en måned siden hun havde måtte sælge sin trofaste ganger, Saleth, og nu havde hendes fødder simpelthen nægtet at bære hende længere.
Hvor meget hun end længtes efter en varm, blød seng, havde hun på ingen måde råd til det. Selv det varme krus mjød med honning hun havde stående mellem hænderne havde gjort mere ondt i hendes pung end godt var. Efter havde hun havde hørt om stedets ejer var det dog nødvendigt, for han ville ikke havde ladet hende sidde uden at købe noget, og hun orkede simpelthen ikke at gå et skridt mere.

Hun burde være på vej mod byen. Døden ventede ikke på en præstindes trætte fødder, men forhåbentlig kunne hun indhente det tabte senere, med friske fødder. Hun skævede kort til sin rejsetaske der stod lænet op af bænken og sukkede tungt. Bare synet af den fik hendes ryk til at værke! Hun rullede en anelse med skuldrene, lykkelig for at hun også havde taget sin kappe af og lagt den ved siden af sig. Det var ved at blive alt for varmt til den tunge uldkappe.

Langsomt hævede Netrish kruset og tog en tår. Hun lukkede øjnene og nød følelsen af den varme væske flyde ned igennem hendes svælg. Når alt kom til alt havde hun vel efterhånden fortjent en pause.

Døren til kroen blev slået op og lukket igen med et blødt dunk, men med den tomhed og stilhed det livløse rum var fyldt med, lød det voldsommere end det egentlig var. Flavian slog hætten ned og afslørede sit sorte hår og de spidste ører, selvom 'afsløre måske ikke var ordet. Han havde intet at skjule. Læderstøvlerne slog mod trægulvet i en taktfast rytmer på vej op mod disken. Han satte sig på en trebenet, høj stol, som knirkede anelse under hans vægt, hvilket meget passende tiltrak krofatterens opmærksomhed. "Et krus mjød." Elverens stemme brummede af en træthed, som ikke kunne ses på andet end hans lidt sløve måde at vende sig på barstolen, da han havde fået og betalt for, hvad han ahvde bedt om. Han lod ryggen hvile mod bardisken, mens han støttede sig på albuerne så skuldrende blev skudt en smule op. Han trak halvdovent handskerne af for at stikke dem i en lomme, og så tog han en slurk af sit krus.

Jeg fatter ikke, hvorfor han ikke hellere ved ordne inkvisitoren selv. Det ville da give meget mere tilfredsstillelse... Hvis der var en følelse, Flavian kendte, var det hævntørst. Endnu en slurk røg ned. Men så længe jeg får mine penge... Lejesvenden så rundt i kroen og fik øje på noget, han ikke havde set længe; en skovelver. Han så på hende et par sekunder. Dér var en chance for en fornuftig samtale. På den anden side var han ikke just i sit selskabelige hjørne, så han lod blikket vandre videre, som om han faktisk lagde mærke til. hvad han så på.

//håber ikke at jeg forstyrrer noget?//

Ind ad døren kom et andet væsen. Et par hvide hårtotter stak ud under den dybe grønne hætte og et par mørkegrå, næsten sorte hænder stak ud under den grønne kofte. i den lidt skumle belysning fra bålet var det ikke sikkert om det var handsker eller ej, men indenunder hætten så et par skælmske røde øjne rundt. hendes øjne stoppede dog straks ved de to elvere. først den ene ved bålet og derefter den anden ved bardisken. hun kendte ikke meget til elvere på trods af hendes fars slægtskab med disse lyshudede væsner.
hun havde rejst meget rundt, men på trods af det, havde hun ikke fundet ud af meget om nogle af elverracerne. ikke andet end hvad menneskerne vidste i hvert fald. sortelverne, hendes fars race ville ikke kendes ved hende, og ville uden tvivl dræbe hende hvis de fandt hende, og de lyse elvere skovelverne og de andre ville ikke snakke med hende.. ikke dem hun havde fundet i hvert fald.. hun var jo en af de mørke elvere..

Lyset fra bålet skinnede over på ravn, og hun drejede irriteret hovedet væk fra det men et øjeblik kunne man se hendes ene kind, sort som kul, og det hvide hår under hætten. Ellers kunne hun godt have lignet en del af skovens folk, næsten helt klædt i grønt. grøn kofte, grøn strudhætte, et par posede brune bukser og et par høje brune læder støvler. Om maven bar hun et smalt bælte snoet flere gange rundt om hendes mave.

så måske kunne dette her krobesøg for en gangs skyld måske blive interessant, og et koldt smil spillede om hendes læber.
Ciel, eller ravn som hun bare blev kaldt af sine kollegaer, gik langsomt og uden at se på nogen specielt over i et hjørne i kroen, næsten direkte overfor den kvindelige elver. manden oppe ved disken så hun ikke rigtigt på, mere som en sikkerheds foranstaltning end af mangel på interesse. han lignede en kriger og med det korte kig på ham som hun havde fået, viste rimeligt godt at hun ikke havde lyst til at slås med ham medmindre det blev absolut nødvendigt.. hun tvivlede ikke på at hun ville vinde hvis det kom til det, men alligevel..
han så stor og tung ud, uden tvivl omkring et hoved højere højere end hende og mange kilo tungere.. han ville kort sagt have fordelene i en normal kamp.. men så var det jo godt at hun kunne mere end bare at bruge sine næver..

