Det var stadigvæk en mærkelig følelse at være tilbage. Alt i ham genkendte de farvede gader, de ekstravagante lamper tændt her i aftenen og den krydrede lugt, af både gode og mindre fantastiske dufte. Men alligevel følte han sig lidt fremmed. Lidt på vagt. Det var nok bare midlertidigt - en midlertidig følelse, og han skulle stoppe med at føle sig ukomfortabel.
Solvind var ude og jage. Hun havde stadigvæk til gode, at ankomme til byen med de andre. Og selvom det ikke havde været en tilfreds drage, han havde måtte gå fra. Havde han brug for lige at føle byen, inden resten af gruppen kom, og de alle skulle traske rundt i undrende, nysgerrige blikke. 

Så han søgte imod den Den Lilla Lotus. Et tehus han aldrig helt havde kunnet få ud af sine tanker, selv efter alle de år; et sted han vidste han kunne finde lidt ro. 

Med de rigtige ord, og et tilfredst lille stik over at det ikke havde ændret sig meget, selvom det efterhånden var nogle år siden han sidst havde set det, blev han ført ind til den vinrankedækkede overaltan. Små intime grupper, langt de fleste mænd af hvad han kunne se, sad lidt spredt rundt omkring. Nogle lidt tættere på tagkanten end andre, men Askaris blik fandt hurtigt det hjørne han plejede at sidde i. For sentimentalitetens skyld, og han skuttede lettet derhen. 
En hvid te senere, og et tilfreds smil på læberne, fandt Askari lidt af den ro han havde manglet ude på gaden før. 

Flere aftener havde Arun besluttet sig for at tage til Den Lilla Lotus, og flere aftener havde han talt sig selv fra det igen. Denne aften var dog anderledes.

Han havde klædt sig i en mere praktisk kofte i en dyb, natteblå farve, omend praktisk var et relativt begreb, når fine snirkler af guldtråd stadig løb langs kanterne. Under den bar han løsere bukser i samme mørke nuance og støvler, der var bedre egnede til at bevæge sig rundt i byen end hans sædvanlige fodtøj. Smykkerne var ligeledes blevet begrænset. Ingen krystaller dinglede fra ørerne og fangede lyset, hver gang han bevægede hovedet; kun små ferskvandsperler sad tæt ved øreflipperne.

Intet ved ham burde kunne føres tilbage til Kazimi-navnet. Ikke medmindre nogen kendte hans ametystfarvede øjne eller det perfekte ansigt, og det sidste var desværre svært at gøre meget ved. Derfor havde han også fundet en fin, mørk kappe frem, hvis hætte kunne lægge det meste af ansigtet i skygge.

Det sværeste var egentlig ikke at komme ind på Den Lilla Lotus, men at komme ud af palæet. Arun Tariq af Kazimi gik ikke bare ud i Balzeras gader alene efter mørkets frembrud. Der skulle tjenere med, vagter og helst nogen, der vidste, hvor han befandt sig. Og værre endnu kunne hans far finde på at spørge.

Så Arun havde klatret over muren.

Han landede på jorden på den anden side med kappen flagrende kort omkring sig og en gnist i de ametystfarvede øjne. Hjertet hamrede af en næsten barnlig spænding, og et grin trak i mundvigen. Det var absurd, hvor halsbrækkende det hele føltes, når han i bund og grund bare var gået ud for at drikke te.
Prinsesønnen nåede knap to skridt, før han opdagede støvet på knæene. "Ah… møg." Arun bøjede sig straks og forsøgte at børste det værste væk med en utilfreds rynke på næsen. Det hjalp en smule, men ikke nær nok. Han ville se forfærdeligt sjusket ud med snuskede bukseben, selvom det måske også gjorde ham mindre genkendelig. Det var i hvert fald det, han valgte at fortælle sig selv, da han trak hætten længere frem og begav sig gennem Balzera.

