I det gamle hus, Charles Walse bor i, kommer der et større brag, og røgen, kan man se, fylder snart hele huset. Døren går op og en fortumlet ældre mørklødet herre i lysebrun skjorte og grønne posebukser vakler ud. Hans ansigt er dækket af sod, og han mangler det højre øje. Han ser forvirret på de forbigående, og falder bevidstløs om i sneen.

Røgen kunne ses flere kilometer væk som en sort fugl af død.
Det var dog ikke nødvendigt, for Renatika stod kun få meter væk da eksplosionen lød.
Efterhånden havde hun lært at ignorere sådanne hændelser, især når det var koldt og sent på aftenen og hun for en gangs skyld havde penge nok på lommen til at få et værelse at sove i og noget mad i maven, men der var et eller andet over lige præcis dét brag der fik hende til at stoppe brat op og stirre. Så vidt hun vidste var det hverken en alkymist eller læge eller nysgerrig magiker der boede i det nu rimeligt ødelagte hus, men nærmere en person som de fleste beskrev som en 'fredelig, gammel mand'. Den selvsamme mand der nu vaklede ud, endnu mørkere i ansigtet end normalt og rimeligt omtåget.
Og som gik i omkuld i sneen.
Pigen lagde hovedet en anelse på skrå og klemte de forskelligfarvede øjne sammen i mistro.
Hun burde egentlig vende sig om og gå. At blande sig ind i situationer lige præcis som denne her førte aldrig noget godt med sig, og passede hun ikke på ville det bare ende med at hun heller ikke fik mad og fred i aften. For alt hun vidste kunne den ældre herre være mentalt ustabil. Eller tilbøjelig til at angrebe hvem der nu kom tæt nok på. Eller have flere eksplosive genstande på sig. Den sikreste, fornuftigste løsning ville være at dreje rundt på hælen og skride igen.
Rentika sukkede og strøj et par vildfarne hår væk fra øjnene, før hun begyndte at jokke igennem den tynde sne.
"Oi," hun standsede inden for rækkevidde af den ældre mand og gav sig til at betragte ham overvejende, "Hr.? Kan De høre mig?"
Hun skuttede sig lidt i kulden og hev den tykke jakke tættere omkring sig. Hun havde muligvis mødt fyren før, men chancerne for at han kunne huske hende var små. Stik-i-rend-drenge og -piger var der måske en del af, men hvor deres kunder havde de ingen ansigter. Selv ikke dem med underlige øjne.
"Hr.?" Hun puffede lidt til ham med en hullet støvle.

Den gamle mand rørte på sig ved sparket, hostede, og spyttede en klat blod ud.
Han rejste sig langsomt, og så ud som om han nemt kunne falde om, hvis det skulle være.
Han kiggede på pigen, der havde sparket til ham med en anelse mistro i øjnene, men også en anden følelse kunne ses, men dog ikke tolkes. Manden hostede og sagde "Tak, for at vække mig" med en tør stemme. Han kiggede over på huset, der nu var i værre stand end ellers, og bandede lavt, mens han rystede på hovedet. Han kiggede på pigen og spurgte "Vil du hjælpe mig med at få orden på huset? Jeg har ikke flere eksplosive væsker på mig, bare rolig."

"Uh ..."
Renatika skævede lidt til det halvt nedbrændte hus, så til manden og endelig videre ned af gaden i den retning hun havde været på vej i. Hendes hænder falmede uvilkårigt om den for en gangs skyld ikke tomme pung i sit bælte, og nærmest som på kommando steg en let knurren op fra maven. Lettere utilfredst gjorde hun en grimasse.
Med et sløvt udtryk i øjnene betragtede hun den lille klat blod der lå og lyste rødt op i sneen. Fyren var tydeligvis i dårlig stand. Chancerne for at han ville kunne overleve at gøre sit hus i stand alene var små. Egentlig var der ikke særlig stor sandsynlighed for at han ville kunne holde sig stående på begge ben hvis pigen gik fra ham. De spredte par mennesker der kunne skimtes rundt omkring dem lod i hvert fald ikke til at være særligt ivrige efter at hjælpe. Typisk, egentlig. Ikke fordi hun ikke selv mest af alt havde lyst til at vende sig om og gå.
Men så igen. Manden virkede ikke rigtig oven i hovedet, men en person der kunne frembringe så stor en eksplosion havde muligvis nok penge til at kunne tilbyde hende en belønning. Med den desperate form for logik gav Renatika et skævt smil fra sig.
"Det skal jeg nok, hr."
Forsigtigt haltede hun hen mod de stadig rygende ruiner og gav sig til at studere resterne, lidt på bar bund omkring hvor hun skulle begynde. Hendes knæ var stadig ikke stærkt nok til at klare løftearbejde.
Støn. Hun kunne have siddet på kroen med et varmt krus øl lige nu.

Charles vralter hen for at hjælpe pigen. På vejen derhen rører han ufrivilligt sit manglende højre øje. Hans venstre bliver et kort øjeblik vådt, men han blinker det hurtigt væk. Han skynder sig derhen, spytter hurtigt en ny mindre klat blod ud, og går igang med at hjælpe, give råd til, hvor tingene skal være, og forsøger at støtte pigen, når hun har problemer.
Han mumler på et tidspunt "Tak". Han glæder sig over hjælpen og sit førtidige arbejde, der gør ham mere i stand til dette.
Arbejdet tager længere tid end forventet, og kulden og sneen gør ikke arbejdet lettere. Men han klør på, og da huset ser nogenlunde ordenlig ud igen spørger han "Vil du gerne have et måltid mad på kroen? Jeg giver."

