En mørk skikkelse nærmede sig hurtigt den store trappe. Det var umuligt at se hvem det var, da personen havde sin kappehætte trukket helt ned over øjnene. Der var dog en plet hvis hud og et par krølle synlige, men ellers ikke andet.
Fortumlet lænede Helaene sig op af en af de store søjler på trappen, o støttede sig selv. Hendes øjne var tågede, og koldsveden løb af hende. Uden videre omtanke smed hun sig selv på de kolde trin, og hætten blæste af, for at afsløre at smukt, men beskidt ansigt.

Samira kom roligt gående med et koldt smil på de røde læber, og et dræbende blik i de grønne øjne. Hvorfor hun var her var hun ikke sikker på, som så ofte var havde hun bare vandret mens tankerne fløj forud for hende. Et mirakel hun ikke var faldet eller lignende, men det kunne jo sagtens nå at ske. Først da hun var ved trappens start, stoppede hun og kiggede ned. En beskidt skikkelse lå for hendes fødder, og det fik hende til at smile, det sædvanelige tomme ret så sindsforvirrede smil som alle hendes stakkels ofre fik. Endelig en der lå på deres plads, ved hendes fødder. Samiras hvide hud blev let lyst op af månens blege skær, og intet andet end vinden og nogle få gladeshyl fra byens kro kunne høres. De fleste var krøbet til køjs, og havde efterladt nattens mørke til alt det der næste dag ville blive skjult af solens håb, for så at komme frem i nattens mørke. ,,Hvad har vi her?" Samira så ned på Helaene og grinede lidt, sikke et let offer, det var også så lang tid siden Samira havde fået lidt sjov, lang tid siden hun havde skåret og snittet lidt i folk. Men det ærgede hende alligevel lidt at byttet var så nemt, en del af det sjove var trods alt jagten.

Helaene rørte sig ikke.
Hun havde tydeligt mærket den kolde tone i den fremmedes stemme, og besluttede sig for at blive liggende, som en besvimet alkoholiker.
Gudskelov at den aroma af øl hænger i mit tøj, tænkte hun tilfredst. Ligemeget hvad denne person kunne finde på, havde hun et forsvar, og på trods af hendes svage udstråling, var hun stadig stærk i sindet.
Hun kunne tydeligt se den fremmededes fødder, og mærke den finere duft der kom fra hende. Meget langsomt og meget lydløst knyttede hun sin hånd, og bad til at hendes koncentration var på det højeste.

Samira skulle til at tage sin dolk frem da hun så ordentligt på Helaenea ansigt. Så bekendt... Midt i bevægelsen af at skulle tage sin dolk, bakkede hun et skridt til siden, og satte sig på trappen. Hele tiden med de grønne øjne fæstnet på Helaene, hun vidste godt det ikke var hendes mor, men hun lignede så meget at det gjorde hende ud af stand til at skade hende. ,,Du ehm.." stemmen var stadig kold og overlegen, ikke fordi det var bevidst, bare fordi sådan var hendes stemme nu engang.

Helaene åbnede endelig øjnene, for at afsløre en vis tågethed, der kom af hendes telepatiske evner, men dette forsvandt hurtigt da Samira lod til at slappe lidt mere af.
Hurtigt rejste hun sig, og trak en kniv fra kanten af hendes korset.
"Hvem er du," spurgte hun mørkt med blikket låst fast mos Samiras øjne.
"Hvad laver du her?"
Helaene vidste godt at hun ikke havde patent på teateret, men hun fandt det stadig underligt at en der så ud til at leve varmt og tørt, var på gaden på denne tid. Hun trådte et skridt frem, så hendes hvide ansigt var fuldt oplyst.

,,Leder efter sjov" snerrede Samira kort som svar på Helaenes latterlige spørgsmål mens hun smed noget af det sorte hår om på ryggen. Tydeligvis ligeglad med kniven der var rettet mod hende.
Med en hurtig og elegant bevægelse stod Samira nu op, og som ud af det blå var hendes dolk også fremme og rettet mod Helaene, og sammen med det et tilfreds smil.
,,Du?" Igen et dumt spørgsmål, men dog, hvad lavede en tydeligvis forduken kone på trapperne til et teater? Hvis hun ville have ly kunne hun vel være klogere, eller måske ikke.. Samira smilede hånefuldt og månen lagde nogle mørke skygger over hendes ansigt.

"Teateret er mit liv," hvæsede Helaene med afsky i stemmen.
Dette forkælede barn lodi kke til at fatte det mindste.
Med et skævt smid placerede hun igen kniven sikkert under korsettet og stod med armene bredt ud i en velkommende gestus.
"Men en ting jeg ikke ser, er hvorfor en velhavende mokke som dem vimser rund i byens gader så sent?" fortsatte hun spottende.
"Du er måske ikke så lille og fornem som du ser ud?"
Helaene overså kniven, og begyndte at gå langsomt frem og tilbage.
"Og hvad mener du helt præcis når du siger 'sjov'?"

