Bølgerne slog imod skibets sider, idet skibet persephone, tidligere toldskib i Mørkets fyrstes flåde, og nyligt kapret, uafhængelig, improviseret søtaxa, skød afsted gennem vandet. Morgengry tændte ild til havet og kaskader af orange og gylden flød så langt øjet kunne se. Vand stod op over rælingen i støvagtige perlende sprøjt og luften var salt og frisk.

Sejlene var strukket så vidt de kunne og rebene spændt. Vinden var god og strømmen favorabel, så skibet holdt god fart. Ved roret stod en meget stor, meget gammel, meget grim mand. En hånd på roret og en anden til at skygge for det tiltagende skær fra den voksende sol. Aran Pax spejdede ikke frem, men tilbage. Hans øjne forsøgte at identificere eventuelle forfølgere, men strålende orange hav lod ham ikke skille land fra vand, og han opgav igen.

Skibet her var teknisk set ikke deres. Rent faktisk ville en tilstrækkelig striks person måske gå så vidt som at påstå at skibet var blevet tyvstjålet fra handelsflåden i hovedstaden. Strikse personer kunne være forfærdelige stivstikkere. Skibet var ikke stjålet... snarere approprieret til et velgørende formål, på ubestemt tid.

Morgana, den unge pirat hvis hals havde en date med 15 fod dobbeltflettet hampreb pga hendes tidligere sejlads under den afdøde Ståltand, var forsvundet under dæk for et stykke tid siden. Han ville kalde hende op og få hende til at se om hun kunne få øje på forfølgere fra masten, men besluttede sig imod det. I stedet lagde han roret om, og skiftede deres kurs nogle grader styrbord.

"Finder du noget dernede?!"

Morgana kunne stadig ikke helt fatte at de havde gjort det. Hun kunne levende forstille sig skibets tidligere kaptajns reaktion, når han fik afvide at hans skib var blevet 'lånt' af en død pirats frille, og en gammel mand.

De havde heldigvis heldet på deres side. Vejret var perfekt til at få den bedste fart ud af et lille skib som deres, og de udnyttede den til sit fuldeste. De skød så god fart, at Morgana havde taget sig tiden til at gå under dæk, og se hvilke gode der var fuldt med skibet.
"Aye!" svarede hun, og missede med øjnene idet hun trådte ud i det skarpe morgenlys. Hun brugte et lille sekundt på at nyde synet og tage en dyb indånding, inden hun indfandt sig ved roret. "Morgenmad! Jeg har hørt det skulle bringe uheld at sejle lånt skib på tom mave!" sagde hun muntert og rakte ham et let måltid bestående af en beskjøter og et bundt tørret kød.

Dragon tog imod maden med taknemmelig mine. Det eneste der havde rumsteret i hans mave i de sidste 12 timers tid var rom og en en halv medisterpølse. Han fortærede skørbugsafviserne med største velbehag og forsøgte at ryste det sidste summen fra hans nattelige druktur af sig med et par dybe indåndinger af søluft.

"Jeg tror sgu vi slap igennem uden knas. Der er i hvert fald ingenting at se" Begyndte han ubekymret.

"Når først solen rejser sig lidt højere får vi bedre sigtbarhed og så er vi sikre" Han satte i et grin.

"Så hvorhen kaptajn?"

Morgana skyggede for øjnene og spejdede tilbage langs kysten. "Du har ret. Ikke et sejl at se så langt øjet række.." hun missede med øjnene og slog dem ned mod det skarpe lys. Hun gengældte hans grin og lændte sig tilbage mod rælingen. "Så snart vi når væg fra hovedstaden skulle det være sikkert nok.." kommenterede hun let. Der var mange af den type skibe i vandet, og ikke alle sammen var toldernes.

Da Dragon tiltalte hende 'kaptajn' kunne hun ikke lade være med at bryde ud i en hjertelig latter. "Blevet for gammel til at huske hvilken havn du stævner ud efter?" sagde hun drillende og skubbede sig fra rælingen igen. "Vi snakkede om besætning, så Piratbyen er nok vores bedste bud" sagde hun lidt henkastet.