//Helt fair xD sry den er lidt kort//

Netrish drejede hoved mod indgangen, da hun hørte døren gå. Hendes trætte blik fulgte skovelvere ind til han satte sig. Hendes tanker drev videre, uden at hun tænkte videre over, at hendes blik stadig hang ved den fremmede. Det var ikke før han vendte blikket hendes vej, at hun kom tilbage til virkeligheden, og sendte ham et kort, høfligt nik som undskyldning for sin stirren inden hun flyttede blikket tilbage til sit krus.
Der gik dog ikke længe før døren gik igen, og hun vendte hoved den vej, med en hvis overraskelse over hvad hun så. Endnu en skovelver? Det var sjældent hun havde set så mange af sin egen art på et sted, udenfor skoven. Måske havde det noget at gøre med at hun generelt ikke så så meget til sine artfæller. De levede længe, og bekymrede sig oftest ikke om Kile.
Netrishs blik fulgte kvinden kort, men vendte hurtigt tilbage til kruset igen. Først havde hun ikke lagt mærke til noget specielt ved den nyankommne elver, men der var alligevel noget der fik hende til at kigge op en ekstra gang, og følge kvinden med blikket, mens hun krydsede rummet.

Flavian, der var holdt med betragte sine omgivelser et øjeblik for at tage endnu en slurk af sit krus mjød, løftede hovedet for at se på den nytilkomne. Et par fedlinge af nogle krystallisianere, der tydeligvis drak en lidt kraftige bryg en han selv gjorde, mumlede noget med om det her var elvernes nye tilholdssted, og at hvis det var tilfældet, ville de i hvert fald finde et andet sted: "Forbandede spidsører." Ved den sidste bemærkning kiggede den ene op på Flavian, der tilfældigvis også så på dem. Øltønden vendte hurtigt til sit krus og lod som om, han slet ikke havde set op eller sagt noget dybt uforskammet. Det havde ikke været Flavians mening at intimidere, men det var også ligegyldigt. De ville ikke blive et problem, for det lod til, at de havde det hele i munden.

I det han så op Ciel igen, fik han et glimt af hans ansigt. Det strejfede ham, at hun virkede temmelig ung. At hun åbenbart var mørkelver generede ham ikke. Hans temperament lod sig ikke forstyrre af små bagateller som hudfarve. På trods af sin profession lå den slags meningsløse aggressioner ikke til ham. Endnu en slurk mjød røg ned. Han have ikke tænkt sig at tage mere end det ene krus. Bare fordi han kunne, betød det ikke, at det var en god idé. Lidt diskret fulgte han Ciel med blikket. Hvorfor? fordi hun lige nu var det eneste, der var i bevægelse i den stille kro.

Ravn lagde mærke til skovelverens blik da hun satte sig ned ved et bord tæt på disken og overvejede om hun skulle, for en gangs skyld, bruge penge på sin aftensmad. hun kom til det resultat at hun følte sig lidt doven og derfor rejste hun sig igen, gik op til disken og vinkede krofatteren hen til sig.
"Et glas vin og noget mad."
hendes stemme var blød, men med en lidt skarp undertone under sig, end hun normalt havde. Selvom hun kun lige var kommet ind i kroen havde hun hørt de to menneskers ord og hun sendte dem et iskoldt og hvis man kendte hende rimeligt advarslende øjekast, men for andre ville det bare være et koldt blik. Ravn var normalt en venlig person, men hun tålte ikke bemærker om sin afstamning.. og da sket ikke fra sådan nogle som de mænd!
hun skævede ud af øjenkrogen til elveren ved bardisken med sine røde mandelformede øjne, for at se om han ville gøre noget, men da han ikke lod til at ville bevæge sig.
Elveren nede ved bålet ofrede hun ikke så meget opmærksomhed, da hun ikke virkede som en trussel, på samme måde som med soldaten gjorde.
Hun holdt dog godt øje med menneskerne, selv da hendes vin blev sat foran hende og de penge hun havde lagt på disken forsvandt. flere bemærkninger om elvere og deres ører og de to herrer ville vågne op næste morgen i en gyde berøvet for alle værdigenstande..