Alzeid sad dybt inde i mørket. Hans øjne var store og holdt øje med alt der bevægede dig, såvel som alt der ikke bevægede sig. Hvilket var meget. Det var trods alt en grotte, så man skulle kigge længe for ikke at se noget der var ikke holdt op med ikke at bevæge sig. Eller noget. Sådan sad han i sine egne skræmte tanker, mens han kiggede på de synkende solstråler fra hulens åbning. Dage tog alt for lang tid, og han havde ikke fået sovet i 2 dage. Han var træt, han var meget træt, men kunne hverken sove eller dø af udmattelse, så det galt bare om at finde tilbage til kisten før han... Spiste hvidløg eller noget.

lainey stod i grottens åbning, med blikket skuende ind i mørket. hun kan ikke se andet end omridset af en person, men kan hverken tyde om det er hun- eller hankøn. hun kigger sig lidt omkring, men armende om sine arme. hendes lange frakke, har hun glemt et sted, men ved ikke hvor. lainey ryster irriteret på kroppen, da det er koldt udenfor, og er begyndt at små regne.
"fandens til lorte vejr," kom det tvært fra hende, idet hun bukkede sig lidt, og bevægede sig ind i grotten, mod skikkelsen. lainey kunne se mere og mere af skikkelsen, men hendes syn havde ikke vænnet sig til mørket endnu, så hun kunne ikk genkende Alzeid.
hvis man tænkte over det, var det hun var i fær med yderst dumt. at bevæge sig ind i en grotte, om aftnen, til en fremmede, som hun ikke kunne se eller tyde. men sådan var hun. tænkte aldrig over ting, yderligere end at gøre hvad der passede hende.

Et par klart røde øjne låste sig fast på hende så snart hun gik ind i grotten. Da han hørte hendes stemme, var hans første indtryk overraskelse, og hans anden var frygt. Havde hun fulgte efter ham? Den tredje var en anden form for frygt, for at bevæge sig mod en træt og sulten vampyr, der samtidigt følte sig fanget, blev evalueret af mange som en ganske lille smule dummere end at bygge et hus oven på sig selv, hvordan man så end gør det.
Hans skikkelse sad krampet sammen i et hjørne. Hans store øjne blinkede ikke, men hans krop lavede en gang imellem nogle små spjæt. Han sagde ingenting, da han ikke kendte til hendes intentioner. Hun havde selvfølgelig også været overraskende imødekommende på kroen, så det skulle ikke overraske ham hvis hun ville ham noget, ingen af dem ville bryde som om i enden.

lainey nåede til det punkt, hvor hun kun stod et pat meter fra ham, og genkendte ham så, og bryd ud i et kynisk smil.
"Ey, er du ikke ham den skrækslagende vampyr fra kroen?," hun korslagde sine arme, men holdt øjnene på ham. "jeg troede vi blev enige om at du trængte til noget sprut?," hun fnøs lidt af ham. nu havde hun ellers prøvet at få ham til at være bare en smule mindre bange, og så ender han her. pft, latterligt.
"hvad helvede er der med dig?," hun gik helt hen til ham, og dumpede roligt ned i siddende stiling ved siden af ham. "hvorfor er det at du altid sidder i et hjørne, og stirre skræmt på alt og alle?, tsk," hun lagde hovedet på skrå. hun måtte indrømme at hun på ingen måde forstod ham.

Han tog ikke blikket væk fra hende. Han blinkede ikke engang. Hans øjne skinnede svagt med et rødt skær, og han rystede ganske svagt. Hans stirren nåede et punkt hvor den kunne betegnes som uhyggelig, indtil han brød stilheden med en sænket stemme. "Sagde jeg det? Så vidt jeg husker sagde jeg at jeg havde brug for at drikke mig fuld." Konstaterede han roligt. Hans stemme var svækket. Han var helt forfærdeligt sulten, men kunne dog stadig undertrykke trangen.
Hele hans krop så urolig ud, men ikke hans øjne. Hans øjne stirrede bare påståeligt på hendes ansigt, med en ophøjet ro, og I ved jo hvad man siger. Øjet er sjælens vindue.

