Det var tidlig morgen.. Endnu engang var Lune stukket af hjemmefra.. Han havde som altid ikke fået varmt tøj med sig, da han sen aften stak af.. hans lår var dækket af et par shorts, som stoppede et lille stykke over knæet.. nedefter, lige over knæet startede der så en lang strømpe, som dækkede skindebenet.. han havde kun én sko på, da han undervejs havde tabt den anden.. hans overkrop var dækket af en tynd silkeskjorte, som nærmest var revet itu af underskovens mange grene... Den udmattede dreng nåede en lysning, hvor han satte sig.. solen var kun lige begyndt at vise sine stråler et sted ude i horisonten, hvilket kastede et usædvanligt rødligt skær ind igennem skoven.. Lunes krop var snavset.. han lignte slet ikke den rigmandssøn han var... træt satte han sig ned på en stamme.. det var et væltet træ, som ikke længe forinden havde lidt under nattens hårde uvejr.. Det rødbrune hår lå flettet i en kludret fletning ned over den ene skulder, frem over brystkassen...
Han krummede sig forover på stammen...
"Hvorfor kommer du aldrig efter mig?" hviskede han... så rejste han sig op, stod op på stammen.
"HVORFOR VIL DU IKKE HENTE MIG DIN IMBECILE TJENER?!" halvskreg han, og virkede både vred og ked af det... men så satte han sig på hug på stammen, begyndte lavt at grine... hans ansigt var gemt væk i knæ og arme, mens han lo lavt.. det kunne nemt mistolkes som om han græd.

Aishe trak afsted med den tunge hest, på stien. Da de nåede godt ind i skoven stoppede hun op dog da hun synes at høre stemmer. "Hvad i... et barn.. her?" Rakkalaphen snerrede let, og møvede sig hurtigt ind imellem stammer for at snige sig ind og kigge på hvad det var der med et skreg op. Den magre ulv lagde ørerne ned, og blottede tænderne da den så den yngre knægt. Aishe bandt hesten, og skyndte sig så efter ulven, det sorte hår faldt ned over hendes ansigt men hun fejede det væk, "sh, stop det Lorke- woh." Hun rynkede panden da hun så drengen der. Græd han? Eh? Og det tøj så da ikke for godt ud. Mh.
"... Hey, du, er du okay?" spurgte hun så med let rynket pande mens hun gik frem mod ham. I en pung om hendes hofte var krystalkuglen placeret i sin sædvanlige plads. Tjener? Rigmandsøn? tog man efter tøjet han bar, lignede han bestemt ikke en. Alt for beskidt, ødelagt. Men muligt var det jo at det ikke havde været sådan få timer forinden. Ikke noget hun vidste noget om. Hun vidste bare ikke om hun gad hjælpe ham, når det nu var tilfældet. Hun skævede lidt op mod himlen, man knapt kunne se alligevel for de mørke træer, men samlede så sin fokus på knægten.

Lune hørte en stemme, så op, med et underligt forvrænget smil over læberne... hans mund virkede smilende og glad, men i hans øjne, sporede man ren og skær frygt og rædsel.. det brune øjne virkede bange, mens det hvide øje bare var komplet dødt at se på.. helt tomt.. han græd, men alligevel lo han lavt.
"Han kommer ikke, gør han vel?" spurgte han med en lav hvisken, inden han rejste sig igen, bukkede galant.
"Mit navn er Lune Daniels. Men bare tiltal mig Lune. Hvem er De?" han rankede sig op igen, bakkede nogle skridt inden han skvattede ned fra den træstamme han sad på... han landede på siden i den mudrede skovbund, hvor han så bare rullede om og lagde sig på ryggen..
"Det er dejligt, at jorden er så frossen.. så bliver jeg ikke mudret til.." han lukkede sine øjne... hans ene fod, den hvor skoen manglede, var sokken revet i stykker, så to tæer stak ud.. den havde engang været hvid, men var nu plettet rødt.. han havde sikkert trådt på noget der havde revet ham.. anklen var dog hævet, og hvis man fjernede sokken, ville man kunne se en tydelig blå plamage, der indikerede at han var kommet til skade.
den ene, snavsede hånd gled op og gned sig mod panden på den unge dreng.
"Er det Deres dyr?" hviskede han, mens de forskelligt farvede øjne nu åbnedes igen.. det brune var nu ikke bange længere, men blot varmt, kærligt og smilende, ligesom de smalle læber.
"De er meget smukke... De må være loyale overfor Dem..." sagde han så med en blid, og dog dæmpet stemme...

