Midt ude på marken så en mørk skikkelse helt ene og alene. Solen er ved at gå ned, så den gule majs lyser op i det orengeskær fra den blodrøde sol. Det blæser ind fra vest, det for tøjet på den ubevæglige mørke skikkels til at blæfre i den stille aften vind. Skikkelsen er et forfaldet fulgeskræmmsel, der har stået der i mange år. Det blev sæt der for mange år siden, til at skræmme alle fulgende væk fra de saftige majs.

Det sorte hår efter en kvinde, blafrede lidt i aftenvinden. Aynry så ned på et lille glas, og hendes ansigt var udtryktsløst. Majsstokkene svejrede lidt, da hun gik forbi dem.
Hun gik i en bestemt retning, som om at hun havde et mål hun skulle nå!
Hun havde sit samme sorte tøj på som altid, når hun var i denne skikkelse. En sort top med en skrå udskæring, og meget nedringet, samt en sort nederdel. Begge dele var revet en smule itu, men Aynry kunne lide det, nøjagtigt som det var!
I den ene hånd havde hun et lille glas med noget orangeagtig væske i. Det lignede at væsken blandede sig rundt dernede, for der var en lidt mere orange farve, der 'kredsede' rundt dernede, som om at der var en tornado der fik det til at virvle rundt.
Hun nåede omsider frem til fugleskræmslet, og kiggede indgående på det.
*Nu må vi se, hvad tiden har i vente.," tænkte hun og smilte et meget svagt smil for sig selv.

Fugleskræmsel hang stille og død på sin pind, det sagde ikke noget, for der er intet liv i det. tøjet er gammelt og laset, en sort-hvid ternet skjorte, et per hullet bukser med Lapper over det hele, en hat der hænger halvt nede over det døde udtryk i ansigtet på det sammen syet fugleskræmsels ansigt.
det tydeligt at se at på det at det aldrig har flyttede sig ud af stedet. Hænderende hænger livløst ned ude for hver ende af det lange pind der holder fugleskræmsel arme fortruende udstrakt.
der kommer en kraftig vind, som at marken vil havde den mørke kvinde til at forsvinde og aldrig komme igen, for der kommer osse nogle majs kolber flyvende som har ravet sig løs, som kommer syssende mod den mørkekvinde, Vinden gør osse at fulgeskæmmselet drejer en smule til siden

Aynry går lidt til siden, så majsene flyver forbi hende.
Hun ser dog lidt efter dem, og da hun drejer hovedet frem for sig igen, var hun lige ved at blive ramt af den næste majs der kom flyvende mod hende, men hun nåede at dukke sig før den ramte hende.
Hun fnøs lidt, og så atter på fugleskræmslet.
"Sjovt.. det føles næsten allerede som om du er levende..," mumlede hun og tog proppen af det lille regensglas.
Hun så lidt på den orange væske, og det var som om det begyndte at syde og boble, lige så snart der kom ilt ned i glasset.
Hun hævede hånden med reagensglasset, og vippede lidt på glasset så det lå vandret, og noget af den orange væske hældte udover fugleskræmslets ene skulder.
Aynry så spændt på skikkelsen, og et der kom atter et smil frem på hendes læbe, mens hun stod der, og ventede så spændt.

da hun lige er ved at blive ramt, drejer det frem og tilbage, så der kommer en knikelyd, der næsten kunne lyde som et grin.
Da Væsken hælles udover ham, begynder kroppen at få kramper, som starter med fingerende og fødderende.
han hoster voldsomt, han føler sig kvalt af hø i hans hals, han kan mærke det med det ikke ondt. Han river sin ene arm fri, river syningerne for mund og øjne, det bloder lidt, men heller ikke dette mærker han smarter af.
han kigger vredt ned på den mørke kvinde, han river sin anden arm fri.
Hans fødder sidder ikke fast, så han ryger ned med et bumb.