Samira så koldt på Hal mens hun talte, sagde ikke noget med det samme, men tog sin dolk ned i den skjulte lomme mens hun så på hende, hun tog den ned, men den var stadig klar til at trække frem hvis noget skulle ske. ,, med ordet "sjov", mener jeg noget udnerholdende at lave.. eller, underholdende ofr mig ihvert fald.." Selvom Samira var ren og nydelig at se på, var hun faktisk ret fattig. Hun lod det bare ikke vise. ,,Og hvem siger jeg er en rig mokke?" Samira fnyste af Helaene og tog et truende skridt tættere, med hånden om dolken. (Ej man.. hvorfor blir jeg ved med at misforstå det? XD) ,,Er du sjov? Eller skal jeg lede videre.." en lav hvisken, efterfuldt af en ond latter. De grønne øjne skinede sindsygt i lyset fra gadelamperne og månen, og hun smilede ondt for sig selv mens hun ventede på Hals svar.

Hela rettede lidt på kappen, og strøg en krølle ud af de brune øjne.
"Det kommer an på hvem man er.. " svarede hun bare kort.
Hun elskede at tale i tåger. Det fik ofte de fleste gjordt godt vrede, da de så senere fandt ud af at det ikke var intelligensen der var noget galt med.
Hun sagde ikke mere, men blev ved med at gå frem og tilbage, imellem to søjler, for så at stoppe, bar for at betragte det smukke teater.
Et lavt suk undslap hendes tørre læber, og uhn rettede igen blikket mod Samira.
"Det er kun dig der kan afgøre om jeg er.. 'sjov'."

Samira sukkede lidt og tog dolken væk. Der var ikke noget sjov ved at true folk hvis de ikke blev bange. Samira så på Hel der gik rundt mellem søjlerne med et roligt køligt blik, selvom Helaene gjorde sit bedste for at irritere Samira, ville hun ikke lade det gå hende på. ,,Jeg kan vidst godt berette at du ikke er sjov.." hun smilede et lettere skuffet smil og så ned af de øde gader. Gaderne virkede på en besynderlig måde bekendte, men fyldt med noget forkert.. måske var det bare mørket der ikke gjorde dette sted godt, eller også var det fortidens spøgelser der plagede hendes sind. Samira rettede lidt på sit korset og så igen på Helaene ,,Hvad er Deres navn?" hun rynkede lidt på næsen og greb mod sin vilje fat i sin halskæde.

Hela så lidt på Samira, før hun langsomt gik helt hen til hende.
Hendes mørke øjne hade fået et underligt skær, og hendes læber bar et smil der så helt forkert ud.
"Det kommer ikke dig ved," svarede hun koldt, og roligt.
Hun mærkede ne dråbe regn på sin pande og rettede blikket mod himlen der vær dækket af tunge skyer. Endu en dråbe, og en til.
Endnu engang forandrede hendes udtryk sig, denne gang til et stort, tilfredst smil. Når man lever på gaden kommer man ikke så tit i nærheden af rent vand, og regnen var den letteste måde at blive ren på.

Da Helaene kom tæt på kom sammen med hende en vældig tyk stank af sprut og.. gamel uvakset hund. ,,Ew..." Samira holdt sig for næsen og så bebrejdende på Hel. ,,Hvad er der nu galt i at bade i en flod engang imellem?" hun så med afsky på Hel mens hun trådte et skridt til side for at komme ud af den klamme atmosfærre. Dråberne generrede hende ikke så meget, kun de første der gav hende kuldegysninger når de ramte hendes bare hvide hud. Lysten til at skærre i folk, var af en eller anden grund ikke så stærke lige nu..

Helaene ignorerede bare Samira, og begyndte blidt at gnubbe sit ansigt. Efter et kort stykke tid var hendes ansigt næsten helt ren, og endes hår gennemblødt om hendes skuldre.
"Det er ikke alle der kan saffe de nødvendige ting til at transportered os til en flod," sagde hun henkastet og kæmpede med en stor, brun plet på kæbebenet der bare ikke ville forsvinde.
"Vi kan ikke alle have tag over hovedet, meget af det de rige har, har de kun fordi at vi er mange der lever som dyr i gaderne. Det erikke det mes hyggelige, men det går an."
Faktisk talte Hela ikke direkte til Samira, mere til sig selv.
Endnu engang fandt hun sin kniv frem. Hun holdt den op mod lyset, for at bruge den som et spejl. Underligt nok var knive helt pletfri, med det smukke sølvæg og det sorte træskaft der gav den en elegant fremtoning.