"..." Aishe så på drengen og vidste ikke hvorvidt hun skulle grine eller græde over hans opførsel, men hun så utilfreds ud da han begyndte at De'e hende. "..Aishe Petsha." Svarede hun så, og holdte sin irritation i skak for en gangs skyld, og kom ned og neje. Bleh, hun hadede at gøre det. Lune Daniels. Ikke et navn hun kendte, "..Kan vi holde os til dus?" spurgte hun så, først nu kom irritationen til syne lidt. Hun så dog på rakkalaphen, der luskede om bag hende. Klar til at beskytte dens ejerinde. "Tjoh, tak da." Hun gik frem mod Lune og rakte ham en hånd for at hjælpe ham op, "Hvad laver en knægt som dig helt herude? Og hvad har du lavet for at miste en sko?" hun fejede noget hår væk fra hendes ansigt, men ikke nok til at vise arene efter brandsårene. Hun ville ikke risikere at skræmme ham. Det gjorde nogle børn nogle gange ved synet.
"...Den ankle ser ikke for godt ud hellere."

Lune satte sig op.
"Dus....?" han så helt målløst på hende.... mærkede så en let rødmen i sine kinder... dus? ..... hvorfor?... Han smilte dog bare igen, og nikkede så.
"Jeg skal forsøge. Bare påmind mig det hvis jeg glemmer det." sagde han med en let latter.. han lod sig så hjælpe op, stod bare med begge hænder bag ryggen, og et varmt smil på læberne... tilmudret, men alligevel var mudderet nærmest frosset fast i hans tøj.
"Jeg stak af hjemmefra." svarede han bare hudløst ærligt.. han betragtede hende, og bemærkede intet ved hende, som om muligt kunne skræmme ham.
"Der var nogle underlige små dyr, som jagtede mig. Jeg flygtede op i et træ... men de fik fat i min sko... og begyndte at æde den, så jeg var nødt til at sparke den af... Heldigvis kunne de ikke kravle efter mig.." han lo moret, nærmest som om den væmmelige oplevelse havde moret ham... men så blev hans ansigt helt seriøst.
"Men ingen kommer efter mig, når jeg stikker af..." han vippede lidt fra den ene fod til den anden, skønt den hævede fod gjorde pokkers ondt.
"Neh, Aishe Petsha.... Hvordan er det, ikke at være alene..?" hans øjne blankede af, og ordene blev nærmest hvisket ud, som om han var bange for at nogle skulle høre ham.. nogle, som var langt væk.
Han tog nogle skridt rundt om sig selv, inden han kravlede op på den tykke træstamme igen, satte sig der, så hans ben frit kunne hænge i luften med hælene mod stammen.

"Godt." Sagde hun med et suk, "De færreste gør det." Hun så lidt på drengen, da han virkede målløs men det kom ikke rigtigt bag på hende. Han mindede hende lidt om ham .. den blonde knægt. Katzumetsu som hun havde mødt engang. Hun hjalp ham op, og var glad for at hun for engangs skyld bar sine handsker. Ellers ville hun ha' røget lige lukt ned og se drengens minder. Og det var hun ikke sikker på ville være en god idé. Han mindede hende også om Vupi lidt. Helt alene der...
"Hvorfor gør de ikke det?" spurgte hun så og lagde armene over kors mens hun bare så lidt på drengen. Ved hans spørgsmål slog hun da så blikket væk, og over på dyrene. "..Det er rart. Men også trættende nogle gange." Han var en underlig knægt. Det var noget der kunne være rigtigt at påpege.
"..." Hun stampede lidt i jorden så, og konstaterede at det var frossen nok til at sætte teltet op på. "Hvad med at vi får sat teltet op." Foreslog hun så. "Du må fryse. .. og din ankel skal tilses." Mumlede hun, og gik hen for at hente sin hest. Hun vidste ikke hvorfor... Men der var et eller andet med den dreng. Hun havde vidst også noget mad at kunne give ham, hvis det skulle være... uanset rigmandssøn eller ej, han var kun et barn. Et meget forvirret et af slagsen.

