En ensom skikkelse stod ude foran det ene lettere forfaldne shelters, og så med store sørgmodige øjne ud over vandet, mens hun holdt et sort sjal ind til sig. Vinden ruskede godt i det lange løse gyldent krøllede hår, hvor selv den grønne tot i nakken var ude af sin sædvanlige fletning.
Det var kommet som et chok for hende da tjenestepigerne fortalte at de ikke havde kunnet finde dronningen, de havde let hele Krystalpaladset igennem, hvertfald i de rum de vidste de måtte komme ind. Altsammen uden held.
Da var det de fik den dårlige nyhed af vide: Lysets Dronning var blevet kidnappet!
De havde ikke vidst hvad de skullet gøre, men havde fået af vide at det eneste de kunne gøre var at rydde op efter sig og tage hjem, indtil der var mere om sagen.

Horisont havde ikke gået hjem, hun var istedet gået direkte hen til havet, havet der altid syntes at have en dragene beroligene virkning på hende, men selv i dag kunne den ikke det. Det var endda tydeligt at den unge kvinde havde været der i lang tid, muligvis flere dage. Det kunne ses i den mørkegrønne kjoles mange folder, og håret der så lidt uplejet ud.

Med en sukken satte hun sig ned på en større sten og sad bare og stirrede mens hun ikke vidste hvor hun skulle gøre af sig selv.

Vinden blæste pludselig op, og rev i de nærmeste træers kroner. Det var en underlig fornemmelse der dannede sig, og vinden lød sukkende. En utrolig sørgmodig sukken, der lystede efter noget.
Morgoth stod bag Horisont, med hænderne ned langs siden. Han var i klædt en sort skjorte, en lår lang jakke hvor skjortens ærmer var trukket et lille stykke ud over jakkens så man kunne ane de flotte knapper, og derudover var han i et par sorte bukser, og hans læder støvler der gik ham til over knæerne. Hans lange sorte hår legede i vinden, og piskede han forsigtigt imod kinden. Han lagde en forsigtig hånd omkring totterne der rørte hans kindben, og trak det fra ansigtet.
Da han atter trådte frem, var det som om vinden pludselig sænkede sig. De voldsomme, og næsten hidsige stød, holdte op og den hårde voldsomme vind blev erstattet med en ganske blid brise.
Han gik forsigtigt frem imod hende næsten lydløs, og da han nærmede sig hende satte han sine kolde hænder imod hendes skuldre. Han lod hænderne glide blidt ned omkring hendes overarme, hvorefter han ene hånd blev erstattet med hans ansigt. Han trak sit ansigt nær hendes hals, hvor hans bløde fugtige læber kyssede hende. Han lukkede i kort tid øjnene i, og åbnede dem, og da fjernede han sit ansigt,
,,Du virker urolig?”
Hans stemme var dyb tillokkende, men derimod også beroligende. Han trak sig tilbage fra hende, og vandrede omkring stenen, og stoppede foran hende. Hans ene hånd lå stadig imod hendes arm, men den trak sig ned imod hendes hånd, som han blidt tog.

I starten havde hun ikke hørt ham, nok mest grundet vinden der pludselig syntes at opføre sig helt og aldeles tåbeligt. De smaragdgrønne øjne stirrede fortsat ud over horisonten og vandet, mens hun fraværende pillede ved sin kjole. Hendes tanker var helt og aldeles andre steder henne end hvor hun befandt sig. Derfor stivnede hun også da hun pludselig mærkede et par kolde hænder på sine skuldre. Hun sad helt stiv, men bemærkede snart at hænderne tilhørte en som kendte hende, og en som hun elskede utroligt højt, uanset hvad fremtiden måtte bringe hende.
Blikket gled fra havet og ned til hans ansigt. Hans ansigt som altid virkede så koldt og stikkende, men som hun let kunne gennemskue og bare syntes var dejlig.
En let nikken kom fra hende. ”Ja… Duueh.. Du har vel hørt det om Dronningen og Mørkets Lord..?” Egentligt havde hun mest lyst til at putte sig ind til ham, kaste sig i hans favn og lade sine tårer få frit løb, men som enhver anden kvinde havde hun da sin stolthed.. Visse steder.
Hun klemte hans hånd. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. En del af mig vil bare forsøge at gøre det af med ham, mens en anden del bare er ligeglad…Det er så forvirrende. Jeg føler mig rastløs, spærret inde, selvom jeg er udenfor i det fri.” Sagde hun forklarende. Hendes instinkter fortalte hende at han nok vidste hvad det var der var sket. At Mørkets Lord havde overtaget landet, og kidnappet dronningen. Hele hendes indre syntes at være i oprør. Forsigtigt rejste hun sig op, men kun for hurtigt derefter at ligge armene om Morgoth og kramme ham betryggende ind til sig, som en form for ekstra beskyttelse og tryghed. ” De ved heller ikke om jeg fortsat skal arbejde i køkkenet som kok eller ej..” Hviskede hun dæmpet imopd hans skuldre.

