(Undskyld det tåbelige navn og det korte indlæg.)

Vejret var ulideligt. Det havde været bedre da sneen lå i bunker på hvert gadehjørne, for selvom det havde været smerteligt koldt, havde smerten været konkret. Og konkret smerte kunne man ignorere. Vejrets trykkende varme var dog bare en plagsom irritation, der pressede og maste, til der ikke var meget mere liv tilbage i de uheldige mennesker, der fandt sig selv ude i sådan et vejr. Ikke at der var mange af dem tilbage; det trak op til storm, og alt tydede på at det ville blive en kraftig én.
Yumikasake kiggede ind af et vindue på et rum, oplyst af en stille pejs. Der var placeret to store lænestole på et firkantet gulvtæppe, og stolene kastede lange firkantede skygger. Hvis der var nogen mennesker, kunne de ikke ses. Måske sad de i stolene og nød varmen, men vejret taget i betragtning var det usandsynligt. Det sandsynlige var at de bare havde tændt op i kaminen, og efterladt ilden til at løbe sin egen gang, for til sidst at dø ud. Det var let nok for dem; de havde træ i overflod, og det ville blive intet problem at tænde et nyt bål efter det første var dødt. Yumikasake nikkede anerkende til den kæmpende ild, vel klar over hvordan det føltes. De ansvar, der havde gjort ham unik og funktionel for andre, var for længst blevet taget fra ham. Det eneste han var blevet efterladt med var det bittersøde minde om ild, men selv ikke dette havde været nok til at få ham igennem vinteren. Han havde lagt sin lid til had og vrede, men nu hvor vinterens kulde var overstået, virkede varmen blot kvælende. Han stak hænderne i de lasede lommer og gik videre gennem de mennesketomme gader, uden rigtig at vide hvad han lavede her. Byen var ikke længere hans distrikt, og han var en jaget mand. Han stak hænderne dybere ned i lommerne.