Cristania kom ind i huset med Baldric i armen. Selvom det ikke var så voldsomt varmt indenfor, nød hun endelig at være indefor, istedet for udenfor i kulden. Cristania lukkede døren hurtigt efter sig, for at der ikke skulle komme mere kulde ind. Hun gik hen og fandt nogle stearin-lys som en tændte og henne i hjørnet tændte hun også en stor lanterne og lampe. Det var vigtigt for Cristania med lys. Hun hadede mørke. Især når man boede alene. Så kunne det godt være både uhyggeligt og ensomt i mørket. Hun kom i tanker om, hvad Baldric havde fortalt hende henne på kroen, det med byvagterne, så hun skyndte sig at gå hen og prøve at låse døren. Men låsen var godt nok lidt rusten og stram. Hun stod og fumlede længe, før hun fik den i. ,,Sådan..." Henvendte hun til sig selv.
,,Jeg håber ikke, det er værre end du havde forestillet... Selvom jeg godt kan forstå, hvis det er," sagde hun. Alkoholen påvirkede hendes åbenhed lige nu. Det kunne hun mærke. Selvom det er svært, at blive meget mere åben end Cristania var nu.

Baldric stillede flasken med vin på bordet og så på at hun låste døren, han kiggede lidt med undren på det og spændte derefter sit sværd af og lagde det også på bordet, vis man kendte Baldric ville man vide han kun lagde sit våben fra sit vis han virkeligt stolede på personen, ikke engang Asbjörn som han efterhånden var ved at blive ven med, havde han rendt ubevæbnet rundt foran, han stolede på Asbjörn, men Asbjörn var jo uanset hvad når det kom til stykket bare en byvagtskaptajn.
Baldric smilede stort til Cristania og sagde "Det er bedre end mit andet alternativ." Baldric undgik at fortælle at hans nummer to alternativ ville være at sove udenfor byporten i en eller anden gammel rævegrav eller en grøft.
Baldric strakte sig et øjeblik og gik så hen til Cristania "Bor du her helt alene?" spurgte Baldric.

Cristania lagde mærke til, at han lagde sit sværd fra sig. På vej herhen havde hun haft sine tanker om hvad det var for noget med ham og byvagter. Selvom hun normalt var en rimelig naiv pige, var hun ikke dum. Hun havde tænkt over, om han måske var en forbryder, men alligevel tog hun denne chance. Hun følte, at hun stod til gæld for ham efter hans enorme venlighed. Så derfor var der en lettelse, da han lagde sværdet fra sig.
Hun havde lyst til at spørge indtil ham, hvorfor et andet alternativ ville være bedre. Hun havde jo set på kroen, hvordan han havde brugt sine penge, og det var ihvertfald ikke med nærrige tanker han havde brugt dem. Tværtimod. Så hvorfor skulle han ikke have haft råd til et dejligt værelse med varme og en dejlig, stor seng? Men det ville være uhøfligt at spørge om, så hun trak det tilbage i sig.
,,Ja," sagde hun rimelig neutralt. Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle forholde sig til, at hun boede alene. ,,Det er lidt ensomt somme tider," tillod hun sig dog at fortælle. For det var det. Hun ville da gerne have en tæt kammerat, hun kunne bo sammen med. Hun savnede inderligt, da hun boede hjemme. Det var rart at komme hjem til en familie, og det var rart at være fælles om tingene.

Baldric smilede og lo og sagde så "Ja jeg kender godt til det der med ensomheden. Når man har rejst rundt i mange år uden et fast sted at bo, så bliver man også lidt ensom." Baldric, lod hurtigt sit blik glide hen på døren igen og rejste sig så op.
"Har du noget familie?" spurgte Baldric og strakte sig, han forsøgte egentligt bare at være venlig, men vis man ikke vidste hvad han stod for og hvad han ikke stod for, kunne man næsten tro han afhørte hende for at få informationer om hende.
Baldric kiggede rundt i det rum han var i, det var tydeligt at det ikke var en rig persons hjem, men det var meget meget bedre end ingenting, og meget bedre end at sove udendørs.