Da hun rejste sig fra sin plads ved stenen, og lagde armene omkring ham, trak han sine arme fri fra hendes, og lagde dem omkring hendes krop. Han lagde en følelse i krammet, en følelse af at hun blot skulle føle sig tryg, og kunne tale ud så meget hun overhovedet ville. Han trykkede hende blidt ind imod sin krop, og lagde en kind imod hendes bløde, men alligevel kolde hår, og sukkede derefter afslappet.
Han lyttede opmærksomt til hver af hendes ord, afbrød hende ikke, kommenterede hende ikke, sagde intet. Han lyttede blot, hvilket hun sikkert også ville kunne mærke på ham. Da hun endelig tiede, svarede han hende ikke med det samme. Selvfølgelig vidste han at dronningen var kidnappet, det var jo også ham der havde gjort arbejdet - sammen med Alwyn. Men det vidste Horisont jo ikke, så derfor svarede han:
,,Jo jeg har skam hørt det"
hans tonefald var toneløst, med alligevel roligt og blidt. Præcis sådan som han altid havde talt til Horisont, bare en anelse følelsesløst.
Han lukkede kort øjnene, og tænkte så derefter på Alwyn. Han ville nok ikke indrømme det, men han var faktisk en smule taknemlig for at hun var ved hans side. Hvis hun ikke havde været der, havde han nok haft en anelse problemer, og nu tænkte han på det angående hans agreb imod dronningen. Hvis hun ikke havde parret hans slag, ville han nok have kløve hende midt over - altså dronningen.
Han rynkede brynene, og bredte et lille smil frem på læberne. Nu kom han i tanke om noget der morede ham, nemlig Alwyns ansigtsudtryk da han havde sprunget frem imod dronningen. Hendes forskræmte, chokerede ansigtudtryk da også havde en undertrykkelse af: hvad?!
Han husker, da han netop havde trådt ind i sit palæ, og vandret direkte ind i pejsestuen, sat sig foran pejsen - stadig i fuld udstyr, var han flækket af grin. Han var simpelthen faldet sammen i latterkrampet, og var ikke stoppet før han var ved at blive kvælt, i hans eget sindsyge grin.
Han åbnede atter øjnene og trak ansigtet fra hendes hovede. Han vendte øjnene ned imod hendes, og hævede derefter brynene. Hvad han skulle svare til det næste, vidste han faktisk ikke rigtig. Han kendte følelsen af rasteløshed, det gjorde han virkelig, men hvordan han skulle få medlidenhed med hende vidste han ikke. Han bekymrede sig ikke over Lysets dronning, da han udemærket godt vidste hvor hun opholdte sig, hvordan hun havde det, og alt det andet.
Derfor endte han op med at svarer:
,,På grund af dronningen? Hun er en stærkt kvinde, hun skal nok klarer sig, hvis det er det du der bekymre dig"
Han vidste hun var stærk, men om hun klarede sig var lidt af en hvid løgn til Horisont. Det var netop ikke meningen hun skulle klarer sig, det var meningen at hendes land ikke skulle ligge under hendes hånd mere, men derimod en langt mere mørk og ondsindet person.
Han trak hænderne ned omkring hendes hofter, hvorefter han blidt nussede hendes sidder. Han sank let, og vendte blikket ud imod havet. Lyset fra den skumringen ramte hans øjne, og de fik atter den voldsomt lyse farve. Han kneb øjnene let sammen, og drejede dem derefter tilbage imod Horisont,
,,Du kommer nok ikke til at nærme dig Borgen lige foreløbig. Der er jo intet med at servere, nu da der ingen er"

