Sådan ser Marks dagbog ud. Mark har skrevet i den helt fra da han var lille.
Bogen står på en af de mange hylder i hans arbejdsrum, den er ikke låst eller noget. Men den ligner alle de andre bøger, så man skal kigge inde i den, for at finde ud af at det er hans dagbog.

25. August.

Jeg sidder her helt alene, og tnker på sidste gang jeg mødte Eaz. Jeg skulle aldrig havde givet hende brevet! Det var det dummeste jeg nogensinde har gjordt, og jeg har ellers gjordt meget dumt i mit liv. Her ved siden af bogen, ligger den tegning jeg har lavet  til hende. Jeg ville havde gvet hende den, men en må være faldet ud af brevet. hvad er det også for noget at skrive? 'Min kærlighed til dig må du aldrig ta forgivet' bla bla bla 'men du må leve livet' bla bla bla 'Så vi kan ikke være sammen, du og jeg' bla bla bla. Det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide hende. Jeg elsker hende mere end nogen andre. Jeg vil nødig sårer ende, men det er det eneste jeg kan finde ud af. Ønsket om  at hun aldrig havde mødt mig er så stort, og alligevel så lille. For hvis hun aldrig havde mødt mig ville jeg aldrig havde såret hende. Men hvis hun aldrig havde mødt mig, havde jeg aldrig mødt hende. Og hun er det eneste eg holder mig i live for. Så hvis jeg bare kunne elske hende, men Jullian sårede jeg så slemt. Men er det i virkeligheden det jeg er bange for? At sårer andre? Eller det fordi jeg ikke slev vil såres igen? Dengang blev jeg jo så såret at jeg løb hjemme fra. Væk fra min familie, min mor, min fa og min søster. Hvor jeg dog savner dem rigtig meget. Men hvad kan jeg gøre, altså andet end at starte min gen familie. Men jeg er ikke klar, og hvis jeg skulle estemme nu ville jeg vælge Eaz, men hende har jeg lige sagdt til at det var forbi.

Jeg vil gå ned og lave mig noget mad, så slut for denne gang.

6. Sept

Jeg er lige kommet hjem fra min tur i skoven, før den tur tænkte jeg så meget på Eaz, det gør jeg skam stadig men jeg mødte en anden. Ikke en anden på den måde, men jeg mødte en person, Cennet. Hun var ret mærkelig, og snakkede næsten ikke. hun snakkede kun når hun skulle svare på spørgsmål, og det var enda også meget korte og konsekvense svar. Måske er hun bange for ande mennesker, eller også er hun bare utrolig asocial. Jeg mødte også Eaz, for ikke så lang tid siden, vi lavede det samme som vi plejer. Griner lidt, snakker lidt, sårer hinanden, og bliver venner igen. Det er så typisk os, at jeg ikke tager det helt lige så tungt mere, når vi kommer op og skændes. Men helt ærligt hvad ser Eaz i mig?! En svækling, en fed svækling, der ikke kan noget som helst! Og så er jeg så følsom at hvis bare en lille bille dør begynder jeg at vræle som et lille barn. Nej, det gør jeg ikke, men jeg ved jo hvad jeg mener. Åh, jeg er ved at gå fra forstanden, jeg skrive med mig selv, taler med mig selv, og skriver som om du Dagbog er en levende ting, og kan fortå mig. Men det er du næsten også for mig, den enste jeg kan betro mig til, og den eneste der ikke griner af mig, men selvfølgelig gør du ikke det, du er en bog, en dagbog, noget piger, og bøsser skriver i. Jeg er vel ikke bøsse? Eller er jeg, jeg kan jo ikke holde af Eaz, men alligevel kan jeg godt, jeg kan bare ikke få mig til det. Men hvad hvis det så var en dreng? Ville jeg så kunne finde ud af det? Eller ville det være det samme, det tror jeg det ville være. For jeg er ikke bøsse, og jeg er ikke en pige. Jeg er en stor, fed, piget, bøsset, mand! Intet mindre, men bøsse er jeg dog ikke, en smule bøsset er jeg måske men kun en smule. Det må da være til at forstå, men hvis jeg nu er en smule bøsset, kan jeg så blive meget bøsset? Der er jo mange bøsser her, der ikke opfører sig som jeg forstiller mig bøsser. Ikke det minste.

Klokken er mange, så jeg går i seng.
Godnat

14. Februar

Jeg skriver lige kort om hvad der er sket idag, så skriver jeg det måske lidt mere detaljeret en anden dag, hvor jeg ikke er helt så træt.
Jeg har ikke set Eaz i lang tid, men det jo klart. Folk går ikke en tur i skoven for hyggens skyld længere. For Lysets Droning er blevet bortfør, og nu hersker Mørkets Lord. Men jeg mødte en pige ved navn Vanessa. Hun var venlig, og havde været væk fra Krystallandet i et lille årstid. Vi fik en snak om bortførelsen, og om hendes evne til at hører hvad folk tænkte. Jeg fik også et lille indblik i hvad hun går igennem hver dag, da hun sendte nole af tankerne videre til mit hoved. Det var ganske enkelt forfærdeligt. Man kunne tydeligt hører vi var under krig.

Men det var bare lige hurtigt.
Godnat