Shrade stod utålmodigt og ventede på Isis. De havde aftalt at mødes på kajen ved midnat, men Shrade havde ingen god tidsfornemmelse, og derfor var han mødt i god tid. Nu stod han i kulden og ventede på at fisken dukkede op, så de kunne få fundet ud af hvad der foregik. Hvorfor han ventede på hende, var han dog ikke klar over. Han var sikker på at han både ville være mere hurtig og mere effektiv uden hende. Måske var det fordi hun havde insisteret, eller måske var det fordi han ikke havde sagt nej kraftigt nok. Faktum var i hvert fald at han ventede på hende, mens månen langsomt bevægede sig forbi over ham.
Manden havde erstattet sin sædvanlige rustning med noget mere diskret og almindeligt tøj, han havde fundet i en bag-gyde; det var bestemt ikke første kvalitets materiale, og der var huller flere steder. Alligevel havde han alt han havde brug for. Om det meste af hovedet havde han viklet et stykke stof, og for ansigtet bar han en maske, der smilte i en komisk grimasse. Over det hele bar han en bredhættet kappe, der henkastede det meste af hans ansigt i mørke. Fingrene havde været vanskeligere at skjule: de lange klinger for enden af hver af hans fingre gjorde dem ualmindeligt genkendelige. Han havde løst problemet ved at omforme klingerne, så de i form næsten lignede hvad han manglede af sine fingre. Selvom disse kunstige fingre ikke var bøjelige, og derfor gjorde hans hænder nogenlunde ubrugelige, så hans hænder normale ud når han trak et par handsker over. Den venstre fod afslørede ham dog stadig som en metalmand, foden var firkantet og af stål, mens den anden var iført en let sko.

((Jeg først, så Isis og så skal Alexander nok først stemme i efter et lille stykke tid, hvor de to har haft mulighed for at mødes :b))

Isis havde kun haft en døgn til at komme sig ovenpå hele oplevelsen med inkvisitionen, og på vej fra byen, var hun blevet angrebet af en galning, der skød en pil igennem armen på hende - mennesker, de var så latterligt krigsliderlige. Hun havde dog ligeledes rendt ind i en elver, med yderst helbredene kræfter, der havde lappet hende sammen.
Endelig nåede hun overfladen, og en lang blå arm med horn, skæl og andre steder et mønster, af noget udefinerbart, rakte op og greb fat i kajens kant, som Isis trak sig op af vandet, endnu i sin oprindelige havform. Hun fik med det samme øje på Sharde, hun vidste ikke rigtigt om det var ham. Han havde i hvert fald ikke det tøj på, som hun havde set ham i sidst.
"Sharde?" spurgte hun undrende, endnu stående mindre end 10centimeter fra kajens kant, skulle hun ende med at få en grim overraskelse, kunne hun let og hurtigt hoppe i vandet, og forsvinde ned i mørket. Hendes gule øjne lyste op i mørket, han ville ikke være i tvivl om det var hende

Shrade tappede utålmodigt sin fod et par gange inden han hørte en stemme bag sig. Da han vendte sig om og kiggede på hende, var der ingen tvivl om hvem hun var; selv i månens skånsomme belysning var hendes markante udseende let at genkende, og hendes øjne afslørede hende på stedet. Han håbede virkelig hun kunne skjule sig lidt mere effektivt, for på nuværende tidspunkt var hun et skræmmende syn. Alligevel var han ikke bange for hende.
”Du er for sent på den,” sagde han hurtigt, selvom han ikke vidste hvad tiden var. Han var nød til at slippe af med sin frustration på en eller anden måde. ”Jeg håber du kan skjule dig bedre end det. Vi er begge to eftersøgte.” Metal masken kiggede på hende, og det slog ham at den muligvis ikke var ligeså god at have på som hans hjelm. Hjelmen var et professionelt værktøj, hvorimod masken bare var kold og upersonlig. Den fik hans arrigskab til at stå i større kontrast, og derved virke kraftigere. Det gjorde ham ubehageligt tilpas, og hans hovedbund begyndte at svede og klø. Han vidste dog at han ikke skulle røre den; med sine klumsede metalfingre kunne det kun ende dårligt.