hendes blik var fast rettet mod grottens åbning, hvor vandet strømmede ned over kanten, så det virkede lidt som et vandfald. regnen var yderst kraftig nu. mere end normalt.
"det kan være det samme. når man har brug for at drikke, bør man gøre det hurtigst muligt," hun smilte skævt, men kvalte det lidt efter i et tomt udtryk. "mh," kom det næsten helt lydløst fra hende idet hun fiskede sin ene hånd ned i sin bukse lomme. hun rodede lidt rundt i den. "her," kom det så endelig fra hende, idet hun rakte en lille flaske frem mod ham, med noget rom, hun engang stjal fra en fisker.
"det er formentlig ikke nok til at blive helt fuld, men det er en start," hun sendte ham et smil, og samlede derefter sine hænder. hun gned dem op ad hinanden, for at gøre dem varme, da hun frys en del. man kunne se at hun havde gåsehud på sine bare arme. gud, hvor hun savnede sin frakke nu. hun måtte bare finde den.. på et eller andet tidspunkt. hun sukkede, med en rystende indånding.
"nu gemmer du lidt til mig, ikke?," hun havde brug for noget at 'varme' sig på, da kulden steg hende til hovede, og gjorde at hun rystede over hele kroppen nu. hendes blik endte med at hvile lidt på den flaske hun havde givet ham, men slog det efter at have stirret lidt ned i grottens stenflade.

Alzeid kiggede fortsat på hende, men sagde ikke noget. Da han sagde han havde brug for at drikke sig fuld, havde han naturligvis ubevidst henvist til en anden form for væske at drikke sig fuld på, men sådan kunne man drage mange paralleller af denne slags, når man snakkede med vampyrer, var det ikke noget specielt. De vidste simpelthen bare ikke altid hvad de tænkte på, og en sjov ting ved ubevidste ting er at de er ubevidste.
Han kiggede roligt på flasken, og tog den med en svagt rystende hånd. Rigtigt nok havde han ikke sovet i flere dage, hvilket betyder betydeligt mere for en udød end for et menneske, så havde han heller ikke spist i uger med det resultat at han var død af sult og udmattelse, op til flere gange endda.
Han var ikke helt sikker, men måske lykkedes det ham at sige 'Tak'. Det var alt sammen lidt tåget for ham lige i skrivende stund, og man kan helt klart ikke, ikke sige noget med nogen form for garanti om hvordan han ikke havde det. Til gengæld kunne man skrive lange bøger om hvordan han havde det; ikke så godt. Det lyder umiddelbart som en noget kedelig bog, men det er en helt anden historie.
Han tog et langt drag af flasken, og tog den først ned da hun sagde at han skulle gemme noget. Han havde bundet det meste af flaskens indhold, men der skulle være rigeligt tilbage til hende. Eller måske ikke. Det kunne være svært at bedømme, da mange forskellige faktorer gik i kræft: 1. hun var en pige, 2. hun var slank, 3. hun var flere hundrede år gammel og 4. hun var en dæmon.

Stik imod normal tro, er vampyrer meget let påvirkelige af alkoholiske drikke, da deres (døde) kroppe har en større koncentration af kuldioxid (CO2) hvilket påvirker alkoholens berusende effekt på den (meta-fysisk udfordrede) krop.

Han nikkede ganske let, og rakte hende flasken. Dybt inde i hans kranie ville han meget gerne stole på hende, men det virkede nu for ham som lidt for underligt at de tilfældigvis ikke undgik at lade være med at gå hver deres vej, og derfor mødes i denne indelukkede grotte, hvor solen stadig skinnede svagt udenfor som en døende elpære.

