Vanessa sad på bænken med et tænksomt ansigtsudtryk. Hendes skørter faldt tungt imod jorden, og lyden af vandet, der slog imod molen ude i det fjerne, gav hende en form for indre ro. Lige nu var der ikke mange mennesker i nærheden, og det eneste hun opfangede var nogle ensomme sømænds drømme om koner og familier, de ikke vidste, hvornår de ville se igen. Ensomheden der indhyllede stedet i en søvnig tåge påvirkede hende ikke synderligt - det vil sige, hun forsøgte at holde det sådan, forsøgte at holde sit indre filter igang, men det var sent på dagen, og hovedpinen var allerede ved at tage til. Den kølige luft virkede lindrende, og det var egentlig derfor, hun var kommet her.

En ung dren, på omkring de 15 kom styrtende hen over molen, han var iklædt lassede klæder og det var tydeligt at han kom fra den lavere del af samfundet, ja fra hans tøj og måden han styrtede afsted på kunne man antage at han var en simpelt gadedreng og en lommetyv, og den antagning ville da bestemt ikke være helt forkert.
Et par meter styrtede et par byvagter efter ham i fuldfart, men det var tydeligt at se at deres rustning gjorde det væsentlig hårdere for dem at løbe, og ikke nok med at de var heftigt stakåndet så sakkede de også lige så stille bagud, Gadedrengen sprang adræt op ad et par bygninger, og man kunne med det samme regne ud at de vagterne ikke ville kunne følge med, det var simpelthen umuligt med den vægt de bar rundt på kroppen. Gadedrengen kom hurtigt op på toppen af en stor bygning, det var ihvertfald 4 meter høj, og der stod han så med fuldt udsyn over molen og grinede og råbte hånende af byvagterne som prøvede at få sig hivet op ad bygningen uden meget held.
Drengen vendte sig om og nåede at tage et enkelt skridt inden noget ramte ham direkte i maven, en mindre eksplosion rystede huset og sendte ham hårdt afsted ud over bygningen og lige ned bag ved byvagterne, som kiggede måbende på hvad der skete for øjnene af dem.
En mand iført en inkvisations frakke stod nu der hvor gadedrengen før havde stået, han bevægede sig med rolige, elegante og afslappede skridt og der var desuden en hvis adræthed over hans bevægelser idet han hoppede fra afsats til afsats ned og stod nu foran de 2 byvagter som omgående bukkede for ham og viste deres respekt.
Alexanders øjne var fuldstændig blodrøde, og han havde da også lagt mærke til kvinden som sad på en bænk, han smilede lidt og bevægede sig roligt derover, han havde tænkt sig at tale lidt med hende, spørge hvad hun havde set, og ja hvis hun virkede interesseret kunne det være han ville invitere hende på middag, han havde opdaget gadedrengen midt i sin flugt, og havde bevæget sig hurtigt, han vidste de store tunge byvagter aldrig ville fange ham alligevel, og nu stod han så her og var blevet lidt småsulten.
Han stod nu foran kvinden og han bukkede venligt til hende.
"Goddag Frøken, den mand der lige er blevet arresteret, så de ham komme løbende"
Sagde han roligt og smilende til hende.

Vanessa fulgte scenen uden at blande sig. Egentlig var hun lidt irriteret over at scenen brød hendes stilhed, ikke desto mindre havde hun ikke nok selvdisciplin til ikke at lure, som folk jo nu engang gør, når der udspiller sig dramatiske scenarier foran næsen på dem. Hun var udmærket klar over at hun så hurtigt som en panter (faktisk bogstaveligt talt i skikkelse af en panter) kunne opfange den kække tyveknægt. Egentlig havde hun mange gange tænkt på, at hun kunne være et fantastisk aktiv for byvagterne i kraft af hendes ganske veludviklede evner som både avanceret tankelæser og formskifter, men på den anden side havde hun aldrig følt, at der var nogen, der skulle hæve sig højere op end andre på den måde. Magt gjorde kun folk underlige, mente hun.
Og det var netop en udstråling af magt drengen, der gik imod hende, udstrålede, og det behagede hende ikke. Hun opfangede ganske udmærket det, hun opfattede som hans luske tanker om at lægge an på hende, så det var ikke med et videre imponeret blik hun stirrede ind i den fremmedes øjne med. Den fremmede var egentlig et dårligt udtryk, for på en måde var ingen fremmede for Vanessa, idet hun i løbet af få sekunder kunne finde frem til deres dybeste hemmeligheder.
"Jo, jeg så ham godt. Og jeg så også at han led unødvendig fysisk overlast. Hvad havde han gjort? Stjålet brød?" Vanessa forsøgte at holde sit stemmeleje et sted imellem almen nysgerrighed og underspillet foragt. Om det lykkedes var hun ikke sikker på.