Isis åndede lettet op da hun fandt ud af at det var det rigtige menneske hun havde tiltalt, dog var det tydeligt at hans opførsel ikke passede hende det mindste. "Må jeg minde dig om...." startede hun, og gav et irriteret slag med den lange hornbesatte hale "At det er i min menneskelige form jeg er eftersøgt?" snappede hun så, og foldede så den nederste del af halen som en lille cirkel, som hun kunne stå oprejst på.
"Det burde du da af alle mennesker kunne huske, jeg havde været i menneskeform under hele besøget, indtil vi slap ud, og jeg forlandlede mig tilbage, du var ved at dø af skræk!" knurrede hun så, og overdrev tydeligvis en hel del.
"Så find mig noget af det der tøj i render rundt i!" knurrede hun, og så sig omkring, der lå en del fiskerhytter, så der burde være et sted det var til at finde lidt beklædning.
Isis strakte sig, så vingerne strittede vildt ud til begge sider, inden hun langsomt men sikkert begyndte at forvandle sig til sin menneskelige form, hvor de gule øjne begrænsede sig til at være gule pupiller, og udover det var de 8 horn på hovedet samt den blå hudfarve være det eneste der afslørede, at hun ikke var menneskelig.
Da hun endelig var forvandlet helt, stod hun bare der på kajen, og lignede mest af alt en nymfe, blå i huden, med tillokkende øjne og splitter ragende nøgen, det lod dog ikke til at det sidstnævnte påvirkede hende det mindste

Shrade blev mere arrig mens han lyttede til hvad hun sagde. Han var da bestemt ikke blevet bange for hende da hun forvandlede sig tilbage, han var højst blevet… Optrængt. Det var da også kun naturligt når en slangemenneske hævede sig sådan over en med vinger af det omfang. Hvorfor havde et havvæsen overhovedet vinger?
Han skulle lige til at åbne sin mund og sige noget vredt, da hun forvandlede sig til sin menneskeskikkelse. Hendes nøgenhed var det første han lagde mærke til, og han var nu glad for at han bar en maske; havde hun kunne se ham havde hun grinet af den måde hans kinder blev røde på. Han kunne heller ikke huske hvad der var blevet sagt, eller hvad han skulle til at sige. Det tog en ordentlig portion koncentration og en morbid påmindelse før han kom i tanke om hvad der foregik. ”Og du tror der er mange blå, hornede mennesker? De vil bare se din farve og dine horn og fastslå dig som skurk.” Det var tydeligt for Shrade at hun ikke vidste meget om hvordan det menneskelige samfund virkede, hvilket talte for hendes person. Der var aldrig kommet noget godt ud af mennesker. Han kiggede væk fra hende før han sagde det næste. ”Der er en lagerbygning rundt om hjørnet, hvor jeg fandt mit tøj,” han løsnede kluntet kappens spænde og rakte den frem mod hende, med kappen holdt i de kunstige fingre. ”Hvis du går sådan rundt på havnen tiltrækker du dig den forkerte slags opmærksomhed,” inden han nåede at lyde beskyttende fortsatte han hårdt og koldt: ”Og den har jeg ikke lyst til.”
Uden kappen kunne hun se hans hoved ordentligt. Hele hovedet, med undtagelse af masken var dækket af mørkt stof. Masken der dækkede ansigtet var dog ikke fanget i en humoristisk grimasse, men en monistisk version af pantomime maskerne; den ene halvdel af masken var glad, mens den anden var ked.

Isis rullede øjnene af ham og trak så på skuldrene "Så må vi jo finde noget der kan trækkes over hovedet, og noget som ikke går let i stykker, værre er det jo ikke!" fnøs hun så, inden hun strøg en finger over huden på benene, hun havde aldrig rigtigt vendet sig til ikke at have skæl på benene, og for den sags skyld have TO ben, det var af samme grund at hun ikke løb, eller for den sags skyld gik særlig hurtigt.
Hun tog tøvende imod kappen, og svingede den over skuldrene "Det er da også en mærkelig ting i mennesker har heroppe, det ville da være meget lettere hvis alle rendte rundt uden tøj!" knurrede hun bittert ved kappens tyngde og lukkede den som hun havde lært.
"Så kan du vel passende vise mig hvor du fandt dit tøj! Jeg skal bare ikke have noget der er varmt, så koger jeg totalt over!" mumlede hun opgivende, og vendte sig så imod lagerbygningen, hun hadede at have det varmt, og der skulle ikke så meget til, taget i betragtning af, at hun normalt kom fa bunden af havet! Nu var det bare vigtigt at de fandt noget med en hætte, så hun kunne gemme sit udseende for resten af omverdenen.
"Hvad er problemet? Der er sgu da ingen der dør af at se en nøgen kvinde, og hvis de tror at du render med en luder, er det så ikke lige meget?" knurrede hun så, og tog de første vaklende skridt imod bygningen, hun hadede at gå på sine menneskeben, og det var bare endnu værre at have travlt.