"Og det er aligevel sent."

Lune svingede en smule med benene..
"Jeg er ikke ønsket af nogen længere... så ingen kommer efter mig, medmindre de er tvunget til det..." han sukkede tungt... han betragtede hende åbenlyst nu, med et ulæseligt og neutralt udtryk.. Hver eneste bevægelse, hver muskel der rørte sig, de steder hvor hun ikke var dækket af tøj.
"Jeg kan ikke finde ud af at slå et telt op." han så bedrøvet ned, bed sig lidt i underlæben, men svingede så nakken tilbage med en høj latter, rejste sig op på stammen, råbte op i luften; "HVAD SÅ MED NU, COLE?!!! ER DET NOK TIL AT DU KOMMER EFTER MIG?!!!!" hvæste han i et rasende råb.... men naturligvis skete der ingenting...
hans latter startede igen, men stoppede da brat, inden han med et ryk vendte hovedet mod kvinden igen.
"Hvordan slår man et telt op?" spurgte han så dernæst, fuldkommen rolig igen, skønt han lige havde lignet en psykopat i midten af en psykose..
han satte sig ned på stammen igen, lod sig glide ned og stod nu i skovbunden igen... han sank lidt sammen i den ene side, og endte med at sætte sig på hug... hans fingre gled hen over anklen... den gjorde ondt, og nede på siden af foden, var der lange rifter.. de satans dyr havde altså fået fat i hans fod, flået i sokken og i hans tynde, porcelænsfine hud.

"Det lyder da ikke f--"

Aishe havde været igang med at tale, med at gå, men da drengen med et begyndte at skrige op, og råbe som en anden galning, så gik hun altså hen og blev forskrækket. Sigøjneren vendte sig mod ham med et ryk, det ikke-arrede øje opspærret i overraskelse, og hun strammede grebet i hestens tøjler da hun greb fat i dem og trak den tøvende tilbage mod drengen da han nu .. faldt ned igen, og bare var rolig. Hvad... fanden foregik der.


"... Det viser jeg dig. Bare bliv siddende hvor du er, og undlad at stikke fingrene i din ankel, gider du? Det skal renses." Sagde hun så, og formåede at holde sig rolig. Hun trak teltet ned med et ryk, og rullede det tykke forede stof ud, og fandt teltpælene. Den var ikke så stor, men den var stor nok til at tre voksne, omend måske i en mindre variant, ville kunne sidde deri, dog tæt. Det gjorde dog også at det var nemmere at holde varmen. Når man sad tæt altså.

Lune løftede hovedet langsomt, og sad bare i tavshed og så på mens teltet blev stilt op.. Han sagde ikke et ord, men mimede dog for sig selv, som om han talte... det hvide øje forekom dødt, og det svage lys reflekteredes ikke ordenligt i det..
Lune holdt øje med hver enkelt bevægelse, som kvinden gjorde sig.. han var nysgerrig om hvordan verden fungerede..
"Hvornår lærte De- ... jeg mener - du, at slå et telt op?" spurgte han i en dæmpet, rolig stemme.
"Hvem lærte dig det? er det meget svært?" lød det nu nysgerrigt... der gled et varmt smil ind over hans læber, og hele hans ansigtsmimik strålede som en lille sol.
"Jeg ville ønske, at jeg også kunne gøre den slags! Hvad kan du ellers?" lød det nu i barnlig naivitet... den førhen psykopatiske Lune, var nu blot et lille barn. uskyldig og naiv...
"Kan du lave mad? Kan du gøre rent? Hvis jeg kunne den slags, ville jeg nemlig fyre mine tjenestefolk...." han så ned, og smilet forsvandt.
"Neh... kender du følelsen? Du ved, at de som burde stå bag dig til at gribe dig, hellere vil stikke en kniv i din ryg så snart de ser deres snit til det?...." hans læber gled op i et smil igen, men denne gang ikke et muntert et.. nærmere et forvrænget og psykotisk smil.
"Med en sølvkniv... eller måske en brevåbner... på den måde, hvor spidsen bare..... hukker sig ind igennem ens hud, begynder at bore sig vej imellem ens ribben, og så tilsidst............." Lunes ord blev lavere og lavere, indtil de fadede ud, og de sidste ord ikke var mulige at høre... Lune snakkede som en vandfald; men han flyttede sig ikke ud af stedet, og rørte heller ikke ved anklen.

