Dagene havde gennem den seneste tid været lange og kølige, mørket kom hurtigere og trækfuglene var ved at flyve sydpå. Altsammen var dette tegn på at det var efterår og at vinteren var ved at indtage landet, samtidig var det også signaler til den unge dæmon om at få handlet bøger, papir, blæk og penne ind til den lange vinter så han kunne holde ajour med sine regnskaber alt samtidig med at han kunne holde øje med sin barnlige hersker.
Han havde velvilligt forladt sit eget palæ og overladt det til sin lillesøster, mens han havde flyttet de vigtigste af sine ting ind på herskerens slot. Nu stod han her ved boghandleren og handlede tingene han havde behov for, ind, ikke kun til ham selv men også til Elizeph og Shinichiro. Viftende let med halen betalte han for den halvkrydrede pris for det alt sammen, inden han overlod lidt over halvdelen af handelen i favnen på en medbragt tjener, og tog selv resten.

Mødet med kulden udenfor den lune butik var ubehagelig, men alligevel frisk. Han åndede dybt ind inden han fortsatte hen af gaden i et afslappet tempo, han havde intet at frygte længere ved at gå her, og han havde heller intet hastværk da han ikke havde fået besked på andre opgaver end disse, derfor nød han blot i fuldkommenhed denne skønne kølige efterårsdag.

Vierna gik stille og roligt forbi bøghandlen, og var også gået direkte videre hvis det da ikke havde været for den helt og aldeles gennemført betagende mand, Vierna kunne ikke undlade et smil, og hun kunne da også mærke at hun blev en smule varm indeni, en anden elver lod det til og ikke blot en tjener, nej denne mand havde sin egen så måtte han vel også have pengene i orden, på alle måde Vierna's type.
Vierna var iklædt et lang sort kjole, som havde mindre sølv broderinger i den, en meget meget smuk kjole, og endda en hun havde fået som gave af en bejler, en okay fyr, men det havde faktisk ikke rigtigt været hende selv der lagde op til den, men hun var ikke pigen der sagde nej tak til gaver. Hun havde en smuk sølvring i hver ører, og så havde hun en rimelig stor kappe, for at tage det værste af den kolde aftenvind.
Vierna gik ned ad gaden og snupplede dog fuldstændigt med vilje, direkte ind i fyren, det var altid en god måde at bråde isen på ved at agere den lidt svage kvinde som havde brug for en mands hjælp.

Ytriel der selv vandrede rundt i sin egen mørkegrønne efterårs-kappe med tjeneren få skridt bag sig, lod sig tilsyneladende ikke mærke med at det var ved at blive mørkt. Faktisk havde han ikke spor imod mørket, det eneste han havde noget imod var lugten af petrolium og fakler fordi lugten altid havde en tendens til at sætte sig i tøjet, akkurat som røgen fra tobak gjorde det.
De mørke lilla øjne fik øje på en bod med brændte mandler, og han havde været lige ved at dreje derhen ad da en skikkelse bumpede ind i ham bagfra og han snublede let forover, knugende sine varer ind til brystet. Med et lidt irriteret blik så han hvast tilbage på hvem end der havde faldet ind i ham. Blikket faldt på en kvinde der til dels lignede ham, på trods af tydelige forskellige i hudfarve og hårfarve. Som en dum fugl stirrede han blot på hende uden så meget som at tænke på at hjælpe hende op, han var normalt ikke vant til at omgåes kvinder. Til gengæld tænkte hans tjener hurtigere og skyndte sig, på trods for sin bagage, at hjælpe kvinden op.
Ytriel ignorerede tjenerens handling, blev bare ved at stirre.
" Er der ikke plads nok for Dem at gå på?" Kom det endelig fra ham i en helt og aldeles neutral tone.

Vierna var en smule paf, det var første gang at der var en mand der havde reageret så gennemført kold på hende, det gjorde en smule ondt på hendes selvtillid men samtidigt gav det hende bare endnu mere lyst til denne herre, det lod til at være en smule mere spændende end det normalt ville være, hun lod sig derpå hjælpe op af tjeneren, og kiggede manden dybt ind i øjnene.
"Undskyld jeg beklager meget, jeg var helt i mine egne tanker, hvad laver en fyr som dem ude på dette tidspunkt" Spurgte hun med en hvis flirtende undertone, i det hun lod sin hånd blidt kærtegne hans ene arm, det kunne ikke passe at han var fuldstændig immun over for hendes kvindelighed, det ville ihvertfald være første gang et nogensinde var sket.
"De vil vel ikke lade en dame gå hjem helt alene? der kunne jo ske mig alverdens ting"
Sagde hun og smilede endnu engang til ham.