Obs: alle trådsvar er Lysander Ljungberg og ikke Theodore. 

Åndedraget forlod Lysanders mund i anstrengte, lavmælte suk. Hvert skridt begyndte at føles tungere end det forrige, og særligt det højre ben teede sig som én i—...som om han måtte trække det efter sig og tvinge det frem for hvert skridt.

Han var på vej væk fra Isarikatedralen efter en højmesse, som alle riddere forventedes at deltage i, når det var dem muligt. Lysander var tilbage i Dianthos, omend kun for en kort periode, inden han igen skulle udsendes, så han kunne ikke se noget dårligt i at bede for sin familie og takke for Isaris lys og hendes gaver.

"Argh, hvad nu..." knurrede han irritabelt og tog sig til benet. Blikket gled ned langs det med en dyb fure mellem de mørkeblonde bryn. Et par dage før sin ankomst til hovedstaden var han blevet bidt af et eller andet dyr. Hvad præcist havde han ikke set, men biddet havde været kraftigt nok til at gå gennem stoffet i hans bukser. Selvfølgelig havde han undersøgt det med det samme. Huden havde været en smule rød, men ellers havde han haft det fint. Til messen mærkede han godt nok en snigende hovedpine, og musklerne i benet var begyndt at trykke mærkeligt. Han forventede det var noget midlertidigt.

Nu fik han sved på panden bare af at gå få meter.

Lysander sank en gang og blinkede hårdt, da omgivelserne et kort øjeblik syntes at forskyde sig. For pokker. Han humpede hen mod et nærliggende træ og lod sig med en anstrengt lyd synke ned i græsset. Her kunne han heller ikke ligefrem begynde at trække bukserne ned for at se, hvad der var galt. Og det kunne umuligt være dét bid. Ikke flere dage senere.

Hvor var det latterligt.

Men ligegyldigt hvor latterligt Lysander mente, det var, lukkede han øjnene med et utilpas udtryk og lod baghovedet hvile mod træets bark. Sveden lå klam ved hårgrænsen, og benet dunkede i takt med hans puls. Han skulle bare lige sunde sig. Så kunne han komme videre.

Isari blev besøgt mindre ofte, end Salem ønskede det. Med en syg hustru og to voksne, ugifte børn havde han nok at se til og mange bekymringer, som familiens overhoved. Som ægtemand. Som far, ikke mindst... Og ikke nok med det, kunne han ikke løbe fra sit ansvar som doktor i Valmueklinikken. Uge efter uge, dag efter dag, havde det bugnet med patienter, og der havde manglet senge, hænder og medicinlageret kunne knap nok følge med. Meget mod hans vilje, havde Salem simpelthen måtte bekende, at han ikke kunne tage sig af dem alle, og han havde sendt dem videre til byens healerhus i det Centrale Dianthos.

Der var højmesse i dag, havde han fået at vide. Salem havde taget beslutningen om at drage mod katedralen, når messen var forbi. Han skulle blot aflægge et kort visit, med penge og stearringlys, bede for sin hustrus helbred, og bede for sine børn.
Selmy, som var så voksen nu, men stadig hans lille dreng... Hvorfor alle de hemmeligheder? Hvorfor de vredesudbrud?
Og Ceelia, hans smukke, gode datter. Hvis bare hun ville lægge ansvaret fra sig, og acceptere, at hendes tid var kommet til at finde sin plads som kvinde og tage Ernie Marcel som ægtemand. Hvis blot Lydia var rask, så hun kunne inspirere Ceelia og vise hende retning.

Som han spadserede roligt igennem haverne, ikke langt fra katedralen, så han en af ridderne støtte sig til et af træerne. Han stoppede naturligvis op, for at se, om der var behov for lægehjælp.

”Sir?” Kaldte han. Lige som den rødblonde herre synkede ned i knæ, som en falden kriger, reagerede Salem straks og hastede sig væk fra stien og hen til træet. ”Sir, har det brug for hjælp-?” Han stoppede brat op, som han fik et nærmere kig på mandens ansigt. Han havde ikke set det mandfolk i mange, mange år.

”Ly... sander?” Ja. Stakåndet. Han havde nær glemt hans navn.

Lysander hev vejret ind i små bidder og åbnede først øjnene, da nogen henvendte sig til ham. Forpint flakkede de op, og verden virkede næsten endnu mere sløret i kanterne efter at have klemt dem så hårdt sammen. Han missede et par gange. Øjnene så først en torso, inden blikket langsomt fandt længere op.

Det tog et øjeblik.

"Salem...?" kom det tøvende fra ham, afbrudt af et pust. Navnet lå næsten som et fremmed sprog i hans mund. De havde været så unge. Så var Lydia blevet gravid, og Salem skulle giftes. Lysander havde ikke set ham siden.

Fingrene strammede sig om hans eget lår, som kunne grebet forhindre smerten i at brede sig længere. Brystkassen hævede og sænkede sig ujævnt, og selvom han mere lignede en fældet mand på en slagmark end én, der blot havde sat sig for at nyde udsigten, lykkedes det ham alligevel at presse antydningen af et smil frem.

Jo længere han så på ham, desto mere sikker blev han. Det var Salem. Salem fra hans ungdom. Fra dengang blikke kunne dvæle lidt for længe, og en hånd kunne blive liggende, længe efter den burde være blevet fjernet.

Det var dét, han huskede nu? Hah.

Lysander forsøgte at rette sig bedre op, men bevægelsen rev et lavmælt støn ud af ham. Alligevel viftede han affejende med den behandskede hånd og kneb det ene øje sammen, mens han fortsat så op på Salem.
"Jeg tager bare lige et hvil, og så..." Han nåede ikke længere.
En voldsom dunken skar gennem låret og fik ham til at krumme sig forover med et lyst fnys. Hele kroppen spændte imod den. Smerten sad ikke længere kun dér, hvor han var blevet bidt. Den trak højere op nu, langs indersiden af låret, gennem lysken og videre mod maven som noget, der langsomt arbejdede sig gennem ham.

"...for pokker." Han blev siddende foroverbøjet et øjeblik med kæberne hårdt presset sammen. "Det er bare et bid." Ordene kom mere stædigt end overbevisende. "Et eller andet bæst fik fat i mig for et par dage siden."