Den store aula, som gæsterne ved det smukt dekorerede maskebal, først ser, er et stort rum med højt til loftet. I loftet hænger mange lysekroner, og spillet af lys fra de tusinde krystaller, får alt til at virke magisk og vidunderligt, som i et eventyr. Vagterne, som skal sørge for ro til festen, har hvide, neutrale masker på, med spidse næser. en rød kant på deres jakkeærmer indikerer at de er 'ordensmagten'.
Fra aulaen går to store trapper op til førstesalen, hvor festen for alvor begynder. indtil videre kan man her nyde en velkomstdrink, vente på sin partne, eller blot hvile hovedet hvis man trænger til det.

Det var tidligt på aftenen, men Yang undrede sig alligevel over at hun endnu ikke havde set nogen velkendte ansigter. Hun vidste, at alle i landet var blevet indbudt, men hun regnede med at de værste ballademagere dog ville holde sig væk.
Hun var iklædt en smuk, coboltblå kjole, besat med glas, der lignede stene. Det var datteren på den kro hun arbejdede på, der ejede den, men hun var en forkælet tøs, og desuden var hun vokset ud af den. Den gode kromutter forbarmet sig over Yang, der ingen kjole havde i år, og sålede givet hende kjolen. Yang var hende evigt taknemmelig, og kjolen sad som støbt på hende. Hendes ravnsorte hår var sat op med et sølvspænde, som hun havde spinket og sparet for at få. Før i tiden ville hun bare have snuppet den, når bodens ejer kiggede væk, men Yang havde fået mere kontrol over sit liv siden da, og hun havde boblet af lykke, da hun så det fine spænde i sit krøllede hår- som kromutter forresten også havde hjulpet hende med.
Hun var det sidste halve år kommet hos en læremester, der lærte hende om kraften i posa; ligevægt. Jo, Yangs liv havde forbedret sig gevaldigt.
Og nu stod hun her til maskeballet, med en smuk blå maske, der dækkede for hendes øjne, og den øverste del af næsen. Også den var besat med små stykker glas, og havde en fjer i den ene side. Hun havde selv lavet den, med nogen hjælp fra en venlig skrædder. Og nu følte hun sig igen fortabt og alene, somom hun var den eneste til festen der ikke havde en partner. Hun knugede sit glas med velkomstdrink ind til sig, og satte sig på en af de mange bløde sofaer der stod i aulaen. Et lille suk forlod hendes læber, og hun spekulerede på om sommerfuglene i hendes mave nogensinde ville gå væk. Hun turde ikke gå ind til festen. Hun havde været lige ved et par gange, men et par stirrende blikke fra nogle mænd havde afholdt hende fra det. hun var ikke vant til så meget opmærksomhed.

Der var højt til loftet, bemærkede en ung herrer, som begav sig afsted igennem aulaen. Han var iført pænt tøj, med en lys skjorte, mørk vest og en kulsort maske, der skjulte øjne og næse. De mørke, høje støvler opslugte de grå bukser, hvis stof man ikke umiddelbart kunne sætte en finger på. Han gik med den ene hånd på ryggen og et glas i den anden, med rank ryg og løftet pande. Han betragtede væggene, som var beklædt med enestående gobeliner og farvestrålende malerier. Nogle var religiøse, andre var simple landskaber og nogle helt andre lignede ikke rigtig noget. Mandens ansigt var ganske neutralt, som han nu studerede disse 'værker'. Han lod det spinkle glas rulle mellem to fingre, så væsken kørte rundt. En lille malstrøm fødte sig selv i glassets berusende væske. Mandens mørke øjne studerede dernæst gulvtæppet, som var mindst fire meter langt, og strålede i alskens farver og motiver. Fakler på væggene kastede legesyge skygger rundt i lokalet og duften af mad og vin fandt vej til hans næse. Alle disse sanseindtryk var ved at skubbe ham i gulvet. Musikken fra festen var dog indbydende, og han havde sådan en umættelig lyst til at gense venner og fjender, til en fest som denne. Især fordi han selv havde ændret sig en del. Uden på såvel som inden i. Han tømte glasset og opslugte den svage malstrøm, før han satte glasset fra sig på et lille bord – et ganske nydeligt bord, der dog allerede var fyldt med glas, fra andre gæster som havde haft lignende idé – og satte kursen imod trappen, som ville føre ham til de resterende gæster.

Manden var langt væk i sine egne tanker, så han tog knap nok notits af den blå-klædte kvinde, før han passerede hende. Først efter de første trappetrin stoppede han op og vendte sig halvt om, for at skænke hende endnu et blik. Hun virkede bekendt. Han betragtede hende i et par sekunder, før han skubbede tanken fra sig. Hvis han kendte hende, så var der kun én måde at finde ud af det på:
"Frøken," sagde han, med rolig stemme, "De ønsker vel ikke kun at deltage i festen hernedefra, vel?"

Det gav et let sæt i Yang da manden på trappen tiltalte hende. Jovist havde hun set ham, men hun havde siddet i sine egne tanker. hun slog blikket op, og så nu først rigtigt på ham. Han så jo ganske nydelig ud, pænt tøj, venligt smil, og.. vent lige lidt. Hendes blik havde fæstnet sig på hans hår, som havde sølv-agtigt genskin fra krystallamperne. Hun kendte kun én, med den slags hår; Rex.
Et smil brød ud på hendes læber; han kunne tydeligvis ikke genkende hende. Hun besluttede sig for at spille med, og brugte sin nye visdom om posa til at undgå en fnisen.