Cristania nikkede, da han fortalte om hans egen form for ensomhed. Det kunne hun tydeligt forestille sig. Men alligevel tænkte Cristania, at det måtet være en lidt mere spændende ensomhed. Man var fri og uafhængig på nye måder. Istedet for hende, som havde en ens hverdag, der bare gik ud på at skaffe penge og overleve. Ja, så naivt tænkte hun!
Hun satte sig ned i sengen, der stod i hjørnet. Den var nok en af de fineste og mest rene og velholdte ting, hun havde i huset. Den var dog ikke så stor, men hun havde en madras, hun kunne sove på, så kunne Baldric sove i sengen.
Hun kiggede op på ham med lidt store øjne, der så lidt chokerede ud, da han spurgte ind til hendes familie. Famillie... Det var noget, hun normalt ikke snakkede om. Så der gik en lang pause, før hun sagde: ,,Ja... Jeg har en mor. To halvbrødre, men de er som ægte brødre for mig." Hun sad med et smil på læben og et fjernt blik ud i luften, efter hun sagde det. Hun kom med et lille halvfnys blandet med fnis. De var så dejlige og betød en masse for hende. ,,Og så har jeg en såkaldt far," sagde hun med en mere mut og dæmpet stemme.
,,Hvad med dig?" Spurgte hun og kiggede hen på ham.

Baldric smilede til hende og nikkede, han havde aldrig tænkt på halv og hel søskende og var egentligt lidt ligeglad han havde aldrig skulle tage stilling til det, han var jo enebarn og så var han jo også præst og som præst kunne han jo vie folk og på den måde var børnene jo ægte.
"Hel eller halv? Eneste forskel er at i er tættere knyttet, det tror jeg da i hvert faldet." Baldric havde intet problem med hel eller halv.
Baldric lagde godt mærke til tonen hun omtalte sin far i, og kiggede medlidende på hende og sagde "Volder han dig problemer?" Baldric ville gerne hjælpe den unge dame der havde besluttet sig for at hjælpe ham, og hendes far kunne umuligt være et problem for ham, regnede han med.

,,Ja... Jeg er ligeglad, om de så var mørkelvere eller dværge, jeg holder stadig meget af dem." De eneste i familien, hun var hundrede procent sikker på, hvor hun havde, var hendes brødre. Ikke fordi hendes familie var meget svære at finde ud af. Det var hende selv, der ikke kunne finde ud af hendes mor og far. Hendes brødre, dem elskede hun, og det var der ingen tvivl eller tøven om. Hendes mor var hun utrolig meget i tvivl om. Hun var skuffet over sin mor, fordi hun havde ændret sig sådan, efter hun havde fundet sammen med Cristanias far igen. Cristania var så skuffet over hende, at hun på et punkt havde tænkt på, om hun overhovedet elskede hende.. Det gjorde hun, det vidste hun også godt. Hun gad bare ikke rigtigt snakke med hende mere.
Igen tøvede hun, da han spurgte ind til hendes far. Hun træk op i skuldrene i lang tid og løsnede dem så. Hun fjernede blikket fra ham imens, men tog sig mod til at fortælle om faren og kiggede igen på Baldric.
,,Han volder mig ikke problemer som sådan. Men han er den største idiot i hele Krystallandet. Eller ihvertfald en af de største. Han er blændet af penge og magt... Som han heldigvis ikke har. Ellers ville det da gå helt galt. Han har bare et utrolig skævt og forkert syn på livet, som han desværre har smittet min mor med." Hendes far brød hun sig tydeligvis ikke om. Hvis hun holdt det mindste smule af ham, ville det kun være fordi han var hendes far. Og hun havde da også tænkt over, om han elskede hende nogen gange. Svaret fundet, og den var helt klart nej. Hendes far elskede ikke engang Cristanias mor. Han udnyttede hende, fordi hun var en smuk og klog kvinde. Det eneste, hendes far elskede, var penge og magt.
,,Jeg forstår ikke, hvordan han kan være min far. Jeg er ikke enig i noget som helst han gør eller mener."
Cristania kom med et blik, der ikke udstrålede andet end væmmelse og skam. For det mente Cristania, hendes far var. Intet andet end skam. Og pludselig ændrede hendes ansigtsudtryk sig til en lidt overrasket mine. Overrasket over, at hun sad og fortalte om sin far til en, hun knapt nok kendte. Og overrasket over, at det føltes godt....

Baldric smilede og nikkede og sagde "Det er også sådan det skal være, bare stå ved det, siger folk noget, så kom til mig, den ene tjeneste er den anden værd, og fordi du beskytter mig ved at gemme mig i dit hjem, beskytter jeg gerne dit ved at vise hvilke betydningsfulde frænder du efterhånden har fået dig... Jeg er jo en del af en krigerstamme, og vi stammefolk har en stor ære, jeg skylder dig meget." Baldric var helt stolt over Cristania selvom han næsten ikke kendte hende.
"Vis du vil have det vil jeg gerne tale med din far om hans holdninger og bede ham lade være med at hjernevaske din mor? Men så kræver jeg selvfølgeligt også noget til gengæld.. At måtte låne dit gulv en gang mere vis jeg nu skulle få brug for det. Selvom jeg er præst er jeg ikke vattet." Baldric smilede til Cristania og fik nærmest lyst til helt at kramme hende.
Cristania ville med sikkerhed passe godt ind i hans stamme hjemme på Topalis, kvinder med den mentalitet blev anset for magtfulde i hans samfund, og stammen ville sikkert gerne optage hende i den, vis hun bare beviste hun var mere end de almindelige stammeløse Topalifolk.

