Rigtigt nok, var dette en krypt.
Ikke en gammel støvet krypt, ok, gammel var den nok, men den var ikke støvet. Faktisk var den i det store hele meget velpasset, om man skulle lede længe efter rod eller uorden i dette skjulte sted under jorden.
Oppe fra fra alt man kunne se et lille 'kapel', eller en meget lille bygning af sten, hvor det eneste der var i det lille rum af sten var en trappe der ledte nedaf.
Efter at være gået ned mod trappen spredte rummene sig ud på ens højre og venstre, og de to komplekser var lavet i symetri med 3 værelser i hver, hvor de til sidst mødted på den anden side hvor endnu en trappe var placeret. Denne trappe gik ned til en etage der lignede den øvre til forveksling, denne også med en trappe der gik længere ned under jorden. Denne tredje og sidste 'etage' skildede sig ud på den måde at det var en fagenkælder, lavet i mands minde til at holde fanger med, eller i hvert fald en fange, for mange andre var den aldrig blevet brugt af. Denne ene fange sad stadig dernede op passede sig selv, som han havde i mange år.

Rummene i de to øvre etager var stik imod kælderens ubehagelige natur, indrettet til at være imødekommende. Hver især havde de et gammelt tæppe der dækkede et lille stykke af det stenede gulv, og nogle af værelserne udmærkede sig også på forskellige måder. Der var f.eks. hans værelse, et bibliotek og ikke rigtig noget andet. I de andre værelser var der i realiteten ikke placeret noget overhovedet, men biblioteket havde både en kamin, mange reoler med bøger, flere stole og en 2,5 meter bred sofa i grønt betræk. Hans værelse var indrettet med en kiste. Intet andet.
Der var fakler på væggene over det hele, udover kælderen. De var blevet placeret der af de første mennesker, der i tids morgen havde bygget stedet, og de var aldrig blevet antændt siden; træet i faklerne var fortsat 250 år gammelt. ALLE væreserne var udstyret med låse, og Alzied havde nøgelerne til ALLE disse.

Etagerne:
1.
------ _________________|-H-|_________________
------|------------------------------------------------------------|
------|------------------______________-------------------|
------|------------------|---------------------|-------------------|
____|--------R--------|---------------------|--------B---------|____
|------------------------|---------------------|--------------------------|
|-K--|------------------|----------------------|-------------------|--A--|
|___|------------------|---------------------|-------------------|____|
-----|-------------------|_____________|--------------------|
-----|__________________-----_________________|
-----------------------------------|-N-|

K = Tomt kammer
R = Tom sal
B = 'Biblioteket'
A = Alzeids kammer
H = Hovedindgangen.
N = Trappe mod kælderen.

Kælderen:


______|-N-|_____
|-C--|-----------|-C--|
|___|-----------|___|
|-C--|-----------|-C--|
|___|-----------|___|
|-C--|-----------|-C--|
|___|_______|___|

N = Trappe op.
C = Celler.
(note: tag jer ikke aef '-', de er der for at erstatte mellemrum, der automatisk bliver slettet hvis der er for mange efter hinanden.

Han kom væltende ned af trappen. I sine arme holdt han det bevidstløse legme, de tilhørte den bevidstløse kvinde, han kun kendte som Cathrine Green. Vel at mærke var han blevet fast besluttet på at han ikke kunne slå hende ihjel, i hvert fald ikke på denne måde. Hvilket i grunden betød han måtte få hende tilbage til livet for at kunne finde en bedre måde at slå hende ihjel på.
Regnen havde fået dem begge gjort godt gennemvæddet, og han skyndte sig at lægge hende fra sig på den store bløde sofa. Blodet var blevet vasket af hendes tøj af regnen, men han vidste stadig meget lidt om hvordan man stoppede en blødning. Han startede blødninger, og det var alt hvad han burde gøre. Længere var den ikke. Han bed nogen, de døde af det. Klædet han havde bundet rundt om hendes hals var forlængst blevet så gennemblødt af blod at han havde smidt det væk og lavet nogle nye, og havde gjort det en gang til, da også disse var blevet ubrugelige. Han vidste alt der var at vide om den menneskelige anotomi, men alligevel når det kom til stykket, kunne han overhovedet ikke komme i tanke om noget af det han havde læst om. Intet. Nada. Ziltch.