"Nej, selvfølgelig ikke den herre. Jeg trængte bare til lidt ro. Musikken er en tone for høj, hvis de spørger mig." Hun trak på skuldrene, og strøg en lok af hår væk fra ansigtet.
"De ser ikke ud til at have selskab. Har De noget imod at følges et stykke?" Hun granskede hans ansigt, og priste sig lykkelig for masken, der skjulte hendes eget. Han havde forandret sig, så hun. håret var mere trimmet, og han havde anlagt skæg. Et kort øjeblik blev hun i tvivl om det virkelig var ham, eller om der fandtes andre i landet med samme hårpragt. Men det MÅTTE være ham. Han udstrålede den dér særlige 'Rex-hed' som hun stadig kunne huske, skønt der var gået lang tid siden hun havde set ham sidst. Hun smilede af mindet. Det havde startet som en hed aften, men var pludselig gået i stå, da han sagde at han elskede hende. Yang havde måttet se sig nødsaget til at sende ham væk, fordi han vækkede alt for mange forskellige følelser inde i hende. Men nu hvor hun havde lært ligevægts-teknikken, følte hun, at hun bedre kunne rumme ham.
Hun rejste sig op, og under kjolen kom hendes lange, sorte knæstøvler til syne. Kromutter havde foreslået et par stilletter, men det havde hun afvist, efter nær at have væltet hele kroens beholdning af vin. tilgengæld var støvlerne pudsede til lejligheden. Skønt der var kommet jord på dem, så hun nu.

"Skal vi?" sagde hun, og lagde en hånd på trappens polerede gelænder. Hun følte sig som en prinsesse i det helt fine skrud-noget hun sjældent oplevede...

Manden studerede hendes kjole og lod blikket hvile et kort sekund, på de glinsende pnjekter, der kunne ligne en blanding af krystaller og glas. Hun var slank og nydelig, ganske køn faktisk. Efter at have studeret hende i endnu et par sekunder, konkluderede han at hun så ganske skrøbelig ud. Som en lille glaskvinde, som nu ville ud og danse.

"Jaså? De har tydeligvis ikke fået nok at drikke så." lo han og tog et skridt ned af trappen, for at gå hende i møde. "Men jovist, det ville være mig en yderst fornøjelse at ledsage Dem op af trapperne, frøken..?"
Han rykkede sig væk fra trappens gelænder, så hun kunne støtte sig dertil, blot for en sikkerheds skyld. Han placerede den ene hånd bag ryggen og hævede den anden foran sig.
"Ja, lad os."

Trappen var beklædt med et langt, vinrødt tæppe, som på den ene eller anden måde var sømmet fast, så det passede hvert trappetrin perfekt. Der var ingen folder at se, ej heller føle. Efter at have ladet blikket studere tæppet i et stykke tid, vendte han blikket frem for sig. Egentlig var det en lang trappe, og alligevel gik der ingen tid før der kom en ende på den. Der var kort tid til samtale-førsel. Han improviserede.
"Så hvorledes kan det være, at De er her alene, frøken? Eller måske er De flygtet fra deres mand?"
Han betragtede hende igen og studerede kort hendes øjne. Hun mindede ham om én, som han kendte engang. Et smil bredte sig på hans læber, ved mindet om den kære Yang. Selv duften af denne fremmede dame mindede ham om sin kære... ven? Han sukkede.
Jeg har været for længe væk.

Yang havde indset meget i det halve år Rex havde været væk. blandt andet at respektere sig selv, tænke før hun talte, og i det hele taget været i balance. Hendes læremester havde været tålmodig, og langsomt havde hun indset flere og flere ting. og hun havde husket.
Hun hed jo egentlig ikke Yang. Det var blot et kælenavn, fordi hende og hendes søster's navne var alt for lange at udtale til dagligdag.
Forældrene havde været meget kulturelle, og havde læst om en gammel gammel tro, om balancen i livet, om Yin og Yang. Fordi de to søstre ikke kunne blive mere forskellige; Yin var lys og god, mens Yang var mørk og et mere mut og dystert barn- blev de hurtigt kun kaldt Yin og Yang.

Da kaosset så kom- dette var et minde Yang helst havde villet undgå, men som læremesteren havde fortalt; intet lys uden mørke- hvor deres forældre brutalt blev myrdet, og søstrene strukket væk fra hinanden, glemte begge søstre meget af deres fortid. Og da de næsen altid kun blev kaldt ved deres kælenavne, blev det deres nye identiteter. Men nu huskede Yang. Og hun syntes det var på tide at Rex lærte hendes rigtige navn at kende.

"Mit navn er Contraire. Hvem har jeg æren af at træffe?" svarede hun på hans afventende tavshed, og hun smilede venligt, som enhver anden fremed ville gøre det. Hun sagtnede farten en anelse, så det knap nok var bemærkeligt, men stadig nok til at de kom senere op til toppen af trappen.

"Jeg har ingen mand her" svarede hun, og rødmede let. skulle hun afsløre sig selv?

"Jeg sendte ham væk for en tid. jeg havde brug for balance i mit liv. det er vel... 6 måneder siden, cirka?" Hun så op på ham, prøvede at trænge igennem masken. Hvis det virkelig var Rex ville han forstå hintet med det samme. hvis ikke, ville han måske kondolere, og se ærgelig ud... nåh, det var et forsøg værd.

Musikken blev højere, da de endelig nåede op for enden af trappen. Selve festsalen var stor, men bar dog præg af at det ikke var et palads eller et slot man var i, blot et gods. Mennesker i masker og fint tøj dansede rundt på gulvet, andre stod og gik tabt i mad og drikkelse, og så var der de få, som blot betragtede dansen og spisningen. Ray lyttede efter, om musikken var for høj, skinger eller på anden måde gjorde ham utilpas, men han kunne umiddelbart ikke finde noget galt i toner eller rytme. Hele rummet var oplyst af en masse lysekroner og fakler, og en masse farver blev kastet rundt af farvestrålende stykker glas, som hang omkring de levende flammer.

