Biernes summen var efterhånden blevet mere sagte med efterårets kommen. For Ambrosia betød det, at arbejdet med dem ikke længere krævede helt så meget af troldens opmærksomhed, som det havde gjort tidligere på året. De trak sig mere og mere tilbage i staderne, og der ville gå nogle måneder, før foråret for alvor kaldte dem ud til dåd igen. 

Der var selvfølgelig en masse andet, Ambrosia kunne drive tiden med. Han kunne reparere lidt på hytten. Der var vist faldet en hel del kogler og grene på taget den seneste tid, som drilagtigt havde lavet små huller deri. I hvert fald dryppede det lidt fra loftet, når regnen faldt. Så var der selvfølgelig bivoksen, han kunne forme til lys. Ja, arbejde var der sådan set nok af. Heldigvis havde intet af det travlt.

Alt Ambrosia havde lyst til, var bare at ligge her i lysningen og nyde den varme efterårssol, inden skovene trak i deres vinterfrakker. Bladene på træerne var malet gyldne af Haldis' pensler, og dovent fulgte Ambrosia et par af dem med blikket, mens brisen legede med dem og lod dem dale mod jorden. Han havde ikke travlt i dag. I hvert fald ikke efter hans egne standarder. Den ene arm lå bag hovedet, og med den frie hånd bappede han roligt på sin pibe, så et par røgskyer formede sig over ham, før vinden tog dem med sig. 

En dejlig dag, virkelig. Stadig med piben i munden lukkede han øjnene og nød, hvordan omgivelserne kælede for hans sanser. Ambrosias lange, mosgrønne hår lå spredt og småfiltret omkring ham i græsset. De brede bukseben var rullet op og blottede et par behårede lægge, og fodtøjet havde han ikke gidet tage på i dag. De bare fødder blev derfor kærtegnet af svajende græsstrå, mens halen lå dovent snoet hen over hans mave. Det var lige før, at skjorten, der som sædvanlig også var lidt for stor til ham, var for varm på sådan en solskinsdag.

Aaaahh! Efterår! Nogen inhalerede alle skovens dufte dybt ind. Det køligere vejr betød at visse dyr og nogle trolde begyndte at samle sammen til et forråd af mad og forsyninger, så de kunne gå i hi inden vintersneen. En lille, hvidpelset ungtrold ved navn Fig plejede at spise sig godt fed, så han bare kunne dase og sove vinteren ud og først vågne op igen, når alt det grønne og det blomstrede dukkede frem. Han havde aldrig glemt dengang en bunke trolde bare brød ind i hans lille fine jordhule og plyndrede alt hvad der var at plyndre. Et helt forråd af mad, der skulle vare i flere måneder, blev spist på nærmest ingen tid, og jordhulen var braset sammen. Med andre ord var det barske tider, at slås om føden, og Fig hamstrede som aldrig før. Dyr og især trolde havde rippet hvad der var af mad i troldeskovene, langt inde i Amazonitskovene, og det betød at han nu måtte søge længere og længere ud af sine trygge omgivelser, for at søge efter føde.

Fig havde det her helt specielle finde-mad-der-er-langt-væk-talent med sin næse. Han skulle bare sniffe godt indad, og så kom han på sporet af noget nyt og spændende. Nogle gange var det mad. Nogle gange var det bare bæ. Sidstnævnte spiste han dog ikke...

I dag ledte hans næse ham afsted tættere mod skovbrynet. Han havde fået færden af noget sødt, men også noget meget mærkeligt? Sådan noget røg-agtigt noget. Det kildede væmmeligt i hans inderste, følsomme næsepels og fik ham til at rynke på næsen flere gange. Som han bevægede sig igennem krat og græs, så han hen mod en magelig trold, så lang og grøn, iklædt mennesestjålne klæder og en pibe. Fig kunne sagtens se forskel på en doven trold og en vild trold, så han følte sig ikke særlig bange.