Shrade skulle til at gå mod varehuset, da han så hvordan hun vaklede frem, uden at han vidste ikke hvordan han skulle håndtere det. Havde hun tænkt sig at gå sådan hele vejen, eller skulle hun bare lige blive vant til benene? Han kunne ikke længere huske hvordan hun havde bevæget sig i fængslet, og det slog ham som underligt. Det var ikke mere end to dage siden. Måske var der bare nogle ting, der var bedre ikke at tænke tilbage på.
”Ingen kan se hvem jeg er, hvorfor skulle jeg tage mig af hvad folk tænker?” han fulgte hende med blikket, og forsøgte at køle sig selv lidt mere af. Der var ingen grund til at han var vred på hende. ”Der er noget du ikke forstår ved mennesker. Hvis du vakler nøgent rundt sådan der, bliver du voldtaget.” Han kunne ligeså godt være kontant. Jo mindre sagt jo bedre. ”Kan du gå hurtigere?” Han ønskede ikke at lyde for betænksom, men hvis de skulle følges, måtte hun sætte tempoet op. Hvis han så var nød til at hjælpe hende, ville han gøre det. Hun var bare nød til selv at spørge.
Han begyndte at gå og overhalede hurtigt den halvnøgne skikkelse. Efter nogle skridt i retning af varehuset vendte han sig om og kiggede tilbage på hende. Hans dualistiske ”ansigt” afspejlede bedre hans tanker end hans egentligt ansigt gjorde, og nogensinde havde gjort. Han var fortsat glad for at hun ikke kunne se det.

Isis stavrede fortsat fremad, hun skulle lige vende sig til at gå igen, men hun havde aldrig været nogen maraton-løber, og blev det nok ikke, hendes balance i sin menneskelige form var elendig, men det blev bedre efter et par minutter.
"Du lød bare voldsomt utilfreds!" knurrede havkvinden så, mens hun koncentrerede sig dybt om ikke at vælte og alligevel holde et tempo, der forhåbentligt passede Sharde bedre end det forhenværende.
"Hmf, der er nok ikke nogen der vover sig ud i at voldtage en kvinde med horn og gule øjne!" brummede hun fortsat, og prøvede ihærdigt at hale ind på Sharde, dog uden videre held.
"Jeg kommer ikke til at gå lige så hurtigt som dig, aldrig, men jeg skal gøre hvad jeg kan, det er bare ikke let at gå fra hale til to ben!" hendes stemme var småopgivende, hun virkede virkelig som en byrde for ham, og det havde hun i hvert fald ikke i sinde, slet ikke fordi at hun ikke havde tænk sig at give et menneske ret, ikke i den slags i hvert fald.
Hun pustede en af de blå lokker væk fra ansigtet, og skævede så til Sharde "Tager det lang tid at gå til byen herfra?" spurgte hun så, og bed sig så i læben, bare hun ikke ville sænke ham alt for meget.

Han stod og kiggede på hende mens han undrede sig over hvad hun monstro tænkte over. Hvis hun da overhovedet tænkte. Det kunne han naturligvis ikke være sikker på; hun var jo ikke menneske. Han kunne selvfølgelig heller ikke være sikker på at andre mennesker tænkte. Et lille håb flammede op i ham, for hvad nu hvis det var hans stod sådan ud? Måske tænkte de andre bare ikke, eller måske tænkte Shrade bare mere end dem. Men det virkede ikke som en logisk forklaring, og håbet brændte ud; der var ikke nok det kunne brænde af.
Tilbage stod Shrade med asken og røgen, og ingen huller i hans forsvar den kunne komme ud af. Selvfølgelig var han bitter. Hans vrede var kun naturlig. Men hvem tænkte også på ham?
Hun kunne ikke se det, men hans øjne var sammenknebne mens han kiggede på hende. Hans højre øje var i hvert fald. Det venstre kunne ikke, men det vidste hun ikke. Hans udseende var en anden ting, der ikke undslap hans personlige fort. Han tog nogle hurtige skridt i hendes retning. Uden at spilde tiden lod han sin ene hånd holde hende omkring livet (uden på kappen naturligvis), mens den anden holdt hendes albue. Han håbede at han kunne støtte hende på den her måde, så hun kunne gå lidt hurtigere. Hjælpsomhed var ikke del af den person han havde skabt sig selv som, så han lod være med at bearbejde hvad han gjorde. Han hjalp sig selv ved at hjælpe hende, det var logikken. ”Så fulde som mændene er her, ville de ikke opdage forskellen.” Han holdt en kort pause, hvor hun ville kunne høre hans faste åndedrag. ”Ligner jeg en der har meget at være tilfreds over?” den metalliske attrap på hans venstre skinneben klikkede på molens sten ved hvert skridt. ”Byen er lige rundt om hjørnet. Og vi har ikke travlt.”
Byen var lige rundt om hjørnet. Eller rettere; lige over den nærmeste bakketop. Der gik en lige stig hele vejen, og der var ikke mere end hundrede meter. De havde dog lidt travlt, for to typer af deres slags vækkede mindre opsigt om natten end om dagen.

