Ethelihn skubbede køkkendøren op ind til et rum med et stort bord i midten til spisning og madforberedelse og skabe og skuffer i massevis langs vægende. I væggen længst fra hende var døren ind til spisekammeret; et bidende koldt rum, hvor maden kunne holde sig. Rummet var oplyst af fakler på nogle få pletter bar væg, men trods belysningen, var der ikke særligt lyst og venligt.

Ethelihn snor sig uden om det store midterbord med kursen mod spisekammeret, hvor hun hentede noget mad. Hun var hundesulten af fuldstændigt uvisse årsager, så hun havde listet sig ud ad sit værelse og ned til køkkenet gennem gange og ned ad trapper i en uendelighed. Og det var koldt, da hun kunne var iført et par tynde, mørkegrønne satinbukser og en ærmeløs, lysegrøn kjole med høje slidser også af tyndt satin. Om livet havde hun snoet et sort, rødkandtet bælte indtil flere gange for at holde tøjet på plads. men i det mindste varmede skoende lidt, da de var af mørkebrunt læder.

Hun tog en skab kniv fra en krukke og begynde at skære nogle stykker af en hentet pølse. Hun stoppede et i munden, tykkede færdig og slugte det. Ikke dårligt, men det mangler altså noget krydderi... tænkte hun, og forsvandt på ny ind i spisekammeret efter en anden pølse.

Slentrende skridt bryder den tavse gravkammerstemning i krypten, og ind ad døren til køkkenet træder en ung mand. Håret er lyslilla og pjusket, øjnene grå og opmærksomme. Cazz ser sig omkring i køkkenet, og skærer ansigt af maden på bordet. Klamt. dødt kød, stoppet ind i dyrets egen tarm. ad.
Han hører skridt, og skynder sig ind i en skyggefuld krog, perfekt egnet som gemmested. Han lægger armene over kors, og venter vagtsomt, på hvem der så end havde været i spiserummet.
Måske kunne han få sig en bid mad? han var godtnok ikke meget for soldat, de var så seje, men lidt adspredelse skule man vel have, og han havde ikke fået menneskekød i flere måneder.
Da Ethelihn kommer tilbage fra spisekammeret (for det regner jeg med at hun gør? :3) Lykkes det Cazz at liste sig lydløst om bag hendes ryg. Meget imponerende, når man tænker på de store støvler han har på.
Han hæver en hånd med en funklende kniv i, men standser op, da han ser kvindens hår. Havde han ikke set det før...? Jo, nu huskede han det, hun var vidst en fyrig tøs. Han lægger kniven lydløst tilbage i sit bælte, og smiler sit drillende, charmerende smil.
"Jamen halløjsa! længe siden, hva?" Ler han, og læner sig forover, sådan at han ville blive synlig for Ethelihns øjne..

Mens Ethelihn stod med den skarpe kniv og snittede et nyt stykke pølse, fornemmede hun noget bag sig. I denne kulde kunne et væsens kropstemperatur fornemmes tæmmeligt tydeligt. Den svage vejrtrækningen bekræftede tilstedeværelsen af en anden. Hun greb umærkeligt fastere om kniven. Ingen skulle snige sig om bag hende uden at få høvl for det. Pludselig talte væsnet med en stemmen hun til enhver tid kunne kende. Nå, så han vover at komme valsende herned! Der var en million grunde til hvorfor, det havde været en rigtigt dårlig idé. Han var ikke en del af Mørkets Lords elite, så bare for at komme ind på grunden ville han blive smidt i kælderen. Han havde vovet sig helt ind i bygningen, hvortil straffen var endnu værre. Og hvordan fanden er han slubbet forbi vagterne!? For ikke at nævne, at han vidste Ethelihn holdt til her, og han prøvede ikke engang at undgå hende.

Hun snorede grund og stak den store kødkniv op til hans strube. "Hvad laver du her?" viskede hun af undertrykt raseri. Hun følte en inderlig trang til at skære hans strube over, men så ville han ikke føle smerte ret længe - og des uden brød de andre sig ikke om rod i køkkenet. Hun gad i hvert fald ikke rydde op efter sig.