”Novra! Fig troede lige at Fig så et af de dersens mennesker,” Fig kom frem fra sit skjul fra det høje græs, nu hvor det bare var en doven trold. Han havde rejst sig op, som et menneske, men kroppens fremskudte holdning illustrerede, at han normalt bevægede sig rundt på alle fire ”Er det dig der dufter sårn’ sødt-agtigt i det?” Spurgte han på troldsk, med et glad kaninagtigt udtryk.

Novra. 

Den vending havde Ambrosia ikke hørt i en rum tid. Novra. Hmm... Han bappede eftertænksomt på piben og vippede ufortrødent med fødderne. Novra, novra. Måske skulle han til at bruge det udtryk noget mere? Det var trods alt et godt ét. 
Først efter endnu et par sug på piben og adskillige røgskyer gik det op for ham, at novra ikke bare var en tanke, der umærkeligt var dukket op i hovedet på ham. Der stod rent faktisk nogen i græsset og talte. 

...Talte til ham. 

Er det dig, der dufter sårn' sødt-agtigt? 

Ambrosia lod blikket glide i retning af stemmen, før han dovent fik sit lange korpus op at sidde i græsset. De lange kaninagtige ører fik han skubbet af vejen. Det første, han fik øje på, var en lille, bleg spirrevip. En hvidpelset trold med store, nysgerrige øjne. Ambrosias eget ansigt røbede ikke meget; han betragtede blot den fremmede med sin sædvanlige zenagtige ro og tog piben fra munden. 
"Hmm... jo." Han betragtede piben et øjeblik og så så tilbage på den lille trold. Virkelig en spirrevip. "Hvis du mener den her, er det nok kamillebladene, du kan dufte." 

De isblå øjne blev liggende på trolden foran ham. Ham havde han vist ikke set før... eller? Jooh, vent. Måske havde han på en af sine sanketure set en lille hvid pelsklump tumle rundt mellem træerne. Om det havde været ham eller et eller andet fornøjet skovdyr, kunne Ambrosia selvfølgelig ikke afgøre sådan lige med det samme. 
"Du hedder Fig?" antog han og løftede det ene buskede bryn en anelse. Det lød i hvert fald sådan, når knægten talte om sig selv i tredjeperson.

Den lille trold var ikke nogen typisk trold. Det kunne man tydeligt se på ham. Hele hans krop var en lille smule abekatteagtig, lille, på trods af at han var ungvoksen, øjnene var store og runde, og kroppen var dækket til med pels. Alligevel var der ligheder og kendetegn, der i den grad var troldede. Trolden Fig talte i den grad troldsk, og faktisk var det det eneste sprog han talte, når og hvis han faktisk talte. Den anden trold foran ham, havde han genkendt som værende én af sine egne, og derfor talte han i dag.

Om han kunne genkende den anden trold…? Ikke rigtigt… Så skulle han først tættere på og snuse godt og grundigt til ham, for at se, om hans forstærkede lugteevner kunne huske hans duft. Han havde altid været i troldeskoven, og han deltog gerne til festligheder i Amazonitskovene, hvis altså der blev serveret mad. Så der var selvfølgelig en sandsynlighed for, at de havde forbipasseret hinanden.

”Kamille?” Gentog Fig, der stadig stod med god afstand til ham. Stod med let spredte ben i en åben posering, mens han tog sig overvejende til hagen. Den lette vind greb behageligt i hans hår og i pelsen. Næsen vrikkede lidt, som han duftede til luften omkring dem. Fig anede ikke hvad de hed. Han plejede bare at spise dem, frem for at ryge dem. I øvrigt vidste han slet ikke hvordan man røg.

”Hvordan vidste du at Fig hed Fig?” Han blinkede med de koloenorme store øjne. Det måtte være en meget vis trold. Eller også var det et ekstremt heldigt gæt. 