hun vendte næsten helt mekanisk hovedet mod ham, uden at udtrykke så meget som en mine. hun sukkede.
"sikke tørstig du pludselig blev," hendes øjne fulgte iagtsomt hvordan flaskens indhold blev mere og mere tømt. "tsk," idet hun udbryd et opgivende fnys, stak hun hånden i den anden lomme, og igen kom en, dog lidt mindre, flakse til syne. men modsat hans rom, var flasken fyldt op med noget lidt stærkere whisky. lainey rystede lidt med flasken, så hun kunne se væsken boble igennem det ellers mørke, ja næsten sorte glas. hun trak på skuldrende. "jamen, skål," hentydedet hun til, at han bare kunne drikke resten, nu hun havde sit. desuden, var han allerede godt i gang, syntes hun.
hun løsnede så lidt efter lidt flaskens prop, og smed den væk, uden at holde øje med hvorhen. og lang tid gik der ikke, før hun placerede flakehalsen op til hendes læber, som næsten var blå af kulde, og hældte en god slurk i sig.
mange mennesker bliver hurtigt overrasket over hendes evne til at drikke hurtigt og meget. ganske vist var lainey en pige, men hun drak som en fisker. eller, det mente de fleste i hvert fald.
lainey tog en dyb indånding. "det er sgu godt," sagde hun så, lettere lavmeldt og lænte sig lidt tilbage, med et tilfreds blik mod åbningen.
"Sig mig," hendes blik flakkede hen i retning mod Alzeid. "Har du enlig aldrig dræbt et menneske før?," lainey lagde hovedet lidt på skrå. "jeg mener, siden du frygter dem så meget.." hendes tonefald var for en gangs skyld roligt, og ikke højlydt og belastende som altid. hun undrede sig lidt over det. de fleste vampyrer havde jo, self. men ham her, han virkede anderledes. men på den anden side, måske ikke så meget alligevel.

Efter at have bekræftet at væsken i flasken var hans og han kunne gøre med den hvad han ville trak han resten af dens indhold i én enkel slurk. Det fik ham ikke til at føle sig varm, tilpas eller nogen af de ting. Den gjorde ham bare mindre bekymret, om end ikke mere paranoid. Han stilte flasken ved sidden af sig, og trak benene op til brystet. Hans øjne flakkede lynhurtigt fra punkt til punkt, i et desperat forsøg på at holde øje med alting på en gang, hvilket han naturligvis ikke kunne.
Hans øjne ungik bevidst hendes, fordi han godt kunne forestille sig hvordan han så ud.
"Mennesker? Nej," alkoholen var langsomt begyndt at tage sin virkning i hans krop, men ikke noget bemærkelsesværdigt endnu, "jeg prøver at undgå dem for det meste." Han kunne ikke forhindre sin egen tunge til at føle på sine spidse tænder. "De smager heller ikke synderligt godt. Har du?"

"trist," hendes øjne var optaget af grottens kolde og ujævne overflade, idet hun igen hældte en sjat af flaskens indhold i sig. "Mig? jeg er vel oppe på de 50 stykker nu, skulle jeg mene," hun skiftede over i et mere fortumlet men stadig yderst alvorligt tonefald. lainey ville ikke påstå at hun talte men hun skulle mene det var deromkring efterhånden. hun var jo dæmon, så det lå i hendes gener. og desuden, smagte de yderst tilfredsstillende efter hendes mening. og dog var det ikke mennesker hun åd mest af, for tiden.
hun vendte blikket mod ham.
"hjælper det?," hendes stemme lød næsten helt blød, samtidig med en tom undertone. et suk kunne høres, idet hun allerede var nået til det punkt hvor der ikke var mere end en millimeter tilbage i hendes flaske. hun tømte den, hvorefter hun smed flasen fra sig, uden at øjentere sig om hvorhen den landte. hun fnøs.
"det forsvandt hurtigt," kom det opgivende fra hende. det var som om alkoholen gjorde hende mere sørgmodig end fuld. hun sukkede igen, dybt.

