Katah fik endelig fat i kaninen, det havde været længe siden hun rigtigt havde været på jagt, i hvert fald efter små hurtige dyr, og her skulle ingen blande sig, her kunne hun jage og spise som hun ville. Sveden løb ned af hendes ryg, som toppen og nederdelen lod være bar, og hun tørrede hurtigt sveden væk fra panden Far havde aldrig været så længe om at fange den, men han var også unaturligt hurtig. Tanken trejfede hende og dte fik hende til at smile, men hun var veltilfreds, det grå blik blev hurtigt vendt mod kaninen, hun strøg en enkelt gang over ryggen før hun brækkede nakken op den, og den blev helt slap mellem hendes hænder.
Hun kiggede sig hurtigt rundt før hun hurtigt pelsede den, og begyndte at spise det rå kød, med strørste nydelse

Et lille stykke fra dette groteske skue, i en tæt busk med små blomsterknopper.
Derunder inde ved buskens stamme, lå et lille glatpelset stinkdyr, med hovedet på de små poter og kiggede ud. Til forskel fra de andre stinkdyr han næsten hele tiden befandt sig i nærheden af, havde denne stinkdyr en lang sort hale uden hvide striber. Det var nok også noget af det eneste der gjorde at Jerik i denne skikkelse skillede sig ud fra de mere normalt udseendet stinkdyr. Da han havde fået af vide at Lysets Dronning var blevet kidnappet og at der var dusør på alle Lysets Krigere, omk de så var døde eller levende. Lige siden da havde han befundet sig i sin stinkdyrsskikkelse. Han havde intet at sige som sådan. Befandt sig hele tiden i nærheden af andre stinkdyr for at virke mindst muligt opsigtsvækkende. Kun en enkelt gang imellem når han så sig sikker på at være alene og i sikkerhed tillod han sig selv at komme over i sin normale skikkelse. Det tækkede på hans magiske kræfter.. Eller.. Det havde gjordt det en del i starten, men nu havde han mere vænnet sig til den lille skikkelse. Grunden til at han nu befandt sig i en skov, var at han forsøgte at finde ud af hvor de andre af Lysets Krigere var. Og ikke mindst Cassa.
De skulle forsøge at få dronningen igen, men det krævede en plan og det krævede også at alle krigerne vidste nogenlunde hvor de hver især var.

Det lille stinkdyr rynkede lidt på snuden, og løftede forsigtigt en lille pote for at klø snudeskaftet.

Katah havde netop færdiggjort sit måltid med tilfreds mine, endnu engang var hun smurt ind i blod og sukkede irriteret. "Hvor det dog sviner!" mumler hun irriteret og tager fat i et i forvelen beskidt skindstykke der hænger ved hendes bælte og tørrer hænderne af, dog kom hun igen til at rivbe det i stykker med sine ukontrollable kræfter, og mumler noget gnavent uhørligt. Da hun er færdig høre hun en lille lyd, det er hendes jagtindstinkt der endnu ikke er faldet til ro, og hun griber hurtigt sit tunge spyd og gå roligt mod Jerik, man kan aldrig vide hvad der ellers befinder sig i skoven

Det stinker også..! Konstanterede Jerik tørt som han rynkede på lugten af det varme blod. Så opfangede hun vidst hans bevægelse. Hurtigt pilede det lille stinkdyr ind bag stammen på busken, forsøgte at gemme sig under nogle tætsiddene grene. Halen strittende faretruende op i vejret, parat til at fyre en ladning 'gas' ud hvis nu den barbariske kvinde skulle vise sig at ville tage hans liv. Som for at gøre sin forkrop mindre, pressede han den del af kroppen ned imod den forårslune jord.