"Jaaah, man kan blande alle mulige urter sammen. Blandt andet kamille. Og så kan man ryge det ligesom tobak," forklarede han tålmodigt og sendte den lille, hvidpelsede trold et skævt smil. Ambrosias isblå blik gled endnu engang over den anden og den hvide pels, der dækkede stort set hele hans spinkle krop. Praktisk. Ambrosia selv kunne ikke ligefrem prale af pels på samme måde som sin troldefælle. Mennesker ville nok nærmere kalde ham behåret. Underarmene, brystet og skinnebenene var dækket af mørke, grønlige hår, men det var ikke ligefrem noget at prale af i troldeskoven. Rigtig pels var nyttigt. Så behøvede man heller ikke gå og stjæle tøj for at holde sig varm om vinteren. 

"Hvordan jeg vidste, at du hedder Fig?" gentog han. Det var egentlig et lidt fjollet spørgsmål, og et hjerteligt grin slap alligevel ud af ham. Ambrosia løftede hånden til munden og forsøgte at kvæle det bag den, så det i stedet blev til et par dybe, brummende kluk. Den lille trold var vel nok vældig kær. "Fig afslørede sit navn ved at sige Fig," smådrillede han og trak det ene ben op til sig, så albuen kunne plantes på knæet. Kinden sank dovent ned mod den halvknyttede næve. 

Blikket faldt eftertænksomt på piben og derfra tilbage på Fig. Hmm... Han stod stadig derovre med den pæne afstand mellem dem. "Vil du prøve?" Ambrosia ændrede grebet om piben og rakte den lidt frem mod ham. 

Figs ører, der også var utroligt pelsede, vippede til lyden af Ambrosias stemme, der lokkende fortalte om alskens urter og kamille, som Fig vældig godt kunne lide. Åh ja, om det fristede! Men Fig havde meget erfaring med trolde, og trolde havde det med at drille og tryne de mindre og dumme. Fig var lille, omtalte sig selv i tredje person, vidste meget lidt om verden. Men han var aldeles ikke dum! Hmm... Fig så nysgerrigt imod piben og røgen. Havde det nu også været den duft, der havde lokket ham hertil?

Stadig på afstand, betragtede han ham den grønne. Hans ører var utroligt lange, bemærkede han. Det var nok de allerstørste, slatne ører han nogensinde havde set. Næppe kunne de vippe lige så energisk som Figs. Men de måtte kunne opfange en del lyde.

”Årh! Det er derfor alle kender Figs navn!” Et lys gik op for den hvide trold, langt om længe. I årevis havde det været et mysterium, at visse trolde vidste hvem han var. Men Fig kendte nærmest ingen. Åh, men hvad mon ham den grønne hed? Fig strakte sig lidt for at se ham nærmere an. Han lod jo til at være temmelig afslappet. Han havde grinet, men vel ikke af Fig?

Vil du prøve? Piben blev rakt frem i en arms længde. Den lille bevægelse fik ellers Fig til at krybe lidt tilbage først, men nysgerrigheden var tydelig i hans blik. Forsigtigt sænkede han sig ned i bøjede knæ og satte af med sine fødder og kom hoppende tættere på. Et enkelt hop ad gangen, i et lille utilregneligt zigzagmønster. Han stoppede med at bevæge sig, lige akkurat langt nok væk til, at Ambrosia skulle vise sig fra sin værste side, og rive ud efter ham. Ja, Fig kendte godt den slags trolde, og han skulle ikke fanges og gokkes i hovedet med en kæp igen.

”Du trold må gerne vise Fig hvordan, for Fig ved ikke hvordan Fig skal gøre det.” Insisterede Fig og smilte lidt, nu hvor han følte sig en smule mere overbevist om, at trolden var tilpas sløv og ufarlig. Han ville nok ikke gøre Fig fortræd.