Uden at det egentlig var meningen analyserede hans øjne hende, hendes krop og fysiske formåen blev hurtigt identificeret for ham, og ligeledes gjorde hendes evner, hvilket gav lidt et sæt i ham, tankelæser? for guds skyld hvor han dog hadede dem, Alexander havde altid været ufattelig god til at holde en respektabel facade ud til folk, ja han kunne for mange virke som et kærligt og venligt menneske som kun ønsker det bedste for andre, ja generelt kunne hans falske personlighed beskrives som ufattelig sympatisk, men det var alt sammen et skalkeskjul, i virkelighed var han en særdeles ondt menneske der tog nydelse i at torturere kriminelle, han var derfor også aldeles farlig og endda til tider temmelig utilregnelig.
"Frøken må jeg spørge hvad deres navn er?"
Sagde han lidt hårdere, det var tydeligt at han ikke længere forsøgte at lægge an på hende, og hans tanker hvirvlede af sted, hvilke ting kunne hun finde ud af omkring ham, hvad burde han gøre ved det? det var trodsalt ikke ligefrem godt at der gik en kvinde rundt der kendte en inkvisators hemmeligheder.

"Imodianne Fray," svarede Vanessa uden at trække en mine. Hun var udmærket klar over, at hun ikke skulle lægge sig ud med inkvisitationen med sin egen identitet, uanset om det hun sagde blot var, at hun ikke mente, at drengen burde lide fysisk overlast, når han sikkert ikke var i stand til andet end at stjæle brød og butiksgoder. Men igen, alt var jo ulovligt i disse dage. Krystallandet var blevet til et mærkeligt sted, siden hun kom tilbage for et års tid siden. Højst besynderligt.
"Deres behøver jeg naturligvis ikke spørge om af andet end høflighed, men det er vel en overflødig faktor for dem?" Et sukkersødt smil, der ikke passede til ordene hun sagde, og så alligevel. Hun kunne til en vis grænse sagtens acceptere, at folk valgte deres ståsted hos herren af mørket, men at de valgte at forsøge at dække over deres sande natur havde hun ingen respekt for.

Alexander smilede til hende, han var lige så stille kommet sig over chokket over at stå ansigt til ansigt med en der kunne læse ens tanker, og han havde en plan som burde forvirre hende, lige nu tænkte han ikke på andet end matematiske formler, de selv samme han brugte når han kæmpede imod modstandere til at beregne deres fart ved hjælp af diverse faktorer, men han håbede det kunne forvirre hende nok til at hun ikke ville kunne grave videre.
"Nej det er jo rigtigt, men for god ordens skyld introducerer jeg mig selv, navnet er Alexander Schwartz, Inkvisator under Spike, og høflighed er bestemt ikke overflødigt mod mig, jeg er faktisk et meget høfligt menneske, og til din orientering så havde den mand slået en ned og stjålet hans pung, hvis han så bare havde ladet sig fange af byvagterne var det jo endt der, men når han så også imodsiger sig arrestation, og desuden håner bygarden, ja så kan det være nødvendigt at tage magt i brug"
Sagde Alexander

Vanessa måtte tilbageholde en latter og kamuflere den som endnu sødt smil. Hun skulle nok helst ikke gøre opmærksom på, at hun, i det øjeblik hans sind så meget som ramte periferien af hendes, allerede havde fået al den information om ham, der var at få, lige fra hans barndomsminder til den mest forskruede sexfantasi han nogensinde havde haft, og at hans patetiske forsøg på at forvirre hende blot var til at le ad.
"Den mand? Undskyld, men fra hvad jeg kunne se var den dreng ikke en dag ældre end seksten, og jeg ved ikke hvor du kommer fra, men hvor jeg kommer fra er man ikke en mand før man har fået kønshår!" lød det. Hun talte udenom. Hun gad ærligt talt ikke diskutere autoriteternes metoder med ham. De ville aldrig blive enige, og i sidste ende havde han ret til at arrestere hende. Det kunne da godt være, at hun meget let kunne forvandle sig til en malariamyg og lige så stille svæve ud af arresten, men der var jo mange andre ting, der var sjovere, end at ende der til at starte med.
Inkvisationen er mere kriminel end de kriminelle, kunne hun ikke lade være med at tænke.