Aynry smiler stort ved synet af fugleskræmslet der bliver vakt til live.
Det lykkedes altså! Efter al den tid! Al den tid hun havde tilbragt alene, og havde ikke rigtig været i nærheden af nogen andre mennesker igennem længere tid!
Dette var et stort skridt for hende.
Hvad ville hun ikke kunne udrætte?
Hun så ned på fugleskræmslet da det lå dernede og så så ynkeligt ud.
"Jeg er din herre, og du skal adlyde og frygte mig! Jeg har vakt dig til live, og derfor er jeg din skaber! så du er en del af min egendom, som du ikke vil kunne flygte fra! Jeg kan sorgre dig, som ingen andre kan..,"
Hun rækker sine hænder ud, og former dem til en slags skål, og i den skål, frembringer hun et rundt slags smykke, spiralformet, med en rund glas beholder mit i. Reagensglasset er forsvundet, og væsken er i stedet kommet ind i den lille runde beholder.
"Denne beholder, indeholder det der flyder i din krop. Jeg vil kunne få dig til at føle smerte når som helst... Og det ønsker jeg lige NU!" hun greb godt fat omkring smykket med væsken i, og tænkte intenst på, at det skulle gøre ondt på ham..

han kigger op hende med de mørke sorte kolde øjne, han trækker ikke været eller noget, da han ikke har brug for det.
da hun snakker til ham, sætter han sig op og prøver at røre ved hende, men han når det ikke da han falder om i smarte, han skriger i smarte, det overvælder ham, det første gang han oplever smarte og det ikke fordi Aynry er blid ved ham.
Det føleres som flere tusseinvis af små nåle der stikker i huden over hele hans krop, det føleres forfærdeligt. han Skriger og river i sin egen helt nye hud.

"Arghhhh!...hold op!!!" siger han bedende og surt. Han er vildt hæs, da han aldrig har snakket før...

Aynry slipper den ret runde glasbeholder, og smerten skulle stoppe øjeblikkeligt.
Hun ser ned på fugleskræmslet.
"Dit navn er Scarecrow!" siger hun koldt og smilte lidt for sig selv.
Tanken over at have kontrol over andre, kunne hun godt lide.
Og hun var endnu mere stolt over at have vakt denne skabning til live! Hvad der nu ikke kunne blive muligt?
Spørgsmålet var så bare, om hun havde brug for at vække flere skabninger til live, lige forløbig?

Han ligger foran hendes fødder da Smarterne stopper, Han kigger op på hende med et surt udtryk.
Hans Krop var svag, men Aynry havde lige gjort ham træt eller hvad det nu hed det her? hvad hed det endenlig?

"hvad er et navn? jeg... har... vil.. træt?" spørg han forvirret.

alt forvirre ham, hvad var det for noget det her? han kan mærke at han er mere svag end han burde være, at han kunne være stærkker.
han sagde ikke mere da han vær lidt bange for at sige noget forkert...

Aynry kigger fortsat ned på ham.
"Et navn, er noget man kalder folk, i stedet for at sige; "du der menneske, kom herover", folk kan jo være ens på forskellige måder, og for at gøre det nemmere giver man dem navne i stedet! ting har også navne, for ikke at forvæksle dem med hinanden! Det er lidt det samme..," sagde Aynry og viftede lidt med hænderne da hun stod der og forklarede.

"Du er træt, for du har ingen krafter, men det vil uden tvivl snart komme. Og når det kommer, kan jeg styre dig, præcis som jeg vil! Eller.. det kan jeg jo sådan set allerede, men det ville jeg ikke få meget ud af, da du ikke kan gøre ret meget lige nu!" Aynry smilte svagt, og rodede lidt ved halskæden, men havde ikke i sinde at få det til at gøre ondt igen på Scarecrow, blot at skræmme ham lidt, da han nu vidste, at den skulle han frygte, den skulle han frygte, når hun rørte ved den!

han sætte sig op med meget besvær, mens han kigger på hende.
Et navn? sikke en sær ting? hans vær åbenbart ScareCrow, men hvad vær denne ting's så? hed den herre?