Cathrine svævede i en konstant tilstand mellem liv og død og døde kom nærmere og nærmere. Trods dette havde Alzeid faktisk formået at holde hende i live. Hun var ikke kommet til bevidsthed, men det havde nok hjulpet hende at komme væk fra gulvet og få lidt forbinding på.
Hvis Cathrine kunne tænke klart, eller overhovedet tænke lige nu, ville hun ikke ane hvor hun befandt sig, ej heller hvem der holdt hende og nok heller ikke hvad der var sket. Hvis hun var ved bevidsthed ville hun kunne mærke den enorme smerte det gik gennem hende, som var en blanding af blodmangel, ret ødelagte ribben, noget der nok var hjernerystelse og mange normale skader som blå mærker og rifter.

Alzeid bevægede sig hastigt rundt, og kastede den ene bog efter den anden over skulderen i en jagt på den bestemte viden han ledte efter. Der måtte være en eller anden helbredende formular han kunne bruge, da hendes sår jo ikke var ret store.
I sin søgen gjorde han sig selv meget umage med ikke at give sin hjerne tid til at tænke over hvad det var han havde gang i, for det var på alle tænkelige punkter komplet vanvigtigt. Her var han i gang med at redde en Green (tænkt med foragt) fra at dø, af det simple grundlag at han ikke brød sig om at hun skulle dø på den måde. Deja-vu tænkte han, hvorefter han tvang sig selv til at holde op med at tænke på det, og fortsætte med kigge i bøgerne. Han fandt en bog, der måske kunne hjælpe ham, bladrede nogle sider igennem og kastede den over skulderen, i det der nu havde samlet sig som en pæn stak af antikke bøger, der alle sammen var dateret til sidste århundrede.
Tilfældigvis var 'hundrede' udover at være sidstesalgsdato på meget af den mad han havde i spisekamret (ja, der var også et spisekammer), selvfølgelig ikke medregnet den del af maden, der havde vokset ben og var gået. Tilbage til historien: Udover at være bøgernes datering, var det tilfældigvis også en glimrende beskrivelse af mængden af bøger. Der var mange hundrede bøger, alle bundet i forskelligt farvet læder og stående i tunge reoler.

Til sidst besluttede han sig dog for at bøgerne ikke havde nogen svar, hvilket han sagde højt. "De her bøger har jo ingen svar!" Tilfældigvis stod han med en bibel i hånden da han sagde det, men det var som sagt bare en tilfældighed.
I stedet gik han over til hendes inproviserede leje på sofaen, og skiftede endnu en gang bandagen ud. I den tid den gamle bandage var fjernet til den nye kom på, strømede blodet ud. Heldigvis havde han lige en spand, hvori det meste af hendes blod endte. Man vidste aldrig hvornår man fik brug for en snak. 'Vampyrens-natmad', som han kunne li' at tænke om det, navnligt fordi han i virkeligheden havde en meget dårligt, omend skjult, humor.

Cathrine havde svagt kunnet mærke da hun blev placeret på sofaen. Fornemmelsen af fast grund havde i hvert fald været klar. Nu svævede hun ikke længere som hun havde tænkt det. Hvad skete der? Cathrine var så småt ved at komme til en svagt tænkende bevidsthed. Hun begyndte at mærke smerterne rundt omkring i kroppen. Ubevidste var der begynde at komme en svag, meget svag, vejr trækning. Det var sådan set det eneste tegn på at hun var i live stadig. Det var først begyndt efter han havde fjernet bandagen.
Hun kunne ikke tænke rigtig, men hun kunne føle hvordan hele hendes krop var tung, lam, den adlød ikke. Hun prøvede ikke, men hun vidste det og i tankerne var hun fuldstændig overbevidst om at hun var blevet lam. Det var det eneste logiske hun kunne tænke på.

(Havde skrevet et langt indlæg, men begrundet internet problemer forsvandt det, derfor; kort resume af hvad jeg skrev.)
Han skynder sig at fikse hende op med en ny bandage, hvorefter han prøver at optage sin tilbagetænkende tankegang ved at lede efter helbredende tekster. Altså ikke tekster der helbreder, men tekster med viden der kan helbrede.
About it, really. Man går meget muligt glip af noget i den længere version, men jeg gad ikke skrive den samme ting to gange.

