Det var en ganske almindelig efterårsdag i Dianthos, faktisk så almindelig at mange ville kategorisere den som direkte kedelig. Intet drama i byens gader, ingen fulde folk der lavede skandaler og ingen knævrende fanatikere med et religiøst budskab, som prøvede at prakke håndskrevede lektioner på uskyldige mennesker. Det var nemlig de forudsætninger der gjorde denne dag fænomenal for en som Izilatna, folket var afslappede og rolige, vagterne tog en ekstra lang pause fra gaderne og ike mindst, så var den lidt for velhavende familie ikke hjemme.
Det var ikke alle der ville kalde Izilarna et moralsk fyrtårn, nok det stik modsatte, men hun lod trods alt kun sine rapserier gå udover dem, som kunne undvære en smule, eller meget. Som mørket faldt på, havde en skikkelse ikke rørt meget på sig i gaden, tværtimod havde hun siddet lænet roligt op ad den ene husmur, diskret påklædning, et par store løse posebukser same en silpel tætsiddende trøje, men så snart gaden blev stille og stearinlys blev tændt i de små hjem, trak hun støvlerne af og satte mod ét af de store huse i kvarteret. Den hvidhårede kvinde skævede kort rundt, ikke en levende sjæl i syne, så satte hun af fra jorden, hagede sig fast på husmuren, inden hun kravlede opad og med en ekstremt garvet hånd, fik hun lirket vinduet op og snoet sig ind ad det. Alle vinduerne på grundniveau var på behørig vis skoddet af fra indersiden og derfor ikke rigtigt til at komme igennem. Det ville også være for åbenlyst at et skoddet vindue pludseligt stod åbent, som familien var rejst for at besøge beslægtede i den anden ende af landet.
Den hvidhårede kvinde var effektiv, kun at tage det, som var hurtigt at omsætte på gaden, især for gadeungerne, der ikke kunne slæbe på prydsgenstande, malerier og underlige æsker når de skulle bytte til et stykke frugt. I en hvid lærredsæk dumpede alt fra smykker til løse mønter og på ganske få minutter var posen så tung, at dagen kunne kaldes succesfuld. Så hurtigt hun var kommet, forlod hun huset igen. Idét hun nåede til vinduet snoede hun sig ud og lukkede omhyggeligt igen, så der ikke var synlige tegn på indbrud, inden hun begav sig ned ad bygningen. Til hendes store ærgrelse viste posen sig at gave et hul i bunden, så mynter, juvelbeklædte smykker og små forgyldte figurer at drusse ned på gadens sten med en vældig larm, og ikke nok ned det, så gled hun på væggen over overraskelsen og dumpede ned, ekstremt klodset, på gadens brosten med en bandende hvæsen.  Hun skulle lige komme sig oven på slaget, hun skulle bare lige ligge her, ét minut.

Til en forskel på nogle aftener, havde Tau trukket en alene-vagt. I de mere øvre lag af Dianthos. Nogle gange var der bare ikke nok byvagterne til at lave et to-mands vagtskema til alle, så denne aften havde Tau sine runder for sig selv. Iført uniformen og med de lange lokker sat op i en relativt stram hestehale, begav han sig ned af de dunkle gader. Det havde været en god dag. Ikke for meget larm eller kaos. Og de fleste byvagter ville kalde det for én af de mere langsomme, rolige dage, hvorefter de ville tage ekstra lange vagter og måske endda - guderne forbyde det - tage tidligt fri. Ikke Tau. Tau var professionel og perfektionistisk. Hele hans kropsholdning skreg professionalisme. Hænderne var aldrig i lommerne, øjnene kiggede altid rundt. Han var altid i mere eller mindre alarmberedskab. årvågen, grænsende mod paranoid. Det var bare sådan, han var. Han havde også mange, gamle fejl, som han stadig mente, han skulle rette op på.

Denne aften tegnede sig op til at skulle være gennemsnitlig og normal. Afslappet. Men Tau var helt sikker på, at det nok skulle ændre sig om nogle timer. Der skete altid noget om natten og om aftenen. Barslagsmål. Overfald i gyder. Handel med varme varer. trusler af ærlige butiksindehavere. Ja, han havde jo nok set lidt af hvert.
Denne gang var det lidt anderledes. For det skete mere tidligt. Mørket var faldet på, men det var ikke helt nat endnu og som han rundede et hjørne og gik forbi gyden mellem to større huse, kom lyden: Raslen. Ikke kæder. Det var en lidt mere smal lyd, men den var høj nok og da Tau vendte sig hurtigt rundt kom en lyd af noget der dumpede ned på jorden inden i gyden. Efterfulgt af noget der lød lidt som en hvæsen. Med en hånd nær sit sværd, trådte han ind mod gyden. Som hans øjne vænnede sig til mørket, kunne han se en hvidhåret skikkelse ligge. Og i gadens faklers minimale skær, lignede det lidt, at der lå nogle småskinnende genstande. Og Tau kunne ikke rigtig gøre andet end at lægge to og to sammen.