Man kunne nærmest se at hun stivnede let i irritation da han De'ede hende, men så rettede det. Hun sukkede dog tungt og slappede mere af da teltet rimelig hurtigt var oppe. Hun skævede over på drengen, "Jeg tror jeg var omkring 5-6 år." Svarede hun så, og satte teltklappen til at være åben, "Det er svært de første par gange måske, men ikke mere. Smut ind og sæt dig." Tilføjede hun så, en kende blidere. Hun blinkede lidt over han pludselige naivitet, og alt hans spørgen, "Jeg kan lave mad, og jeg kan holde mine ting rene, så ja." Hun trådte til side fra åbningen så han ville kunne komme ind når nu engang han lettede sig fra den træstamme.
"Tjenestefolk?" huh, rigmandsbarn. "Jeg ville ikke bryde mig om at have tjenestefolk."
Hendes ansigt blev dog lagt i alvorlige folder da han begyndte at tale med sig selv igen, og hun bevægede sig over det frosne jord til at sætte sig på hug foran ham.

"..Kom ind og sæt dig i teltet." Sagde hun så, og tog tøvende hans ene hånd, hun bar trods alt sine handsker, "Nej, jeg kender ikke følelsen, men stikkere, dem er der nok af. Kom her." Hun smilede lidt opmuntrende til ham og nikkede i retningen af teltet, Rakkalaphen havde lagt sig på sin sædvanlige plads, og hesten nippede dovent til jorden, og søgte efter noget spiseligt.

Lune kiggede med et udmattet blik på Aishe, mens hun besvarede hans forrige talestrøm.. Det var egentlig utroligt at hun kunne følge med i Lunes plapren.. Da hun så tilsidst nærmede sig ham, for at hjælpe ham op, lod han hende gøre det.. han kom på benene, og fulgte med hende hen til teltet... hans blik flakkede nysgerrigt rundt på teltdugen, indtil han var placeret på jorden inde i teltet.
"Jeg har aldrig været i et telt før.." sagde han dæmpet... han så så ned på anklen.
"Det gør ondt... Jeg tror jeg blev bidt af de små sorte dyr..." han så lidt nervøs ud nu.
"Jeg håber ikke, at de er giftige..." han løftede så ansigtet igen.
"Hørte du det, Cole..? De var måske giftige....!" hviskede han hvæsende, med et afblanket udtryk, og nakken vippet tilbage...
"Giftige, siger jeg!" hvæste han så vredt, men vippede så bare ansigtet frem, så nogle af de brunlige hårlokker gled ind foran ansigtet.
"Han kommer ikke, gør han vel?" hviskede han lavt.. hvorvidt det var til sig selv, eller Aishe, var ikke til at sige..
"Kan du reparere den?" spurgte han så, igen tilbage i det naive, og med et par nysgerrige øjne, mens han pegede på anklen..

"Du har vel aldrig haft brug for det. Men en gang skal vel være den første." Kommenterede hun blot og fik den udmattede dreng ind og sidde. Teltet var foret, så det ville være forholdsvis blødt at sidde i ... Af et telt af være.