,,Baldric..." Prøvede hun at stoppe ham, da han fortalte, at han skyldte hende meget. Men han sagde noget igen. Hun rødmede nærmest helt over, at han blev så... forstående, at han selv ville til at tale med hendes far.
,,For det første, skylder du mig intet. Du gav et dejligt måltid og noget dejligt vin, så selvfølgelig må du sove her i nat. Du siger jo selv at den ene tjeneste er den anden værd."
Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle svare på det andet, han sagde. Så hun tyggede lidt på det. Selvfølgelig fortjente Cristanias far en røvfuld og en mand, der kunne fortælle ham, at Cristania ikke var den eneste, der mente det om ham. Men på den anden side, ville hun ikke gøre voldsomt meget mere ud af det med hendes far. Han var fortid. Hun så ham ikke mere. Selvfølgelig havde han stadig den indflydelse på hende, at hun ikke så hendes mor. Hun ville helt sikkert stadig se sin mor, hvis hun ikke var sammen med den idiot. Faktisk ville Cristania måske stadig bo hjemme ved hende...
,,Det er enormt venligt og modigt af dig, men du skal ikke sige noget til min far. Han er en idiot og skal selv få sig en lærestreg. Det ved jeg også, at han gør. Jeg er bare bange for, at han trækker min mor med i det. Og du må gerne komme her en anden nat og sove, selvom du ikke snakker med ham. Du behøver ikke gøre noget til gengæld... Det er rart i sig selv at have selskab."

Baldric lyttede til Cristania og nikkede eftertænktsomt, den ene tjeneste var den anden værd, men mad og drikkelse? Det var ingenting i forhold til at hun gav ham husly for en nat, for det formindskede yderligere hans chancer for at blive fanget af bygarden, lysets krigere eller mørkets krigere.
Baldric kiggede på Cristania og pillede let ved hans skægstubbe, ikke alt behøvede at blive gennemført med vold, Baldrics mundtlige overtalelsesevner var heller ikke helt dårlige.
Cristania var en sød pige der fortjente en bedre fremtid, det var der ingen tvivl om, og Baldric ville gerne hjælpe hende lidt fra skyggerne, Baldric vågnede som oftest tidligt om morgnen og når han vågnede plejede han at rejse videre, vis hun ikke var vågen når han gik ville han ligge nogen penge til hende, ligesom man normalt betalte for et kroværelse, eneste forskel var at det ikke var sikkert for ham at bo på kroerne.
Baldric gik hen til Cristania og lagde beroligende en hånd på hendes skulder "Får du en dag brug for min hjælp, så kan du nok finde mig vis du holder et øje åbent, ellers så tal med Asbjörn, byvagternes leder, ham er jeg i kontakt med regeltmæssigt." sagde Baldric.

Da hun pludselig fik en hånd på sin skulder, kiggede hun op på Baldric, som tilbød hende hjælp. Før havde Cristania ikke set det som andet end voldsom venlighed, men nu tænkte hun på... hvad ville han hende? Hvad ville det nytte ham at hjælpe hende? De havde lige mødt hinanden og i princippet kunne de jo ikke vide hvorvidt de kunne stole på hinanden. Men måske handlede tillid ikke altid om tid og at snakke med hinanden.. Måske tilliden nogen gange var der, fordi man af første indtryk stolede på hinanden? Cristania var uvant til sådanne seriøse og dybe samtaler og øjeblikke. Det var et meget seriøst og dybt øjeblik for Cristania lige nu. Normalt ville hun ikke kunne overskue det, føle sig forvirret og skifte samtaleemne. Sådan var hun som lille. Men det var også sjældent hun nu til dags havde en ordentlig samtale med folk, for folk kendte hende så godt, at de tænkte, at dybe ting var ikke lige noget man skulle snakke med Cristania med. Hun var ikke særlig moden og livserfaren, og det kendte mange til. Nogen beskrev hende sikkert som en forvokset unge, og det var hun godt klar over.
,,Tak," sagde hun, mens hendes hånd, der var ovre mod den modsatte skulder Baldrics hånd lagde på, lagde hånden over på Baldrics og gav den et kærligt klap. Tak var det eneste, hun sagde, for hun vidste ikke rigtigt, hvad hun mere skulle sige. Det var ikke særlig dramatisk. Det var ikke et slot han tilbød hende eller ufattelig mange penge. Men for Cristania var det en uvant situation, og det gjorde hende lidt målløs og tilbageholdende. Pludselig var hun ikke den pige, der snakkede som et vandfald og havde ord i sig, der var desperate om at komme ud.