Cathrine kom mere og mere til bevidsthed og var nu begyndt at fryse voldsomt. Hun følte stadig ikke meget forbindelse mellem krop og hjerne, men kulden overvældede hende og hun kunne intet gøre. Hun kunne ikke løfte armene og varme dem, hun kunne knap føle andet end smerte fra overalt i hendes krop. Smerte og en følelse af at være fuldstændig afkræftet.
Hun rystede over hele kroppen i hendes våde kolde tøj, men som sagt var der intet at gøre og dog kunne hun ikke tænke på andet end at få varmen.

(Argh, det er ved at blive f*cking irriterende! Nu er det anden gang mit indlæg er forsvundet!)
Endnu engang opgav han at finde en hjælpsom bog, og gik i stedet ind i sit kammer for at få noget andet tøj på. Da han kom ud igen havde han et sæt tøj på, der mindede om det han havde haft tidligere på dagen, bare friskere og mindre brændt. Han kiggede på hende. Mens han havde skiftet var han kommet i tanke om at de begge var blevet gennemblødt, men kun en af dem kunne fryse, så han skyndte sig at tænde op i pejsen. (det forsøgte jeg faktisk at skrive før jeg så du skrev det :3) Han kiggede på hende igen. Hendes tøj var så vådt at hvis han ikke fandt noget tørt tøj til hende, ville hun blive syg. Igen, det kunne han ikke bruge til noget, men denne gang kunne han bare ikke helt se hvorfor ikke. Han kunne bare ikke tillade at det skete, af en eller anden grund. Nu kom det store dilema så; hvis hun skulle have tørt tøj på, var han nød til at give hende det. Intet problem tænkte han først. Han havde læst så meget om den menneskelige anatomi, og set så mange billeder. Dette var på ingen måde anderledes end de gange, udover at det nu var et menneskebarn og ikke en tegning. Han trak på skulderen, og improviserede hurtigt noget tøj. Han gav hende en trøje han selv til tider havde på, og som egentligt lignede alle hans andre ret meget. Den eneste mærkværdige forskel var materialet, hvormed den var lavet. I modsætning til hans andet tøj, var den lavet af silke, og derfor mere fleksibel og med mindre faste former. Grunden til at han havde valgt den var netop at den ikke var så stiv i formerne, så den kunne let passe en kvinde. Bukserne var nogle friske bukser af linned, af den slags som han selv havde på.

Han satte sig på sofaens kant, og hjalp hende op at sidde. Da hun sad op hev han hendes våde trøje over hovedet på hende, og hjalp den nye trøje på plads. Han kunne ikke lade være med at lægge mærke til hendes.. former, og håbede dybt og inderligt at hun ikke ville komme til bevidsthed i netop dette øjeblik. Han gjorde det samme med hendes benbeklædning, selvom han ikke rørte hendes inderste linned. Nogen ting skulle selv vampyre holde sig fra. Da han var færdig med at skifte hendes tøj, og ilden brændte lystigt, trak han sig tilbage til en anden ende af rummet, fandt en gammel bog og begyndte at læse i sidste nævnte papirsamling.
(Vi kan godt springe til hvor hun vågner, men du bestemmer)

(Du kan skrive dine indlæg i word og så kopiere dem over. Det gør jeg for at være sikker ^^)
Cathrine vejrtrækning var begyndt at blive bevidst nu. Meget bevidst. Hvis hendes ribben ikke var brækket før, så var det det i hvert fald nu, og det var stort set umuligt at trække vejret. Hun havde endnu ikke tænkt over hvor hun befandt sig, bare at det var varmt, tørt og at hun lå på noget blødt. Hun kunne nok godt bevæge sig nu, men orkede ikke. Hun vidste at hvis hun prøvede ville det helt sikkert gøre vanvittig ondt i hele hendes krop, så hun lod være. Hun havde ikke engang åbnet sine øjne. Hendes tanker begyndte at blive mere og mere faste. Hvorfor hun havde så ondt vidste hun ikke og undrede sig over det. Hun kunne ikke huske at hun plejede at være et andet sted, men vidste med sikkerhed, at hun ikke plejede at være her.
Langsomt åbnede hun øjnene. Der var et svagt flakkende lys i rummet, ellers var der mørkt. Det meste så ud til at være bygget af sten, men hun kunne ikke være sikker. Meget meget langsomt lykkedes det hende at løfte sin arm og tage sig til sit værkende hovede. Det føltes som om der konstant stod en og slog hende i hovedet med en økse og hun kunne høre pulsen som overdøvede næsten alle andre lyde. Cathrine var ikke sikker på om der var andre lyde. Men hvis der var ville hun nok ikke kunne høre dem

