Tjana rystede heftigt på hovedet. ,, Du kan tro nej!" sagde hun bestemt. ,, Jeg tør ihvertfald ikke blive alene tilbage her!" Hun knugede sine tjente penge tæt ind til sig og nægtede at række dem til Pyrrha. Hun var ikke bange for at pigen ville stjæle hendes penge, men tanken om igen at være alene i den enorme by gav hendeskuldegys.
,, Jeg mener... jeg tror det er dumt at vi skilles nu. Hvad nu hvis vagterne kommer tilbage mens du er væk?"

Pyrrha sukkede. Hun kunne egentlig ikke helt se muligheden for at vagterne skulle komme forbi, men okay, måske Tjana havde en pointe. "Okay så. Men hold dig til mig. Og lad være med at kigge op - prøv at undgå øjenkontakt med nogen. Så lægger de bare mærke til dig." Hun rakte hånden frem. "Og jeg må nok hellere få violinen. Det vil ikke være underligt at se mig med en violin, men måske din far har nævnt for vagterne at du spiller violin."
Hun førte først ud af gården. På det her tidspunkt af dagen skulle der nok være en del på Hovedgaden. Og der var som regel masser af boder hvor man kunne købe mad.

Tjana fulgte lydigt efter Pyrrha og prøvede at se så lidt mistænkelig ud som muligt. Hun fulgte lige i hælene på Pyrrha og inden længe trådte de ud på hovedgaden der strømmede af liv. Tjana syntes at hvert eneste menneske lignede hendes far eller brødre og prøvede så vidt muligt at gemme sig bag Pyrrhas ryg - hvilket ikke virkede så godt, da hun var højere end den anden pige.
De standsede ved en bagerbod i en lidt mindre befolket ende af gaden og købte tavst nybagt brød for Tjanas nyindtjente penge. Tjana ventede ikke på at Pyrrha betalte bageren, men satte grådigt tænderne i et stykke brød. Brødet var hurtigt væk og hun rakte ivrigt ud efter mere og slugte også dette i to bidder. Hullet i hendes mave blev endelig fyldt og hun sukkede lettet. Bageren i boden stirrede underligt på hende, men lige nu var hun ligeglad.
,, Hvad så nu?" spurgte hun Pyrrha og børstede krummer af hænderne. Hun lagde pludselig mærke til at solen hang lavt på himmelen; det var ved at være længe siden Pyrrha havde fundet hende på markedspladsen. Hun kunne ikke undgå at føle sig skyldig når hun tænkte på hvor urolige hendes familie måtte være. Måske ville Jasper, ja, måske endda Drucus, forstå hende, men hendes far ville helt sikkert ikke. Hvis hun vendte hjem ville hun få en passende straf og blive gift alligevel. Nej, tænkte hun for sig selv. Der var helt sikkert ingen vej tilbage nu. Desuden syntes hun godt om Pyrrha - hun havde lyst til at lære hende bedre at kende.

Pyrrha rynkede lidt på næsen. En ting var at være sulten, en anden ting var at hugge tingene i sig som en ulv. Men Tjana var tydeligvis ikke vant til at sulte. Hvis hun insisterede på at bo hjemmefra, var det nok noget hun ville komme til opleve mere. Ikke fordi man sultede som gademusiker, men der var altid nogle dage som var bedre end andre. "Smukt..." mumlede hun for sig selv. Så rettede hun sig op. "Nå. Vi må hellere lade være med at stå stille alt for længe. Du kan komme med mig, jeg var på vej på et ærinde før du afbrød mig. Jeg skal op og købe nye violinstrenge for min far." Hun begyndte at gå længere op af gaden. "Violinmageren bor lidt længere oppe, lige op af en sidegade. Så kan vi snakke om hvad vi gør, bagefter."

Tjana så længselsfuldt efter bagerboden, men fulgte efter Pyrrha da hun gik op af gaden.
,, Spiller din far også violin?" spurgte hun nysgerrigt. Pyrrhas familie lød virkelig spændende - hun kunne ikke forestille sig en far, der spillede musik!
,, Bliver din familie ikke bekymrede for dig nu, hvor du har været så længe væk?" spurgte hun Pyrrha idet de standsede foran violinmagerens butik.

