En blid aftenbrise strøg ind gennem de åbne altandøre og fik de lette gardiner til at blafre. En behagelig duft af blomster og modne frugter fra den store have, der omkransede paladset, havde sneget sig ind i rummet. I det fjerne kunne man høre en påfugl skræppe og lyden af plasken, som nogle af havens andefugle bevægede sig over en af de små, kunstige damme, der var anlagt i haven.

Fyrsten af Rubinien stod med og betragtede et vandkar, der var opsat i midten af rummet. Han havde dybe panderynker og fingeren strøg over det gyldne overskæg med en tænksom mine. Han havde set mange ting i spejlet på det seneste, der gav anledning til bekymring: Folk, der pludseligt talte mistænkeligt familiært til hinanden. Hvisken i krogene. For meget snak om fyrstebørnene og i særdeleshed Sephyrans arvinger.

Og så rygterne om, at hans tidligere kone var blevet set et sted i Rubinien. 

Han havde ikke været i stand til at se hende i spejlet - et tegn på, at hun havde en eller anden måde at undgå ham på, hvilket blot gjorde ham mere nervøs. Han var også begyndt at blive mistænksom over for tjenestefolkene og selv den mad, han fik serveret.

"Træd ind." 

Bød han, da han hørte skridt på gangen udenfor. Han havde bedt om at slaven, Emin, skulle hidkaldes, og han vendte sig fra vandfadet med en utålmodig bevægelse. Det var tid til at den gamle ørkenelver blev gjort mere nyttig for fyrsten..