(Jeg har ikke word på den her computer ^^ *at bruge sin bærbare*, den har openoffice, som er helt forfærdeligt dårligt ._. Det er i øvrigt også min undskyld for alle de stavefejl du måtte støde på.. Skriveprogrammet!)
Der var gået et rum stykke tid siden han havde sat sig ned med sin bog. Faktisk var han blevet færdig med den bog, og havde fundet en anden i stedetfor, som han nu roligt sad og læste i. Det var ligefør han havde glemt hendes tilstedeværelse, da den umiskendelige lyd af bevægelse skar sig ud af stilheden. Hun måtte være vågen. Han kiggede i hendes retning. Selv om hans syn var meget skarpt og detaljeret, gjorde lyset fra kaminpejsen det svært at se meget i det område. Han kunne dog godt se en skikkelse sætten sig op i sofaen.
Han slog blikket ned og lod som ingenting. Hans bog var kommet til et meget spændende sted (igen) og han gad ikke kaste sig ned i alle de problemmer det ville følge med at snakke med hende igen. Han kunne forestille sig at hun var lidt oprevet og havde brug for at falde til ro. Han tog sikkert fejl, men var lige glad.

Cathrine fik sat sig ordentlig op i sofaen og kikkede rundt. Hun havde ingen idé om hvor hun befandt sig, kun at det vist var en sofa hun sad i og at hun havde nogen andres tøj på.
”Hva..?” Cathrine kunne ikke lade være at udtrykke sin undren højt, men fortrød det straks. Hendes hoved gjorde ondt nok i forvejen og selv lyden af hendes egen stemme var som et slag med en jernstang. Hun sagde ikke mere men tænke så det knagede.
Hvorfor har jeg en andens tøj på? Og hvor i alverden er jeg?! Cathrine var frustreret men turde ikke rejse sig op. Selv nu hun sad ned svajede hun faretruende frem og tilbage.
Hun kunne ikke se om der var andre i rummet, men havde en fornemmelse af at der var nogen. Men hvem? Hun kunne ikke huske hvad hun havde lavet siden hun var endt her..
”Hvor er jeg?” Igen fortrød hun at hun havde talt, selv om det kun havde været en hvisken. Et spørgsmål til sig selv.

Han passede stille sig selv i den anden ende af det store rum. Og stort var det. De var sikkert 10 meter fra hinaden, med 3 reoler fyldt med bøger - eller egentligt 2 reoler fyldt med bøger, for den 3.s lå spredt udover gulvet -, men alligevel hørte han hvad hun sagde. Delvist fordi der var så stille i rummet, men også fordi han havde en unaturligt god hørelse.
"Du er i en krypt, i det norlige krystalland." Sagde han konstaterende højt nok til at hun kunne høre det. Han vidste naturligvis ikke hvor ondt hun havde i hovedet, hvilket var heldigt. Havde han vidst det havde han snakket højere.
Roligt vendte han en side så en ny mængde af information blev tilgængelig for ham. Bøger var egentligt fantastiske.. Efter at havde debateret for og imod, blev han enig med sig selv om at han en eller anden dag måtte gå ud og stjæle nogle nye han kunne læse.

Cathrine skar tænder af hans klare stemme i mørket. Hun kunne ikke genkende stemmen overhovedet.
En krypt? Cathrine stirrede forvirret ud i luften. Hvad i alverden laver jeg her?
”Og.. Hvad laver jeg helt præcist her?” Svarede hun grødet. Det havde alligevel snøret hendes hals ret meget sammen at blive hold i halsen og derefter bidt, dette kunne hun så ikke huske. I hvert fald ikke endnu. Hun havde endnu ikke taget sig til halsen og fundet de dybe bide mærker. Hun undrede sig bare over hvad der var sket med hende..
”Og hvorfor har jeg så ondt…” Dette var også bare en svag hvisken til sig selv, hun kunne ikke vide at han kunne høre det.
Hun tog sig igen til hovedet og kørte hånden gennem håret for derefter at find ud af at hun også havde fandens ondt i sin håndled..