Baldric smilede til Cristania og gik hen til vinflasken og tog en slurk af vinen før han gik over og rakte den videre til Cristania.
"Er der noget galt?" spurgte Baldric og håbede ikke på han havde sagt eller gjort noget dumt, da dette bestemt ikke var meningen, han var bare glad for at sove indendørs for en gangs skyld.
Baldric satte sig på gulvet ved siden af Cristania og gabte, han måtte snart sove, ellers kunne han ikke komme tidligt afsted morgenen efter.

Hun tog imod flasken og drak af den, før hun rakte den tilbage til Baldric.
,,Nej. Nej overhovedet ikke," sagde hun og smilede stort, for det var der ikke. Hun lagde mærke til, at han satte sig ned og gabte, så hun rejste sig hurtigt. ,,Du skal ikke sidde på gulvet. Sæt dig op i sengen. Der skal du jo alligevel sove i nat," sagde hun, hvorefter hun gik hen i køkkenet, hvor hun fandt en madras og et tæppe. Baldric så træt ud, da han gabte, og hun tænkte, at han nok snart ville sove... Så hun lagde madrassen ved siden af sengen, mens hun afventende kiggede på Baldric. Hun ville helst have, at han sov i sengen, og hun på madrassen.
,,Hvorfor har du egentlig ikke et hjem?" Spurgte hun. ,,Kan det virkelig passe, at du rejser så meget, du slet ikke engang kan have ét bestemt sted at bo en gang i mellem?" Tonen hun brugte, var venlig.

OOC: Jeg bliver nødt til at gå nu... )-: Jeg først tilbage senere i aften.. men hvis det er, det er træls at vente, kan du jo bare lade Baldric sove eller et eller andet. :3

Baldric smilede til hende og tog endnu en tår af flasken, og rejste sig op da hun gjorde.
"Det er dit hus jeg sover på gulvet." det var tydeligt der ingen diskution var om dette, Baldric ville ikke komme og indvadere hendes seng, det var hendes hus, jo, og så var madrassen jo også bedre end at sove udenfor på den hårde jord, eller græsset, men det hjalp stadig ikke meget i de her kolde måneder hvor jorden var hård som sten.
"Jeg er eftersøgt." svarede Baldric og trak på skuldrene.
"Jeg rejser for at sprede ordet om Kile og forsøge at hjælpe folk, jeg bekæmper både lysets og mørkets krigere, hvilket man nok kan se på mine ar, men grunden til at jeg gør dette er ikke for at være trodsig, men fordi begge på sin vis er onde, de kæmper for hver sin overbevisning og syntes begge de selv er de gode, men jeg mener det er det samme bare to forskellige måder at udtrykke det, og derfor ligger jeg i åben kamp med begge sider, hvilket man nok kan se på mine ar, der er 1000 rav på mig levende, og jeg bliver ikke sur gal over den der indleverer mig, det er vel min egen skyld, og når man er i krig, så følger man krigens regler, eneste forskel er at jeg ikke vil blive behandlet som krigsfange men morder, og få hårdeste straf." forklarede Baldric og smilede en smule nervøst, han var ikke bange for døden men hvad der skulle ske med hans slægtninge når han var død.