Horisont knugede sig ind til ham. Hun sagde intet mere, nød blot Morgoths beskyttende favn. Som kunne han beskytte hende mod alt ondt bare ved at holde om hende.
En stille sukken kom fra hende da hun endelig så op på ham med et par lidt moderligt bekymrede grønne øjne. "Men hvad så med mine børn? Hvis jeg ikke har noget arbejde, eller noget at tage mig til så jeg kan tjene penge.. Så vil jeg ikke kunne skaffe mad til ungerne.." Hviskede hun dæmpet, inden hun endnu engang knugede sig tæt ind til ham, mærkede hans kolde kind imod hendes.

(( sprry det blev lidt kort.. ^^;; ))

(Haha, no problem :b)

Han gned forsigtigt sin kind imod hendes, og lukkede øjnene i da han nød den svage kærtegn imod hans hud. Han åbnede dem atter, da hun begyndte og tale, og trak forsigtigt ansigtet fra hendes. Han hævede let øjenbrynene, og sendte hende et sigende blik, der glimtede med et kærligt skær. Han sendte hende et svagt smil, og sagde derefter:
,,Du kunne opholde dig ved mig? Plads er der jo ikke ligefrem mangel af."
sagde han med en hvilsende stemme, hvorefter han strøg en hånd henover hendes gyldne hår. Han fulgte sin hånds bevægelser, men blikket faldt derefter imod hendes grønne øjne. Efter at have tiet en smule, fortsatte han:
,,- det er jo mine forældres hus, så der må jo stadig være en vugge eller to til børnene"
han sagde ikke direkte, at hun måtte tage børnene med, men hentydningen var alligevel stor nok, til at hun ville kunne forstå den. Han vidste hvor meget hun holdte af dem, så han måtte jo alligevel bøge sig en smule. Ellers ville han nok ikke så hende så tit, som han egentlig gjorde nu - hvilket ville ærge ham en del.
Han trak sig fra hendes favn, men holde stadig omkring hendes hånd. Han vendte fronten ud imod havet, og lagde en forsigtig hånd nær sin side. Han rynkede brynene og skævede ud imod solen, som snart var forsvundet fra horisonten. Han lagde hovedet let til den ene side, og kunne ane en ø et stykke derfra. Han havde hørt om, at en ny bande havde dannet sig. Hvad den kaldte sig, kunne han ikke huske, men den virkede en smule... Impuls efter hans mening. Hvorfor den var dannet, huskede han ikke, og han var egentlig heller ikke interesseret. Deres ry var ligefrem ikke steget til det grummeste, så en trussel for Mørkets lord var den ikke ligefrem. Endnu i hvert fald.
Men det der egentlig interesserede ham, var det bodel der var nær deres tilholdssted. En horer hus var det måske, men derudover kunne elskende åbenbart også trappe op, og leje et værelse. Han havde overvejet at invitere Horisont derud, men om hun var meget for det i den tid de var i, vidste han faktisk ikke. Han skævede tilbage imod hende, og betragtede hende åbenlyst. Der var noget ved hans blik, noget anderledes. Meget kærligt, rent faktisk. Et blik, der ville få den anden partner til at blive blød i knæene, eller noget der kunne få en til at føle sig langt mere forelsket end i forvejen. En fantastisk oplevelse!

(( Det her var meget bedre ))

Hun smilede stort ved hans tilbud, helt og aldeles varm ved tanken om at bo sammen med den hun elskede så højt, men også samtidig at kunne være med sine børn, der efterhånden var blevet store nok til at lære at gå. "Tak Morgoth.. Det tilbud vil jeg rigtig gerne tage imod..." Hun lænte sig en smule op og plantede et kærligt kys på hans mund. "Skal jeg tage noget specielt med? Tøj, mad eller?.. Må min kat komme med?" Spurgte hun som et nysgerrigt lille barn, men det var jo næsten også hvad hun var i forhold til ham; et lille barn.
Sådan knuget ind til ham i et hedt favntag stod hun længe, lige indtil han brød kramme-kontakten og istedet gik hen for at se ud over det bølgende hav. Folrsigtigt skævede hun og endte med at følge hans blik hen på den lille ø der lå derude. Var det en hun havde set før? Hun var ikke helt sikker på det, men istedet gik hun hen ved siden af ham og betragtede øens silouet, imens vinden legede med hendes lange gyldne lokker.
" Hvad er det der er derude?" Hun løftede en finger og pegede på øen." jeg mindes ikke at have set den før." Hun klemte lidt om hans hænder, kærligt som altid. Da han så hende i øjnene med et blik hun langtfra var vandt til fra hans side gippede det kort i hende, inden hun så på ham med et lidt sigende glimt i øjnene. "Hmm...Hva tænker du på..?" Spurgte hun nærmest kælent som hun endte med at gå om bag ham, og lagde armene omkring ham i en kærlig bevægelse.