"du har osse et navn? er det Herre?" spørg han med store øjne. Han prøvet at virke ligeglad, men han var rigtig nysgerrig efter af vide alt.

han kunne mærke gåsehud over hele kroppen da hun rørte ved halskæden.
han Kigget på sin arm, der var en masse små knopper? han undrede sig over hvad det mon kunne være?

"hvad er de her?" spørg han, hans skjorte er trykket tilbage så man kan se noget af hans arm, hårende havde rejst sig og der var små knopper over det hele. Det er jo bare hvad andre kalder Gåsehud, men det ved ScareCrow ikke noget om.

Aynry hævede det ene øjenbryn en smule, og så en smule undrende på ham.

*Klog kan man ikke kalde ham* tænkte Aynry, mens hun rystede lidt på hovedet. Men hun troede dog ikke, at hun ville kunne udvikle en kompliceret hjerne. Men hun ville måske godt kunne finde et dødt offer, og få gang i hjernen? Men det ville være alt for kompliceret, og ville tage meget lang tid, og nu var Scarecrow jo vakt til live, så nu ville det nok også være en smule forsent for hende.

"Mit navn er Aynry.. Og jeg er din herre.. Det betyder at jeg bestemmer over dig.," Hun ser på hans arm, og skærer en lille grimasse.

"Det.. kaldes gåsehud.," mumlede Aynry og sukkede lidt. Lige nu virkede han ret så håbløs, men hun håbede at han ville komme efter det.

ScareCrow har ikke den miste idé om hvad hun tænker på og hvis han gjorde ville han alligevel ikke forstå det, ikke lige inden han havdet lært noget mere.
han trak sit skjorte ærme ned igen, så hans arm var dækket til igen.

"hvorfor det? hvorfor bestemmer du?" spørg han lidt surt.

han fik lyst til at slå hende, rigtig hårdt, men hvor ville det gøre mest ondt henne på et menneske? og hvordan gjorde man så det gjorde mest ondt? men Mest af alt hvordan ville han kunne fjerne den halskæde?

"hvordan gør man ved folk så det gør av? ligesom du gjorde før ved mig?" spørg han, det meste af tiden lyder han nok mest som et lille barn, som har lært af tale før det blev født? men han kan jo ikke selv gøre for det, han viste at han heller villle være livløs igen at være levende? det gjorde jo ondt...

Aynry ser stadig ned på ham.

"Rejs dig nu.., Du skal ikke ligge dernede og rode rundt, når jeg taler med dig!" kommenterede hun, og fnøs lavt.

"Jeg bestemmer fordi at du er min., Og du kan ikke gøre mig ondt, hvis det er det du tænker på! Jeg er nemlig beskyttet overfor angreb der kommer ude fra!" Dette var jo rigtigt nok, men hun havde da ikke tænkt sig at forklare det! Desuden, var Aynry sikkert også den eneste der var beskyttet overfor andres angreb, men det var også kun i de tilfælde, hvor hun ikke gjorde noget ved modstanderen, og at det var modstanderen der startede med det første slag. Og beskyttelsen ville kun holde, lige til når Aynry selv slog igen. Men hvorfor da fortælle dette til Scarecrow? Det var jo heller ikke nødvendigt.

"Men du kan sagtens gøre andre mennesker og væsener ondt! Det er bare at sparke, og skære i dem..,"

han rejser sig op, han holder sig til det som før var hans hvile sted, hans pind. han kigger mugget på Aynry, hvorfor udsætte ham for alt det her? han havde det jo fint før da han var livløs, hvorfor skulle hun absulut komme med hendes dumme Orgnge ting ting. Da han Ratter sig op kigger han ned på hende, da han er meget højre end hende.

"hvorfor kunne jeg ikke bare havde forblevet livløs? jeg kan ikke hvad hedder det? jeg vil slå dig?" siger han lidt spørgende?

han forstår det ikke rigtig, han kan ikke? han har lyst til at slå hende, så meget er der at sige. da han ikke ved hvad at kunne lige eller at hade ville siger at føle...