"vi kom vist lidt skævt ind på hinan...Hey, roolig nu, putte!" Siger cazz afværgende, og løfter hænderne. Fyrig? jo det tør siges. Hans blik går fra Ethelihn til kniven, og tilbage til Ethelihn igen. Han smiler smørret, og lægger beroligende en hånd ved Ethelihns håndled.
"Jeg skal nok fortælle hvad jeg laver her, men er du så ikke sød at lægge kniven fra dig?" Hun virkede en smule bitter. Gad vide hvorfor?
Cazz træder et skridt tilbage, så hans strube ikke længere er presset imod kvivsbladet. Han læner sig op af bordet bag ham, og lægger armene over kors. Hans hud lyser ganske svagt gråt, et tegn på at hans evne er aktiv. Ethelihn skulle virkelig være stærk for at få en kniv gennem hans hud nu. Men det vidste hun selvfølgelig ikke, idet hun jo aldrig havde oplevet hans evner før.
Cazz skærer ansigt af pølsen, og holder sig for næsen.
"Føj, hvordan kan du spise det der? det stinker jo i hele køkkenet!" udbryder han, og skærer tænder (han har en meget stærk lugtesans :) )

Ethelihns øjne skyder bogstaveligt talt lyn, kald mig putte en gang til.... Hun bidder tænderne sammen. Med hendes temperament kræver det en del selvkontrol ikke at eksplodere. Da Cazador rører ved hendes håndled, skyder en voldsom kvalmefornemmelse op i hende. Hånden bliver revet ud ad Cazadors greb med kniv og det hele.
Ethelihn kaster den temmeligt drabelige kniv rundt i hånden, mens hun utålmodigt venter på, Cazador sætter sig på køkkenbordet og bliver færdigt med at sige noget om, at han hadede pølser. Med et grumt smil og kniven stadigt flyvende rundt i luften svarer hun: "Så meget desto bedre, at den er her. Og giv mig så én god grund til, jeg ikke skulle grille dig på stedet!" Det er tydeligt, hun er vred, selvom hun ihærdigt forsøge at tøjle raseriet.

(Har jeg sagt, hvorfor hun er vred^^)

Cazz løfter et øjenbryn, men fortrækker ellers ikke en mine, da kniven pludselig flyver rundt.
"Pas på med den dér.. du skulle jo nødigt komme til skade" Mumler han, og undertrykker et gab. Hele hendes 'åh-jeg-er-så-vred-over-at-du-skar-mit-hår-over-raseri' var begyndt at kede ham. Han slog sit bedste ligeglade ansigtsudtryk op, og begyndte at skridte lidt rundt i lokalet, mens han studerede de mange redskaber og råvarer.
"Grille mig? Undskyld mig, kære frøken, men jeg er faktisk blevet tilkaldt. Jeg skulle åbenbart 'studeres'. I har nogle temmelig mærkelige vaner i den har knaldhytte" Ler han, og tager en af sine sølvskinnende dolke op.
"Nå, men det korte og det langer er, at jeg blev sulten. Men jeres spisekammer er ikke så imponerende. Har I ikke nogle fanger eller nogle dyr? jeg er ved at gå til at sult" Hans tjavsede hår hænger ham ned i øjnene, da han sender Ethelihn et 'regn-det-selv-ud-blik'.. han smiler kort, og fortsætter sin beskuelse...

Han er blevet hvad?! Det var dråben. Kommentaren om, at hun jo kunne komme til skade - hun vrængede ansigt indvendigt ved de ord - havde været slemt nok, men at idioterne, som hende overordnede ville blive kaldt de næste par minutter, havde så meget som overvejet at ansætte det skravl! Den flyvende kniv fløj nu i en helt ny retning, nemlig direkte mod Cazadors ryg (gr ud fra han står med ryggen til nu^^) i en fantastisk fart. Ethelihn var selvfølgelig stadig fuldstændigt uvidende om Cazadors panserlignende egenskaber, men knivens hastighed ville under alle omstændigheder forøge dens slagkraft.
Hurtigt bevægede hun sig tilbage til sin post ved krukken med diverse skæreredskaber og ventede. Kniven havde en glimrende retningen, men ikke desto mindre kunne hun være uheldig, at han bukkede sig eller noget andet ånssvagt. Det skete jo selv med hendes boldøje. Gid den rammer, gid den rammer!