Alzeid sad og kiggede på en hånd.
Det lyder sikkert underligt, men ja, det var helt sikkert en hånd. Der var en firkantet kødklump, med muskler og åre, og påmonteret til denne kulstofbaserede organiske genstand var der 5 lange krogede pølser, de såkaldte fingre. Den ene finger, tilsyneladende den længste, bøjede sig for at kigge ham lige i øjnene, og den flossede negl blev synlig. Huden der dækkede det døde kød var bleg og svagt blålig. Havde han set denne hånd før? Den virkede underligt bekendt i hvert fald.
Det var jo hans hånd! Eller det troede han i hvert fald. En stille visken i hans baghoved prøvede at overbevise ham om noget andet, men det kunne den i hvert fald ikke! Det var hans hånd...!
Han løftede langsomt det der sikkert var hans hoved og kiggede på det der helt klart ikke var hans ansigt. Det var Laineys ansigt nemlig, huskede han langsomt. Det så ud som om hun forventede at han skulle sige noget, men han havde overhovedet ikke hørt hende lave nogen lyd. Han åbnede kort munden for at spørge hende om hvad hun sagde, men da gik det op for ham at han havde glemt hvordan man talte.
Med en hurtig bevægelse drejede han hovedet tilbage og begyndte at gå proceduren igennem. Tunge form, tjek. Vejrtrækning, tjek. Kæbe, tjek. Ready for take-off.
"Hvad sagde du?"

hendes blik skiftede fra tom, til undrende. hun gav ham et hvad-helvede-fabler-du-om blik, idet hendes ene øjenbryn hævede sig.
"Høre du slet ikke efter?!," sukkede hun, og gav ham en, enlig lidt, hård knytnæve i skulderen på ham.(?) "Pft, frustrerende." hun kiggede så væk, med et fornærmet blik. en følelse af at hun var fuldkommen ignoret løb igennem hende, og hun mærkede en form af.. vrede? hun hadede når folk gjorde sådan noget pis. hun kunne ikke sætte sig i deres sted. overhovedet ikke.
"Du skal fandme snart til at tage dig sammen, forfanden da," lainey følte lidt hun brugte sin energi på noget så umuligt, som ham. men, alligevel blev hun ved. hvorfor?
"tsh," kom det tørt fra hende.
hun lagde sit hovede på sine knæ, hun havde trukket op under sig, og lagt armende om, i en lukket stilling. "du kraftedme frustrerende," udbryd hun stille.

Alzeid lod sig ikke mærke med hendes slag, og havde nok heller ikke gjort det ligegyldigt hvor hårdt hun havde slået. Han var trodsalt død, og det var alle hans lemmer derfor også. Hypotetisk set ville han slet ikke mærke det, havde hun skæret hans arm af med en sløv tandbørste, med hun skulle selvfølgelig heller ikke gøre det af den grund.
Han trak på skuldrene og fik øje på en yderst interesant sten der befandt sig ved den modsatte klippevæg. Ligegyldigt hvor meget han konsentrerede sig om den, kunne han dog ikke lade være med at høre den dybe bas-lignende lyd hendes hjerte lavede når det slog. Dog prøvede han at ignorere det, da det var utroligt svært at konsentrere sig om sten når man sulten meldte sig.
Han fik en underlig fornemmelse i sit baghovede, nærmest som om et eller andet prøvede at få ham til et eller andet, men det var svært at sætte fingeren på hvad det var helt præsist.
"Jeg er bare lidt sulten," fløj det ud af munden på ham, men han fokuserede eller fuldt og fast på stenen foran ham.
Hans krop og stemme var blevet helt rolig og lettere kold, og han blinkede kun sjældent. Det betød alligevel ikke meget når man var død.

"Sulten?," gentog hun sagte. hun var lettere hidset ned nu, efter hendes vrede tog lidt over hende. hun måtte jo acceptere at han var som han var. "mh, hvad helvede laver vi så her?," hun så på ham i håb om at få øjenkontakt. hun ville ikk påstå at hun var sulten selv, men hun har aldrig sagt nej til mad før.
hendes blik endte på åbningen. der var ikke meget lys at finde, på trods af at regnen var svundet. tågen havde bredt sig, hurtigere end lainey kunne nå og se regnen forsvinde. hun sukkede lidt, med et kynisk smil.
"tågen gør det kun lettere at jage," kom det så tørt fra hende.
hun vendte hovedet mod ham, og så med et dømmende blik på ham. det var svært for hende at trænge igennem til ham. han var ligeså tom som hende ligenu, ligeså ligeglad med alt. og det kunne hun slet ikke tage. det irriterede hende så inderligt, på trods af at det på en måde var et billede af hvordan hun var til tider.
hun strøg sine fem fingre igennem sit mørke hår, og samlede det i en hestehale. brugte et hvidt bånd til at holde fat på de mange utæmmede lokker, og dog var der stadig op til flere af de pjuskede totter som ikke var kommet med i den sjuskede hestehale hun havde samlet.
"hvad æder du, hvis du ikke æder menneskekød?," hun holdt blikket på ham, som var hendes øjne klistret til hans. hun snøftede kort, da hendes næse stadig løb af med hende. og det faktum, at hun sad i ingenting næsten, uden sin frakke i en kold grotte, gjorde ikke hendes forkølelse bedre.