Ray vendte atter ansigtet imod kvinden ved sin side, og studerede hende endnu en gang. Han kunne have svoret på at — Contraire... Han gik i stå. I et kort sekund troede han faktisk... Håbede ligefrem, at kvinden havde været Yang. Hun duftede som Yang. Lød som Yang. Lignede Yang. Men hun hed ikke Yang. Han forsøgte ikke at se alt for skuffet ud, trods masken nok ville skjule det meste. Men man kunne aldrig være for forsigtig.
Hvad skulle han egentlig præsentere sig som? Ray? Det havde han ikke gjort det sidste halve år. I bjergene var han 'Unge Xulfor' eller Eric. Måske skulle han holde ved de navne? Blot for at prøve noget nyt hernede også.
"Eric," svarede han og lavede et galant buk, "mit navn er Eric. Det er mig en fornøjelse at møde Dem, frøken Contraire."

Han valgte ikke at kommentere hendes mangel på partner. Han var ikke sikker på hvad han skulle sige til det. Han var jo ikke ude efter at få fat i en ny kvinde. Han ville helst finde Yang. Eller ville han? Måske skulle han se sig om efter andre. Yang havde sikkert fundet end anden nu. Måske var hun endda gift. Seks måneder var lang tid og — Han vendte pludselig ansigtet imod hende, efter at have betragtet de dansende i et kort øjeblik.
Sendte ham væk? Seks måneder siden?
Han stirrede ind i hendes øjne, for at få et svar. Måske var det virkelig hende! Han så ud på de dansende igen og smilte en anelse, hvorefter han atter vendte sig imod Contraire. Det var hende. Der var kun ét menneske i denne verden, som havde så skønne øjne.

"Jamen, hvis De ingen mand har her, så ville De vel intet have imod at danse med mig?"

Eric. Vent- hvad?! Yang gik i stå et kort øjeblik. var det måske i virkeligheden en anden? havde hun stået og lagt op til en fremmed mand? Det var som at få et stød i maven. Hun og Rex havde aldrig været officielt et par. Alligevel havde hun det somom hun bedrog ham ved at stå og snakke med Eric. Og alligevel. Rex havde jo aldrig kent hendes navn- og hun havde selv aldrig hørt hans efternavn. Mænd kunne jo også have et privatliv, skønt de fleste af festens mænd lod til at være bedøvende ligeglade med hvem der så hvad.
Det gav et gib i hende, da hun opdagede at han så på hende. Indgående, somom han ville skrælle masken af hende. hun mødte hans blik, og nu, hvor lyset var kraftigere, åbnede hans maskes skygger op, og lod hende se hans øjne.
Det var ham. der var ingen tvivl dér.Glæden boblede i hende, som var hun et lille barn, der på sin fødselsdag skal pakke gaver op.

Hun havde savnet ham. Den første nat uden ham, var hun krøbet sammen i den store seng, og havde grædt sig selv i søvn. Hun havde spekuleret på, om det at sende ham væk, nu også var det rigtige. Men hun havde stået ved sin beslutning, om ikke at lukke ham ind i sit liv, før der var kontrol over det igen.

"Det ville være mig en glæde- det er måske dansemesteren over dem alle jeg snakker med?" hun lo let, og skævede ind i dansesalen, der ikke virkede nær så skræmmende når hun ikke var alene. faktisk virkede den smuk og eventyragtig nu, og et øjeblik ærgede hun sig over sine støvler, der var så malplacerede i dén hal.
Nåh, hellere det end brækkede ankler tænkte hun og trippede, en anelse spændt på at sætte sine fødder på det smukke gulv.

Da deres øjne mødtes blev han en smule forvirret. Det var som om hun pludselig vidste noget om ham, som øjnene havde afsløret. Selvfølgelig var Rays øjne ikke de mest normale øjne, så hvis hun havde set ham før, så var det nok derfor. Så nu vidste hun hvem han var, og han gik endnu med tvivl. For hvert sekund der tikkede forbi fik han mere og mere lyst til at fjerne hendes maske. En hurtig bevægelse var alt det krævede. Svip — og den ville være væk! Og han ville selvfølgelig lade som om det var en fejl, samle den op og, alt efter hvem der gemte sig bag glas og stof, reagere på en passende måde.

"Ak! Jeg er ikke kun dansemesteren, jeg er også mesterdanseren og alt der ligger imellem." lo han og tog hendes hånd. Han førte hende ud på dansegulvet. "Eller... Det er faktisk ikke helt sandt. Jeg danser ikke helt så godt som man kunne håbe." indrømmede han dog kort efter, som han begyndte at føre hende rundt i en lettere kejtet cirkel, der enten var ude af takt med musikken eller med alle de andre dansende. Ray forestillede sig hvilket kaos han ville skabe, hvis han tilmed havde drukket sig skeløjet og skævbenet. På nuværende tidspunkt priste han sig lykkelig for, at velkomstdrinken ikke havde været andet end en drink.

Han mindedes dengang han havde danset med Yang. Det stod ham meget klart i hukommelsen; hvordan kunne han glemme det? Kvinden foran ham, Contraire, mindede på mange måder om Yang. Faktisk pegede alt på, at hun var Yang. Men hvorfor lyve om navnet? På den anden side; måske løj hun ikke. Ray løj jo heller ikke, per se, han brugte bare et andet navn. Det var vel ikke helt løgn så.
"Jeg må komme med en erkendelse; mit rigtige fornavn er Ray. Eric er bare mit... Mellemnavn." sagde han, ganske pludseligt og betragtede kvindens maske nøje. Den så ikke just billig ud. Hans egen var næsten så enkel at det var pinligt. Sådan var der jo så meget.