Han klapede bogen sammen med den ene hånd, lagde den på bogreol og bevægede sig over mod lysningen. Hans sko lavdede en svagt klikkende lyd på det hårde sten gulv, der dog var dækket af et stort gulvtæppe omkring kaminen.
Han stilte sig i udkanten af ildens lys, godt en meter væk fra sofaens ryg. "Et eller andet sted skulle jeg jo tage dig hend," han tog en langsom indånding, mens han forberedte sig på den udånding, som han skulle bruge til at tale med. "Din smerte kunne jeg nok godt finde ne logisk forklaring på, men det er jeg sikker på du også selv kan om et ganske lille øjeblik." Han holdt hænderne foran sig, hvilket gav ham et meget forklarende fortællerlignende udseende.
"Jeg går udfra at det er lettere overflødigt at spørge dig om hvordan du har det, så jeg vil lade være. Desuden," han kiggede forventende på hende før han fortsatte sin talestrøm, "er jeg overbevist om at du har nok spørgsmål til at udfylde begge vores kvoter."

Cathrine prøvede at få ordentligt øje på ham, men kunne ikke. Både på grund af det svage lys, og fordi hun stadig ikke kunne fokusere helt endnu. Hun kunne nogenlunde se hans skikkelse og mente at hun havde set den før, men helt ærligt var hun i tvivl. Hun havde vist fået et par ordentlige slag på hovedet.
Nyttesløst prøvede hun på at tyde hans ord, man fandt ikke meget mening i dem ”Et eller andet sted skulle jeg jo tage dig hen” hvad mener han? Har jeg nogensinde set denne mand før?
”Jeg forstår ikke…? Hvem er De?” Hun fik med besvær svunget benene ud over sofa kanten og støttede nu sit hoved med sin hånd og albuen hvilende på hendes knæ. Hun vidste på en eller anden måde, at hvis de havde mødtes før, så var de i hvert fald ikke venner. Der var noget der gjorde at hun forbandt ham med smerte og had, men præcis hvem han var, havde hun ingen anelse om overhovedet.
Cathrine overvejede hvorvidt hun burde rejse sig op, og gå hen mod ham, om hun burde være bange? Løbe væk? Tænde lys? Men nåede frem til ar intet af det var muligt at hun ikke havde energien til at lave ild, og ikke kunne føle andet end en spagetti lignende masse der hvor hendes ben plejede at side. Hun blev bare siddende. Hun kunne heller ikke blive bange eller panikslagen som det var nu. Det eneste hun var, var undrende

//Frys

Han stod stille bag sofaen og kiggede på hendes ryg. Hun måtte åbenbart havde fået hukommelsestab, men efter alt det hun havde været igennem var det i øvrigt også forståeligt. Naturligvis burde han bare opremse i korte arogante ord hvad han havde gjort ved hende, eller det ville han i hvert fald havde gjort normalt, for han kunne ikke få sig selv til det nu. Han stak hænderne i lommerne og bed sig selv svagt i underlæben. Efter et væssentligt stykke tid med tavshed beluttede han sig for at han ikke vidste hvad han skulle sige, for så at lave være med at sige noget. Han kunne ikke få sig selv til at fortælle sandheden, og at lyve var imod hans grundprincipper. Hun måtte alligevel kunne tolke stilheden helt fint.
"Du burde ikke bevæge dig med den mængde blod du har mistet. Læg dig ned igen og sov videre." Den sidste lød næsten kommanderende, og selvom intentionerne var rigtige var han bare i vant til at snakke med levende skabninger. Han vendte ryggen til og begyndte at gå tilbage mod sin stol hvor han havde lagt den gamle bog.

Cathrine kunne bed tænderne sammen og det svimlede for øjnene af hende. Hun kunne ikke helt beslutte sig for om hun burde stole på manden som foreslog hende at sove, han havde helt sikkert ret, eller om hun skulle presse sig til at blive oppe og spørge mere ud til hvem han var. Hun besluttede sig for at lægge sig ned men ikke for at sove.
”Så… Hvorfor er jeg i en krypt?” spurgte hun roligt, undrende og nok også en smule skræmt. Det var ikke normalt at befinde sig i krypter. Hun havde i hvert fald ikke været i en før og det eneste hun vidste om krypter var at hvis man var i sådan en, så var man nok blevet begravet. Det kunne lige nu ifølge hende ikke passe, da både hun og den fremmede mand virkede til at være i live. Hun kunne ikke tænke klart og logisk endnu, men ellers var hun jo nok nået frem til løsningen at han måtte være vampyr.