"Mysteriet er løst!" istemte han med en afslappet entusiasme, der knap nok fik hans stemme til at stige. Selv ikke en samtale med et så livligt lille væsen kunne få Ambrosia til at hæve røsten mere end højst nødvendigt. Smilet blev hængende om de bløde, grønne læber, mens han betragtede den hvidpelsede trold foran sig.
Der var noget umiskendeligt kaninagtigt over Fig, sådan som han kom hoppende nærmere i små, forsigtige spring. Selv fra sin siddende stilling kunne Ambrosia tydeligt se, hvor lille den anden trold var. Det ville næppe undre ham, hvis nogen havde forvekslet den lille løjerlige fyr med et skovdyr. Løjerlig. Ja, det var så sandelig et passende ord for Fig.

Ambrosia gjorde ingen mine til at rykke sig nærmere. Piben hvilede dovent mellem hans fingre, lige til at snuppe, hvis den lille trold skulle få mod på det. Der var sikkert adskillige gode grunde til, at det ikke var nogen videre fremragende idé at lade pelstrolden prøve kræfter med piben, men lige nu kunne Ambrosia ikke komme i tanke om en eneste.
"Nååh ja, selvfølgelig." Et mildt grin rumlede i brystet på ham, og en enkelt hjørnetand kom til syne i det småskæve smil. "Lad mig da vise dig, hvordan man gør."

Han rettede sig lidt op og foldede de lange ben ind under sig i skrædderstilling. Med piben i den ene hånd rodede han lidt i sine lommer med den anden, indtil han fik fisket en lille varmekrystal frem. Den havde han hugget fra en handelsmand for nogle uger siden. Et ganske nyttigt fund, måtte han sige. Det var langt lettere at tænde piben med sådan én end at skulle gøre sig den ulejlighed at tænde et helt bål.
"Se bare." Han løftede piben, så Fig kunne følge med. "Du tager den her ende i munden." Ambrosia demonstrerede ved at lukke læberne om mundstykket, inden han pegede på pibehovedet med krystallen. "Og så holder du krystallen her, ved urterne. Suger lidt ind, indtil de begynder at gløde."
Han lod krystallen varme urterne, tog et par rolige sug og fjernede så piben fra munden. Et øjeblik efter slap han en lang, tilfreds udånding, og en tynd sky af velduftende røg drev dovent ud mellem hans læber.
"Aaaah... Og så puster du bare ud." Han fulgte røgen med blikket, indtil vinden havde taget den med sig.

"Din tur." Med samme ubekymrede mine rakte han både pibe og varmekrystal frem mod Fig.

Den anden trold satte sig anderledes og begyndte at demonstrere hvordan det skulle gøres. Fig, den mindre af dem, turde godt rykke sig en lille smule frem nu, så han kunne få et bedre kig. Før Ambrosia vidste af det, var Fig kommet helt tæt på og ploppede ned at sidde på numsen ved hans sidde. Han kiggede efter hvordan de grønne stænger havde placeret sig, og Fig tog fat i sin ene ankel og rykkede benet tæt ind til sig selv, præcis ligesom Ambrosia havde sit ben. Den anden trolds ben var længere og de var behårede på en anden måde, end Figs.

Nu kunne Fig kigge op på den lille magiske krystal, og han så hvordan spidsen blev ført mod piben og fik gang i de små gløder. Figs brune øjne gjorde sig endnu større end de i forvejen var. Da det blev Figs tur, og Fig ventede skam tålmodigt, men kun lige indtil røgen var blæst ud af den grønnes næse. Da var Figs hvide fingre allerede over hans, og de ville gerne have fat i piben og krystallen.

”Fig kan godt,” Sagde han selvsikkert. Han tog piben i munden, den korrekte ende, ville den skarpe bemærke. Han førte krystallen op under den allerede tændte pibe og kiggede koncentreret ned i den anden ende af piben. Han kunne se gløderne, der lyste op som et lille bålsted, og så indhalerede han så dybt at den lille brystkasse puffede helt op.

Og så slugte han det meste af røgen. Guuulp!

Figs øjne blev røde og tårevældede næsted med det samme. Han hostede og hev efter vejret. ”Her!” Sagde han helt hæst og rakte piben tilbage med en strakt arm.