"Jeg føler at jeg har mødt Dem før..." mumlede han, efter et minuts stilhed. Det ville være underligt at spørge hende, om hun på nogen måde kunne be- eller afkræfte den følelse, eftersom de jo ikke havde set hinandens ansigter, og på den måde ikke kunne være helt sikre mht. den andens identitet. Han gav ubevidst hendes hånd et klem.

Da Yangs kjole blev ramt af lyset, kom den i til sin fulde magt. de mange glasstumper reflekterede lyset, og fik det til at se ud somom hun var omgivet af en regnbue. Der var ingen grund til ikke at føle sig som en prinsesse i de kjole. Hun sendte en kærlig tanke til kromutter, og huskede med et smil hendes ord om at Yang 'nu skulle passe godt på sig selv'. Hun havde passet påsig selv hele sit liv. I aften ville hun bare danse, feste, og nyde livet.
Hun lod den ene hånd glide op på Ray's skulder, og med den anden greb hun hans hånd. hun lo, da han kom med sit åbenlyse blær, samt sin indrømmelse, og funderede lidt over, hvornår hun mon skulle afsløre sig selv.

"Jamen dog, min herre, se da ikke så trist på det hele, De er da en ganske god danser; i det mindste har De ikke trådt mig over tæerne endnu" lo hun, og lod ubevidst sine fingre nulre hans hår. Da hun opdagede det, indså hun at hun ikke kunne holde sig hemmelig og gemt på denne måde længere, hun var nødt til at kunne nyde Rex i fulde drag, uden at skulle lægge bånd på sig selv. Og så kom hans fornavn, og hun blev alligevel lidt i tvivl. Men måden han holdt om hende på, hans smil og latter, det sølvglinsende hår- det pegede altsammen på hendes kære Rex. Og hvis det alligevel ikke var ham, kunne hun jo godt danse med ham alligevel. Det var trodsalt ikke en dødssynd.
"Jeg føler at jeg har mødt Dem før..." ordene kom som bestilt, og hun trak ham ind til siden, så de ikke kom i vejen for de andre dansere.

"Tja.. du ved hvad man siger.." Hun lod fingrene glide om til nakken, hvor hun begyndte at hive i sløjfen, de holdt masken på plads.

"Der er noget med de tidligere liv, og folk man har mødt før" Hun tøvede et øjeblik, før hun lod masken glide af, så hendes smilende øjne blev afsløret. Hun pustede til en løsreven tot hår, der gik ned i hendes synsfelt. Åhh hvor hun dog håbede at det var ham...

"Man kalder mig også Yang. Hvem har jeg den ære af at møde?"

Ray betragtede sin partners kjole med et forundret blik, da lys og farver sprang i øjnene på ham. Han overvejede kort hvor underligt det måtte være at bære kjole, men skubbede straks tanken fra sig. Han måtte lære at kontrollere sine tanker. Det nyttede ikke noget, at de sådan kunne tage overhånd. Tanker, havde Ray fundet ud af, havde en enorm styrke og kontrollerede hver eneste bevægelse og gerning. Alt krystallianerne foretog sig, var reaktioner på tanker og idéer, som havde formet sig i deres hovedet, tænkte han. Kort efter gik det op for ham at han gjorde det igen. Med en let hovedrysten og et smil, fokuserede han atter på hendes øjne.

"Endnu," gentog han hende og lo en anelse, hvorefter hans ansigt atter fortrak sig i en neutral mine. Han kastede et blik på folkene, som snurrede omkring. Farver blev kastet rundt, lyset fik glas og vin til at glinse og hele rummet virkede næsten magisk - det var det sikkert også, at some point.

Da hun trak ham til siden, så han for en kort bemærkning en smule forvirret ud, men han blev dog hurtigt neutral. Han regnede med at hun ønskede at stoppe dansen. Måske var hun sulten. Tørstig. Havde set en ven eller veninde. Hvad vidste han? Derfor rømmede han sig straks og tog et skridt væk fra hende for at holde en formel afstand. Han ville takke for dansen, da hun pludselig tog masken af.
Han hævede et øjenbryn og fulgte masken med øjnene, da den forlod hendes ansigt. Da personen bag masken viste sig at være den kære Yang. Selveste Yang. Han tabte kæben og stirrede på hende i et par sekunder, usikker på om det var sandheden eller en illusion.

"Y--Yang?!" udbrød han pludselig og omfavnede hende. "Er det virkelig dig? Efter al den tid!" sukkede han og duftede til hendes hår. Selvfølgelig var det Yang. Det havde altid været Yang.

"luk munden min kære, man ved aldrig hvad der sådan sværmer rundt" lo hun kærligt, og lod sig trække ind i hans omfavnelse. hun lod hænderne glide rundt om hans liv. Et par opdullede enlige kvinder sendte hende hadke blikke, og Yang fik pludselig en ustyrlig lyst til at række tunge af dem. Det føltes så godt og trygt i Rex' favn, og hun puttede sig ind til ham.

"Jeg har savnet dig" sagde hun lavt, og mødte hans blik. Hun indså, at det var sandt. Hun havde i de sidste 6 måneder forsøgt at fortrænge ham fra sine tanker, for hvis han ikke var dér, ville savnet af ham ikke være så stort. Men han var ustandseligt og nådesløst vendt tilbage, og hun havde forbandet sig selv langt væk over at hun havde sendt ham bort. Nu, hvor hun stod i hans omfavnelse, føltes det endelig som at være hjemme.
Hun stoppede sin tankerække, for at indsnuse Rex's duft, og indså pludselig, at de stod næsten midt i rummet, og at folk måtte kante sig forbi dem. hun smilede, og trådte ud af Rex's greb.

