Et træ, hvis rødder rager utroligt højt og langt op, danner den perfekte lille hule, for et 8-årigt barn. Rødderne gjorde det hele lidt uhyggeligt, men dannede også et stærkt underlag, så man ikke sank ned i sumpen når man sad der.

Voodoo sad på en stor gammel rod ude foran hulen. Hun viftede lidt med en stor fjer, der var bundet fast til nogle muslinger. "Woo-ag-baau..." mumlede hun og rystede bundet lidt. "Woo-ag... Iiih! Hvorfor virker det ikke?" klagede den lille pige stemme. Hun skubbede det guld-blonde hår om bag øret og betragtede bundet af voodoo-ting med de store lyserøde øjne. Hun stirrede på det og så derefter på træplanken der stod ved hendes side, "Det virker ikke. Hvorfor virker det ikke?" spurgte hun og stirrede på det tomme ansigt på træplanken. Derefter vendte hun atter opmærksomheden på fjeren og muslingerne. "Måske siger jeg det forkert.."

Afric så udtil at være faret vild, selvom han dog ikke ville indrømme det, "en dværg farer aldrig vild!" svarrede han altid hvis man spurgte han, og den teori holdt han sig fast til, selvom han jo, inderst inde, godt vidste at han var faret vild.

Han stoppede op, foran et træ, ligesom alle de andre træer, og lagde sjovt nok ikke mærke til pigen der sad der, han prustede, og begyndte at snakke med sig selv. Ja det var en underlig vane, men når man levede som han gjorde, så havde man ikke tonsvis af venner, og havde derfor ikke nogen at snakke med, udover sig selv naturligvis! And so he did.
"Baah! Det er ingen nytte til... den her sump ... skov... hvad end det er! Jeg finder ALDRIG ud, forbandet være vejskilte!" Men forbandelser og fornærmelser sløj fra ham, dumpede han ned på rumben, hvor han satte sig, ventende på at en åbenbaring skulle kom til ham, og mens han sad der, fandt han sin pibe frem, den hjalp ham med et tænke, begrundede han, hvilket var en løgn, men ... alligevel?

Voodoo stirrede på fjeren og overvejede om bogen havde sagt en ugle fjer og ikke en due fjer... Det der med at læse. U og u. Ugle eller due. Der var u i begge dele. Hun rynkede næsen og sukkede. Hun hang fjeren og muslingene på en gren ved hulens indgang og skulle til at klage opgivende til brættet, da hun hørte en stemme. Et øjeblik stirrede hun vantro, først på brættets tomme ansigt, dernæst på den lille voodoo-dukke der hang ned fra 'loftet' med et sagligt smil og først derefter rundt i landskabet. Det skulle lige gå op for hende at det hverken var planken eller dukken der havde talt.
Hun kravlede op på en træstub og kiggede rundt. Og da så hun ham. Eller den. Hun stirrede på den lille mand - for en mand det var det. Han havde skæg og hår og så brummede han som kun mænd kunne brumme. Hun stirrede på ham, fra siden. Ganske interesseret og nysgerrig, som hun nu var.
Hun overvejede kort hvor meget højere end hende han kunne være, og konkluderede: lavere. For lav, det var han. Hun gloede på manden med store øjne. Hun havde aldrig set sådan én før.
"Hvem snakker du med ?" lød det, meget pludseligt og meget højt fra hende. Hun lænte sig lidt fremad. Det blonde hår lyste næsten blandt de mørke farver og sumpens skygger. Hun stirrede på ham med sine store, barnlige øjne.

Det gav et gip i ham. Hans naturlige evne for at imitere større og svulmende evner blussede op i ham, mimicry... gud hvor havde det reddet ham mange gange! "Jeg snakker med mig!" gryntede han mens han kom på benene, og bappede løs på piben, stirrende på hende, underligt nok så havde dværgen faktisk varme og kærlige øjne... nok det eneste ved ham. Hvad i himlens navn hang den tøs der for, og så endda i et træ! Træer var høje, højere oppe end jorden... næææh bliv på jorden, jorden kunne ikke fældes eller lave andre mystiske stunts.. dværge var bygget til jorden, og alene tanken om heste gav dem myrekryb. Han rystede sig og lagde hovedet lidt på skrå, hvorefter han pegede på hende med skaftet af piben, "hvad i alverden laver du der!"

Voodoo fniste en smule af mandens reaktion. Hun så på ham med et stort smil og satte hovedet på skrå, imens hun betragtede ham indgående. Hans øjne var blide, trods hans ansigt så lidt mere... Ja, normalt ud. De fleste mennesker havde spidse, skarpe eller bare generelt onde øjne. Selv Caine. Og Hr. Samson. Voodoo kendte faktisk ikke andre end sig selv, der havde store, rundt øjne. Selv andre børn havde smalle øjne. Voodoo var bare "abnorm".
"Hvorfor snakker du dog med dig?" spurgte hun kortfattet og missede med øjnene.
"Er du da skør?" Voo's øjne fæstnede sig på piben i den lille mands hånd. Hvad i al verden var det for en underlig, rygende ting? Hun skuttede sig en smule da manden pegede på hende med tingen, og i et kort sekund så hun en smule skræmt ud.
Hun greb en gren over hovedet og sprang derefter ned fra grenen, hvorpå hun havde befundet sig. Hun så på ham. Hun var nok omkring 10 centimeter højere end ham.
"Hej! Jeg hedder Jinx! Men min ven kalder mig Voodoo." sagde hun muntert og rynkede næsen en smule. "Undskyld jeg spør', Hr., men hvorfor er du så lille?" spurgte hun og satte hovedet på skrå.

"hvorfor jeg er lille? Prøv og hør her din lalleglade træhopper!" Africs blod var i kog, ikke fordi han hadede barnet, men mere fordi. "Jeg er en dværge... Og mit navn er Afric!" Sagde han, som om det var et krav for overhovedet at eksistere at vide hvad en dværg var! Han skrugede piben tilbage, og bed let i den, som om han tænkte sig dybt om. "Hør her pigebarn... aaah, hvor er vi?" Han kløede sig i det lange hår, som et langt, granit mørkt væv af rosen blomster. Hvad i al verden var det her for en tøs? Og hvorfor var hun ude i en skov, det var da lige godt... Små piger skulle ikke rende rundt ude i skove, og da slet ikke menneske piger! Han bappede let på piben, og lagde hovedet let på skrå, han huskede at være drejet til højre... nej til venstre! ved en ugle rede, og.. lige igennem en lille kø mark... og... hvad da? Men denne pige, eller hvad det nu var, kunne sikkert vise ham ud... ikke?