Samira så lidt på Helaene og mumlede for sig selv ,,Du har vel ben.." hun kiggede op mod himmelen og kunne mærke regndråberne falde mod hendes ansigt. At konen valgte at vaske sig måtte hun selv om, Samira fandt hende ikke sjov, og gad derfor heler ikke interessere sig for hvad hun lavede. Den feminime hånd gled gennem hendes eget lange sorte hår mens hun stadig så op mod den mørke himmel. Kedsomheden begyndte at irritere hende, og hun trak igen sin egen dolk. I forhold til Helaenes var hendes ikke særlig køn, dette var bare en normal dolk, skabt til onde gerninger. Sammen med kedsomheden voksede en lille idé hos Samira og hun tog et hurtigt skridt mod Hel hvor hun hev fat i hendes hår og lagde dolken mod det. ,,Hvad med en klipning?" hun smilede ondt til Helaene og grinede lidt, gjorde sig klar til at undvige mulige angreb.

Helaene stod som neglet til stedet. Hun måtte prøve at lade Samira gøre hvad hun ville.
"Det ville du ikke gøre," gispede hun med en falsk frygt.
Men da Hela var en dygtig skuespiller, var det umuligt at kende forskæl fra sandt og falsk. hun var ligeglad med at miste et par lokker, det ville jo gro ud igen.
"Du kan da ikke frarøve den smule anstændighed jeg har?" fortsatte hun i samme tone.
Igen knyttede hun hånden. De lange, spidste negle borede sig ind i hendes regnvåde håndflader, og det resulterede i at en masse små rubinrøde dråber begyndte at pible frem.

Samira så tilfreds ned på Helaene, snydt af hendes skuespil, og overbevist om at hun endelig havde fået sig et skræmt offer. Måske man skulle overraske denne, og gøre noget andet end skære i hår? Men nu var det jo så nemt at det kunne man vel lige så godt gøre. Et "switcht" lød, og en lang og stor hårtot var skåret af. Dolken så måske ikke ud af meget, men den var uhyggelig skarp og præcis. Samira stod lidt og så tilfreds på håret der hurtigt forsvandt ned i rendestenen og først væk af regnen. Dolken blev nu lagt på Helaenes højre skulder, og med en langsom bevægelse pressede hun den ned, længere og længere mens hun nød at mærke dolken skære igenem med en uhyggelig præcission. Som en varm kniv gennem smør. Hvis Hel beklagede sig nu eller sagde noget, kunne Samira ikke høre det. Hun var i sin egen lille verden hvor hun nød følelsen af kniven der skar igenem huden, og blodet der dryppede ned på hendes af bladet, skaftet for til sidst at ende på hendes hånd.

FRYS

Helaene lukkede øjnene, og koncentrede sig om sin evne. Nog havde hun mistet lidt hår, men det var ikke noget der betød det store.
Da Samira rykkede videre til hendes skulder, lod Hela den synke ned, men intet sår var efterladet. Kniven var gået direkte igennem hendes skulder.
Med et frifredst frys, vender Hela sig om og ser direkte ind i Samiras øjne, inden hendes egne igen bliver tågede.
I løbet af ingen tid havde hun, via telekinese, fået fat i en fakkel, som hun truende svingede frem mod Samira.
"Der skal mere end en tåbelig kniv til at give mig ar," lo hun højlydt.

Samira hvæssede irriteret over at hendes angreb var mislykkedes, og muggen over at blive grinet af. ,,Jeg skal nok få lavet lidt sjov ud af dig alligevel" hun rettede sig op og så overlegent på Helaene, mens hun legede med lidt af sit hår.
,,Men det må blive en anden gang... " Hun gjorde sig usynlig, og håbede på at Helaene ville regne med at hun var teleporteret væk eller lignende, og mens denne kone skulle tænke det, var hun i færd med at snige osm om bag Helaene, med dolken klar til at hugge. Nu var dte blevet et mål for Samira vare at få snittet en smule i Hel, gerne meget.
Desværre, inden hun skulle til at slå til, stødte hun foden ind i trappen. Det var ikke fordi der kunne høres, nej det gjorde bare UFATTELIGT ondt! Og det håndterede den unge dame ved at bande og svovle i sine tanker, men hun kunne ikke få sig selv til at angribe, det gjorde for ondt i foden.

Helaene slappede lidt af, og så på sine blodige hænder.
Hun gik et par skridt frem, og syntes at høre en blød lig ved hendes venstre side. Hun rystede let på hovedet, og gik videre. Der var jo så mange lyde i byen om natten.
Hun sukkede dybt, og tog fat i den lille tit hår det havde lykkedes Samira at skære af.
"Nårh ja.. Det vokser jo ud igen," mumlede hun stille og stoppede op, for at føle den herlige regn mod sit nu rene ansigt.

Samira anede at Helaene var på vej væk, og kastede arrigt sin dolk mod hendes ryg mens hun gjorde sig synlig.
,,For satan min fod gør ondt" hvæssede hun for sig selv mens hun gik over til Hel.
Regnen havde nu fået gjort Samira fuldstændig gennemblødt, men det tog hun sig nu ikke synderligt af. Det eneste hun tænkte på lige nu, var at Hel skulle føle smerte. Og så at hendes egen fod gjorde ondt..