"Kom." Sagde hun, og trak ham blidt hen imod et lille rundt bord der stod ude i siden af salen. Her kunne man sidde og nyde et glas vin, lidt mad, eller blot hinandens selskab. Hun gjorde en lille gestus med hånden til Rex om at sætte sig ned, og fulgte selv sit 'råd'. Stolene var behagelige og bløde, og lige i tilpas højde til en lavere person som Yang. Hun lænede sig frem over bordet, og satte hagen i den ene hånd.

"Nå, fortæl mig så, hvor du har været i 6 måneder" smilede hun, og lagde sin maske på bordet. Jovist var det et maskebal, men at dømme efter den måde Rex havde tabt kæben på, virkede han rimelig overrasket over at det var hende. At tage masken på igen var lidt som at fjerne Yang, og gøre hende til Contraire igen...

Hendes latter, duft, bløde hud og bølgende hår. Ray lukkede øjnene og nød alle disse ting på en og samme tid. Nu hvor han endelig kunne holde hende ind til sig. De havde været adskildt længe. Så længe at han ærligt talt havde glemte hvor højt han elskede hende. De første par uger havde været som et helvede for manden, eftersom han ikke kunne få sin elskede ud af tankerne. Savn og sorg havde hjemsøgt ham. Dog var han omgivet af familie og venner, og modtog en støtte som han havde glemt eksisterede. Efter en lille måneds tid havde de udvisket alle følelser for kvinden kaldet Yang. Rays liv ændrede sig meget, i den tid hvor han var sammen med sine kære. Det var nærmest en helt anden verden, måtte han indrømme. Déroppe dominerede Mørkes Lord ikke, og Samson havde intet at skulle have sagt. Norden havde sin egen leder, egen hær og egne borge. Han havde aldrig tænkt på det før nu, eftersom det aldrig havde betydet noget. Men nu hvor han efter alle disse år var blevet lukket ind bag de tykke mure, havde han opdaget, at Nordkrystallianere ikke blot er bønder og hyrder. De var også krigere.

Han mærkede hvordan hun forlod hans arme og trak ham med sig. Han skævede rundt på de snurrende mennesker, og overvejede hvem der mon gemte sig bag deres masker. Samson kunne være herinde. Han missede med øjnene og spændte musklerne en smule. Det var tydeligt at se at han ikke var lige så ranglet som før. Der var kommet lidt muskler på kroppen.

Hun førte ham til et lille bord. De tog plads. Hun lænede sig frem og talte til ham. Han smilte en anelse, og huskede på hvor højt han havde elsket hende. Elskede hende nu. Hun var ganske køn. Smuk, ligefrem.
"Hjemme," svarede han kortfattet, og betragtede kvinden foran sig, "altså oppe nordpå. Det er alt."
Det var det egentlig. Han havde ikke været andre steder end dér. Hvad han havde lavet var et helt andet spørgsmål.

"Hvad med dig, kære Yang? Hvad har du fået tiden til at gå med? Og hvad er alt det her Contraire for noget?"

Der strøg en kølig vind hen over gulvet, da dørene til balkonen blev åbnet. Yang mærkede hårene rejse sig på armene, og puttede sig tættere ind i sit sjal. Det var ikke sommer mere, det kunne man godt mærke. Bladene var efterhånden allesammen faldet af træerne, hvis grene ragede nøgne op imod himlen, som hvis de ville tage fat i solen, og trække den tilbage igen. Yang blev et øjeblik helt betaget af tanken om at kunne hive solen frem fra sneen om vinteren. Tænk hvis man kunne det, lade solens stråler varme ens hud når det var koldt på marken, få børnene til at le på en regnvejrsdag, og de gamle til at smile over en solopgang. Hun blev revet ud af sine tanker, da Rex svarede hende.

"Det lyder dejligt. Jeg har faktisk aldrig været oppe nordpå." Hun smilede, og pillede let ved bordets kant. Hun hævede blikket, da han spurgte hende om Contraire. Forsigtigt lod hun sin hånd glide over bordet, hvor den lagde sig på hans.
Hun begyndte at fortælle. Om kroen, hendes arbejde dér, hendes læremester, og hvordan han havde fået hende til at huske sin fortid. Hun fortalte med iver om de ting hun havde lært og oplevet. (OOC: fordi jeg er for doven til at lave alt det i tale xD)

"Contraire er mit navn. Mit... rigtige navn, altså. Jeg er bare altid blevet kaldt Yang. Det er en lang historie, faktisk" sluttede hun, og rødmede, da hun indså hvor længe hun havde talt.

"Nu har du hørt ALT hvad jeg har lavet. Lad mig nu høre hvad du har brugt tiden med din familie på?" smilede hun, og kærtegnede blidt hans hånd.

