Broderskabet havde deres hovedkvarter i skjul under Dianthos' gader - i en række gamle krypter og hvælvinger, der for længst var blevet glemt af resten af verden, og hvor kun dem, som var inviteret, fik lov til at sætte deres fødder. Som deres indflydelse langsomt, men sikkert steg i byen, begyndte deres fysiske tilstedeværelse også at krybe ud over mere og mere af undergrunden.
Steder der tidligere havde tilhørt rivaliserende bander eller slet og ret ingen, var nu i Broderskabets kontrol.
En let banken lød på døren, som Nima havde indrettet til sit kontor. Et halvt udbrændt stearinlys stod på bordet og kastede et flakkende skær ud over et landkort, som lå udbredt på bordoverfladen, og som Nima var ved omhyggeligt at markere med små symboler. Han så op med en begyndende irritation i blikket og bød den bankende at komme ind.
"Vi har fanget en snushane, der gik steder, han ikke skulle."
Nima kiggede med et udtryksløst blik på sin underordnede. En stor mand med tatoverede arme - den slags mænd, som han holdt af at holde i sin umiddelbare nærhed for at agere beskyttelse og uddele tæv til dem, der trængte til det. "Hvorfor har I ikke blot taget jer af det?" Lød det fra Nima, som hans blik vendte tilbage til kortet på bordet igen. Han forventede, at de sagtens kunne finde ud af at give en eller anden nysgerrig type et solidt lag tæsk, uden han behøvede blande sig i noget.
"Han .. påstår han har noget at sælge." Manden så en anelse brødebetynget ud.
Nimas opmærksomhed blev fanget igen, som en lille trækning gik gennem hans ansigt. En mulighed? Måske. "Tag ham herind. Kropsvisiter ham først." svarede han. Han skulle ikke falde i et eller andet bagholdsangreb, men han var en anelse nysgerrig. Det var en dristig makker, hvis han blot vandrede ind på Broderskabets områder. Som døren faldt i bag hans håndlanger, trak han sig en smule tilbage fra skrivebordet, nysgerrigt afventende hvem hans kumpaner ville slæbe ind gennem døren om et øjeblik.
Krystallandet
