Aishe kom gående, trækkende på sin hest, og med rakkalaphen lige i hælene. Hun så søgende rundt, mens hun bed sig lidt i læben. Tasken med krystalkuglen i hang tungt om hendes hofte. Hun søgte en bestemt butik. Lorke knurrede let, af forbipasserende, men Aishe tyssede.

Hun så derefter rundt, inden hun med et let suk forlod stedet igen. Hun havde ikke kunnet finde hvad hun søgte.

Josette går langsomt afsted på den åbne plads der vrimler med mylder og mennesker.
Der er utroligt gang i boderne, sådan en fredag..
Hun propper kort hænderne i lommerne på den tætte læderjakke, og skutter sig en anelse.
Hun bryder normalt ikke om at være på så åbne pladser, med så mange mennesker, men hun er i hvert fald heller ikke sig selv lige for tiden..
Og det her giver hende en eller anden falsk følelse af ikke at være alene.
Hun stopper kort midt i det hele, og synes et øjeblik det hele er uoverskueligt, og kaoset enormt.
I virkeligheden går hun og overvejer hvor vidt hun skal opsøge Cassa. Omvendt ønsker hun ikke ligefrem at forstyrre.. Slet ikke hvis han er syg, eller skadet.. Han er så sårbar.
Med et suk der signalerer hun synes det her er temmelig håbløst, dumper hun ned på en bænk, og giver sig til ubetydeligt at iagttage nogle af alle de mennesker der vrimler rundt.
Hun skiller sig ud.. Selv her. Alle render rundt i de der gammeldags kjoler, og deres underlige tøj, selv for herrernes vedkommende, i kedelige, neutrale, farver.. De rige så i noget større kjoler, og pangfarver, men dem er der ikke synderligt mange af her lige nu.. De har nok folk til at gøre indkøbene for sig. Og Josette sidder der midt i det hele, med sorte, stramme cowboylignende bukser, mellemhøje støvler, et tæt corsage, og læderjakken udover, der kun knapt dækker hele maven, samt det sorte lange hår løst slået ned over det hele, og make-up de knap kender til her. Og så smykker de aldrig ville kunne se meningen i, og selvfølgelig tatoveringerne.. Men aldrig i livet om hun har tænkt sig at ændre sig for deres skyld, de kan rende og hoppe.. Hun får blandede blikke.. Nogle nysgerrige og undrende, andre snobbede og fyldt med afsky.. Sidstenævnte bliver besvaret med et så giftigt blik fra Josette at de hurtigt ser skræmt væk og skynder sig videre.
,, Tsk.. " mumler hun blot lettere overlegent, og overvejer så igen hvor vidt hun skal opsøge Cassa eller ej..

Til sidst rejser hun sig irritabelt over hun ikke kan beslutte sig, og går hen til en bod med frugter, hvor hun køber en kaki..
Hun går med det samme igang med at spise den, og røber ikke for omverdenen hun lige så godt kunne have spist et stykke pap. Det eneste der nu smager for hende, er noget hun nok ikke liige skal begynde at hugge ud efter her.
Imens hun tavst spiser sin frugt, iagttager hun igen dem der myldrer forbi, og sender en ung herre et advarende blik da han blik hviler lidt for længe på hendes kavalergang.. Også han syntes at skræmmes af de gennemborende grønne øjne, og dropper sit foretagende for at smutte videre.
Hun smidder den lille stilk fra sig da det er alt der er tilbage, og sukker igen frustreret over hun ikke rigtig kommer nogen vegne..
Rastløst begynder hun langsomt at gå afsted, uden noget egentlig mål, igennem boderne.
Til sidst forvandles hun i ly af nogle boder til den lille sorte kat, og forsvinder i høj fart.

Solen står højt på himlen, og kulden har allerede et godt tag i gaderne. Dog summer der en livlig stemning af liv og glade dage, overalt på den store plads. Folk bag boderne råber det bedste de har lært, håber at lokke nogle kunder til, mens små børn går rundt med store øjne og kigger på alt det spændene der sker.
Næsten alle piger stor rundt omkring i flokke, hvisker og fniser mens de kigger med drømmende øjne på Nathan, der ikke tager notis af dem. Sidder bare stille på sin bænk, med et æble i hånden og et skævt smil på de kønne læber.
Som altid er der mange piger der sender ham lange blikke, og han gør sit bedste for ikke at se igen, det piner ham at det altid er det forkerte køn der kigger.
Med et suk rodder han lidt i det hvide hår, mens de mørke øjner smiler for sig selv.
Æblet begynder han lige så stille at kaste op i luften, for at gribe det igen. For så at kaste det igen, og gribe. Dog lykkedes det ikke tredje gang, og han taber æblet som triller et stykke væk fra ham.

Ria gik stille rundt. Det pinte hende lidt at se alle de andre piger stå i flokke og snakke sammen, mens hun selv gik rundt alene.
Hun kiggede lidt rundt. Bemærkede at de fleste piger så det samme sted hen. Hun skævede lidt til Nathan og rystede kort på hovedet. Hun så lidt rundt og gik lidt i sin egen verden..

Nathan rejste sig med et suk for at hente sit æble. Han havde lige siddet så godt altså..
Da han havde bukket sig ned for at samle æblet op, kom en mand løbende forbi og kom til at skubbe til ham i forbifarten.
Med et ,,urgh!" røg Nathan fremad, og ramte ind i en fremmed.
Han skyndte sig at rejse sig, og smilede forlegent til Ria ,,Det må De undskylde, kom De noget til?" Han rakte en hånd frem hvis hun ville have hjælp til at rejse sig.