Han stoppede op da hun begyndte at snakke, men vendte sig ikke om. Han kiggede bare stift ind i tomheden foran ham mens han lyttede til hendes omtågede ord. Først vidste han ikke hvad han skulle sige. Så besluttede han sig for hvad han skulle sige, men vidste nu ikke hvordan han skulle udtrykke sig, så der var en rum pause før han endelig fik sagt noget.
”Du kom tilskade, så jeg bragte dig herned,” og det var jo egentligt ikke løgn. Han havde bare valgt ikke at fortælle hende hele sandheden. Der var en stor forskel mellem de ting, i hvert fald i hans hoved. Teknisk set havde han jo gjort de ting han sagde. Hun var komme til skade, og han havde bragt hende herned af selv samme grund. I hans hoved var det en fin forklaring. ”Sov nu.” Sagde han roligt med en neutral tone, hvorefter han vandrede ned til sin plads ved den gamle læderindbundende bog. Han havde intet ønske om at skulle starte en krig nu, og han vidste ikke hvad han skulle sige til hende. Han havde vel bare brug for mere tid.

Hans ord lød så fristende, og det var svært at modstod trangen til at lægge sig ned på den bløde sofa og sove. Det generede hende at hun ikke havde set hvem det var hun talte med, måske ville hun da kunne kende ham. Flammernes dans fra kaminen kunne ses på væggen som lyse skygger og de dansede næsten hypnotiserende foran hendes øjne. Hun kunne føle hvordan det blev svære og svære at modstå trangen til søvn. Hun rystede hovedet lidt for at få øjnene ordentligt op men fortrød. Det gjorde bare det hele værre. Hendes hoved værkede endnu mere og hun kunne næsten ikke holde til at se på lyset.
”Hvorda…” Hun stoppede op midt i ordet. Hun kunne ikke rumme mere nu og kunne næsten ikke huske ordene til en sætning hun havde tænkt sig at stille. Langsomt følte hun hvordan kroppen blev tungere end den var i forvejen og det blev praktisk talt umuligt at holde øjnene åbne. Hun lukkede dem i og gav op. Håbede at det ikke ville være en stor fejltagelse.

Azeid smækkede med døren. Der var nu gået adskelige dage siden han havde hørt fra Cathrine, og han vidste ikke længere om hun var i live. Var hun i live, ville hun havde brug for noget at spise, så derfor havde han været ude at jage. Over skulderen havde han et død dådyr. Han havde også noget gammelt brød han havde stjælet fra sin egen aftensmad, der tilsyneladende havde haft en nat piknic ude i skoven. Dårlig idé.
Vand var der massere af. Faktisk var der en brønd i et af de aflåste rum, som han selv havde bygget. Selvfølgelig skal det tages i betragtning at når man kun kan gå ud om natten og lever flere hundrede år har man betydelige mængder fritid, så han havde bare prøvet at finde noget at beskæftige sig med, og det var også rart at havde et sted man kunne bade. Naturligvis badede han. Den var en af ulemperne ved ophøjet lugtesans, stærke lugte fra f.eks. folk fra overfladen skar ham i hjernen som den pil en eller anden idiot engang havde skudt ham med. Den havde været af sølv, så det havde faktisk gjort pænt ondt.
Anyways, han havde overhovedet ikke taget sig at hun sov, men bare fortsat sit eget liv som han nu bedst formåede. Nu er det jo lidt svært at fortsætte sig liv når man jo teknisk set er død, men hans hverdag var i hvert fald en konstant.

Han giver over til ilden, som han havde holdt i live for at hun ikke skulle fryse ihjel – så betænksom var han i det mindste – og lagde det døde dyr fra sig. Hun måtte selv være i stand til at tilberede et sådant kreatur, for han spiste ikke fast føde og havde derfor aldrig prøvet at lave den før.
Efter at havde smidt dyret kiggede han opgivende på hende mens hun fredfyldt lå og sov. Hun var nok ikke så fredfyldt når hun vågnede blev han enig med sig selv om og gik over for at låse døren.