Det kunne af og til være svært at vide, om der stadig var dagslys på himlen, når man tilbragte det meste af sin tid i Dianthos' undergrund, men Nima havde en svag fornemmelse af, at skyggerne på overfladen var ved at blive lange.

Broderskabet havde deres hovedkvarter i skjul under Dianthos' gader - i en række gamle krypter og hvælvinger, der for længst var blevet glemt af resten af verden, og hvor kun dem, som var inviteret, fik lov til at sætte deres fødder. Som deres indflydelse langsomt, men sikkert steg i byen, begyndte deres fysiske tilstedeværelse også at krybe ud over mere og mere af undergrunden. 
Steder der tidligere havde tilhørt rivaliserende bander eller slet og ret ingen, var nu i Broderskabets kontrol.

En let banken lød på døren, som Nima havde indrettet til sit kontor. Et halvt udbrændt stearinlys stod på bordet og kastede et flakkende skær ud over et landkort, som lå udbredt på bordoverfladen, og som Nima var ved omhyggeligt at markere med små symboler. Han så op med en begyndende irritation i blikket og bød den bankende at komme ind.

"Vi har fanget en snushane, der gik steder, han ikke skulle." 

Nima kiggede med et udtryksløst blik på sin underordnede. En stor mand med tatoverede arme - den slags mænd, som han holdt af at holde i sin umiddelbare nærhed for at agere beskyttelse og uddele tæv til dem, der trængte til det. "Hvorfor har I ikke blot taget jer af det?" Lød det fra Nima, som hans blik vendte tilbage til kortet på bordet igen. Han forventede, at de sagtens kunne finde ud af at give en eller anden nysgerrig type et solidt lag tæsk, uden han behøvede blande sig i noget. 

"Han .. påstår han har noget at sælge." Manden så en anelse brødebetynget ud.

Nimas opmærksomhed blev fanget igen, som en lille trækning gik gennem hans ansigt. En mulighed? Måske. "Tag ham herind. Kropsvisiter ham først." svarede han. Han skulle ikke falde i et eller andet bagholdsangreb, men han var en anelse nysgerrig. Det var en dristig makker, hvis han blot vandrede ind på Broderskabets områder. Som døren faldt i bag hans håndlanger, trak han sig en smule tilbage fra skrivebordet, nysgerrigt afventende hvem hans kumpaner ville slæbe ind gennem døren om et øjeblik. 

Det havde været noget af et chok Leo fik sig, som det var gået op for ham at meget havde ændret sig på de få måneder han mente han havde været væk. Men der havde ikke været mange af hans venner tilbage til at byde ham velkommen, så han havde måske også lidt (fejlagtigt) antaget at han kunne gå hvor han plejede. Lige indtil et kæmpe brød stod foran ham, og var klar til faktisk bare at banke ham.
Heldigvis var Leo ikke helt uden lidt gade kundskab, selvom Tia havde ikke virket begejstret da det gik op for hende, hvad deres plan i det hele taget havde været, og hun havde været... ærligt lidt af en hystade på vejen.

Hænderne havde fået alt ud af hans lommer, men de virkede ikke helt til at de forstod hvad tasken kunne som de hev den fra ham og konkluderede at den virkede magisk men tom. Det var først som et par store hænder begyndte at række ud efter Tia, at Leo lidt mere advarende sagde "I rør hende ikke," og hun forsøgte at bide lidt hvæsende ud efter dem, inden hun hopped et halvt skridt tættere på hans skulder mod hans hoved, som hun prøvede at presse sig ind til ham.
Endelig blev de puffet ind af døren og Leo fik øje på den overraskende lille mand, som han dog godt kunne se nok var ham der bestemte. Hans øjne blev kort lidt smallere som han tog ham ind, inden han gik de sidste par skridt hen for at stå foran ham, føniksen på hans skulder, som fjerene faldt smukt ned af hans ryg. Selv for en der ikke kunne læse dyr, så lignede hun i hvert fald en der var noget utilfreds over situationen. Leo smed i stedet for et smil på sine læber.

"Så du er ham jeg skal snakke med om den lille misforståelse?" spurgte Leo, og holdt tonen venlig. Han var godt klar over at han ikke havde en jordisk chance for at spille med musklerne her, og ærligt så ville han havde fortrukket at Tia var fløjet afsted, men stædig som hun var, var hun taget med ham. 

En mand i Nimas position var nødt til at have visse regler etableret omkring sig. En af dem var, at absolut intet farligt måtte bringes i hans nærhed - for man vidste aldrig, hvem der kom for at udfordre ens position eller stikke en i ryggen. Det gik dog op for Nima, som den unge fyr blev skubbet ind gennem døren, at han ikke tydeligt nok havde præciseret, at det naturligvis også var gældende for dyr. Og fugle. 