Han lagde en arm omkring hendes liv, og trak hende nær hans side. Hans kærlige øjne slap ikke hendes, og forsigtigt blinkede han i en lokkende bevægelse. Han sendte hende et lille svagt smil, og grinte derefter en anelse glubsk,
,,Tag det med du har lyst til. Alt der kan behage dig, kan du tage med dig"
hviskede han hvislende, og nussede forsigtigt hendes side. Han lagde hovedet let til den ene side, så hans kind lagde sig imod hendes hår. Han lukkede øjnene i et par korte sekunder, og åbnede dem atter da hun spurgte indtil øen.
Han rettede ansigtet op, og lagde blikket ned imod hendes øjne. Han betragtede dem kort, men svarede derefter:
,,Toropolis Isla, hedder den. En bande har overtaget øen, og navngivet den. Hvad bandens navn er, og hvad de går ind for, må du ikke spørge mig om."
han fugtede flygtig sine læber, og fortsatte:
,,Hvad der er på øen, er jeg ikke helt sikker på. Men jeg har hørt at der skulle være et Bodel - eller rettere et kærlighedshus, for elskene."
han trak vejret afslappet, næsten i et suk, og vendte blikket tilbage imod øen. Han rynkede brynene, og kneb øjnene en anelse sammen. Strålerne for den snart forsvunde sol, skar ham alligevel i øjnene. Men han kunne alligevel ikke lade være med at betragte den. Den var jo så smuk, specielt i denne tid, hvor alle træer var visne, alt var køligt og grådt. Men noget lyste alligevel op, nemlig den fortryllende sol.

Hun puttede sig betryggende ind til ham , da han lagde en arm om hendes liv. Hun følte sig så tryg hos ham, på trods af hvor meget i oprør hendes indre var. De smaragd-grønne øjne stirrede hjælpeløs, men kærligt op i hans kolde blå, som havde han svaret på alle hendes problemer.
" Det vil jeg.. Hvis jeg ikke er til for meget bevær.." Hun lagde kinden imod hans hovede, med en stille sukken.
Hun lo let da han svarede hende om øen. En nuttet lille ø. Den kunne være interesseant at 'undersøge' hvis Morgoth da var med på idéen. Hun nappede ham let i det ene øre med de spidse tænder. " Sku vi ikke... Tage en smut hen og tjekke det 'elskovssted' ud? Se om det virkelig er noget som vi kan bruge, eller om hjemme hos dig stadig er det bedste.." Hun lo drillende, og puttede sig yderligere, lettere kælent ind til ham, ind io hans trygge favn med den dejligt maskuline duft han bar.

Han hævede brynene, da hun foreslog om de skulle besøge bodellet. Det gippede let i ham, da han mærkede hendes tænder nappe i ham og underligt nok - hvilket aldrig er blevet set før - dannede der sig en let rosa farve i hans kinder. Han blinkede i hærdigt med øjnene, og vendte blikket ned imod hende. En varm dyb latter lød fra ham, og han bredte et små grumt smil udover læberne. Han nikkede og drejede fronten imod hende, hvorefter han trykkede panden ned imod hendes. Hænderne i hendes sider, smøg som om bag hendes ryg hvor han foldede hænderne sammen. Han sank let en klump, og lændte ansigtet tættere på hendes. Han lod sine læber forsigtigt strejfe hendes, hvorefter han sagde med den blideste stemme:
,,Jo. Lad os tage et lille kig på stedet"
han lagde hovedet let til den ene side, og trykkede derefter sine læber intenst imod hendes. Atter begyndte vinden at blæse op, men inden Morgoth eller Horisont blev remt af den iskolde vind, var de allerede ude af syne. De var forsvundet, i den blå luft.