Cazador stod og betragtede det, med hans synspunkt, triste spisekammer. Han skævede ud i krypten, da han mærker noget stift og spidst ramme sin ryg, for derefter at falde til jorden med et brag. Han vender sig om, og sparker kniven væk med hælen af sin støvle.
"Du tabte noget min kære" klukler han, og står i næste nu ved Ethelihns side. han griber fat om hendes håndled (?) idet hun vender sig imod knivblokken.
"Heyheyhey! hør nu.. jeg er ked af det med dit hår, me det var rent selvforsvar! desuden, så er du ret så attraktiv med kort hår" Han smiler overbevisende, og slipper hendes håndled.
Med en glidende bevægelse, som et overnaturligt rovdyr på lur, trækker han sig tilbage, ind i skyggen fra den kolde mur. han betragter betænksomt sine fingernegle, og puster en tot hår væk fra ansigtet.
"Jeg tror vi er kommet skævt ind på hinanden. det har aldrig været min intention at fornærme dig eller dine... madvaner" han skæver til pølsen, og vrænger på næsen.
"folk er forskellige. Men jeg vil ikke acceptere et sådant had fra din side, blot fordi vores første møde var i en arena"
Cazz havde en følelse af snart at skulle skubbe brillerne på plads på næsen, men tænkte ikke videre over det. enhver vidste, at lange og indviklede ord gjorde en sag meget lettere at vinde. Især hvis man vidste hvad de betød.

Hun river sit håndled løs fra Cazadors greb og overvejer kraftigt at svinge en lussing lige i synet på ham, men hun lade være af to årsager: Hun forsøger at holde sit hoved koldt, og så flyttede han sig lige et øjeblik for hurtigt. hendes brystkasse bevæger sig hurtigt op og ned, mens hendes blod begynder at dampe af. Det var lidt for tæt på kogepunktet. Hun lukker øjnene et kort øjeblik i koncentration, lægger armene over kors og åbner dem igen. Så ser hun på sin kommende kollega. Det må jeg vil lære at acceptere, tænker hun grundigt irriteret, men hun har ikke tænkt sig så meget som forsøge at blive venner med ham. Hun vender øjne og stirrer udtryksløst frem for sig.
Så kniber hun øjnene sammen og kigger på Cazador med sine to laserstråler. "Du har stadig ikke fattet en skid, har du din fladpandede lille lus?" Egentlig er det ikke et spørgsmål, men med den måde, Cazador forsøger at komme på god fod igen, forventer hun alligevel, han spørger til det. Hvis men så på Ethelihn nu, ville man tro, at der kom træk et sted fra. Det ser i hvert fald ud som om, hun har vind i sine korte hårlokker. Egentlig er det bare en advarsel, for hendes hår har en tendens til at vibrere, når hun ikke ligefrem er i sit muntre hjørne.

Cazadors smil forsvinder kort, da hun 'fornærmede hans eksistens'. Hans øjne bliver smalle, og et opgør i blikkene begynder- hvem ville først bukke under?
Cazz fastholder Ethelihns blik, mens han brummer lavt;
"Hør her putte. Jeg ved udemærket godt at det ikke er en helt almindelig frisure du har dig der. Men jeg ville vare min mund hvis jeg var dig. Du skulle jo nødigt ende med at blive fuldstændig raget!"
Cazz fugtede sine læber, og løsriver sig fra Ethelihns blik. Han har fået nok af legen, allerede. Hans tålmodighed er ikke den største, medmindre det angår en jagt. Men... er dette egentlig ikke også det?
Cazz betragter Ethelihns medusa-lignende hår, og hæver et øjenbryn. de var under jorden. Der var ikke den større sandsynlighed for at dét der var vinden der lavede løjer. Cazz øjner at Ethelihn ikke er i det bedste humør, og træder ud fra hjørnet. Det var nok ikke det bedste sted at befinde sig når der var et arrigt kvindemenneske foran en.
"Såh.. kan du ikke være en skat og vise mig hvor jeg skal gå hen? Det er jo ikke til at finde rundt i denne hersens hytte.." smiler han, somom intet er hændt. han tager et par skridt hen imod trappen, med mine til at gå. hun skulle nok bare køle lidt ned, det hysteriske kvindfolk.

