Biernes summen var efterhånden blevet mere sagte med efterårets kommen. For Ambrosia betød det, at arbejdet med dem ikke længere krævede helt så meget af troldens opmærksomhed, som det havde gjort tidligere på året. De trak sig mere og mere tilbage i staderne, og der ville gå nogle måneder, før foråret for alvor kaldte dem ud til dåd igen. 

Der var selvfølgelig en masse andet, Ambrosia kunne drive tiden med. Han kunne reparere lidt på hytten. Der var vist faldet en hel del kogler og grene på taget den seneste tid, som drilagtigt havde lavet små huller deri. I hvert fald dryppede det lidt fra loftet, når regnen faldt. Så var der selvfølgelig bivoksen, han kunne forme til lys. Ja, arbejde var der sådan set nok af. Heldigvis havde intet af det travlt.

Alt Ambrosia havde lyst til, var bare at ligge her i lysningen og nyde den varme efterårssol, inden skovene trak i deres vinterfrakker. Bladene på træerne var malet gyldne af Haldis' pensler, og dovent fulgte Ambrosia et par af dem med blikket, mens brisen legede med dem og lod dem dale mod jorden. Han havde ikke travlt i dag. I hvert fald ikke efter hans egne standarder. Den ene arm lå bag hovedet, og med den frie hånd bappede han roligt på sin pibe, så et par røgskyer formede sig over ham, før vinden tog dem med sig. 

En dejlig dag, virkelig. Stadig med piben i munden lukkede han øjnene og nød, hvordan omgivelserne kælede for hans sanser. Ambrosias lange, mosgrønne hår lå spredt og småfiltret omkring ham i græsset. De brede bukseben var rullet op og blottede et par behårede lægge, og fodtøjet havde han ikke gidet tage på i dag. De bare fødder blev derfor kærtegnet af svajende græsstrå, mens halen lå dovent snoet hen over hans mave. Det var lige før, at skjorten, der som sædvanlig også var lidt for stor til ham, var for varm på sådan en solskinsdag.