Renatika kan ikke lade være med at gå og bande indvendigt hver eneste gang en træbjælke ikke vil som hun, når hun træder med den tyndslidte sål i en bunke knust glas, eller når den fremmede mand forsøger at hjælpe hende og hendes forsvarssignaler bimler af helvedes til over at han er for tæt på. Gentagende gange er der en indre stemme i hende der muggent spørger hvorfor hun ikke bare skrider, men som regel holder den mund når pigen ser snittet til at stoppe en lille værdigenstand eller et par rav i lommen så snart den gamle ikke kigger. En enkelt gang stopper hun op og er lige ved at fortryde. Mandens hus er lige brændt ned. Det sidste han har brug for er nok at blive plyndret.
Nå. Synd. Hun har sine egne problemer at tumle med, og hun hjælper ham jo alligevel, ikke sandt?
Desuden viser det sig at være det hele værd.
"Vil du gerne have et måltid mad på kroen? Jeg giver."
Pigens mundvige trækker op i et diskret smil i det hun ivrigt nikker og takker ærbødigt nok til at den dårlige samvittighed over at hugge fra fyren forsvinder. I et kort øjeblik vender hun situationen i hovedet, men kommer frem til at risikoen er værd at løbe. Selv med et ødelagt knæ kan hun slå fra sig hvis han prøver på noget.
Og hvor tit er det lige man bliver tilbudt et gratis måltid mad når ens sociale status svarer til en klat mudder?
"Må jeg have lov at spørge om Deres navn?" kommer det alligevel fra hende, noget mere høfligt end hun føler sig. Sine manerer kan hun dog stadig stille op, mudder eller ej.

Charles kommer med et grin, hvor man kan se de brune tænder, kradser sig på hagen og svarer: "Mit navn er Charles Dawson Walse, men du kan bare kalde mig Charles."
Han begynder derefter at kigge huset igennem for sine penge. Han finder nok til mad for to til kroen, men bemærker dog, at han mangler nogle penge. Han kigger flygtigt på pigen, men tror ikke hun har taget noget. "Hvad er dit navn unge frøken", spørger han med hovedet nede i en kommode for at finde oversete ravstykker. Hans hoved dukker op og putter to ravstykker i lommen og kigger smilende på pigen.

"Tessa."
Svaret kommer helt automatisk og uden tøven. Det er efterhånden lang tid siden at Renatika har oplyst sit rigtige navn til nogen, ikke siden hun opdagede at folk hun havde pisset af havde meget nemmere ved at finde hende når de ikke bare ledte efter en tyvetøs med et særpræget udseende, men også et letgenkendeligt navn. Og hvem ved - Charles lader til at være venligt stillet nu, men hun har for vane at ændre folks opfattelse af hende rimeligt hurtigt. Hun er egentlig ikke helt sikker på hvorfor.
"Rart at møde Dem, Charles," tilføjer hun høfligt og skutter sig lidt i aftenkulden. Hænderne føles stive og frosne efter arbejdet, men alligevel ser hun ikke voldsomt meget frem til at få dem tøet op. Der er ikke så meget tvivl om at mindst tredve splinter fra træbjælkerne allerede har sat sig fast i hendes fingerspidser.

"Jeg er da også glad for at møde Dem, frøken Tessa". Charles smiler, og kigger hende i øjnene og prøver at granske hendes følelser. Hun virker som en del af tyvepakket for ham, men dog kan han ikke forstå, hvis hun er, da hun var så behjælpelig. Han vil også gerne give hende en chance, hvis hun nu er en del af pakket, og hvis hun har brug for hjælp, vil han gerne hjælpe hende på bedste vis. Han hoster og siger "Jeg går hen på kroen. Mit tilbud står stadig ved magt, så du kan følge med, hvis du vil." Han vender om, og begynder langsomt at vandre gennem sneen hen imod kroen.

Om hun vil.
Renatika skæver en sidste gang til det forfaldne hus og spekulerer kort over hvad der kunne have forsaget eksplosionen før hun skutter sig lidt og lunter i samme retning som Charles. Hun har ikke specielt meget lyst til at tænke over det nu, for at være ærlig. Kulden fra den tidlige sne borer sig op igennem de tyndslidte støvler og videre op af rygraden, og resten af tøjet yder ikke meget mere varme. Et tilbud om at få noget mad og drikke i kroppen har hun ikke tænkt sig at sige nej til. Desuden, måske er manden villig til at fortælle hvis man får hældt nogle øl i ham.
Om ikke andet har hun penge nok til at leje et værelse nu. Et tilfredst smil breder sig på de blålige læber i det hun forsvinder rundt om hjørnet, i hælene på sin bidragsyder.

//out

(Åben tråd. Alle kan joine)
Charles trådte ud på gaden. Hans øjne er rødsprængte, og hans ansigt er dækket af sved, og hans øjne lyste meget, på trods af deres rødsprængthed. Han trasker ned på gaden og råber "Jeg har det! Jeg har det!" Han virke tydeligvis meget glad eller beruset. Han bliver ved med at råbe.