Katedralen var stor, og rummelig. Lyset skinnede forsigtigt ind, af de store vinduer, der var rundt i katedralen. Mange var påklædt i lyse farver, og de lignede næsten alle guder, i belysningen. Dog stod der en mørk stikkelser, i biblioteket, der var i katedralen. Han havde em mørkegrøn robe på, med hætten trukket op over hovedet. Han var høj og slank, og så ud til at være meget fornem, med alle de smykker, som han gik rundt med.

Seran bladrede i bogen, som han stod med. Godt nok var det her en katedral, og de fleste bøger de havde, fortale kun om deres tro. "Ignoranter" kom det fra Seran, da han lukkede bogen, og satte den på hylden, for at finde en ny. De måtte da bare have noget, om den magi, de besad. De evner, som folk gik rundt og havde. Seran tog en ny bog, og bladrede nogle sider igennem, hvorefter han pludselig stoppede, med at bladre. "hmmm...interessant" Serans øjne kørte langsomt ned af siderne. Siderne beskrev nogle artifakter i et gammelt tempel, der siges skulle være magisk. Serans interesse for dette tempel steg, alt imens han læste. Måske skulle han hyrer nogle folk, til at finde disse artifakter, så han kunne studere dem? Han havde efterhånden mange gange hyrret folk, til at gøre det beskidte arbejde, men nogle gange havde han også selv, hænderne nede i jorden.
Han lukkede hurtigt bogen igen, da han hørte en lød bag sig. Det var mørkt i denne del af katedralen, så en lyste op med sin evne. "Hvem der?" Seran var vant til at blive efterfulgt, da han havde viden, som mange ville have fingre i. For eksempel, hvordan man kan få magiske evner, når man ikke er født med dem.

Baldric blev ikke sønderligt overrasket da han hørte en anden fyrs stemme, og gik bare videre ind i en af de mørkere passsager mellem bogreolerne uden at svare manden.
Baldric sneg sig om på den anden side af reolen hvor fyren var og kørte en hånd over bøgerne mens han gik forbi så man tydeligt kunne høre han var der.
"En svag gammel Kile-præst, men her må jeg måske heller ikke være?" spurgte Baldric en smule offensivt.
Baldric gik rundt om reolen så han stod foran manden, og kiggede ham i øjnene.
Baldric var klædt i en fin rød kofte, og med nogen sorte hoser og nogen langskaftede sko.
Baldric havde et sværd ved siden, som altid.

Da Seran hørte mandens titel, gik han straks på knæ. "Jeg er blot en tjener." Seran havde aldrig mødt en Kilepræt før, og derfor vidste han ikke helt, hvordan han skulle reagere.
Han sænkede hovedet, i ærefrygt. godt nok var Seran et god troldmand, men dette var en præst for hans gud. kunne han nogensinde overgå det? "De må underskylde.
Jeg er vant til at folk forfølger mig." Seran bemærkede godt sværdet, i præstens side, og derfor var han stadig på vagt.
Seran samlede bogen, som han havde tabt, op fra gulvet og rejste sig op igen. "Mit navn er Seran af Fereldern, jeg kommer fra Nordslet, så jeg er ukendt i disse egne."
Seran så stadig ned i jorden, da han ikke ville have øjenkontakt, med manden som kendte bedre til hans gud, end Seran selv gjorde.

"Dreng tag det roligt, jeg er bare en simpel præst, ikke Kile selv." sagde Baldric og lo hjerteligt før han klappede fyren på skulderen.
"Jeg er Baldric Brynjar, du kender mig nok med større sansynelighed som fyren der dræber både lys og mørkekrigere? Jeg er krigerpræst, indviet til Kile."
Baldric kiggede mistænksomt på manden "Du ser ud til at være en ung religiøs mand.. Dejligt at møde en anden aktiv Kiletilbeder." Baldric kiggede på Serans bog, før han pludseligt vendte sig om og kiggede på Seran igen, og kiggede bestemt meget på hans ører "Jeg har altid troet at Fereldern-slægten var mennesker... Vis vi ellers taler om de samme.. Nåh det kan være ligemeget."
Baldric gik lidt ned af gangen og fandt en bog frem og kiggede på den før han satte den ind igen og kiggede videre.

Seran smilede lidt. "De siger jeg er Borg mesterens bastard." Seran havde det fint, med at snakke om det, da han jo ikke rigtig kendte Fereldern familien, selvom han var en del af den.
"En krigerpæst siger de? sådan en har jeg aldrig hørt om?" Seran var som sagt, fra et sted der lå ret langt herfra, og han havde været bag Akademiets trygge murer, i lang tid.
Det var kun forståeligt, han ikke kendte til særligt meget, i den nye verden."Men hvad end der tjener Kile godt..." Seran var forfærdelig ligeglad med, hvordan man tjente Kile, bare Kile fandt behag i det.
Seran syntes det var svært såden at være fremmede, i denne by. Alle tog som en selvfølge, at man kendte nogle ting, og personer, som Seran på ingen måder kendte.
Men han havde allerede skabt et lille omdømme for sig selv, her i byen. Ingen kendte hans navn, men nogle var begyndt at kalde ham trolmanden i kroer, rundt omkring i byerne.
Noget Seran fandt lidt komisk, men det var godt, bare at være en smule kendt.