Katah fik med det samme øje på dyret og sprang efter ham med et vildt udtryk i det stålgrå blik, men idet hun fik øje på racen rynkede hun skuffet på næsen "Hmf, sådan én, bittert kød!" mumler hun skuffet og sætter spydet i jorden med en rolig bevægelse, mens betragter det lille skræmte dyr, og griner kort "Mja, vær glad for at du smager så dårligt, jeg er ikke mær endnu!" griner hun, som om den kunne forstå hvad hun sagde. Hun ryster på hovedet over sig selv og kigger hurtigt rundt, alle hendes sanser er vågne, sjældent er hun blevet angrebet mere siden hun kom ned fra Det Nordlige

KJeriks hjerte hamrede i brystet på ham. Hellere forblive i sin dyreskikkelse og opføre sig som et dyr. Andet turde han ikke ved denne kvinde det var en ting der var helt sikkert. Forsigtigt sænkede han halen en anelse og løftede hovedet fra jorden. Så op på hende med de mørke stinkdyrsøjne. Som spurgte han hende hvorfor hun ikke jagtede i en anden del af skoven, eller for den sags skyld købte noget på kroen. Medmidnre hun da selfølgelig var den type der kunne lide at jage. Det var jo ikke helt til at sige.

Hun kiggede på det lille dyr, det var jo meget sødt. Hun kiggede rundt for at se om der var nogle der kiggede før hun satte sig ned på knæ og strakte hånden frem, den var stadig en anelse blodig og duftede metallisk, for dem med god lugtesans. Hendes blik tøede en anelse op "Kom her!# mumler hun lavt, men ganske roligt "Er i overhovedet til at komme i nærheden af?". Endnu engng grinede hun af sig selv Katah, tag dig sammen, du snakker ikke til et dyr, tænk hvis nogle så dig?

Han stirrede på hendes hånd. Hvad havde hun gang i? Var det en del af en plan? Han rynkede let på snuden, tog et par enkelte skridt bagud, selvom de var tøvende. Et ligeså tøvende blik blev sendt til hende. Forsøgte at læse hendes kropssprog. Var hun ok eller var hun bare sindssyg? Det sitrede kort i halen, men ellers var han nærmest stivnet helt op.

(( ooc men.. nuuuurh xDD ))

Hun ryster på hovedet og trækker hånden forsigtigt til sig, det var længe siden hun havde været tæt på et dyr uden at det skulle spises "Årh tag dig sammen, du smager jo ikke engang godt, og dyr slår jeg altså ikke ihjel for sjov mester" siger hun med et grin, og rynker de tynde øjenbryn, nok var hun glad for at slås, men det var kun mod mennesker, og dyr slog hun kun ihjel hvis de skulle spises, eller de var mussestørrelse eller derunder, hun afskyede alt for små dyr.

Forsigtigt. Ganske forsigtigt tog han et skridt frem imod hende, efterfulgt af et andet. Til sidst var han helt henne ved hende og stirrede op på hende med eftertænksomt blik. Hans stinkdyrsinstinkt sagde han skulle stikke af, me hans menneskelige fornuft sagde ham at det kunne være han kunne få noget brugbart ud af hende. Hvis det skulle gå hen og blive slemt kunne han altid anvende sin lysets kriger kraft at forsvare sig med. Det var også mere velfduftende var han sikker på.

Hun smilede og lod roligt og forsigtigt en hånd glide over hans hoved mellem ørerne og nedover ryggen, indtil hun når hans hale "Hvad er det med dig? Du ser da skæg ud!" hun aer ham endnu engang, ganske uviden om hans mennekseligt eksistens, havde hun vidst det, havde hun skammet sig til døde. Hun prøver forsigtigt at liste hånden ind under hans mave og løfte ham op(?) "Hvisdu begynder at lugte, så bliver du megte upopulær!" siger hun alvorligt og betrakter ham ganske roligt, tænk at nogle holdte dyr for sjov, og kaldte dem venner, det ville hun nok aldrig forstå

Han lukkede kort sine øjne under hendes kærtegn. Det var egentligt, forunderligt nok, behageligt. Det hjavde det altid været, fordi han stinkdyrsinstinkt fik det til at føles som om det var en del af den normale sociale pelspleje der fandte imellem stinkdyrflokkene.
Han stivnede derimod kort, gav et enkelt lille sprællen fra sig da hun løftede ham op, men faldt til ro så snart han havde noget at støtte benene imod. Ellers pressede det bare ubehageligt imod hans indre organer. Den buskede hale balancerede fint bag ham uden på nogen måde at virke faretruende.

Hun griner kort af ham og sørger for at han kan støtte benene på hendes arm, hele tiden, mens hun med den anden hånd kæler ham ned over ryggen og nedover halen "Du er lidt sær, er du ikke?" hun snakker til ham, som ville de fleste snakke til en kat. Dog er hun ganske nænsom, da hun endnu ikke har styr på sine enorme kræfter, så hun er hele tiden bange for at knuse ham. Pludselig rynker hun brynene mod den og stopper med et kærtegne den bløde pels Er stinkdyr ikke flokdyr?, tanken havde pludselig strejfet hende, hvorfor var han så alene?