Pyrrha valgte at besvare det sidste spørgsmål først. "Måske lidt. Men ikke for alvor, før det begynder at blive mørkt. Jeg skal bare finde på en god undskyldning for at være så længe væk. Desuden kan hun smide min bror på nogle ærinder, så - han plejer altid at få smyget sig udenom."
Hun gik lidt længere. "Vi kan alle sammen spille musik. Men Vale foretrækker at gøgle rundt, og Kale vil hellere danse. Det er nok mig og min far der spiller mest. Mor er også god, men bedst på fløjter." Pyrrha grinede. "Hun plejer at lege spåkone - hun er god til det. Min yngste bror, Tomas, spiller også meget musik, men han bliver lettere distraheret. Han vil helst være ridder." Endnu et grin. "Men det skal nok komme til ham også. Kom, vi skal dreje her," sagde hun og pegede.

Tjana spærrede øjnene op og fulgte efter Pyrrha.
,, Men, min far har altid sagt at man ikke kan lave en levevej ud af musik," sagde hun. ,, Han siger at musikere lever usikkert og aldrig ved om de vil have penge nok til morgendagen." Hun stoppede op. ,, Men det lyder jo ikke helt rigtigt..." mumlede hun for sig selv og tænkte på, hvor mange penge hun havde tjent på at spille den dag.
,, Men hvis folk virkelig plejer at give så mange penge til gademusikere..."

"Det gør de ikke," svarede Pyrrha, uden at vende hovedet. "Du havde en god dag. Og jeg tvivler på at din far vil betragte vores indtægt som en levevej. Det er ikke noget du bliver rig af. De som kommer langt og spiller i de fornemme huse, kommer måske på højde med borgerskabet, hvad penge angår. Men selv da er det aldrig en sikker levevej - man ved aldrig hvad der kan ske. Min familie ernærer sig hovedsaligt ved underholdning, men min far hjælper også som grovsmed nogle gange - han lærte faget da han var ung - eller med høsten. Min mor er helbreder ved siden af." Hun havde også sine mistanker om, hvordan Vale ellers tjente penge, men det nævnte hun ikke noget om. Det var ikke fordi det var slemt at være gademusikant. Men hun ville ikke have, at Tjana begyndte at tro at det var en nem, glorværdig levevej. Hun var ikke sikker på, at pigen ville kunne klare det.

,, Åh, okay," sagde Tjana tænksomt. Hun prøvede at forestille sig hvordan det ville være at leve som Pyrrha, men det var en både mærkelig og vidunderlig tanke.
,, Måske kan jeg hjælpe dig," foreslog hun forsigtigt. ,, Jeg mener... altså, det gik jo fint for mig... måske... måske kunne vi tjene nogle penge til din familie ved at spille sammen?"

Pyrrha smilede til pigen. "Hvad blev der af ikke at tiltrække opmærksomhed?" Men hun var glad for at Tjana tilbød det. Så bukkede hun sig for at træde igennem den lave dør ind til violinmagerens. "Men jo, det kunne bestemt være sjovt. Jeg kunne godt tænke mig at lære den melodi du spillede. Jeg kendte den ikke. Vi lader bare være med at stille os et af de allermest offentlige steder." Der var halvmørkt inde i værkstedet og hun kom til at støde sin tå på et bordben for hun havde vænnet sig ordentligt til mørket. Hun bandede halvkvalt og mærkede lidt tårer i øjnene. Heldigvis var der for mørkt til at Tjana ville kunne se det.

Tjana fulgte med Pyrrha ind i det halvmørke rum og prøvede at skjule sin begejstring. Det ville være så sjovt at spille sammen med hende, og nu ville hun endelig få en chance for at give Pyrrha noget tilbage for al den hjælp hun havde givet hende! Måske, hvis hun spillede rigtigt godt, og de tjente en masse penge, ville Pyrrha endda gå med til at mødes for at spille sammen en anden gang.
Tjana blinkede og prøvede at få sine øjne til at vænne sig til mørket. Hvad hun så indenfor fik hende til at klappe i hænderne af glæde. ,, Se alle de violiner!" udbrød hun ivrigt. ,, Ih, hvor er de flotte! Jeg vil vædde med at de kan spille meget smukkere end min gamle." Hun fortrød sine ord med det samme. Hun havde fået sin violin som en gave fra sin mor. Moderen var død kort tid efter, men hun havde altid nydt at høre Tjana spille for hende. Nok var violinen gammel, men den indeholdt en masse minder.

"Det skal jeg ikke kunne svare dig på," sagde Pyrrha, og smilede til violinmageren, som netop kom ind fra baglokalet. Han kendte hende godt og hun fik hurtigt ordnet købet. Hun gik ud igen. "Men jeg tvivler på at du kunne få lov at spille på dem, medmindre du ledte efter en at købe. Han er øm over for dem." Hun kiggede op på solen for at bedømme klokken. Så meget tid havde de heller ikke mistet. "Jeg vil foreslå at vi går ned til markedspladsen og stiller os på en af de mindre gader der fører derhen. Der kommer nok mennesker til at det vil kunne betale sig og det er alligevel ikke alt for offentligt."