Han lod stilheden falde over rummet et øjeblik, mens han så ham an. Han var høj - men det var de fleste i sammenligning med Nima. Tøjet var praktisk og han virkede bevendt - omend ikke helt den størrelse muskuløse brød, som Nima foretrak at holde omkring sig. Fuglen på skulderen både interesserede ham og gjorde ham vagtsom. Den så magisk ud.

"Og du er ham, der forstyrrede mit arbejde, ved at bevæge dig på område, du ikke har fået lov til?" 

Skød Nima tilbage. Hans stemme var kølig og en anelse faretruende - ikke at han reelt havde tænkt sig at gøre fyren noget, medmindre han viste sig at skabe for mange problemer. Hvis alt gik helt galt, kunne man vel altid fange fuglen, give dens ejer et solidt lag bank og smide ham i kloakerne et sted.

"Ved du hvem, vi er?" Spurgte han, hentydende ikke til sig selv, men Det Røde Broderskab. 

Leo var hurtig til at holde hænderne op i en tydelig overgivende facon, som hans øjne spærrede lidt op. Han havde virkelig ikke i sinde at træde nogen over tæerne her. Han brugte langt fra nok tid i Dianthos til at han havde lyst til at være til besvær for nogen i den kriminelle undergrund. Det skabte mere røre end han havde behov for, når han jo ligesom skulle afsætte sine varer. Og det ville nok og så kun lave problemer senere, hvis han... fik fuldført sin reelle planer i Dianthos.

"Jeg ønsker ingen problemer," sagde Leo. "Jeg var ikke klar over at hvem der var på gaderne havde ændret sig." For det havde han ikke. Hvis han havde, så var han taget en helt andet rute. Hvor meget kunne også lige nå at ændre sig i løbet af den tid han var væk? Tingene virkede næsten til at ændre sig hurtigere end dengang han var barn.

"Ærligt, det gør jeg ikke," sagde Leo, og lod armene langsomt falde ned. "Jeg kommer primært til byen for at sælge mine vare, inden jeg tager tilbage ud. Jeg tilhører ikke engang nogen bande." Mere. Den del behøvede han ikke sige helt højt. Desuden, dengang havde været drengestreger, og det var næppe noget en mand som ham ville mene var nok bande til at man ville gøre noget ved eller være påpasselig på. Måske han nærmere ville have rekrutteret dem. 

En svag anelse af en trækning kunne fornemmes i Nimas mundvig, som manden var hurtig til at række hænderne i vejret. Selv om han efterhånden havde etableret sig godt i rollen som Broderskabets leder, var der altid noget tilfredsstillende ved at se større mænd udvise respekt over for ham - eller endnu bedre: frygt.

"Men alligevel finder problemerne dig." Kunne Nima ikke helt dy sig for at bemærke. Han begyndte at bevæge sig rundt i rummet, langsomt i en halvcirkel omkring manden. Hans spinkle krop var iklædt mørke men praktiske klæder, der tillod ham at bevæge sig nemt og hurtigt, skulle der være brug for det.

Meget havde ganske rigtigt ændret sig i Dianthos' Gader den seneste tid - især når det kom til hans egen indflydelse. Ændret sig til det bedre, hvis man spurgte Nima, men det kunne selvfølgelig give problemer, hvis man forventede at alting var, som det plejede.

Hvis manden virkelig var så uskyldig i det hele, som han gav sig ud for.

På trods af hans tilsyneladende ærlighed, kunne Nima ikke helt lade være med at mistænke, at han havde hørt et eller andet. At han måske var kommet for at spionere på dem. På Nima. Han betragtede ham et øjeblik tavst, inden han smilede kort. Leg med på det hele for nu, og find ud af, hvad han er ude på.

"Og hvad består disse varer af?" Spurgte han i stedet. 

Lederen virkede næsten kun mindre som han rejste sig op, og det blev klart hvor meget højde og muskler Leo faktisk havde på ham. Måske i det fri kunne han overmande ham, men selv der ville Leo foretrække ikke at tage chancen. Hellere løbe væk og leve endnu en dag, end at tage chancen for at blive banket til plukfisk af en eller anden der så alligevel havde flere magiske kræfter end en selv.
"Det har de desværre lidt med at gøre," sagde Leo i hvad han forsøgte at have som en let latter, selvom det nok meget ofte var ham der opsøgte problemerne, bare ikke her i Dianthos. I Dianthos foretrak han virkelig at forsøge at gøre tingene så ordentlig, uden at komme i problemer med hverken de kriminelle eller byvagterne, men det var bare ikke altid han kunne få lov til det.