"Aaahh... Det sker jo i de dersens rige familier, det skal du ikke tage dig af, vil folk dig noget, så skal du bare slå først, det vil Kile med sikkerhed bilige." sagde Baldric og gik tilbage til Seran.
"Jeg kommer fra en by langt mod syd, her i krystallandet, folk lever i et frodigt område og er mere eller mindre upartiske, vi holder hverken med eller mod nogen af de to hære. Det er en lille by på omkring 300 indbyggere, alle Kile tilbedere... Min familie er præsterne i byen, den ældste søn af alle sønnerne bliver uddannet til kriger, samtidig med han skal være præst." forklarede Baldric og smilede til Seran "Deres klædedragt er lidt... Speciel min ven, er der en grund til dette?" spurgte Baldric.
"Det må de ikke betvivle, tjente jeg ikke Kile godt ville jeg nok ikke have dette liv mere." sagde Baldric og blinkede venligt til Seran.

Serans smilede. Manden kendte til Fereldern, men ikke til Nordslet? "Jeg er for Nordslet. vi bliveri kke født med magiske evner der
. Nogle siger det er en skraf fra guderne, men de mere oplyste hjerner, mener det har noget at gøre med magnetfeltet, fra de to poler.
Vi har et akademi der, der tager børn ind, for at lære dem, at bruge magi. Vi får disse rober, som en slags skoleuniform."
Seran kunne godt lide at sprede sin viden, så det var skønt at præsten spurgte ind til det.
Seran løftede hovedet igen, og så nu direkte ind i præstens øjne. Han valgte at tage hætten af, der da ingen grund var, til at skjule sine ører, for denne mand.
Man kunne se, at de ikke havde helt facon som elveres ører, men de mindede meget om den. Serans ørerspidser var spidse, men ørerflippen lignede et menneskes.

Baldric lyttede til hvad fyren havde at sige og nikkede imponeret "Så du er en magiker? Hvor er dit følge? Og hvem er medlem af dit følge?" spurgte Baldric og afventede spændt svar.
"Jeg mente nok jeg kunne se på dit ansigts fine træk, du var en slags elver, dog ligner dine øre ikke en normal elvers." sagde Baldric og hentydede til hans ører da han havde taget hætten af.
"Jeg møder ikke ret tit Kiletilbedere og jeg møder oftest slet ikke tilbedere der er ligeså religiøse som dem, jeg rejste faktisk ud som misionær men nu ser jeg mig selv, som en der vil befri folket fra den rædsel og terror krigen mellem de to hære laver, for så længe de findes bliver den ved."

"Mit følge?" Seran kendte ikke udtrykket, og det gjorde ham lidt forvirret. Præsten kendte alligevel til Nordslets magikere, men hvorfor havde han så spurgt om roben?
Måske var han kun vant til at se magikerroben, med Thremora segl på, og ikke lærlingeroben, som Seran nogle gange gik rundt i, for at minde ham om, at han ikke var mester endnu.
"Min biologiske far, er som sagt krystlisianer. Min mor var skovelver, tror jeg nok de fortalte mig." Seran tog sig lidt til ørene.
"Min holdning er, at krigen kan bekæmpes med ord. Ofre sin tunge til Kile, og lad hende befri deres ignorente sind."
ordet ignorent var måske en smule hårdt, men Seran følte, at det var det rigtige ord at bruge i den sammenhæng.

"Dem de rejser sammen med unge mand." sagde Baldric.
"Jeg er delvist uenig, min unge ven, mange af dem.. Som de selv udtrykte er ignoranter, og de skal bare lære det på den hårde måde, ellers var der ikke brug for folk som mig. Jeg kæmper hverken for det gode eller onde, jeg kæmper for begge dele helst forsvinder for begge sider mener de er det gode og den anden er den onde, kan de følge mine holdninger?" Baldric lavede fagter med armene mens han fortalte for at få Seran til at forstå hvad han mente, evt. forsøge at få ham til at tænke lidt mere over det.

"Åhh jeg rejser for mig selv, min kære præst. Jeg er der, hvor magien vil hen" Seran smilede lidt til ham. "Jeg kan sagtens se deres synspunkt, men ikke alle bukker under for vold. Nogle skal blot have fjernet sløret for deres sind, så de igen kan se klart. Kile står for død, men også klarsyn. Hun holder balancen mellem godt og ondt, og er i sandhed den stærkeste gud, af dem alle. Hun tager liv. Jeg ser intet problem, at hun gør det igennem dine hænder, men andre gange vil en død være nok, til at 10 mennesker, vil komme på rette vej. Kile velsigner hendes tjenere, til at dø i fred. Vi må ikke hindre hendes vilje, ved at tage en anden mands liv, som kunne have tjent hende godt." Man kunne hører at Seran, var en kiletilbeder, der prøvede at åbne øjnene på folk, og hvis det ikke virkede, lå de døde på jorden istedet.

"Du har meget sandhed i dine ord unge mand. Men du har også meget uvidenhed, jeg er født i en familie der tilbeder Kile og Kile ønsker ikke kun at tage folks liv ved at lade dem dø en smertefuld død i sengehalmen, Kile er også krigernes død, vis Kile ikke vil du skal slå en person ihjel kan jeg love dig for at Kile kan forhindre det, Kile er i sanhed den største gudinde." var Baldric til dels enig og uenig i.
"Men en anden ting man kan gøre er at gå ud på gaden og sprede budskabet.. Vise dem Kiles magt ved at fortælle om Kile og hendes måde at gøre sit virke på." Baldric kiggede på endnu en bog og åbnede den på en tilfældig side og læste lidt på den før han sukkede og satte den på plads igen, de havde ikke det han ledte efter.