Ambrosia sendte Fig et behageligt smil, da den lille trold endelig fik placeret numsen ved siden af ham. Det var svært ikke at lade sig fascinere af de store øjne, der fulgte hans mindste bevægelse med en næsten barnlig begejstring. De var store og runde som tekopper. Ganske kært, egentlig.

Moret over Figs iver lod han ham tage piben ud af hånden. Den lange, grønne hale slog dovent fra side til side bag ham, mens han betragtede sin nye bekendt med en afslappet interesse. Kunne han nu også dét? tænkte Ambrosia med en fornøjet skepsis. Det måtte tiden jo vise. De isblå øjne fulgte de små, hvide fingre, der placerede varmekrystallen, hvor den skulle. Tjek. Det var også den rigtige ende af piben, Fig havde fået i munden. Tjek. Så langt, så godt.

Først da den lille trolds brystkasse begyndte at svulme faretruende op, gik det langsomt op for Ambrosia, hvad der var ved at ske. "Pas nu på med at—"

For sent.

Fig var allerede begyndt at hoste og hakke, mens tårerne samlede sig i de store øjenkroge. "... sluge røgen," afsluttede Ambrosia lidt forsinket, næsten overdøvet af hosteriet. Et skævt smil trak i hans mundvig, da han tog imod piben. Nååh ja. Så lærte Fig jo også hvad man ikke skulle gøre. Det var vel også en slags fremskridt. Han sendte den lille trold et lettere gådefuldt blik, inden han begyndte at pakke sine fornøjelser væk i de rummelige inderlommer. Et par dybe, muntre kluk rumlede i brystet på ham imens.

"Hvad siger du til lidt saft?" foreslog han, som om det var den mest naturlige fortsættelse på deres lille rygelektion. "Den bedste kur mod et nederlag er noget sødt, synes du ikke?" Med et lille prust fik Ambrosia rejst sit lange korpus fra græsset og børstede dovent jord og græsstrå af bukserne.
"Jeg bor ikke så langt herfra. Og..." Han standsede et øjeblik. Nå ja. Han havde jo slet ikke præsenteret sig.
"Jeg hedder Ambrosia, forresten." Han bøjede sig ned mod Fig og rakte ham en stor, grøn hånd med et venligt smil, så den lille trold kunne tage imod hjælpen, hvis han havde lyst.

Fig hostede stadigvæk. Han knugede sin hånd og tørrede sine våde øjne. Han rystede den våde hånd. Han kom nok ikke til at begynde at ryge lige foreløbigt, men den grønne trold var godkendt, for nu, i hvert fald. Det var sødt af ham at lade ham prøve, og han blev endnu sødere, så snart han nævnte noget om saft!

”Saft!” Se det genkendte Fig, kunne man se på hans ører, der strittede lodret op i luften på samme måde som en årvågen ræv, der havde opsnappet en lyd den godt kunne lide. ”Fig kan godt lide saft! Især den søde saft,” Proklamerede han intenst. Det var lige sådan noget han havde søgt vidt og bredt efter. Han var gået efter en sødlig duft, nemmerlig. Ikke at han også gerne tog imod sur saft, for i disse tider, gik det ikke at man var kræsen. Fig brød sig bare meget lidt om, hvordan syrlige ting fik hans tunge til at trække sig sammen.

De store brune øjne, der var en smule røde af røg stadigvæk, kiggede på hvordan den højere, grønnere trold rejste sig op fra græsset. Visse ting var Fig villig til at kopiere fra andre trolde, men at rejse sig så dovent og langsommeligt kom han aldrig til. Nej. Han sprang op og var på benene, næsten før den grønne trold kunne vide af det. Helt uden at tage imod den hjælpende hånd. Fig var meget opmærksom på ham lige nu, så det var tydeligt, at han gerne ville med ham, for at blive budt på det dersens saft.