Sær..? du kan da selv være sær.. Tænkte han lettere utilfredst. Han gav en lille snøften fra sig. Så sig om. Hvor pokker var de andre stinkdyr han havde været sammen med blevet af? Forsøgene gav han et lille kald fra sig.. Lagde hovedet på skrå.. Endnu et kald. Der var stille lidt inden et lille spinkelt kald, tydeligvis længere væk svarede ham. Han åndede lettet op. Godt så var han stadig tæt nok på flokken. Men alligevel var han stadig på vagt overfor den stærke kvinde. Hun kunne skam være farlig. Og efter hendes rynkende bryn at tyde var hun blevet mistænkelig over noget.

Idet han gav kaldet fra sig nikkede un forståend, dog undrede hun sig kraftigt over hans reaktion, kunne han forstå hvad hun sagde? Nej, det var simpelthen for sindssygt, nu måtte det da rable for hende, hun havde desuden ikke tid til at rende rundt nusse med skovens dyr, men måske,, måske skulle man give den lile fyr en chance, hun satte ham forsigtigt ned "Findes der en sø, eller en kilde i skoven, du lille?" spørger hun meget pædagogisk og ser sig endu engang rundt, hvis et andet menneske fik øje på hende, måtte de tro at hun var komplet gal

Han så op imod hende da hu satte ham ned. Vand? Jo der var skam en mindre bæk i nærheden. Forsigtigt og så dyrisk som det var ham muligt uden at miste sin menneskelige fornuft, gav han tegn til at hun skulle følge med, inden han snusende i den lette brise, pilede hen hvor bækken var. Forsigtigt hoppede han ud på en flad sten, og satte sig der. Dyppede sine poter i vandet og begyndte at pleje sin pels. Alt imens han ventede på hende.

Kath tager sig denne gang til hovedet, nu var det konstanteret, sindssyge! Hun plejede hun at se sådanne ting når hun var meget fuld, eller i total blodrus. Men hun fattede hurtigt spydet og sprang efter dyret, indtil hun nåede bækken, endnu engang rystede hun på hovedet, og kiggede ned på ham "Forstår du hvad jeg siger, eller er det mig der er syg?" spørger hun dybt alvorligt og rømmer sig,

Han tiltede hovedet lidtpå skrå, så på hende med antydningen af et smil. Hvad skulle han sige? Det ville være dejligt befriende at forvandle sig til sin oprindelige skikkelse, men sådan som landet står lige nu med krig og det hele, tør han ikke tage nogen chance. Altså endte det med at han bare nikkede men intet sagde ej heller skete der nogen forvandling med ham. Han blev i sin sikre stinkdyrsskikkelse, og fortsatte pelsplejen.

Hun rystede på hovedet det er en tilfældighed Katah, det der skete IKKE!. Derefter vender hun opmærksomheden fra det dyret og mod det friske rindende vand, hun smed hurtigt de kote skindstøvler og gik ud i bækken, vandet var koldt og forfriskende mod hendes hud, og der gik ikke mange sekundter før hun smed toppen og nederdelen, samt hendes store tunge stridsøkse ind til hendes sko, og hun begyndte at vaske blodet af, hvor hun var smurt ind i det søde stads. Hele hendes højre side af den muskuløse krop er præget af røde tattoveringer, ar flænger dem dog enkle steder, hun sender et kort blik mod dyret, men vender derefter opmærksomheden mod vandet igen

Og det var i sådanne situationr Jerik var meget glad for at han befandt sig i en pelset skikkelse. Ellers ville det hvertfald tydeligt kunnet ses hvordan han rødmede over hendes hurtige måde at smide tøjet på. Noget han nok aldrig helt ville kunne hitte ud af at have med at gøre. Han stirrede på hendes krop men endte med ved at hæfte sig ved hendes tatoveringer og ar. Kvinden måtte have været meget igennem, det var sikkert derfor hun var som hun var. Som en kvinde fra vildmarken.
Idet samme hun så hen mod ham, sænkede han hovedet og lappede forsigtigt noget af vandet i sig.