Solen var ved at gå ned, og der hvilede en bidende kulde ind over den store slotsruin. Det havde blæst en del i løbet af dagen, og chillfaktoren havde været helt nede på minus 15 grader, skønt det ikke havde været koldere end minus 7-8 grader celcius. nu var vinden stilnet af, eftersom der var sket en trykudligning i løbet af dagen fra det højtryk der hvilede over vandet, i forhold til lavtrykket over land.
Bevægede man sig mod den prægtige ruin, kunne man gå langt inden man nåede hele vejen rundt om. der var et sted, hvor mange søjler stod. Hvide marmorsøjler, der majestætisk tårnede mod himmelen. Deres hvide, blanke overflader gav genskin i solens sidste, gyldenvarme stråler. dette sted, med de mange søjler, havde engang været en prægtig gang, hvor børn sikkert havde leget tagfat mellem de store søjler. Nu var nogle af dem væltet, og skønt der ikke lød munter barnelatter imellem disse søjler, var der alligevel ikke stille.
En af de gamle søjler, som var væltet og lå halvt dækket af vand, var hvilested for en ung mand, hvis slanke, elegante hænder førte et instrument og dets bue, og derved frembragtes de smukkeste toner. Den unge mands ansigt var ganske kønt, men også så ulykkeligt at se på. Ja, Cassa havde ikke været den gladeste siden Lysets dronning døde. Han havde stadig forfærdelige marreridt om hvordan slaget mod mørkets lord havde foregået. Endnu havde hans krop ikke genvundet alle sine kræfter efter afbrændingen der var sket af hans kødlige legme. tænk, at han kunne genopstå som fønixen af sin egen aske.. de brune, dybe øjne hævede deres blik ud over havet. Fra hvor Cassa sad, var der frit udsyn ud over havet, hvor han kunne se solen bevæge sig ned i de bølgende dybder. Vinden var taget af, der var vindstille, og man kunne nærmest fornemme hvordan de smukke, og dog så sørgmodige toner fra hans violin gled hen over den spejlblanke overflade, som kun ganske let slog nogle svage bølger i ny og næ, grundet en fisk eller lignende.
Den unge mand var iklædt en hvid silkeskjorte, som dog var dækket bag en brokadevest i gyldent stof. på benene bar han et par sorte bukser ud af solidt, men kønt charkard, og så havde han naturligvis en matchende jakke, som mange nok nærmere ville kalde en frakke. Den nåede ham ned på midten af lårene, og havde to slidser symetrisk placeret i siderne, lidt om mod bagsiden, hvor der var fyldt ud med en hel sols mønster, så det gav et smukt fald. Halsen blev holdt varm af en hvid silkekravat, og så var hans fødder og ben naturligvis holdt både tørre og varme af et par lange støvler. Yderligere end det, bar han naturligvis sit sværd i et bælte om hofterne, samt diverse små våben. Dette var dog skjult af det varmeslag han udenpå havde båret.. nu lå det ved hans side, pænt lagt sammen og lignede lidt en indbydende sort pude.
håret var flettet ned ad ryggen, og stoppede lige under skulderbladende, mens de meget lange hårlokker foran, hang blidt ned over hans brystkasse, og stoppede først ved taljen..
Hans ene øre bar en lyseblå safir, som smukt sad i indfat af en ægte sølvspiral.. Hans fingre var prydet af enkelte sølvringe, og i det bånd, som håret var bundet sammen med, var der placeret en mørkeblå safir, som skinnede let i den dæmpede belysning.. Skyggerne var lange, men det samme var solens stråler, som kastede genskind hen over havet... Med den rigtige indstilling, kunne dette genskind tydeligt ses som tusinde og atter tusinde af diamanters glimtren. om nogle timer, når månen ville være fremme, ville diamanternes skær dog være væk, men istedet ville de være erstattet af den smukkeste stjernehimmel, både for oven, men også forneden, hvor havet var.. Det var et smukt syn.

Vierna bevægede sig roligt hen imod hvorfra den bløde og dejlige musik kom fra, og hun havde svært ved ikke at føle rytmen i sin krop, en svaghed hun altid havde haft, hun elskede trodsalt at danse, mere end noget andet faktisk, så at høre så smuk en musik på afstand, ja det var nærmest tortur for hende, hun vidste dog samtidigt at nogengange kunne de smukkeste lyde kommer fra nogen af de mest hæslige væsner som bare brugte det for at få folk til at komme nærmere, hendes spyd var hævet og hun var til hver en tid klar til at angribe en eventuel modstander, derpå trådte hun ind i slotsruinen, men blev overrasket over hvad hun se, en særdeles køn fyr sad og spillede den smukkeste musik, men hans ansigt passede slet ikke til de smukke toner, han så derimdo yderst bedrøvet ud, og det gjorde hun faktisk en anelse trist, hun tøvede et par sekunder men begyndte lige så stille at bevæge sig hen imod manden, der ikke lod til at have opdaget hende, hun stod nu kun få meter fra manden som spillede den hypnotiserende musik, spydet blev hukket i jorden med en høj lyd som nok skulle vække fyren, hun satte sig roligt ned ved siden af ham og spurgte med den sødeste stemme.
"Det gør vel intet hvis jeg sidder og nyder deres musik vel?"

Cassa sad i sin egen verden.. Hvor han var, virkede det ikke som om noget i hele verden, overhovedet var i stand til at trække ham ud af denne tilstand.. Men mon dog dette var sandt? lidet vidste han, at han ikke var alene. Først da han hørte lyden at en lille klinge smække sig ned igennem de 10 centimeters vand, ned i en revne mellem to marmorfliser på gulvet, så han op.. de brune øjne mødte nogle intense, røde, som han dog ikke fandt fjendtlige.. Han standsede ikke sine hænder i at føre violinens bue mod strengene, men trak dog blot en enkelt tone ud, så den lød smukt, klart og dog ganske blidt, inden han lod melodien fortsætte. Han rystede svagt på hovedet, mens han lod endnu en lang tone blande sig ind.
"De skal være velkommen.." sagde han dæmpet.. Hans stemme passede utroligt godt til den smukke musik, og det var vel meget en stemme, man sagtens kunne forestille sig ville komme fra de halvsmalle læber.. blid som honning, men alligevel var man ikke i tvivl om at det var en mands stemme. Ikke mørk og hul, men heller ikke lys og tynd.. en velbalanceret midtervej derimod..
Han lod sig da blot glide ind i sine egne tanker igen, og hvor der for kort tid siden havde vist sig et ganske venligt, og utrolig varmt smil, var der nu endnu engang et mere bedrøvet udtryk.. det samme som før. Cassa lyttede ikke som sådan til det han spillede, for at få det til at lyde rigtigt.. han kunne mærke svingningerne i selve violinen mod sin hals.. han kunne mærke små vibrationer i sine fingerspidser fra buens håndtag.. føle hvordan lydende skubbede kærligt til hans trommehinder.. fortalte ham, at det han spillede var så klart og rent som det purreste gulv.
Men alle meldier må jo få en ende, og nogle få minutter efter, afsluttedes den yndige, rolige melodi med et blidt lang strøg, som langsomt tonede ud, og gav ecco ud over de mange ruiner...
Cassa lod sin violin glide ned fra skuleren, og lagde den til hvile på sine lår... hans ene finger gled hen over buen, bare for at mærke hvordan hestehåret stadig var intakt.. jo... blødt, og alligevel stift..