Et usikkert, men skævt smil var lagt over hendes rosarøde læber under hele turen. Hun var bange for at lægge sin tillid i hænderne på folk, og da hun ikke havde set ham længe, samtidig med at han ikke arbejde eller havde tiltro til Mørkets Lord, så havde hun været bange for at han ville slippe hende i luften. Hun landede yderst forsigtigt ved siden af Cery og et lettet suk forlod hendes læber. Men hun ville ikke indvige ham i hendes tanker, havde hun besluttet sig, selvom hun næsten var sikker på han ville spørge ind til hende. Et lille smil spillede i hendes mundvige, da hun mærkede hans kærtegn mod hendes kind og følte sig et øjeblik helt svimmel. Det var ikke fordi hun ikke nød det, men fordi hun havde oplevet en del hele dagen. Hun lænte sig helt ind til ham, for nærmest at søge ly mod vinden, der herskede heroppe på hustagene.
,,Lad være med at sige sådan noget.." Hviskede hun stilfærdigt. Hun ønskede allermest ligenu et enkelt minutsstilhed, hvor hun ikke behøvede at tænke over noget som helst.

Mirale mærkede tydeligvis ikke varmen fra ham, som hun normalt ville have gjort hvis hun ikke havde magten over elementet ild. Hun mærkede slet ikke årstidernes skiften, hvordan temperaturerne ændrede sig og når han beskyttende lagde armene omkring hende for at varme hende, og for at dække over hendes for den hvinende vind. Hun lod forsigtigt en lok hår glide om bag øret, mens hun lagde kinden imod hans brystkasse, da hun ikke var højere, og den velkendte duft fra ham. Langsomt trak hun sig væk fra ham og satte sig ned på taget med et enkelt smil, mens hun så ud over alle tagene helt hen til Lysets Palads og dets modsætning, Midnatsborgen i den anden ende. Hun kommenterede ikke hans svar, sagde intet overhovedet og lod blot tavsheden være imellem dem og tankerne flyve. Hun havde brugt alt for lang tid på at tage det roligt for tiden, og istedet burde hun være sammen med de andre mørkets krigere. Det var der hendes plads var, men hun ville så gerne sidde her også. Hvorfor skulle det hele være så svært?