,, Det lyder fint," sagde Tjana. Hun var ivrig efter at komme igang med at spille og satte farten op. Inden længe nåede de hen til en rimelig befolket sidegade til markedspladsen. Tjana førte an hen til gadehjørnet og hvilede derefter violinen imod skulderen og lod buen løbe hen over strengene. Instrumentet klingede fint, på trods af at det havde været ude for lidt af hvert.
,, Hvad med at starte med en melodi vi begge kender?" spurgte hun Pyrrha. ,, Hvad med..." Hun tænkte sig lidt om. Folk plejede at være glade for sørgelige kærlighedsballader, men måske var det bedre at starte ud med noget mere muntert. Hun spillede de første par toner af en munter dansevise, og Pyrrha nikkede genkendende. Tjana smilede bredt, lagde igen buen for strengene og gav sig til at spille.

Pyrrha fandt sin fløjte frem fra tasken i bæltet. Det var hendes lille blokfløjte, som hun næsten altid havde med sig. Efter et par takter faldt hun ind i melodien, og prøvede at lægge en overstemme til. De havde ofte spillet den når de optrådte, med nogle små variationer af og til. Hun tilføjede dem, trillede lidt på nogle toner og prøvede at smyge tonerne rundt om melodien fra violinen. Hun kunne godt anerkende at Tjana var god, men Pyrrha kunne ikke lade være med og vise sig frem. Hun havde trods alt spillet før hun knap kunne tale - det var ikke pral, sagde hun til sig selv, selvom hun inderst inde godt vidste at det var. Og det var sjovt at spille. Hun mærkede et lille smil brede sig på læberne og den velkendte, lysende aura faldt blødt om hende. Vintersolen hang skarpt over byen, så det var ikke noget man så tydeligt.
Men oven i det var der noget andet. Det var på en gang forstyrrende, og så overhovedet ikke. Det føltes lidt som dengang hun havde gået med Vale og pludselig set små billeder for sit indre blik, og havde mærket en irriterende... skurren var ordet, inde i hovedet. Det her føltes ikke irriterende, men det var alligevel som om det ikke burde være der. Det var ikke billeder denne gang, men noget andet, noget som man ikke kunne sætte fingeren på, der dansede op og ned.

Tjana lukkede øjnene da Pyrrha faldt ind med fløjten og hengav sig fuldkommen til glæden ved at spille. Alle den seneste dags bekymringer forsvandt, og fuldsrændig uhæmmet glæde strømmede igennem hende og hun spillede endnu mere til. Hun kunne godt høre at Pyrrha viste hvad hun kunne. Jeg kan da også en ting eller to, tænkte hun og spillede endnu hurtigere da de nåede til sangens omkvæd. Pyrrha fulgte med og Tjana lo af glæde og åbnede øjnene for at se på sin makker.
To ting fik hende til at gispe, og næsten tabe fatningen; hun spillede en forkert tone og måtte kæmpe for at komme tilbage i sangen. For det første havde en enorm menneskemængde samlet sig omkring dem. Alle menneskerne hujede og jublede og kastede mønter for deres fødder, præcist som de havde gjort om morgenen. Dette var underligt, men det var ikke det, der gjorde hende urolig.
Det var ikke let at se, men Pyrrha lyste ganske svagt. Det var ikke let at se i det kraftige sollys og hun tvivlede på at nogen fra publikummet lagde mærke til det, men der var ingen tvivl om det. Det var et varmt lys og Tjana kunne ikke lade være med at føle sig glad når hun så på det. Hun rystede på hovedet, men blev ved med at spille. Det var ikke unormalt at folk i Krystallandet havde forskellige magiske gaver; måske var det underlige lys en af Pyrrhas.

Sangen stoppede, og Tjana sænkede violinen.
,, Mere, mere!" råbte menneskemængden og Tjana havde ikke det mindste lyst til at stoppe nu. Hun spillede an til en ny sang, denne gang en sørgelig én om ulykkelig kærlighed, og Pyrrha fulgte igen med. Tjana opdagede hurtigt at den anden pige mestrede sangen en smule bedre end hende, og gjorde sig umage for virkelig at udtrykke al den sorg og længsel sangen omhandlede gennem musikken. Og det så ud til at virke; inden længe var mange af de før så muntre tilskuere opløst i tårer.