Han rynkede næsen svagt og kiggede forundret på hende. "Menneskekød?" Han kiggede mod hulens åbning, men der var stadig for meget lys til at han kunne gå derud. "Min krop kan slet ikke tåle fast føde," Da han begyndte at tale igen havde hans stemme fået en skarp undertone, der nærmest kunne tolkes som fornærmende, "af en på din alder ved du ikke meget om vampyrer." Hans blik havde igen vendt sig mod den interersante sten, som han dog ikke længere kunne finde. I stedet drejede han sit blik op med en flagermus der hang med hovedet nedad og sov roligt. Det var egentligt ironisk at han skulle finde sådan en netop lige her, og han begyndte at tænke på hvor mange forskelige former for flagermus der var. I hans hoved skimede han igennem mange forskelige bøger han havde læst, men han kunne ikke bedømme hvilken type det var.
Han trak på skuldrene til det med at jage i tåge. Hun havde vel ret nok, selv om det var tusinde gange lettere at se uden den, var det hundredetusinde gange sværere for ens offer at se i den.

hun lagde hovedet på skrå, og strøg samtidig en lok om bag øret, som efter hånden begyndte at gå hende på. "Hvorfor fanden skulle jeg også gøre det?," hun rystede svagt på hovedet. hun brugte ikke tid på andet end noget eller nogle der havde noget med hende selv at gøre. for egoistisk, ja det var hun. i høj grad.
"jamen, så finder vi et dyr, eller noget," hun vidste ikke rigtig noget om hvad vampyre satte deres sygelige skarpe tænder i, men kunne ikke forstille sig andet end mennesker og dyr.
lainey følte rastløsheden stige hende til hovedet. hvor længe havde de ikke os siddet her, og lavet ikke en skid? det kunne hun slet ikke tage. derfor begyndte hun næsten vibrerende at fumle med sine sko, og kradse det indtørrede maling af. lainey var fast besluttet på at de snart måtte finde på noget andet end at sidde og 'snakke'. tsh!.
(æhm, tænkte på har Alzeid enlig noget metal på sig af en art? halskæde eller something like that?)

(machet knapper og bæltespænde :) Men jeg forlader altså indlægget nu, da du svarer for langsomt og jeg gerne vil skrive lidt mere med Alzeid >_> Vi må skrive senere.)
Han kiggede ud af grottens åbning, og konstaterede lettet at det var blevet mørkt nok til at komme ud. 1 minut til og han havde kastet sig frådende over hende, hvilket han ikke havde noget ønske om at gøre. Respekt for alderdommen, specielt den del af den der kan forcere helvede og vende tilbage til jorden. Dæmoner er nogle satans nogle (trummehvirvel)
"Jeg bliver nød til at gå." Sagde han og forsvandt ud af grotten med umenneskelig hurtighed. Han sprang for genstand til genstand, langt hurtigere end noget levende skabning ville kunne præstere. Ikke medregnet dem med magiske evner. De snyder.

//Out

(...aow, okai? ^W^)
hun sukker kort, og følger ham med blikket da han spurter ud af grotten i en fart, hun ikke selv ville kunne komme op i. ryster svagt på hovedet med et fnys.
"..typisk!," hun mumlede et par bandeord, før hun rejste sig op for selv at komme videre. men fordi grotten er smal, slår hun hovedet op i grottens hårde overflade af ru sten. hun kneb øjnene sammen og ømmede sig dybt.
"PIS?!," udbryd hun højlydt, og bed sig i læben af frustration.
lidt efter lidt samlede hun sig sammen, og gik med et tørt udtryk ud af grotten. forvsandt kort efter i tågen som stadig dækkede landskabet omkring.

out.