((Håber det er okay, at jeg lader ham ramme hende^w^))

( Helt okaii.. )

Ria mærkede et sus i maven og faldt bagover. Hun så lidt forvirret rundt og så op på Nathan. Hun tog taknemmeligt imod hånden og kom op at stå.
"Ehm.. Nej, det' fint." Sagde hun beskedent og smilede lidt skævt til ham.

Nathan smilede lidt til hende, og samlede så endelig æblet op.
,,Ah..årsagen til al balladen.."
Nathan smilede lidt undskyldene til Ria.
,,De er sikker på De ikke slog Dem?"
Han så bekymret på hende, og tog et grønt æble op fra sin taske/rygsæk.
,,Som en undskyldning.." han holdte æblet frem mod hende, mens han smilede sit sædvanelige charmerende smil.
Efter Nathan havde væltet, og derefter hjulpet Ria op, havde folk betragtet dem lidt, men begyndte nu at gå tilbage til deres egne sysler igen.
Pigerne fra før, stod dog stadig og kiggede, nu bare mere interressante på hvad der nu skulle ske mellem de to.

Ria så lidt rundt og så på ham. Hun rystede lidt på hovedet.
"Nej.. Bare behold det, det gør ikke noget.." Sagde Ria og smilede venligt til ham.
"Ehm.. Ria.. Jeg hedder Ria.. Hvad hedder du?" Spurgte hun for lidt at skifte emne..

Nathan pakkede det grønne æble væk, og nikkede høfligt til hende da hun sagde sit navn.
,,Nathan" han smilede lidt skævt, og tog så en bid af sit eget æble.
Han havde det stadig ikke godt med at have væltet hende, og han så derfor stadig lidt skyldbevidst ud.
En let vind løftede noget af hans pandehår væk fra ansigtet, og han kløede lidt i hovedbunden mens hun så sig lidt omkring.
Pladsen på bænken virkede fristende, og han skævede lidt fra den til Ria.
,,Vil De sidde ned?" han smilede venligt til hende, og gjorde en gestus mod bænken.

Ria smilede taknemmeligt og venligt til ham og satte sig ned på bænken.
"Ja, Tak.." Sagde hun mens hun satte sig. "Pænt navn.." Sagde hun så.
"Han virker da meget flink.." Tænkte Ria og så lidt på ham.

Han grinte mildt over komentaren omkring hans navn.
,,Mange tak.. da jeg var yngre hadede jeg det, men man blir klogere med alderen.." han fik det til at lyde som om han var usigeligt gamelt, når han i virkeligheden kun var i 20'erne.
Hendes tanker fik ham til at smile glad.
,,Er De sikker på, jeg ikke kan give Dem æblet som undskyldning?" smilet fra før, blev nu lidt mere skævt.

Nej, behold det.. Hvor gammel er De da?" Spurgte hun venligt og smilte lidt til ham..



(Undskyld kortheden, men må gå.. Kommer om et kvarters tid..)

Han skulle til at svare, da han synes han kunne spotte en velkendt person i mængden, en hvis grønhåret søster.
,,Undskyld mig frøkken Ria, men jeg må få fat på min søster" han smilede høfligt, og bukkede kort da han rejste sig.
Hurtigt voksede pels ud, og hænder og fødder blev til stor ulvepoter, og snart efter løber en sort lilla ulv væk blandt mængden.

//out

Ria så lidt efter ham og gik så selv..

( Sorry at jeg ikke kom tilbage..! )

Hun kommer roligt gående gennem mængden af mennesker.
Hun var egentlig i godt humør idag, hun gik frem og tilbage mellem
boderne. Der var mange flotte ting, men hun tjente jo ikke noget,
så hun havde ikke rigtig nogen penge. Solen skinnede, med en let brise
engang imellem. Hun havde et par shorts på hun selv havde lavet af
nogle rester stof, også havde hun en lidt nedringet trøje på.

Jate kommer gående ind mellem boderne og ser sig nysgerrigt omkring.
Her er mange handlende, og han overvejer lidt, om han måske selv forsøge at sælge noget.
Der er dog ikke så forfædeligt mange folk på gaden, og de fleste er bare nogen, der går og kigger, uden at købe noget.
Han bemærker den letpåklædte pige, der går rundt og beundrer bodernes indhold, og han beslutter sig for at gøre forsøget alligevel; hurtigt går han gennem mængden og standser op foran hende.
"Godeftermiddag Frøken. De skulle vel ikke være interesseret i at købe en magisk amulet?" spørger han høfligt og bukker let for hende.

Hun standser og ser rundt. Nej der var ikke noget. Hun ser undrende
på herren der stopper op foran hende. Hun smiler blidt. "Magisk Amulet?"
kommer det fra hende, med en vis mistro i stemmen, "Hvad skal det sige?"
spørger hun og lægger hovedet på skrå, mens hun smiler skævt.

Han smiler og slår ud med armene.
"Der findes magisker amuletter med de utroligeste evner, Frøken," siger han.
"Amuletter, der kan se ud i fremtiden eller gøre Dem usynlig. Jeg sælger også magiske drikke, der kan helbrede enhver sygdom." Forklarer han, - stadig med et stort smil på læben. At størstedelen af disse magiske vidundere så rent faktisk overhovedet ikke virker, er selvfølgelig ikke noget, han nævner. Han er blot ude på at få tjent nogle penge.

"Nej tak. Jeg tror ikke på sådan noget" konstatere hun roligt og ser
på herren for at finde hans reaktion. Hun smiler skævt