Dragon smilede skævt og lagde kursen an. Han kiggede ned på den unge kvinde og overvejede kortvarrigt hvad der havde besat ham til at gøre det her. Han fandt at tanken var unødvendig. Livet var for kort til at bekymre sig om alle de små detaljer, og det blev ikke mindre sandt af at han snart havde tilbragt 70 år uden at betale sin gæld til Kile. Han så frem for sig, tog havet ind, tillod sig selv at nyde synet og følelsen. Han havde tvivlet på om han ville ud og sejle igen. Det var måske ikke en helt retfærdig måde at sige det på. Viljen var der, men han anede ikke om han evnede det.

Dragon svor i sit stille sind at han ikke ville falde om af et hjertetilfælde før han havde fået den unge pirat sikkert i havn, og lo lidt i skægget af hvad han kun kunne opfatte som en lille udfordring til de højere magter.

"Pas på prinsesse" Grinede han tilbage, slap roret og klappede de gamle, ru hænder sammen med et lydeligt klask.

"Eller du bliver kaptajnen med en rødeste mås syd for nordpolen" han forsøgte at gøre sin stemme ældre at høre på, i en parodi på en ældre herre han havde haft den tvivlsomme fornøjelse af at ligge øre til, da han stadig havde været i land.

"Jeg kender nogle folk i piratbyen der kan sætte os i forbindelse med et anstændigt crew. Folk med øjne for kvalitet. Vi skulle nok kunne få en besætning ombord, kompetent nok til at få flådeaberne til at genoverveje hvor meget de gerne vil have deres toldskib tilbage" Han satte i en krigerisk kluklatter, og kastede et glimtende blik på Morgana.

Morgana lo af hans gammelmand parodi. Naivt havde hun troet at den gamel mand umuligt kunne blive ældre, men han havde så sandligt gjort hendes antagelse til skamme. Måske var det endnu et par gode år tilbage i søulken?

"Godt ord igen!" sagde hun med et grin "Spar du hellere krafterne til hvis vejret vender!". De var heldige for nu, men guderne var lunefulde, og man kunne aldrig vide hvornår de valgte at bringe deres domæne i oprør.

"De vil ønske de var blevet på land!" tilføjede hun opilende, grebet af det høje humør og deres gode held. Tanken om at det var SÅ let af rekvirere et skib fik hende næsten til at ønske hun havde gjort det for år tilbage.

Tilfreds med skibets kurs, lagde Dragon tøjringsrebet omkring roret, og holdt det fast. Han strakte arme, ben og ryg med flere på hinanden følgende knæk. Med et lettelsens suk trådte han et par skridt væk fra det fasttøjrede ror og kiggede med høflig nysgerrighed på hans makker.

"Nogensinde styret et skib Morgana?" spurgte han med en opfordrende gestus.

Morgana smilede og nikkede. "Aye. Fungerede styrmand en tid for Ståltand, må han hvile i fred" svarede hun. Hun betragtede rorets vuggen et øjeblik, inden hun tog hans opfordring op, og trådte op til det. Hun lod roligt en hånd følge roet ned af siden, og kærtegnede let et af håndtagene, inden hun fjernede tøjringen og prøvede det af. Skibet var markant lettere end hvad hun var vand til, og reagerede langt nemmere. Men ligegyldigt skibets størrelse og facon, var det altid et præsitions arbejde, der halvt bestod i at kende kursen, halvt i at kende skibet. Hun ændrede roligt kursen en smule frem og tilbage for at teste skibet, mens hun holdt øje med sejlet, for at sikre sig hun ikke tabte vinden. Da hun var færdig smilede hun tilfreds. "Hun bevæger sig smukt.. som en rigtig god skude bør" kommenterede hun stille. Morgana havde måske 'bare' været kaptajnens frille, men hun havde ikke spildt tiden. Hun havde skam fuldt med når kaptajnen lagde kursen, og det havde ikke været svært at overtale styrmændene til at lære hende en ting eller to. Det var dog kommet en del bag på Ståltand hvad hun enlig var blevet i stand til, da hun tog over for hans 2. stydmand, der var kommet ud for en helt reel ulykke med nogle vagter og et spil kort.