"når man har lyst til at gøre ondt eller ...godt? hvad hedder det?" spørg han helt uskyldigt, han var vildt nyssgerig omkring alt det her 'Nye' som må være hans odr for livet...

Aynry så op på ham. Hun blev godt nok lidt forbavset over, hvor høj man egentlig havde lavet sådan et fugleskræmsel, men det skulle vel selvfølgelig også kunne skræmme nogle fugle væk?
Der fløj en krage lige over hovedet på dem. Aynry som ikke engang skænkede kragen et blik, så bare fortsat på Scarecrow.

"Fordi du skulle bruges til mit eksperiment, og fordi, det ville være dejligt at have en lille tjener.. Forstår du det?" Aynry så sig omkring på marken.
Det var blevet kul mørkt, og alligevel kunne hun se Scarecrow, men han stod jo også tæt på hende, så det var jo nok derfor.

"Det kaldes had, og kærlighed..., Jeg tror det er det du hentyder til.,"

da fulgen flyver forbi dem, grummer han sig sammen, med et skrig. hvad var det dog for et dyr, noget der kunne flyve? han kigget surt på Aynry, dette synets hun åbenbart ikke var et farligt væsen. Som det jo tydeligt var, hvordan kunne det ikke være farligt? det kunne komme ned når som helst og havde sikkert osse lyst til det.

"hvad er det?" spurte han, rattede sig op og pegede efter fuglen. Han tænkte på hvad hun mente med eksperiment? han ville helst gøre hvad hun sagde, men han havde ikke rigtig noget valg.
da hun sagde det om kærelighed begynde han at tænke på hvor et forfærdeligt ord det dog vær, det lød ikke en som noget godt når man sagde det.

"kærelighed? det lyder åndsvagt? hvordan visser man det og hvem visser man det til?" spørg han, selvom han hadet det, ville han stadig vide noget om det. osse had, men kærelighed ville han lige havde overstået først.

Aynry vidste godt at han mente kragen, så hun gjorde sig ikke den ulejlighed at skænke den flyvende krage, som nu var lidt væk, et blik.

"Den kaldes en krage. Det er dens race der hedder det, og dem er der mange af. Det er sådan nogen af slagsen du har brugt din krop til, på denne mark, men da der ikke var noget liv i den!"

Aynry rystede let på hovedet. Ville han nu have hende til at forklare om alle følelserne et menneske kunne have? Eller bare, noget andet form for væsen her i krystallandet? Så kunne han da godt glemme det!

"Du må nok hellere finde en anden at spørge, eller måske se dig lidt omkring i denne verden! Man finder følelser over alt. Men om du finder det nøjagtige svar, vil jeg ikke kunne sige dig. Følelser er noget stort, større end man måske ellers ville skulle tro.," hun nikkede kort.

"Men jeg vil lade dig være alene nu, du er udmattet, og trænger til at hvile efter anstrengelsen af, at blive vakt til live.," Hun så sig over skulderen, mod den retning hun var kommet fra.
Hun havde dannet sådan en slags sti, for majsstokkene var formet efter, hvor hun havde gået, så de var nærmest ryttede lige på det sted.

"Godnat.," sagde hun hurtigt, inden hun vendte rundt, og gik afsted, og væk fra majsmarken.

//out

han kiggede på hende, hun Stod jo og virkede som om at den var ubetydelig. Den var jo farlig? han fattede hende ikke, men ligenu var hun den eneste der kunne fortælle ham om livet.

"hey bliv her!" prøver han er råbe af hende, da hun går.

han stod lettere forvirret. Hun havde da bare lige at forklare ham det! sådan at vække ham til live og bare efterlade ham i en verden, med dyr, mennsker, følser? alt muligt... han kunne ikke fatte det og ønsket igen at blive livløs som før. han lændede sig op af pinden, men ligger sig lidt efter ned og snart falder han i søvn unden af vide det.

//out