Fig kiggede på hånden, der egentlig havde været rakt frem for at hjælpe ham op, men i stedet blev den taget den med begge Figs hænder, som ruskede blidt i den, for at hilste ham. Am-bro-si-a, sagde trolden at den hed? ”Det var dog et fjollet navn, synes Fig,” Sagde han ganske blåøjet. Det var tydeligt at han ikke sagde sådan for at fornærme ham. Det var blot en konstatering. ”Det er fire klap langt. Figs navn er kun et klap. Jins er kun et klap og Rogus er to klap.” Fig nævnte blot nogle af de andre trolde, han af og til stødte på. De var også høje og tynde i det, ligesom Ambrosiatrolden.

Der, hvor den lille, hvidpelsede trold skulle have siddet, var der nu kun et aftryk i græsset. Ambrosias fremstrakte hånd greb således ud i den tomme luft, og han blinkede en enkelt gang, lettere forundret. Han drejede hovedet en anelse. Nå, dér var han jo. Fig var allerede sprunget op på benene, inden Ambrosia overhovedet havde nået at opfatte, at han havde flyttet sig. Et skævt smil trak i hans mundvig. "Jamen, så er det jo godt, at jeg har masser af sød saft."

Inden han nåede at trække hånden til sig, havde Fig grebet den med begge sine små hænder og givet den et blidt rusk til hilsen. Ambrosia lod ham gøre det, men begge de buskede bryn kravlede højt op i panden ved den ligefremme bemærkning, der fulgte.

Et fjollet navn? "Nååh?" Han lyttede opmærksomt til forklaringen om de andre troldes navne og deres respektive antal klap. En Jin og en Rogu. Havde han mødt dem? Muligvis ikke.

Jaså. Fire klap var altså lige i overkanten? 

Det kunne han da godt se, når Fig nu kun behøvede ét. "Ja, det kan jeg godt se," medgav han og nikkede med en alvor, som om den lille trold netop havde påpeget en ganske væsentlig mangel ved hans navn. Han skød læberne eftertænksomt frem og betragtede Fig et øjeblik, som om han stod over for et særligt vanskeligt problem, der krævede hans fulde opmærksomhed.

"Hvad så med Ambro?" foreslog han omsider og løftede en pegefinger, som havde han netop gjort en stor opdagelse. "Det er kun to klap." Ganske tilfreds med sit forslag begyndte han at rette på det alt for store skjorteærme og foldede det omhyggeligt op over albuen. Han nåede knap nok at slippe stoffet, før det begyndte at glide ned igen. "Kan du bedre lide det?" spurgte han og løftede blikket mod Fig.

Med samme ubekymrede sindelag satte Ambrosia sig endelig i bevægelse mod sin hjemmebyggede hytte. Hans lange ben førte ham frem i et mageligt tempo, som om han havde alverdens tid til at nå frem. Hvilket han jo sådan set også havde. Med den fart, Fig havde vist sig i stand til at bevæge sig, ville den lille trold sikkert nå frem før ham, hvis han altså kendte vejen. Og det gjorde han nok ikke. 

Det kunne godt være, at den grønne trold med det lange fjollede navn, virkede lidt langsom i det, men måske var han ikke helt så langsom oppe i hovedet. Ret hurtigt havde han opfanget præcis hvad Fig mente, og det var der ikke mange af deres artsfæller fra Troldeskovene, der gjorde. Så Fig havde egentlig ikke forventet, at selvom han skar det ud i bark, at blive mødt med forståelighed. Fig gispede! En ligesindet!

”Kan du!?” Figs øjne strålede energisk, stadig dybt påvirkede af at have slugt røg. Hvad med Ambro? Fig stivnede lidt, for at processere forslaget. Det var ganske rigtigt to klap, for Fig talte  nemmerlig inde I sit eget hoved. Men om han bedre kunne lide det? Det forsødede ikke rigtig hans liv, på samme måde som ordet saft gjorde. Meeeen. Nu hvor han alligevel blev spurgt, trak Fig spørgende i hans lange arm og så op på den høje trold. “Ambro, det kan Fig godt leve med.” Det var stadig fjollet, for det var stadig et nyt navn. Men Fig ville nu også lade sig forvirre, hvis der var flere trolde derude, der hed Rogu eller Jin, Bork eller Tonka.