Isis betragtede roligt Sharde, hun anede ikke hvad det var han funderede over, men han funderede, det var da tydeligt for enhver. Hun lod tungen glide over de spidse hjørnetænder, hun var virkelig anderledes i forhold til menneskene, men det var Sharde også, det var vel i bund og grund derfor at det var dem inkvisitionen havde valgt at kaste sig over, to udskud ingen rigtigt kendte til på land.
Hun rettede lidt på håret, så det lå mere systematisk og lige imellem hornene, hun vidste ikke rigtigt om en hætte kunne dække alle sammen, slet ikke de to store der stak lige op, vædderhornene var trods alt lidt mere diskrete, måske kunne hun trække hætten ned over de to store horn, så det lignede at det bare var en dekoration, menneskene gjorde sådan nogle fjollede ting for at pynte sig, så det kunne måske gå.
"De ville bemærke det når jeg prikkede deres øjne ud, eller de lige pludselig lå og rodede med en hornet djævel!" knurrede hun så, og sendte Sharde et undrende blik idét han lagde armen om hende, men hun fandt hurtigt ud af, at det bare var for at hjælpe, normalt havde hun ikke rigtigt brude sig om den slags, men hun ville gerne frem så hurtigt som muligt. "Tak!" endte hun bare med at sige, og give ham et lille nik. Da de nåede fabrikshallen fandt Isis hurtigt et stort hvide klæde, som hun bandt om kroppen som en hvid løs kjole, mens hun foldede noget af det over hovedet, så det dækkede hendes ansigt.
"Du må hellere få den her igen, jeg kan tåle kulden, det kan i mennesker ikke!" sagde hun så, og rakte den store kappe over mod Sharde

Lageret var ikke stort, og tilhørte umiddelbart en tekstilhandel, hvilket forklarede den store mængde af stof og tøj, der var dér. Hvem end der ejede hallen tjente nok godt, siden han kunne reservere en hel bygning til overskudsvarer. Ikke at Shrade tog sig af hvor mange penge personen tjente. Han tog hvad der passede ham, ligegyldigt hvem det tilhørte. Hvis man var dum nok til at lade sine ting stå ”tilgængelige” fortjente man ikke at beholde dem.
”Lad være med at tænke over det,” sagde han mens han slyngede kappen over skulderen. Synet af den semi-menneskelige skikkelse, der klædte sig af og på havde han haft svært ved at kigge væk fra. Faktisk havde han været så tryllebundet, at han ikke havde lagt mærke til at han havde kigget. Han stirrede bare, heldigvis beskyttet af sin maske, der på ny blev henkastet i skygger fra hætten.
”Skal vi komme af sted? Jeg foreslår at vi kigger på gerningsstedet. Måske kan vi finde nogle spor om hvem der egentligt gjorde det.” Han vendte sig mod byen, men bevægede derudover ikke. Han gjorde ingen mine til at hjælpe hende denne gang.