Grinte hun lige af mig? tænkte alexander for sig selv og stirrede på hende, det var bestemt ikke noget han brød sig om, slet ikke fordi der kunne være så mange grunde til det, virkede hans forsøg på at forvirre hende ikke? eller havde hun fundet et eller andet minder som hun fandt patetisk? Han kunne faktisk mærke irritationen boble op i sig, og de mange afmærkninger lyste en smule op på grund af vreden.
"Frøken, den rapkæftethed ville jeg fraråde dig, de har scannet mig det har jeg forstået, og de så måske noget de fandt morsomt? Men hvis de har set mine minder vil de også vide hvad jeg som medlem af inkvisationen har gjort ved ufattelig mange mennesker som har været på tværs, og de kan lige vove på at prøve at flygte, de undslipper ikke mine øjne medmindre de kan lave dem selv om til noget cellulært, og hvis jeg kan se dem, kan jeg ramme dem, og tro mig, så vil en lille krop ikke hjælpe dem"
Sagde han hårdt og tog et skridt tættere på således at der var næsten ingen afstand imellem dem, han smilede venligt til hende, men selv hvis hun ikke havde været tankelæser ville hun uden tvivl opfatte den vrede og provokation Alexander følte ved at blive læst på den måde, han havde lidt en ide om hvordans hans modstandere havdet det, når han scannede deres svagheder og deres evner, og desuden læste deres angrebs mønstrer som en åben bog.

”Jeg ønsker ikke at blande mig i Deres affærer,” svarede Vanessa kort. ”Til deres information kan jeg uden besvær transformere mig om til noget cellulært, men hvorfor i alverden skulle jeg dog bruge energien på det, når jeg i stedet blot kan vende mig og gå? De kan få lov til fortsat at hygge Dem med at angribe småtyve. Jeg har ingen gevinst i at afholde Dem fra det,” fortsatte hun. Den formelle lingo gik hende på nerverne, men hun følte at hun var nødt til at holde den, for at den iskolde, næsten tone i hendes stemme kom ordentligt til udtryk.
”De ønsker ikke, at lægge Dem ud mig, ligesom jeg ikke ønsker, at lægge mig ud med Dem,” afsluttede hun til sidst.
Udadtil var der ikke så meget som et strejf af nervøsitet i hendes udtryk, men instinktivt så hun imod vandet. Hun kunne forvandle sig til en alge, hvis det gik helt galt. Det var bare så slimet.

"Så kommer de virkelig spørgsmål, tror de at de kan nå at transformere dem inden jeg har angrebet dem? hvis jeg nåede at ramme dem inden de transformerede dem, ville det blive dødeligt for dem"
Sagde han hårdt og kiggede hende i øjnene, han brød sig bestemt ikke om folk der ikke respekterede inkvisationen, og ham selv der iblandt, faktisk provokerede det ham inderligt at der var nogen mennesker der var så indifferente overfor dem.
"Desuden er spørgsmålet om jeg ville tillade dem bare at gå? De kender trodsalt nu en inkvisators hemmeligheder, hvordan kan jeg vide de ikk ville sælge sådanne informationer videre? mange mennesker ville bestemt være villig til at betale gode penge for den slags information"
Han fulgte hendes blik ud imod vandet, det virkede som om hun overvejede eventuelle flugt muligheder, men igen kom det an på hvor hurtigt hun kunne nå vandet og forvandle sig.

”Det finder De aldrig ud af, for det bliver ikke nødvendigt. Jeg har nemlig ingen interesse i at sælge deres såkaldte oplysninger. Jeg sætter mig selv højere end en stak diamanter, uanset hvor voldsom dens vægt,” udtalte hun med et træk på skulderen. ”Jeg ønsker ikke at blande mig i Deres affærer,” afsluttede hun. For at understrege sandheden af sine ord så hun direkte ind i den andens øjne da hun udtalte hvert og et med en stædig omhyggelighed. Det gik efterhånden op for hende at der skulle noget af et snakketøj til for at slippe ud af den suppedas hun havde placeret sig selv i. Omvendt var hun også ganske sikker på sig selv og sine evner, og selvom hun ikke havde haft brug for hverken kløgt eller fysisk overlegenhed i kamp i lang tid, havde hun vedligeholdt sine kapabiliteter ved træning. Det ville sgu nok vise sig at have været en ret så god idé. Endnu en lys en af slagsen fik Vanessa til at tale igen.
”Desuden.. De er vel en mand der forstår at gøre gode forretninger, er De ikke, Schwartz? Overvej hvilken gevinst en tjeneste fra mig ville være. Jeg forsikrer dem, De finder ikke en tankelæser i hele Krystallandet med en evne lige så kraftig som min. Det må de have set, med deres … talent. Tænk hvis De en dag får brug for min assistance?” Det gav hende en dårlig smag i munden at sige således, men hun ville trods alt hellere skylde en tjeneste end risikere sit liv. Hun havde undgået situationer som denne i utrolig lang tid, og det gjorde hende usikker at det skulle til at ske igen nu.