Pyrrha kendte godt den nye sang - det var en af hendes yndlings. Hun fik altid sådan en varm, melankolsk følelse i maven. Men denne gang blev det anderledes. Hun mærkede, hvordan en mere sørgmodig følelse gennembrød hende. Det var faktisk ikke helt behageligt. Publikum begyndte også at stå og gnide øjnene. Også de underlige tanker eller bølger der havde kradset på hendes bevidsthed ændrede sig. Blev på en måde blødere og rundere. Hun mærkede sit eget skær forsvinde. Irriteret prøvede hun at række ud efter de andre tanker. Det smøg sig rundt og hun fik hægtet sig fast i dem. Pludselig var det som om at hendes følelser væltede ud med den luft hun pustede igennem fløjten. Hun pressede lidt af sørgmodigheden på, og flere af tilskuerne snøftede lidt. Så prøvede hun at ændre musikken i et omkvæd var mol til dur, og håbede at Tjana ikke blev alt for forvirret. Hun trak på de bedste minder hun havde og sendte dem ud, og hun kunne mærke det lette (subtle?) skift i stemningen hos folk. Det nåede ikke at blive meget før hun trak sig tilbage til den traditionelle måde efter omkvædet, og hun var ikke engang sikker på om Tjana mærkede det. Hun var bare selv vokset op med publikum, og havde lært at tolke de små stemningsskift hos en flok.

Sangen kom til ende, og Pyrrha sænkede fløjten. Hun havde en underlig, vibrerende følelse i fingrene, og en hovedpine der dunkede så meget at hun næsten fik kvalme. Hun kiggede lidt pint på Tjana. "Kan vi ikke stoppe nu," spurgte hun, med et undskyldende smil. Hun bøjede sig ned for at samle pengene op og fik sådan et stød i hovedet at hun fik tårer i øjnene.

((Jeg tror Pyrrha er mere opmærksom på hvad der sker, fordi det ikke er noget hun er vant til er der ))

Tjana stoppede op, en lille smule skuffet. Folkemængden begyndte hurtigt at opløses og spredes til alle sider.
,, Jo, selvfølgelig," sagde hun og lukkede øjnene. Hun følte sig pludselig meget, meget træt, men Pyrrha så alligevel ud til at have det meget værre end hende. ,, Er der noget galt?"

Pyrrha rystede forsigtigt på hovedet. "Jeg ved det ikke. Jeg fik bare pludselig den tungeste hovedpine. Kom, skal vi ikke gå hjem til mig nu?" spurgte hun, og så bedende på Tjana. "Du kan sikker godt låne en soveplads hos os."
Hun kunne godt se at Tjana virkelig havde nydt at spille, men hun kunne virkelig ikke holde ud at blive her. Desuden. Der havde virkelig samlet sig noget af en menneskemængde, og det kunne ikke undgå at tiltrække sig opmærksomhed fra vagterne snart. "Vi kan gå forbi en madbod på vejen og få lidt frokost. Det har vi samlet penge nok til."

Tjana så på de penge Pyrrha rakte frem imod hende. Der var virkelig mange, mange flere end hun havde regnet med.
,, Det lys der var omkring dig," sagde hun til Pyrrha. ,, Hvad var det? Gjorde du noget ved publikummet siden de blev så optagede af musikken og gav os så mange penge?"

En lille tanke flagrede omkring i udkanten af Pyrrhas bevidsthed. Hun svarede langsomt, mens hun ventede på at den skulle bundfælde sig.
"Jeg lyser, når jeg bliver glad. Det er noget jeg har fra min mor. Det... smitter på en måde, og gør andre mennesker i godt humør. Men det plejer ikke at optage folk på den måde. De bliver glade, og glade mennesker giver mere fra sig. Men det her. Det var næsten ekstatisk."
Hun rystede lidt på hovedet og kiggede efter de mennesker som havde stået og lyttet på dem, men nu var på vej væk. Nogle af dem gned stadig øjenkrogene, men de var hurtigt ved at vænne tilbage til den stemning der havde hersket før: En rolig travlhed. Den flagrende tanke faldt helt på plads.
"Jeg tror du gjorde det," sagde Pyrrha, og kiggede op på Tjana. "Kan du ikke huske da du spillede i morges? Der var folk også ellevilde. Ikke fordi jeg betvivler dine evner, men det er altså ikke normalt! Jeg tror det var noget du gjorde med din musik." Men jeg gjorde det jo også, tænkte hun ved sig selv. Hun undertrykte en gysen. Der var noget foruroligende ved den slags. Ja, hun kunne gøre folk glade, men ikke hvis de i forvejen var alt for nedtrykte. Og de havde lige vendt stemningen hos en folkemængde der var helt oppe at køre, til at få dem alle til at græde. Det var ikke naturligt.