Ethelihn tog kampen op og var den sidste til at give efter. Egentlig var det ikke hendes mening at lave det til en konkurrence, men hun ønskede ikke at tabe noget så latterligt. Advarslen om en kronragning gav i øvrigt endnu en bevægelse i hendes hår, da små fine lyn knitrede igennem fibrene fra rod til spidst en enkelt gang. Det lød næsten som en slanges advarende vislen. Gid han var blevet ramt af min energikugle! tænkte hun efterfulgt ad diverse passende eder. Så havde han måske vist mig lidt mere respekt. På den anden side er et jo hans eget problem.

Egentlig havde Cazador ganske ret i, at hun bare havde brug for at køle af. Men hvad angik ham, så var det langt lettere sagt end gjort. Efter Ethelihns mening var det, Cazador havde gjort, noget nær utilgiveligt. Det ville tage lang tid før de kunne have en rimelig samtale. Hun gennemgik sine årsage i hovedet til at ville hakke Cazador i småstykke, og først derefter ser hun på ham. "Jo, selvfølgelig," svarer hun smilende og lader de krydsede arme falde - som om intet var hent. Det var helt klart noget galt, men om der direkte var fare på færre var svært at sige. Da Ethelihn var nået hen til Cazador ved døren, stoppede hun brat op og vente sig mod Cazador. "Lad mig lige understrege noget. Du har overhovedet ikke fattet pointen, og jeg tvivler på, at du nogen sinde vil forstå det med din intelligens og ufatteligt dårlige indsigt i andre mennesker," vislede hun. "Og du burde have mere respekt for mig. Jeg har været her meget længere end du, og jeg har flere mennesker her at støtte mig til. Det er muligt, du personligt blev udvalgt, men det gjorde jeg også - og Mørkets Herre tåler ikke respektløshed." Det, hun mente med den lille bemærkning, var, at af de to ville det bliver ham, der røg ud først. Så langede hun pludselig ud efter hans hals for at tage kvælertag med sin venstre hånd og sende energibølger gennem ham. De ville ikke give fysiske skader som brændsår o.l., men de ville bestemt heller ikke være behagelige, for de ville forstyre de normale nervesignaler ud til musklerne og give temmeligt ubehagelige kramper. Så vippede hun hovedet på skrå med et sukkersødt smil. "Sagt på en anden måde så selv du kan forstå det... Du er ikke nær så speciel, som du åbenbart selv tror. Jeg ville skrue gevaldigt ned for selvhøjtideligheden, hvis jeg var dig." Så slap hun taget (hvis hun har fået fat?).

Cazz trådte til side, da hun gik frem, som en lille 'damerne først-gerning'. Måske hadede hun ham, og syntes han var et kvaj, men det ændrede ikke i Cazz's opfattelse af, at man skal behandle kvinder, som var de små dun i en sommervind. Han smilede venligt, da hun trådte forbi, men smilet blev forvandlet til en smertelig grimasse, da Ethelihns nervestråler ramte hans øverste nakkehvirvler, og forplantede sig ned igennem hans krop, indtil han faldt på knæ i voldsomme kramper, der varede et par minutter.
Han så op på ethelihn med sammenknebne øjne. den kvinde var vidst en undtagelse fra hans regel.
Han tog en dyb indånding, for at få ro på sig selv, og hørte slet ikke hendes voldsomme plabren om respekt og værdighed. Da han fik kæmpet sig på benene, ville Ethelihn, hvis hun kiggede grundigt efter, kunne se et lille mærke på hans hage, som hvis han havde tegnet sig med en kuglepen i alt eftertænksomhed.
Hvad Ethelihn højst sandsynligt ikke vidste, var at Cazz's anden evne nu var trådt i værk. Ganske vidst kunne han nu ikke bruge sit kropsskjold, men det forvandlede ham til en dødbringende jæger, der med et bid placeret det rigtige sted kunne dræbe Ethelihn på stedet, eller ihvertfald give hende voldsomme mén for livet. Dog var det første mest sandsynligt.

Cazz sukkede, og pustede noget af sit blondlilla hår væk fra øjnene. Det kvindemenneske irriterrede ham voldsomt- men han var nødt til at være snedig for at få ram på hende.