Det store hvide klæde som Isis havde fundet lignede mest af alt en kutte, på trods af, at den sad til om livet og brysterne. Ellers havde den store løse ærmer, der dækkede hendes hænder, og den var ligeledes så lang, at den dækkede hendes fødder. Det eneste der kunne afsløre hende nu var, at hætten virkede unaturligt stor, grundet hornene der holdte stoffet oppe, og de gule øjne der skinnede igennem mørket.
At Sharde havde kigget på hende havde hun bemærket, da han ikke havde vendt sig væk som de fleste andre mennesker ville gøre, men det lod ikke til at røre hende det mindste da man under vand gloede, hvis der var noget der var spændende nok at glo på.
"Det lyder som en god idé!" sagde hun så, og nikkede bestemt til Sharde, hun havde ondt af ham, han var så speciel en skabning, hans personlighed var uigennemtrængelig og kold, han måtte være et meget ensomt menneske, måske kunne Isis løsne lidt op på den følelse.
"Så, hvilken vej vil være hurtigst og mest ubemærket?" sagde hun med en blød næsten syngende stemme, inden hun sendte manden et stort tandsmil, nok var deres situation ikke den bedste, men der var ikke andet at gøre end at holde humøret oppe, en ting Isis var ret god til når det endelig skulle være.

Shrade blev først nu klar over at han havde stået og kigget på hende skifte, og billedet af hendes nøgne skikkelse ramte ham mentalt. Som før fyldte det ham med en morbid fornemmelse, og han var glad for at det ikke bare var hans ansigt der var dækket; hele kroppens dække gav ham en form for ly, og beskyttede hvad der skjulte sig under. Han kiggede væk fra hende, tidsnok til ikke at se hendes smil.
”Vi har tre muligheder. Enten kan vi gå direkte til stedet, men der er nok folk, der holder øje med det, så det er en dårlig idéen. Vi kan også gå til stedet gennem de omkringliggende bygninger, men så ville vi være nød til at bryde ind nogle steder. Vi kan også gå hele vejen uden om. Det er mere sikkert, men vil tage længere tid, og vi ville alligevel være nød til at snige os omkring det sidste stykke for at undgå opmærksomhed. ” Han vendte sig og kiggede på hendes nye forklædning. Selvom hvid ikke var en god farve at skjule sig med, havde den åbenlyshed med hvilken hun havde valgt farven den modsatte virkning. Han smilte bag masken. Enten var hun meget snedig, eller også bare meget heldig. ”Jeg foreslår at vi tager den lige vej, og så prøver at komme udenom de åbne gader det sidste stykke. Hvor godt kan du gå?” Måske kunne de få hendes dårlige gang implementeret i en plan; gerningsstedet var ikke langt fra helbredelseshuset.

Isis lyttede interesseret til valgmulighederne, selvom der ikke rigtigt var nogle der faldt i hendes smag. pludselig lyste hendes øjne op i en overbevisende mine. Isis havde mødt elveren Netrish, som gik klædt i rød og hvid, fordi hun var præstinde af, hvem var det nu? Hun bed sig i læben med en tænkende mine, inden hun igen lyste op i det lille smil; Kile!
"Jeg har en idé!" sagde Isis og så sig omkring, hvorefter hun strøg hen til en stor rulle med røde kantbånd, der var dekoreret med en svungent hvidt mønster. Hun rullede et par meter af kantbåndet af, hvorefter hun bed det ove, og svang det om livet på sig selv, så det lignede et bælte med nogle tegn.
"Jeg snakkede med en elver igår, hun var tilbeder af Kile,vogteren af de døde vist nok!" sagde Isis i en munter tone. "Hun var klædt i rødt og hvidt som jeg er nu. Det vil ikke være mere oplagt end en Kile-præst besøger hjemmet efter et dødsfald, for at sørge for, at sjælen har fundet fred hos Kile!"
Hun så sig om igen, nu manglede hun sådan set bare et hellige symbol, og hvor fandt man lige sådan et? Hun strøg en lok af det blå krøllede hår ind i hætten og skævede til Sharde "Jeg har brug for et helligt synbol til at have om halsen!" sagde hun, ikke engang sikker på at hendes plan ville lykkeds, men lige umiddelbart virkede den da sådan, rimelig sikker, en kiletilbeder kunne vel se ud på mange måder.
"Det vil være vores billet inden for, og din larmen, og min gang bliver intet problem!" sagde hun, og sendte ham endnu et af sine store varme smil

