Izilarna gav et fnys fra dig, og måtte så slå ud i en lille latter, hun havde aldrig rigtigt brudt sig om elverfolket, af samme grund som denne allerede gik hende på nerverne, de var så nysgerrige, intet under, det måtte blive kedeligt at leve efter et par hundrede år.
Hun sendte ham et skarpt blik, alle hendes sanser var skærpede i denne form, hun kunne lugte ham, se hver eneste mine eller træk, ja, sågar høre hans åndedræt selvom han sad 20 meter væk. Langsomt lod hun tungen glide over de sorte læber med en tænkende mine.
"Det var dog en grim vane i har fået jer, med at strø beskyldninger over alt, er det en ting der er typisk for elvere? Eller er det bare dig der er på krigsstien?" knurrede hun fortsat, den rungende stemme var på ingen måde råbende, faktisk snakkede hun ganske normalt, hun gik da ud fra, at elveren kunne høre noget med de spidse ører. Izilarnas egne ører var tilspidsede som elverører i hendes anden form, det lignede dog ikke den klassiske elvers ører, der normalt var længere end Izilarnas
I am the Who, when you call; Who's there!
Krystallandet