"Aldrig? Så må jeg tage dig med derop. Du ville elske det! Sneen er så hvid, at det ligner skyer. Og lyset deroppe er så klart, at alt andet lys ligner noget, som kommer igennem et beskidt vindue. Luften er frisk og udsigten er helt ubeskrivelig. Du ville virkelig elske det. Det er lige dig." lød det fra manden. Han kopirede hendes måde at sidde på, og placerede altså hovedet i håndfladen, med øjnene fæstnet på hendes. Der var noget ved hendes øjne, som han godt kunne lide. Det gik pludselig op for ham. De var dybe og hemmelighedsfulde, men alligevel lyse og åbne. Som om hun intet havde at skjule, men så alligevel... Han betragtede dem længe. Næsten uden at blinke. Det gik op for ham, at han kunne blive helt fortabt i dem, hvis han ikke var opmærksom. Der var intet farligere, end at tabe sig selv, i øjnene på en smuk kvinde. Hun begyndte at tale. Hans opmærksomhed blev straks rettet imod hendes læber. De formede hendes ord, ganske nydeligt, og uden alt for store bevægelser. Og så smilte de. Det smittede, og snart sad han selv med et stort smil. Han kunne ikke lade være. Han begyndte at huske hvorfor han havde elsket hende.

Ray lyttede opmærksomt. Det skulle man jo, når en dame talte. Lytte. Selvom det til tider kunne være svært. De kunne jo tale i uendeligheder og så kunne man let blive distraheret netop af øjne eller læber. Men han holdt fokus og tog imod alle de ord hun slyngede imod ham. Opsnappede alle detaljer.

"Nøj. Jeg er hos dig i et år og der sker ingenting. Jeg går fra dig i 6 måneder og straks erindrer du din fortid, får et arbejde og et dejligt liv. Jeg må have dårlig indflydelse." Han lo lavmelt og rystede på hovedet.
"Jeg er glad på dine vegne Ya-- Contraire." han måtte vænne sig til det navn. Men det skulle nok komme med tiden. Det skulle bare gentages et par gange. Contraire Contraire Contraire.

Han trak endnu på smilebåndet og tog hendes hånd i sin. "Hvad jeg har lavet? Ak du begriber ikke hvor mange ting jeg har lavet! Jeg lærte mine yngre brødre at fægte, tabte i skak til min fætter, lærte min søster at ride... Blev derefter belært i samme sport at min kusine, som så lærte min søster det rigtigt. Familie-tid, du ved. Jeg hjalp derudover også med genopbygningen af nogle forretninger og huse. Der var en storm en måned før jeg ankom. Jeg fortalte dem om alt der foregår hernede, hjalp dem med at fastlægge handelsruter og lignende. Min tid hos Oceans (Samson) lærte mig en del om offensive og defensive krigsstrategier, så jeg fortalte hvad jeg havde raget til mig af viden. Jeg har i bund og grund arbejdet en del, må jeg indrømme. Men det har nu været dejligt." sukkede han og så hende i øjnene. Han gav hendes hånd et klem.
"Men jeg manglede noget... Eller nogen rettere sagt."

Det var svært ikke at leve sig ind i den beskrivelse der formede sig på Rex's læber. Yang kunne allerede mærke solens stråler varme hendes kolde krop, sneens smukke lys pakke alt ind i et tæppe, og skyernes rosafarvede toppe, når man sad og betragtede udsigten om aftenen. Jo, Ray havde ret- det var lige noget for hende.
Hun drømte sig lidt væk, og forestillede sig hvordan sneen vill knirke under hendes støvler- hvordan fnuggene ville smelte i hendes hænder, når hun greb dem. Hun forestillede sig selv i en hvid kjole, med snefnug i det ravnsorte hår, og venner og familie samlet- alles blikke rettet imod hende. Hov, vent.. var det ikke kun noget der skete til et bryllup?!

Hun mærkede hvordan blodet steg hende til hovedet og farvede hendes kinder postkasserøde. åh, hvor hun dog hadede den forbistrede rødmen, der altid lurede og afslørede hendes tanker. Og det hjalp ikke at manden nu sad og så på hende, som var han faldet i trance. hun ville ønske at hun kunne gå i et med sine omgivelser lige nu- bare smelte lige så stille ind i baggrunden, indtil hendes ansigt havde antaget en mere normal farve.

Og så talte han. og lo. Og hun kunne endelig få lidt luft uden at virke sær eller uhøflig. og alle ved jo, at latter er det bedste middel imod rødmen. medmindre man døde af grin. på den anden side, et lig havde jo ikke megen farve. latterligt at tænke på lige nu. latterligt lig. latter-lig.

"Årh, der er da altid action i mit liv- måske har du bare ikke lagt mærke til det" lo hun og rykkede lidt tættere på bordet, som pludselig føltes somom det var fire meter bredt.

Hun rystede let på hovedet, da han kaldte hende Contraire.
"Du behøver ikke at kalde mig Contraire. Det er som om det ikke helt er mig endnu.. så jeg tror jeg vil gemme det til finere lejligheder. Og der er vel ingen fornem barriere imellem os to, vel?" hun smilede, men følte sig pludselig lidt dum. Ray var så fint dannet og forstod sig på at sige tingene så man forstod dem, men så de samtidig lød som poesi eller fuglesang. Hendes ord var så underligt tomme ved siden af; som om man kunne gemme et navn. det var jo tåbeligt.

Hun lyste dog lidt op, da han fortalte om sin familie, og had han havde bedrevet med dem. Hun elskede at høre om andres familier, i og med at hendes egen altid havde været et mysterium for hende. hun smilede over ride-historien, og lod uden at tænke over det fingrene glide ind imellem hans.

Yang mødte hans blik, da hans sidste sætning faldt. hun havde lyst til at gribe den, til at holde om den og mærke hvert et ord slå som et bankende fuglehjerte.

"Jeg elsker dig" mimede hun, og besvarede let hans klem.