Manden vendte sig om og kiggede på Isis da hun begyndte at tale. Hendes plan var god, det måtte han indrømme. Han havde faktisk ikke overvejet at hun muligvis var mere kløgtig end man umiddelbart skulle tro af en, der ikke kendte til overfladeverdenen. Shrade gættede på at det kun var hendes viden om overfladen der var manglende. Selvom han var imponeret over hendes person, lagde han stadig ikke mærke til hendes smil, da hans tanker havde taget fart. Han forsøgte at komme i tanke om hvordan Kiles symbol så ud. Han var sikker på at han kendte det; der havde været nogle tilbedere i området han var vokset op i, men alligevel havde han svært ved at komme i tanke om det; der var meget få ting fra sit tidligere liv han kunne huske. Efter en kort pause tog han den ene handske af. Under handsken kunne man tydeligt se de kunstige halve fingre, der ikke kunne bøjes. Han havde lavet dem efter hvordan han huskede at fingre så ud, men de var lidt for korte. Med en kluntet, behandsket hånd tog han ringfingerens metalstykke af. Shrade kiggede koncentreret på metallet, der langsomt begyndte at strække og bøje sig, til det lignede kiles symbol, så godt som Shrade nu kunne huske det. Han tog to skridt til han stod foran hende. Her løftede han symbolet og viste det frem. ”Sådan her?”
Uden at vente på et svar lod han sit åndedræt blive mere roligt, og lukkede sit højre øje. På denne afstand ville hun måske være i stand til at se at kun hans ene øje var lukket, men han var ligeglad. Stille og roligt begyndte der er vokse en kæde ud af hver side af symbolets top. Hvis symbolet var rigtigt huske, ville han sætte det om hendes hals, da han ikke kunne lave noget så detaljeret som et spænde.

Isis stirrede på hans hånd, han havde tilsyneladene været igennem samme mølle som Isis selv, hun havde bare været så heldig at blive lappet sammen igen, dog var der ingen tegn på at hun fandt det ulækkert overhovedet. "Din stakkel, vi må hellere få dig til en healer så snart vi har været ude og kigge på stedet!" sagde hun og gjorde et bestemt nik.
Da Sharde begyndte at forme synbolet, blev hun dog en anelse mere fascineret, og da han var færdig, nikkede hun ivrigt "Ja.. JA.. Det er det rigtige symbol!" sagde hun så, igen med julelys i øjnene, hun lagde forsigtigt hånden på smykket da Sharde havde lukket det om hendes hals, og hun for alvor kunne mærke smykkets tyngde.
Derefter for hun over og fandt endnu en robe, som hun gav til Sharde, og ligeledes et rødt bånd.
"I så fald, er grunden til at vi er der sammen, at du er min lærling!" sagde hun og skævede så mod døren på lagerbygningen, de måtte se at komme afsted, så hurtigt som muligt, de skulle helst nå det så hurtigt som muligt, og jo hurtigere de kom afsted, desto hurtigere kunne de få Sharde på helbredelseshuset

Han trådte et skridt tilbage, og betragtede sit værk. Amuletten var ikke dårligt lavet, og næsten helt symmetrisk over midten. Det gjorde Shrade glad, selvom det ikke var perfekt; for ham var det at skabe noget gave nok i sig selv. Det behøvede ikke være godt. Han tog kappen af, og kastede stoffet over sig, til han var tilfreds med at det lignede hendes mundering. Alt det andet tøj beholdt han på indenunder. ”Lad være med at tænke på det.” Hans stemme var den sædvanlige varmblodede kynisme (hvor selvmodsigende det så end må være.) Det var en dyster bas, der kun indeholdt en teskefuld utilrettet vrede. ”Mine skader er år gamle. Der er ikke mere helbrederne kan gøre for mig.” Han tav derefter, og stilheden der sænkede sig over dem fortalte at det ikke var noget han ønskede at tale om. Af metallet fra sin lillefinger lavede han en amulet til sig selv, og de lignede nu begge Kiletilbedere, selvom Shrade stadig gemte sig bag en maske. ”Lad os komme af sted.” Han talte som havde hun ramt et ømt punkt eller et blottet sår. Inden hun kunne nå at forsvare sig selv eller sige noget til ham, forsvandt han ud af bygningen og begyndte at gå med byen i et tempo, han regnede med at hun ville kunne følge.