Midt i snakken med den anden trold, slap Fig hænderne om Ambrosias hånd, for at følge med. Han gik ikke særlig langt på sine fødder, før han sank ned på alle fire, som var langt mere komfortabelt for ham. Han fulgte med Ambrosia, løb lidt I forvejen, for at stoppe op og se tilbage på den anden, indtil han næsten indhentede ham, og så løb Fig en smule frem, slog en lille kolbøtte på vejen, bare for sjov, og så stoppede han op igen, for at lade Ambrosia næsten indhente ham igen. Hans ører strittede opmærksom op, hver gang han rankede sig, for at se om mod ham. De havde det med at vippe lidt efter andre lyde omkring dem, bare for at sikre sig, at der ikke skulle komme noget farligt. Den mindre trold var altid på vagt, og han var nok også skælmsk nok til at forsvinde, hvis der faktisk var noget. Herude var det alle trold for sig selv.

Han var saft-motiveret, men ikke nok til at blive ædt i sin søgen efter det.

Det ene buskede bryn løftede sig langsomt efter det andet ved Figs begejstrede udbrud. Den lille trold strålede jo næsten som en pelset solstråle. Et lille ryk i armen fik Ambrosia til at sænke blikket mod ham igen, og han lyttede med fornøjet opmærksomhed til den endelige dom over sit navn.

Så det kunne han godt leve med?

Et varmt, skævt smil bredte sig over de grønne læber, så spidsen af den ene hjørnetand kom til syne og trykkede let mod underlæben. "Så er det besluttet." Og dermed var den sag ude af verden. Fig var allerede på vej. Den lille trold satte af i et tempo, som Ambrosia næppe havde tænkt sig at gøre ham kunsten efter, og inden længe var der adskillige skridt mellem dem. 

Heldigvis lod Fig til at have for vane at standse op og vente på ham. Det var jo ganske praktisk. Ambrosia fortsatte ufortrødent med sine lange, magelige skridt og lod afstanden mellem dem svinde ind, blot for at se den lille pelsklump sætte af igen. Da Fig pludselig slog en kolbøtte midt på skovstien, standsede Ambrosia et øjeblik med hænderne i siderne. Nå da da!

Et muntert kluk rumlede i brystet på ham. Sikke en livlig lille fyr! Han havde jo energi nok til en hel hær af trolde. Ambrosia blev næsten træt ved tanken alene. Han fortsatte gennem skoven, hvor efterårssolen hist og her fandt vej gennem trækronerne og lagde gyldne pletter på den bløde skovbund. Først da de nærmede sig en lille lysning mellem træerne, løftede han den ene hånd og pegede fremad.

"Kan du se hytten derhenne?" Mellem de høje stammer lå et lille træhus, næsten opslugt af skovens frodige bevoksning. Stråtaget var ujævnt og plettet af grønt mos, og langs væggene voksede bregner, slyngplanter og blomster, som ingen tilsyneladende havde gjort sig den ulejlighed at holde nede. En skorsten af skæve sten stak op gennem taget, og foran et af vinduerne stod en hjemmebygget bænk, der havde set bedre dage, men stadig udførte sit arbejde ganske udmærket.
Bag huset kunne man ane en håndfuld bistader, placeret i en noget ujævn række. "Det er dér, jeg bor," oplyste Ambrosia med en vis tilfredshed og lod hånden falde igen. Han kløede sig åndsfraværende på maven med nogle langsomme krads, mens han betragtede sit lille hjem. Det så da ganske nydeligt ud, syntes han. Selv hvis taget måske godt kunne trænge til en kærlig hånd. Eller to.

Men det kunne vente.