"Der kan man se" sagde han og strakte sig.
"Jeg syntes nok at du så fyrig ud. Jeg havde dog aldrig forestillet mig, at luften imellem os ville blive så... elektrisk. Nå, vil du følge mig til din leder af det her sted, eller har du tænkt dig at lukke flere forbandelser ud over mig?" Han så på hende med sit bedste 'hvorfor skændes, når vi kan være venner-blik' og smilede skævt. Det gjorde ondt i alle hans muskler, da han lavede en gestus med sin højre arm imod mørket ovenover dem.

Ethelihn frydede sig noget så gevaldigt over Cazadors smerte, men man kunne vel heller ikke forvente andet. For øjeblikket havde hun fået stillet sin hævntørst - ikke mindst efter at hævne sig over Cazadors irriterende høflighed. Hun ville meget gerne fjernes fra den liste af mennesker, der skulle behandles som hjælpeløse små børn. Kun folk med titler behandlede hinanden på den måde. Hun brød sig ikke meget om børn, adelige hørte ikke til hendes favoritmennesker, og folk, det opførte sig, som var de adelige, var ikke meget bedre.
Ethelihn lagde afslappet armene over kors og smilede velbehageligt. Hun havde ikke lagt mærke til den nyfremkomne streg på Cazadors hage. Hvis hun havde set den, havde hun også været ligeglad. Men hun havde nok været lidt mere på mærkerne, hvis hun havde vidst, hvad den betød. På nuværende tidspunkt ville hun i hvert fald blive meget overrasket over et bid. Hun ville per refleks give Cazador så meget stød, hun overhovedet kunne præstere. Hvis han ikke gav slip, ville det for dødelige konsekvenser ikke bare for ham, men også for Ethelihn. Selv uden Cazadors bid, ville hun være færdig, hvis ikke nogen kom hendes til hjælp. Når hun brugte så meget af sin energi, at det kunne dræbe et andet væsen, var hun umådeligt tæt på at tappe sin egen livskraft fuldstændigt. Hun kunne slå ihjel med et enkelt slag, men det var og blev hendes nødvåben.
Hun skævede kort til Cazadors udstrakte hånd, der ikke så ud til at have det for godt med den bevægelse. "Nej, jeg vil ikke føre dig op til ham," svarede hun køligt og skarpt, som et færdigt sværd, der lige var blevet kølet af i iskoldt vand. Hendes venstre mundvig trak sig lidt op, så aret på hendes kind foldede let. Ar var som bekendt ikke lige så fleksible som almindelig hud. Og heller ikke nær så kønne... "Men jeg kan fortælle dig, at du skal gå ned for enden af gangen og op ad trappen til anden sal. Dén store dør er ikke til at overse." Det lød som om, der lå et eller andet under hendes 'venlighed'. Gid han går op og vækker Mørkets Lord, så han kan blive smidt på porten med det samme. På trods af sin ikke særligt høje agtelse for Cazador, regnede hun ikke med, han var dum nok til rent faktisk at gå derop på denne tid. Men han kunne bare vente sig, hvis han gjorde det.
"Nå, du må hygge dig," sagde hun på den mest irriterende og samtidigt venlige måde, man nu kunne forestille sig. Naturligvis mente hun ikke et ord. Det viste hendes handlinger tidligere på aftenen med al tydelighed. Efter at have givet Cazador et par 'kærlige klap' på kinden til afsked, vandrede Ethelihn op til 1. sal og sit eget værelse.

//out

(fordi jeg er træt og vil slutte tråden forholdsvis hurtigt: )

Cazz himlede med øjnene, da ethelihn hersede forbi. Han havde aldrig mødt så nærtagende,lille... mide før. aldrig. ikke om han nogensinde ville stå under den forfængelige tøs, og slikke hendes adelige røv, blot for at undgå at være lidt jaget. jagt gav spænding i tilværelsen,så hvorfor ikke? og når man har gift som en kobra (eller værre) bekymrer man sig ikke om en smule soldater. tværtimod. Så da ethelihn drejede omet hjørne, glider Cazz lydløst ud af vinduet og sniger sig væk fra borgen.

//OUT