Selvfølgelig bemærkede Ray straks de røde kinder, da de viste sig på hendes ansigt. Hendes rødmen var meget karakteristisk, havde han lært. Hvordan kunne han dog glemme den? Det var egentlig en helt særlig gave, tænkte han. De fleste blev røde i hele hovedet, men Yangs rødmen arbejdede kun omkring kinderne. Utrolig fascinerende, egentlig. Han fik pludselig lyst til at læne sig ind over bordet, for at røre hendes ansigt. Hendes røde kinder, den kønne næse og de bløde læber. Hun var så tæt på. Alt han behøvede var at løfte armen, og lade fingrene stryge henover hendes hud. Det resulterede dog i at han måtte slippe hendes hånd, eller løfte sig hoved, og lige nu var begge ting en dårlig idé. Slip hånden eller slip blikket. Han smilte.

"Du rødmer." pointerede han. Einstein. Det krævede virkelig den store videnskabsmand at udpege en så åbenlys ændring. Ligemeget. Han havde set det. Bemærket det. Og nu hungrede han efter at vide, hvad der havde fået hendes kinder til at blusse op.

"Det må være sådan det hænger sammen. Du har altid haft fart over feltet, som man siger." sagde han med et smil, som kun voksede da hun rykkede tættere på. Bordet var i vejen, mente han. De behøvede det ikke. Det var der kun, fordi det ville se underligt ud hvis to mennesker sad lige overfor hinanden på to stole, uden noget imellem sig. Derfor opfandt man bordet. Det var den eneste grund. I hvert fald lige nu. Han løftede hovedet og satte sig op, så han lægge begge sine hænder om hendes.

"Du skal nok bare vænne dig til at bruge det. Det kommer med tiden. Contraire eller Yang. Du vil altid være den samme for mig. Medmindre du ændrer navn til Bo eller sådan noget, for så tror jeg at der er noget galt. Men - nah, du vil stadig være den samme." sagde han mildt, og aede hendes hånd.
Han elskede hendes stemme, og ønskede at hun skulle tale videre. Det var som om han ikke behøvede bekymre sig, når hun talte. Hun kunne forklare ham hvad som helst, sige alt, foreslå alt. Han ville acceptere alle ord som forlod hendes læber. Hans hjerte slog pludselig hårdere end det havde gjort før. Det var der ikke noget at sige til. Han elskede hende jo.

Han smilte endnu, da hun mimede til ham. Han førte hendes hånd til sine læber og kyssede den. "Jeg elsker også dig." hviskede han derefter.

Det var ved at blive sent, men der var stadig fuld gang i festen. Det trænede øje ville dog bemærke, at der ved de fleste af bordene sad krystalisianere og sludrede, drak vin, eller spiste noget af den gode mad. Der var blevet skruet ned for musikkens tempo, og nu valsede nogle enkelte par rundt på gulvet til de bløde toner.
Det trænede øje tilhørte dog ikke Yang i dette øjeblik. Eller måske var det fordi hendes fulde koncentration i øjeblikket var rettet imod Rex snarere end imod festsalen.

Hun mærkede, hvordan hendes kinder blev endnu mere røde, da han pointerede hendes rødmen. smukt. flot. fantastisk. Hun hadede den forpulede blodcirkulation. Men han havde ikke sagt mere, så måske var den ikke så slem endda?

"Jamen Bo er da ellers et ganske pænt navn." lo hun og lod sit sjal glide ned fra skuldrene. Det var ved at blive varmt i salen.

Det gav et gib i hende, da en tjener pludselig stod ved siden af hende med en flaske vin og et par glas i hånden. Han nikkede høfligt, og spurgte så;
"Kunne fruen tænke sig noget at drikke?"
Fruen?! Yang blev helt paf. Så indså hun, at tjeneren jo ikke kunne vide, at hun ikke var en frue. Hun og Rex sad trodsalt og flettede fingre, og der skulle ikke meget til for at se at de var lidt mere end venner. Men hvad skulle hun dog sige? Hvis hun pointerede, at hun altså kun var frøken, ville Rex så blive såret? og omvendt, hvis hun bare ignorerede tjenerens udtalelse, ville Rex så blive sur? det var ikke god skik at udgive sig for at være frue, når man ikke var det.

Hun bed sig i læben, og skævede over imod Rex efter hjælp. det var ham der måtte afgøre det, det var et umuligt valg for hende selv.

Den rolige musik gav Ray en ubeskrivelig lyst til at danse. Tæt. Og selvfølgelig kun med Yang. Og helst nu. Han gav hendes hånd endnu et klem, og nussede den lige så stille. Han kunne ikke lade være med at se sig selv danse med denne skønhed i sine arme, for sit indre øje. Der ville ikke være andre på dansegulvet, og selvom de var der, så ville de ikke være der alligevel. De ville le og smile. Valse afsted i det dæmpede lys; månen ville oplyse hele rummet og alt omkring dem ville være sort. Meningsløst. Kun dér hvor de var, ville der være lys. Kun hos dem. Omkring dem. Og intet andet i hele verden ville have nogen betydning. Der var kun dem. Kun hende og ham. De to. Sammen. Hun talte og lo, men han hørte det ikke helt, trak blot på smilebåndet. Han følte sig en smule bedugget, trods han ikke havde drukket noget af betydning.

Han rettede sig pludselig op og kom tilbage til virkeligheden, for straks at sende et forbavset blik på manden med drikkelsen. Tjeneren stillede den smukke kvinde et spørgsmål, og denne kastede nu Ray et fortvivlet blik. Han trak på smilebåndet. Hvis hun ikke kunne vælge ord, så ville han.
"Jo tak, vi vil gerne bede om et glas." svarede han, og undlod derfor at kommentere tjenerens ordvalg. Han havde ærligt talt ikke noget problem med at Yang blev kaldt en 'frue', da dette jo betød at han var en 'hr', men ikke en hvilken som helst 'hr'... Hendes hr. Yangs mand.