Igennem skoven de gik. Så snart de var væk fra græsområdet og bevægede sig igennem krat og træer, blev Fig gradvist mere tryg. Når man bare var en lille trold, der holdt sig meget lavt nede i skovbunden, havde alle de løse, fugtige blade, at klistre sig til Figs hvide pels og tøj, men det generede ikke Fig. Han nød at rulle sig i naturen og samle neutrale dufte til sig, og på den måde holde sig i sikkerhed fra rovdyr, hvis snuder var lige så fintfølende som Figs.

Han havde vænnet sig til Ambrosias tempo, og hyggede sig ganske fint med at undersøge jordbunden for frø og tomme skaller, som fugle og gnavere havde efterladt. Han kunne finde på at følge en duft ind i en busk, og dukke op i en anden, men hele turen hen til hytten, holdt Fig sig lige i nærheden af Ambrosia. Han holdt en pause fra at udforske området, da han pludselig havde fundet en lille svamp, der lige var dukket op fra jorden tæt på nogle rødder. Han børstede den fri fra det værste jord og kom den ned i sit net, som han havde over skulderen.

Han dukkede op lige ved siden af Ambrosia, da han pegede over mod det bevoksede træhus, der var noget mere luksuriøst end de primitive forhold Fig kendte til i Troldeskovene. "Novra!" Udbrød Fig. Han bemærkede straks bistaderne, hvor bierne boede. Det vidste han kun fordi han kunne dufte dem så tydeligt og høre deres lavmælte summen. Fig kendte til honning, men han havde aldrig helt hørt om konceptet biavl. "Det er den duft Fig har fulgt efter i lang tid!" Han så op på Ambrosia, lidt for at undersøge, om de hørte til hytten "Hvordan har Ambro mon fået dem til at flytte ind?" Det var dog godt nok smart.

"Novra i den grad," istemte Ambrosia med et tilfreds ryk i mundvigen. Det glædede ham nu at se, hvordan den lille, pusseløjerlige troldefyr lod til at være imponeret over hans hårde arbejde. For hårdt arbejde havde det skam været at bygge sådan en hytte helt fra bunden. Det havde taget sin tid, og ikke så få anstrengelser, men hvor havde det dog været tilfredsstillende, da den endelig stod færdig! Han havde endda været så flittig at bygge sig en bænk bagefter.

Vedligeholdelsen var naturligvis en helt anden sag.

Når noget blev tilstrækkeligt kritisk, kunne Ambrosia såmænd godt tage sig sammen og få det ordnet. Grænsen for, hvad der kunne betegnes som kritisk, havde det bare med at rykke sig en lille smule fra dag til dag. Der var jo sjældent nogen grund til at gøre i dag, hvad man lige så vel kunne udsætte til i morgen. Og i morgen havde det med at blive til overmorgen.

Og så videre.

"Nååh, mine bier?" Ambrosia fulgte Figs opmærksomhed mod bistaderne. Jasåå. Så var det altså slet ikke kamillebladene i piben, den lille trold havde snuset sådan efter. Det var honningen.
Nå da da, ups. Han lagde armene over kors og lænede sit lange korpus en smule ned mod Fig. Det ene buskede bryn løftede sig, mens et næsten konspiratorisk smil krøb frem over de grønne læber. "Jeg har lavet en særlig aftale med bierne," betroede han ham, som var det en hemmelighed, der ikke burde komme skovens øvrige beboere for øre.
"De giver mig honning, og jeg giver dem et hjem." Det var selvfølgelig en noget forenklet udlægning af hele foretagendet. Der lå trods alt mere arbejde i biavl end blot at stille et par bistader frem og vente på, at honningen kom af sig selv.

Men mon Fig virkelig havde lyst til at høre om alt det?
Ambrosia kastede et vurderende blik ned på den lille trold. Hmm. Måske. Han havde jo virket ganske interesseret i piben, indtil den havde forsøgt at tage livet af ham.

"De er nu ganske flinke, når man først lærer dem at kende. Lidt travle, måske, men det skal de jo have lov til."