Hun rynkede yderliger på panden da han begyndte at snakke om små sorte dyr.. Her i sumpen var der masser af giftige dyr at finde, og med den held drengen havde haft ... Så var det garanteret et af dem.
"Det ved jeg ikke, jeg ka-" Kvinden blev dog afbrudt da drengen begyndte at hvæse og hviske og sprutte efter en person der ikke var til stede, og det fik hende til at sukke tungt. "Han lader til at ha' været vigtig for dig, den Cole." mumlede hun knapt hørligt, da hun ikke ville ophidse ham mere. ISær ikke når han virkede så bi-polar. Da han så spurgte om hun ville kunne ...reparere det? Løftede hun det ene øjenbryn.

"Jeg ved ikke om jeg kan ... Reparere den, men jeg kan rense den, forbinde den og så tage dig med til den nærmeste healer." Hun gned sit ansigt inden hun kravlede ud af teltet og trak sin sadeltaske ned fra hesten og kravlede ind igen. Det var lidt trangt, men varmt. Hun tog krystalkuglen ud af den hjemmelavede pung om hoften og lagde den ned i foret, før hun åbnede tasken og begyndte at rode efter noget at rense med.
"Er du sulten, Lune?" spurgte hun så lidt henkastet.

Lune hørte ikke præcis hvad hun sagde, angående Cole,hvilket vist også var meget godt..
Lune så lidt på hende, rystede på hovedet.
"Hvis det er gift inficeret, skal det ikke heales!" sagde han i et meget bestemt toneleje, og med et hjertevarmt smil.. Når Lune smilte sådan på den måde, var der bare noget charmerende over ham.. ikke som i 'flot fyr' charmerende, men nærmere som et uskyldigt barn-charmerende.
han nikkede lidt ved hendes spørgsmål.
"Ja... Men jeg vil ikke spise... Jeg vil se hvor lang tid der går, før Cole dukker op, om jeg så skal sulte mig i hjel..." han lod ansigtet falde, samtidig med at smilet dæmpedes.
"Nogle gange, så kommer han slet ikke efter mig... Det er en væmmelig følelse...." han sukkede tungt, så pludselig både vred og bitter ud.
"Men sådan er nogle folk bare! indbegrebet af incompetance! ufatteligt, ikke? jeg mener, at en voksen kan være så ansvarsløs? Og han skulle forestille at have ansvaret for min sikkerhed? jeg siger dig, han gør ikke sit job godt nok!" lød det vredt... Lunes hænder begyndte at kradse mod hinanden... voldsomt på håndfladerne.. der gik ganske kort tid med den kradsen, før den venstre håndflade var kradset hul i, og blodet begyndte langsomt at piple frem.
så stoppede han, kiggede på blodet, og begyndte så bare at grine ganske dæmpet...

Aishe løftede det ene øjenbryn, "Det er jo netop hvis det er giftigt at det -skal- heles, knægt." Sagde hun med en let panderynken idet at hun så på ham. Gud hvor var han dog ret sær. Køn dreng, og alt det dér. Men sær det var han. Da han så sagde at han nægtede at spise, kunne Aishe godt mærke irritationen begyndte at trænge sig ind.

"Og hvad hvis han ikke kommer? Lune, du bliver nødt til at spise, ellers så bliver du syg." Sagde hun med et let fnys, og satte sig op mens hun gned sin pande. Hvordan hun skulle få drengen til at forstå dette var hun ikke sikker på. Da han så nævnte at han havde ansvaret for hans sikkerhed var hun lige ved at tabe underkæben. "..Måske du skulle finde en ny person til at tage sig--- HEY! Stop det dér!" udbrød hun og greb fat i hans hænder for at skille dem af, men da blødte han allerede. Hun stirrede lidt på det, før hun så så på drengen. Hvad i alverden var det der gik igennem hans tanker? Hun kunne ikke fatte det.