Han hævede atter hendes hænder til sine læber og kyssede hendes bløde hud et par gange. Og da gik det pludselig op for ham, at han nok var nød til at sige noget mandigt til tjeneren... Eller... Han skulle sikkert sige navnet på en god vin, som de skulle have, eller stille et intellektuelt spørgsmål. På den ene eller anden måde bevise overfor Yang at han var klog på den type ting. Han vendte derfor atter blikket imod tjeneren og åbnede munden for at sige noget. Tjeneren selv stoppede selvfølgelig op og afventede naturligvis sin 'gæsts' ord.
"Hvilken vin er det, De byder os min gode mand?" spurgte Ray, og forsøgte med det samme at finde på sit næste svar.
"Det er fra herrens egne vingårde i Medanien, hr." svarede tjeneren stolt, som hvis han selv havde plukket hver en drue. "Det er en lækker vin, hr, og jeg håber at De vil nyde den."
Ray trak på smilebåndet og anede ikke om medanien-vine var gode eller dårlige. "Det lyder lækkert, det er jeg sikker på at vi vil."
Han kunne mærke sine håndflader blive halv-svedige, idet han fandt hele situationen en smule akavet, men håbede mest af alt at Yang ikke ville lægge for meget i det.

Det var underligt, som der altid var et eller andet der ødelagde de små specielle øjeblikke de havde sammen. som dengang de første gang havde mødtes, og Maji havde startet et stort slagsmål, så hun ikke havde fået snakket ordentlig med rex. Eller dengang i træningsringen, hvor Taylor pludselig afbrød dem, og da han endelig gik, var det ved at være sent. Som sidste gang de havde mødtes, og hun var blevet usikker på om det nu også ville gå. Det var som om de bare var marionetdukker, der blev styret af en berømt dukkefører- hver gang de var ved at få hinanden, flåede han dem fra hinanden igen for at gøre stykket spændende. (lol. dukkeførere= os)
Hun var dog fast besluttet på ikke at lade noget ødelægge aftenen i aften. hun ville more sig, danse med Ray, spise noget af den gode mad, og drikke den vin, som tjeneren nu skænkede op til dem. Hun havde under hele mændenes samtale siddet med de karakteristiske knaldrøde kinder og ikke sagt et ord, udover et lille 'tak' da tjeneren havde skænket op.
Da den omtalte tjener forlod deres bord, for at betjene nogle andre, var det som om en tung byrde forlod yangs skuldre. Ikke fordi hun ville nævne den lille misforståelse før, for hun anede ikke hvordan hun skulle starte.
Bortset fra den lille, nagende tanke følte hun sig straks mere afslappet, og tillod sig selv at tage en stor tår af sin vin. Tjeneren havde haft ret, det VAR en god vin. hun mærkede alkoholens varme brede sig i kroppen, og nød den boblende fornemmelse i ganen (ja, sådan får jeg det, når jeg drikker vin xD)
Hun satte forsigtigt det fine krystalglas på bordet. Hun havde ikke sluppet Rex's hånd imens hun drak. Det var utrolig beroligende at vide, at han var lige dér, inden for hendes rækkevidde.

"Skal vi danse? jeg skulle mene at de var en ganske god danser, hr. Eric. eller husker jeg forkert?" hun smilede, og strøg blidt hans hånd. Jo, en rigtig dans ville gøre aftenen helt perfekt.

Ray havde fordybet sig i Yangs udseende. Hendes mund. Øjne. Læber. Kinder. Han kunne kigge på hende i en uendelighed. En tanke ramte ham pludselig; han havde efterhånden været væk fra hende længe, og nu var de sammen igen... Men tænk hvis hun havde mødt en anden? Ville hun så sidde her? Og hvad hvis hun ville. Han lod sine fingre stryge hendes kønne hænder; dels fordi han godt kunne lide at røre hendes bløde hud, men også i et forsøg på at finde en ring. Hvad skulle han gøre hvis han mærkede en ring på en af hendes fingre? Og hvad hvis hun ikke bar en ring, men var lovet væk?
Hans tanker cirkulerede og han kunne mærke nervøsiteten kravle ind i kroppen. Han forsøgte at holde hovedet koldt, og fortsatte sin ring-jagt, imens han dog så hende i øjnene. Det ville være for åbenlyst, hvis han kiggede ned, for at finde sit svar, og så ville det hele nok blive mere akavet. Diskret; sådna skulle det gøres.

"Danse?"
Igen? Ikke at det var et problem for ham, men det ville gøre den igangværende undersøgelse sværere, da han ikke ville kunne undersøge den anden hånd, som hun nu brugte til at drikke vin med. Han trak på smilebåndet.

"Smukke frøken, at danse med Dem ville være som at ... danse med en gudinde." han rynkede næsen. "Men det ved du jo. Jeg må finde på nogle nye sammenligninger."
Han lo og hjalp hende på benene, for derefter at føre hende ud på dansegulvet. Med hendes hånd i sin, og armen om hendes spinkle krop, gav han sig til at føre hende rundt på gulvet, iblandt de få andre par, som ligeledes valsede omkring. Han var ikke en ringe danser, men bestemt ikke en mester. Det var han ganske klar over selv. Selvfølgelig.

Han ønskede ikke at snurre hende rundt. Dansen var derfor langsom, blid og rolig. Han så kvinden i øjnene. Så smuk. Som en gudinde.
"Smukke frøken Yang, jeg har tænkt mig at kysse dig nu." advarede han, med en mild stemme, før han lænede sig ind til hende og mødte hendes læber i et lidenskabeligt kys. (blah!)