"Hvad bestiller du her, med smykker liggende over alt omkring dig, Frøken?" spurgte han i en rolig, fattet og myndig tone. Ikke for anklagende. Ikke for afslappet. Professionel. Hans øjne var lige så faste, som han holdt skarpt øje med hende.

som man nu bedst lå der, var det faktisk svært at forestille sig, at aftenen nu kunnne blive meget værre. Med fingerspidserne kunne izilarna mærke hvordan en stak små mønter lå og hånede hende, som hun fornemmede en tilstedeværelse,  det var måske ikke så sært, det havde sikkert lydt som et katteslagsmål i baggyden, men værre var det da hun hævede hovedet en smule og skæret af faklerne fra gaden ramte skikkelsen. Hun kunne genkende en vagtuniform på miles afstand, og der stod ved alle guderne en i egen knap så høje form. Izilarna hævede hovedet fra jorden og fik krabbet sin forslåede krop op i siddende stilling, som hun satte begge hænder jorden bag sig i en lidt for afslappet stilling i forhold til hendes panible situation. 
Et øjeblik overvejede hun at være flabet fordi situationen var så absurd og åbenlys, men det ville føre hende direkte i detention (hvis hun var så heldig, at hun ikke røg i fangehullet) og det var ærligt talt noget af det sidste hun havde brug for. af samme årsag var det bedre at komme med en løgn. "Jeg var på vej til panteshoppen" mumlede hun dovent, den mørke men bløde stemme skar let gennem gyden "Så jeg tænkte at det ville være nemmere over tagene, da jeg havde alle resterende værdigenstande med fra min afdøde mor" brummede hun fortsat, inden hun fik skramlet sig op på knæene og begyndte at stikke alle synlige værdigenstande i lommerne "Jeg ville helst undgå et uheldigt sammenstød på vejen, med den sidste værdi i husholdningen". Det var vel naturligt at man ikke følte for at blive rullet, hvis det nu faktisk havde været sandheden, det var det bare langt fra. Løgnen rullede overraskende nemt af tungen, men det var heller ikke den første, den anden eller den hundredende løgn hun nogensinde havde fortalt. "Desværre gled jeg i et uheldigt hop og havnede her". hun skævede kort til byvagten, ikke så meget for at vurdere om han faktisk troede på hende, men nærmere for at se tage et nærmere kig på hans statur, kunne hun mon løbe fra ham i tilfælde af en kedelig udgang af hendes triste løgnhistorie, eller skulle det ende i håndgemæng? 

I starten virkede løgnen. Men jo flere ord der kom frem som kvinden iført det overraskende mørke tøj satte sig og begyndte at fortælle om sin afdøde mor og hustagene, var Tau nær grænsen til at sukke. Det var ikke helt første gang han havde hørt sådan en historie. "Jeg passer på det for en ven", "De lå her sgu bare lige" og "Min stakkels afdøde mor" var ting han havde hørt før. Og i og med at hun lå her, i en gyde, mellem to større huse i et højere kvarter, iført ret simpelt tøj, fortalte det desværre lidt af en anden historie for hende. Vinduet oven over var lukket. Selvfølgelig var det det. Enhver liste- og indbrudstyv med respekt for sig selv ville forsøge, ikke at give spor fra sig. Og et åbent vindue i et mørklagt hus ville være sært. Da han tilmed skævede til en amulet, som virkede til at tilhøre én af nobel stand, virkede det hele blot endnu mere suspekt. 

Da han fik øje på sækken hvor det hele grangiveligt havde været i, talte det også lidt for sig selv.
"Din mor.." sagde han i et lidt tørt tonefald. Han trådte frem og gav selve amuletten et puf med foden. I det lette skær fra faklerne ude fra kunne han godt se, at amuletten tilhørte den selvsamme handelsfamilie i huset. Handelsmand Tark. Det var tydeligt på det handelsemblem der var på amuletten. "Så din moder bor i dette hus?" spurgte han, stadig i samme rolige, men disciplinere tonefald.