Isis studerede Sharde med en veltilfreds mine da han havde klædt om, han lignede Isis ret meget på påklædningen, bortset fra at hans klædedragt ikke sad så stramt over brystet, sjovt nok fordi han ikke havde nogle.
Da hun hørte hvordan Sharde omtalte sin tilstand trak hun blot på skuldrene, hvis han ikke ville have det ordnet, skulle hun ikke tvinge ham! Hurtigt (eller rettere så hurtigt hun kunne) fulgte hun efter Sharde, deres klædedragter var faktisk blevet ualmindeligt gode.
"Så, hvor mange tror du bevogter stedet? Og er det inkvisitionsfolk der gør det?" spurgte hun så, mens hun ihærdigt slingrede efter Sharde så hurtigt hun kunne, han havde tydeligvis sat tempoet ned for hendes skyld, men han var stadig hurtigere, han var for det første vant til at gå, for det andet højere og havde dermed længere ben og for det tredje havde han travlt. Isis måtte give op i skørterne da for ikke at falde i dem, hun var heller ikke vant til at være dækket af andet tøj end blot et lagen som hun viklede om sig som en toga.

Shrade kiggede målrettet frem for sig, på vejen, der førte til byen. Snart ville de være der. Snart ville han være der, og når han fandt hvem end der var skyld i det drab, ville han sørge for at de fortrød at de ikke havde meldt sig til inkvisitionen med det samme. Shrade var et formålsløst værktøj, der nu havde fundet et mål. Der var intet der kunne stoppe ham nu.
Udover Isis, der fortsat mindede ham om at han ikke var helt alene i det. Uden at tænke over det, havde han sat farten op og øget afstanden mellem dem en smule, så han stoppede og lod hende indhente, hvorefter han fortsatte i det originale tempo, hvor hun godt kunne følge med. ”Der er måske 2-3 af inkvisitionens mænd, hvis nu vi skulle komme tilbage. Jeg tror ikke vi vil kunne genkende dem. Kun en idiot ville vente på mordere uniformeret.” Han forsatte lidt i stilhed. ”Det ville være bedst hvis vi ikke dræbte nogen af dem. Hvis vi rent faktisk blev mordere, ville de ikke behøve en undskyldning for at jage os.”
Det slog Shrade at han ikke vidste meget om Isis. Han vidste ikke hvad hun havde lavet i gyden, og han vidste faktisk ikke om det var hende der havde myrdet manden. Det havde aldrig slået ham som en mulighed, for hun virkede ikke som typen, der spontant ville myrde nogen, og så komme vadende tilbage til gerningsstedet lige bagefter. For Shrade havde jo været der først. Det var underligt at hun ikke havde mistænkt ham. Han tøvede en tid ekstra før han sagde hvad han tænkte på, simpelthen fordi der ikke var nogen god måde at sige det på. Ligegyldigt hvad ville hun mærke hans mistro, og hun ville ikke føle sig stolet på. Hvorfor skulle hun i øvrigt også det? Han kendte ikke hende, og hun kendte ikke ham. ”Det er da ikke dig der myrdede ham?”

Isis kæmpede en indre kamp for at følge med Sharde, hun ville ikke bede ham sætte farten ned, for hun hadede at skulle give sig på den måde, og især overfor typer som Sharde der var så specielle af personlighed.
"Men inkvisitionens folk, vil de ikke genkende os uanset hvad?" spurgte hun smånervøst, hun havde ikke i sinde at ende i det samme hul, som hun var endt i sidst, som det så rent faktisk skulle komme an på mord.
"Desuden behøver de tilsynladene ingen undskyldning for at jagte os i forvejen!" knurrede hun så, på sin helt egen indebrændte måde, tanken gjorde hende rasende.
Da Sharde begyndte at virke anklagende sendte hun ham et skarpt blik, tydeligvis ikke tilfreds med hans spørgsmål eller attitude for den sags skyld "Hvad tror du jeg er? Et hjerteløst monster?" vrissede hun, og sendte ham et skuffet blik "Hvad ville jeg måske overhovedet få ud af det? Jeg er ligeglad med hvad i mennesker har og ejer, så hvorfor i alverden skulle jeg gøre noget så grusomt?" fortsatte hun med den klagende tone "Og hvis jeg havde gjort det, tror du så virkelig at jeg var kommet tilbage til overfladen, og vendt tilbage til gerningsstedet?"
Isis satte tempoet en smule op, faktisk så meget hun overhovedet kunne uden at slingre alt for meget, hun brød sig mindre og mindre om Shardes selskab, i starten troede hun at man bare skulle vende sig til ham, men han blev tilsyneladene kun værre med tiden.
"Det er desuden af samme grund at jeg ikke render og mistænker dig. Du havde sikkert meget bedre motiver end jeg, men der er forhåbentligt ingen mennesker der er så dumme at vende tilbage til gerningsstedet, hvis de har offrets blod på hænderne!"