Og hvor Nima måske var flere skridt foran dem begge, så prøvede Leo virkelig bare at få lov til at gå med livet i behold herfra. Han blev virkelig nødt til at finde nogle nye informanter så han vidste det her næste gang han kom forbi.

Da varene blev bragt op igen, kunne man se Leos skuldre bare rykke sig en lille smule i lettelse, selvom ikke meget, som Tia stadig sad lidt uroligt på hans skulder.
"Jeg har lidt af hvert," indrømmede Leo. "Gamle sager. Nogle guldtallekener og bestik blandt andet," sagde han. Hvilket hos de rigtige mennesker kunne være meget værd. For de forkerte, så kunne det om ikke andet nok bare omsmeltes til noget der også var værdifuldt. Han håbede det var noget manden ville være interesseret i. 

Nima standsede sin vandring for at se lidt op og ned af den anden mand. Hans blik hvilede igen et øjeblik på fuglen, bemærkende dens uro. Kunne den finde på at flyve ned og hakke ham i ansigtet? Hans ansigtstræk afslørede dog ikke den mindste frygt for fuglen - han havde for længst lært, at det var en svaghed, man ikke kunne udvise over for andre.

"Hmm." Svarede han blot, som for at konstatere, at det ganske rigtigt var lidt af en suppedas, den lyshårede fyr var havnet i.

Han lagde hovedet en lille smule på skrå, som der begyndte ivrigt at blive fortalt om værdigenstandene. "Og du .. render bare rundt med alt det her guld? Hvilken stakkels adelsfrue har du plyndret for hendes service?" Spurgte han med en hvis skepsis. Hans kumpaner ville naturligvis kunne fortælle ham, hvad han havde haft på sig, men det var da nemmere, hvis fuglemanden selv kunne fortælle.

Desuden havde Nima ikke nødvendigvis tænkt sig at plyndre ham, selv om ordet guld havde fået en lille trækning til at løbe gennem hans ansigt. Som en hund der rejste ørerne i samme øjeblik ordet godbid blev nævnt. Hvis der var noget af værdi, var Nima altid interesseret. 

Det var en hårfin linje at gå. Leo skulle helst ikke fortælle fremmede for meget, men samtidig hvad kunne de reelt bruge hans information til? Han ville dog heller ikke bare være en eller anden hund de sendte til sin visse død fordi de gerne vil have mere og mere og mere. Sådan endte det altid med de grådige, og Leo anede ikke om denne spinkle mand var en af dem. Han lignede i hvert fald en der ingen skrupler havde med det.
Hans ene mundvige trak sig lidt ud i en lige linje, som han lod blikke dvæle lidt ved ham, inden han rettede blikket mod Tia, som skrappede lidt til ham, en protest over ikke at give noget som helst, men hun vidste heller ikke hvordan livet kunne være her i Dianthos.

"Det er en anelse mere antikt end hvad adelsfruer ville have her i byen," sagde Leo. Han kunne mærke hvordan hans hjerte bankede bare en anelse for hurtigt. Han hadede det her. "Det er ikke her fra byen, så du kan være ganske rolig, at det i hvert fald ikke er den slags genstande." Han kunne sige tyvekoster, men han ville jo mene at det var det heller ikke. Man kunne vel ikke stjæle fra dem der allerede var døde.
Tia kom med et skrap, næsten som istemte hun i hvad Leo havde sagt, selvom hun også lidt lignede en der overvejede at give Leo et hak i øret i stedet for den mørkhårede mand. 

Fuglens skræppen fik igen Nimas opmærksomhed til at falde på den. Han ville egentlig gerne spørge ind til den, når emnet med guldet var afsluttet - og så ville det være nødvendigt at give den ene af vagterne en ordentlig røffel for at have tilladt den at komme med ind. 
De virkede tætte, dog, fuglen og manden. Som om de forstod hinanden på en eller anden måde.

"Antikt, siger du?" Nimas øjenbryn løftedes en smule. Det kunne betyde mange ting - men det var udemærket at vide, at der ikke var nogen efter ham for at få deres stjålne genstande igen. Især hvis de sporede ham til Nimas territorier.

"Folk kommer som regel ikke med lommerne fulde af guld i denne her del af byen, medmindre de har en specifik type handel på hjerte." Konstaterede Nima med et skarpt blik på den anden mand. "Enten er guldet en af den slags genstande, eller også ønsker du at bruge det til at købe nogle af den slags genstande." Nima efterlignede hans tonefald, selv om de begge udemærket vidste, at der mentes tyvekoster. Ellers var han vel gået til antikvitetshandleren med sit service.