//OOC: Nej jeg venter skam bare x)//

,,Ikke tale om. Én nat på madrassen overlever jeg nok. Jeg ved, at du helst vil sove i sengen. Så gør det nu bare," beordrede hun nærmest, mens hun spredte tæppet over madrassen. Hun sendte et smil til ham, før hun satte sig stædigt ned på madrassen. Så var han jo tvunget til at tage sengen. Og det skulle han også. Det ville Cristania have.
Da han fortalte om, hvad han i virkeligheden lavede, og hun fik det klart, hvorfor byvagterne var efter ham, og at han ligefrem var eftersøgt, sad hun målløs, nærmest med hængende kæbe. Han var både imod mørkets og lysets krigere. Cristania havde altid holdt med Lyset, og det gjorde hun stadig. Hun var overbevist om, at det var det rette, at mørkets krigere skulle udryddes. Hun var generelt tolerant, men ikke overfor Mørkets Krigere. Hun brød sig overhovedet på ingen måde om dem. Og kun dem.
Men så hun var selv... Ond? Ihvertfald efter Baldrics overbevisning. Hun rystede svagt på hovedet. Noget der måske ville være svært at tyde helt eller se helt. Egentlig turde hun ikke rigtig sige imod ham, selvom hun jo sådan set var uenig med ham. Måske hun så også selv ville blive dræbt? Eller hvad? Hun var godt nok ikke Lysets Kriger, og det var heller ikke noget hun rigtigt stræbte for. Men hun ville kæmpe imod - det hun troede på, var ondt - hvis det galt eller skulle ske, at hun fik chancen.
,,Så... Du har altså ... dræbt nogen?" Spurgte hun en smule rystet.

"Ja, men det var ikke mig der startede det... Det var lysets krigere, det er derfor jeg har dette ar..." sagde Baldric og lagde en finger på det store ar der gik fra mundvigen og op til øreflippen.
Baldric kiggede lidt usikker på hende og overvejede at gå nu, hun var måske bange for han skulle gøre hende noget nu? Baldric håbede det ikke, Baldric var her jo ikke for at skræmme hende.
"Jeg dræber ikke for sjov, jeg dræber kun når det er sidste udvej, jeg er ikke morder, jeg er kriger, og rigtige krigere accepterer et liv og tager det kun vis der ikke er andet at gøre. Jeg kan godt gå, vis du hellere vil have det, jeg kan mærke du er ved at blive lidt utryg ved mig.." sagde Baldric og rejste sig og gik hen for at samle sin kappe og sværd op så han kunne gå igen.

Hun kiggede væk fra Baldric, da hun så aret. Det var jo synd for ham. At en af lysets krigere havde givet ham arret.. Men alligevel kunne hun ikke få sig selv til at tro på, at det var med vilje en lysets kriger havde givet ham det.
Hun kiggede igen på ham, da han fortalte, at han var kriger. Hun smilede svagt til ham og pludselig vendte situationen sig... Han ville gå. Selvfølgelig var hun utryg ved, at han havde dræbt nogen, der troede på det samme som hende. Men hun rejste sig selv op og forsøgte at tage fat i hans arm for at vende ham om. Pludselig ændrede hele hendes syn på det hele... At hun overhovedet havde tvivlet... Han var jo bare en normal og venlig mand, der manglede et sted at sove. For fanden Cristania!
,,Du skal ikke gå. Jeg er ikke utryg. Hvis du ville gøre mig fortræd, ville du jo allerede have gjort det nu... Ikke sandt?" Hun smilede et ægte og oprigtigt smil. Hun ville gerne have ham til at blive. Ja, for hvis han ville gøre hende fotræd, havde han jo gjort det nu. Og det havde han ikke. Hun stolede på, at han ikke ville gøre det.

"Sødeste Cristania.. Vis jeg ville gøre dig ondt, havde jeg angrebet dig midt i mylderet, da du var på vej hen mod kroen tidligere, for så var der ingen der havde opdaget hvem der havde gjort det, men det gjorde jeg ikke, for jeg slår kun ihjel vis jeg har en grund og jeg angriber bestemt ikke damer uden grund. Så du kan være helt sikker sammen med mig, der er større chance for jeg ville gøre det modsatte, altså dræbe nogen der generede dig." forklarede Baldric for at hun vidste hvilken slags mand han var.
Baldric lod sine ting ligge og blev, han måtte gerne blive havde han fundet ud af, så det gjorde han, det skulle man ikke sige to gange, dog ville han ikke skræmme den stakkels unge dame, hellere gå sin vej så, hun havde jo indtil videre kun været gæstfri og venlig.

,,Netop," svarede hun til det første han sagde. Hun blev en smule overrasket over det sidste hans sagde. Dræbe ligefrem? Men hun blev lettet´og glad for, at han ikke gik alligevel. Hun troede på hvad, hvad Baldric sagde. Han var en kriger og ikke en morder. Og det var der jo en tydelig forskel på. Faktisk var det nærmest blevet normalt i Krystallandet, at folk havde dræbt nogen. Cristania havde dog ikke. Hun var ikke den bedste kæmper.
,,Laver dine familie så det samme som dig? Og tror på det samme som dig?" Spurgte hun, mens hun igen gik sin vej hen til sin madras, satte sig og kiggede op på Baldric. Forsøgte at få en øjenkontakt.