Lune begyndte at grine.. han lod hende tale ud, og svarede først da hun stoppede hans hænder.
"Hvis han ikke kommer efter mig, så vil jeg ikke leve.." han lo højt nu,.. gennemtrængende højt.
Men latteren hørte brat op, og Lune så nu helt seriøs ud i ansigtet.. det hvide øje virkede både modløst, men også diabolsk, mens det brune bare roligt iagtog hende.
"Hvis jeg klarer mig selv, så kommer han ikke... Han er den eneste jeg har...." han lukkede øjnene, og nu sank hans hoved, så de snavsede, men smukke hårlokker dækkede øjnene.
"Hvis jeg kan tingene selv, så kommer han ikke efter mig... hvis jeg........ hvis jeg døde.... så..." han begyndte nu at le lavt.
"Så ville han sikkert græde..." han lo hysterisk.
"Ville du, Cole?!!" råbte han mod loftet... men så tav han med latteren, trak ikke sine hænder til sig, men lod bare blikket vende tilbage til de røde håndflader.
"... Jeg frygter, at han ikke ville......." tilføjede han så i en dæmpet tone... han løftede blikket, så hans blik mødtes med Aishe's...
"Du... du ved ikke hvordan det er at være helt alene... gør du?" spurgte han i en melankolsk tone, inden han trak sine hænder til sig, lod sit blik glide hen over den ene håndflade...
"Det gør mere ondt, end at rive sin egen hud af... man kunne tage en daggert... sætte æggets spids ind her.. snitter man til, kan man ramme en nerve, så lukkes ens fingre sammen... vidste du det?" han lo stille, ganske mildt mens hans ned hænderne viste hvor på håndfladen han mente.
"Hvis man skærer på langs i sin arm.. her.." han pegede på den bløde side af underarmen. "... istedetfor at skære på tværs, så tømmes ens krop hurtigere for blod..." han sukkede....
"Det kunne være rart... Hvor ondt tror du det ville gøre...?" han lukkede øjnene, inden han begyndte at grine igen, men forsøgte dog at holde den psykotiske latter tilbage denne gang

Aishe ville have haft slået ham. Havde han været en .. Almindelig dreng, gadedreng, havde hun givet ham en lussing, hård, kontant og lige på siden af ansigtet. Men ham her...
Aishe vidste ikke om hun turde løbe risikoen. Hun vidste ikke hvordan drengebarnet ville reagere, og hun havde på fornemmelsen at han godt kunne blive farlig. Istedet kneb hun ham let i den ene kind, og løftede hans ansigt op for at få øjenkontakt med ham.

"Jeg ved ikke hvem denne Cole er." Sagde hun så, panden dybt rynket, og så på ham, "Men hvorfor er han så vigtig for dig? Og hvis du snakker om at skære noget over på dig selv igen .. bare. Lad være. Du er stadig ung, der er ingen grund til at slutte dit liv, derfor." Hun slap ham så igen og trak sig lidt væk for at finde noget at rense hans ankel med. Den lette irritation var til at høre, men hun prøvede at holde den nede.

for Aishe's egen sikkerhed, var det meget klogt at hun ikke slog Lune... hvad hun sikkert allerede nu havde bemærket, var at Lune var mere end bare almindeligt ustabil. et slag i ansigtet kunne nemt slå ham ud af kurs..
da hun istedet trak ud i hans kind, fangede hun hans opmærksomhed.. han løftede ansigtet, så deres øjne mødtes.. hans blik var dødt, i det hvide, men bedrøvet i det brune..
"Cole er min butler.... han er den eneste jeg har.... Den eneste, som ikke forlader mig..." Lune smilte bedrøvet, men så væk derefter..
"Så... jeg lades som om, at han holder af mig.... Selv om jeg godt ved at han kun arbejder for mig, fordi han lovede min far det......" han lukkede øjnene i.. Det var første gang at han nogensinde var stødt på nogen, som rent faktisk ikke var blevet freaket fuldkommen ud af ham..
"Det er ikke rart at leve på den måde.... Derfor tænker jeg tit på hvordan det må være at dø.." han så efter hende da hun begyndte at lede efter et eller andet...
"Du vil rense min ankel.. ikke?" spurgte han så... han virkede nærmest normal ligenu.. han lo stille.
"Det er pænt af dig... men..." han trak det ene ben op til sin brystkasse, lod armene lægge sig rundt om det, hvilede hagen på knæet..
".... men du skal hellere bare skære foden af... jeg kan ikke mærke mine tæer, nemlig... jeg tror de der sorte dyr var giftige..." han lukkede øjnene.. som han sad der, virkede han så normal.. så uspoleret... men langsomt voksede der et smil frem på hans læber igen, og der begyndte en lav latter.
"ELLER HELE BENET!" lo han højt... "Ja... hvis hele benet røg... så ville han helt sikkert komme efter mig!" hans ansigtsmimik var trukket op i et forvrænget smil, inden han strakte sit ben igen, begyndte at kradse løs på det hvor foden var skadet.
"Igennem.... igennem både hud og ben, hud og ben. vend hver kæp og sten, kæp og sten...." begyndte han lavt, hviskende at synge.. man kunne ane en køn sangstemme, men den var forvrænget bag en hvæsende tone.
"Hvis blodet løber før næste fuldmåne, hvor mange sjæle kan du så skåne?" fortsatte han i den melankolske tone, mens han kradsede løs.. hans fingerspidser var allerede helt ømme og røde, men hans bukser forhindrede neglene i at kradse huden af... hans øjne var vidt opspærrede, og var langsomt begyndt at blive blanke

"Det er derfor jeg ikke vil putte min tilid til ansatte." Mumlede Aishe lettere irriteret, men hun lod drengen tale imens at hun ledte efter det hun skulle bruge til at rense såret med. Da han så begyndte at plapre igen, rynkede hun panden og kiggede over på ham. "...Det gør vi ikke." Sagde hun så med en hård stemme. "Vi kan ikke bare skære dit ben af før vi er klar over hvad det er der er galt med det."

Da han så begyndte at blive mere og mere ... skør, underlig,rykkede hun sig væk fra ham. "Lune.... Hvorfor taler du om sjæle nu?" Spurgte hun, bekymret. Hun forstod det ikke. Hun forstod ikke -ham- hvormeget så end hun ville.

(Sorry for længden. Dx)

Lune bretragtede hende... så lo han højt... højt og gennemtrængende.. det var nærmest en kunstig latter, og alligevel kunne man tydeligt høre at den var ægte..
"Sjæle... de er i os alle sammen! er de ikke? Det er derfor, at mennesker er så eftertragtede, er det ikke?! fordi vi har sjæle?!" han råbte nærmest, inden han så lo videre igen, indhallerede så luften i en enkelt, meget dyb vejrtrækning. Så stoppede han sin latter igen, smilte stort og lagde hovedet på skrå.
"... Du har noget pænt hår..." sagde han så, stirrede på en af sine egne hårlokker.
"Ville jeg kunne få sort hår? Kan man farve sit hår en anden farve? Kan man male sin hud? Hvis jeg nu havde sort hår og blodrød hud... så ville folk frygte mig...." han så nu trist ud, sukkede dybt.
"Frygter du mig også?" han så op på hende, og så både ulykkelig og fortabt ud, som et lille barn, alene i den store verden; hvilket han jo også var på sin vis..
"Det gør de fleste.... Det er derfor, at jeg er alene... Er det noget galt med mig?" han så nærmest ud til at være på randen til at græde.
"Jeg bliver omtalt som djævle yngel, og andre ting.. Folk er ikke særlig søde mod mig... men det er du... er det fordi du ikke er bange for mig?" han lod en hånd glide hen over sin brystkasse, åbnede de øverste knapper i sin skjorte..

Aishe rynkede på panden, "..Sandt, det må vel være derfor." Sagde hun så, og bed sig i underlæben. Hun knyttede næverne og flyttede sig lidt tættere på, "Tak." var hendes eneste kommentar til hans kompliment. Hun rynkede panden, "Lune... Du kan farve dit hår. Jeg kan farve dit hår for dig hvis det er det du vil, men bare stop med at tale nonsens og lad mig ordne-" Hans talestrom var dog det der stoppede hende igen, og hun måtte ryste opgivende på hovedet endnu engang.

"Jeg er ikke den til at bestemme hvad der skal siges ellers tænkes om dig, Lune, du er et barn. Børn er børn." Hun bed tænderne lidt sammen, "så nu, lad mig ordne det her, okay- hvad i alverden har du gang i?" Spurgte hun så, forvirret og tog fat i hans håndled for at stoppe ham i at åbne skjorten mere.

"Lune, behold. Tøjet. På."