Tehuset kom endelig til syne efter en god vandretur. Han skulle netop til at gå mod døren, da et par mænd trådte ud. Arun reagerede øjeblikkeligt, trak hætten længere frem og fortsatte forbi stedet, som havde han aldrig haft den mindste interesse i det. Først da mændenes stemmer var forsvundet bag ham, standsede han nogle meter længere nede ad gaden.
Måske skulle jeg bare gå hjem. Han kunne stadig nå tilbage. Ingen vidste, at han havde været her, og ingen behøvede nogensinde at vide det. Alligevel blev blikket ved med at søge tilbage mod tehuset. Han havde klatret over en mur for det her. Han nægtede simpelthen at klatre over den igen uden i det mindste at have fået en kop te ud af besværet.

Med fornyet beslutsomhed vendte han derfor om.

Den Lilla Lotus tog imod ham med varme og duften af te, sød røgelse og krydderier, han ikke helt kunne sætte navn på. Arun blev stående et øjeblik i indgangen, indtil en tjener nærmede sig, og det gik op for ham, at han faktisk skulle gøre noget nu. De rette ord havde været langt lettere at gentage inde i hovedet hjemme på værelset, end de var at sige højt, og de kom mere mumlende ud, end han havde forestillet sig. Alligevel var de åbenbart rigtige. Tjenerens blik blev hængende på ham et kort øjeblik, inden han nikkede og førte Arun videre gennem tehuset.

Overaltanen lå mere afskærmet og bød på en langt mere stille og intim stemning. Det første Arun bemærkede, var hvor mange mænd der var her. Han fortsatte længere ind og strøg på vej mod et ledigt bord forbi en mand, der så ud til at være ældre end ham selv. Gylden hud, en afslappet holdning og en kop te foran sig. Før deres blikke kunne nå at mødes, lod Arun med vilje sit glide videre og satte sig ved et bord lidt længere inde.
Han tog imod menuen med en værdighed, der forhåbentlig skjulte, at han ikke havde den fjerneste idé om, hvad han foretog sig. "En, hm..." Blikket gled ned over udvalget. "Sølvmåne-te, tak."
Da tjeneren var gået, lænede Arun sig en smule tilbage og lod blikket vandre over stedet igen. Nu var han her. Han kunne jo bare sidde lidt, nyde sin te, stille sin nysgerrighed og gå hjem igen. Det var trods alt bare et tehus. Et meget smukt et, måtte han indrømme, og han lod sig for en stund betage af synet. Lav latter lød fra et bord, hvor to mænd sad med skuldrene mod hinanden, og Aruns blik gled videre, indtil det igen standsede et kort øjeblik ved manden med den gyldne hud.

Så sænkede han det til sine stadig støvede knæ med en lille rynke på næsen. Møg.

Te var nu engang bedre fra syden. Noget han stædigt ville holde fast på, selv efter at have smagt det fra samtlige verdenshjørner, og ikke helt hemmelighedsfuld omkring det. Smagen var bedre, menneskerne kønnere, duftene mere krydrede - og alligevel havde Rubinien en heftig bagside. 
Askaris blik standsede enkelte gange ved nogle af de fintklædte herrer i selskabet. Og han kunne ikke lade være med at kigge efter selskaber han kendte, familier han genkendte, selvom han nok ikke burde. 

Det var nok også derfor, han var lidt ekstra opmærksom på dem han ikke kendte. 
En ung mand var trådt ind - en del yngre end mange andre, medmindre alderen generelt snød. Ligesom ham, havde han dog været alene. Og selvom der var gået nogle minutter, var hvad end selskab han måske ventede på, stadigvæk ikke dukket op. 
Han så ikke alt for fornem ud. Askaris blik blev lidt af og til, ved med at glide derhen, indtil han mindede sig selv om at han bare var her for at nyde stemningen, en enkel kop, og så burde han vende tilbage til Solvind. 
Men han havde aldrig helt været god for bare enkelte stier, som ikke nogle gange snoede sig en omvej. 

Askari savnede lidt selskab. Og nysgerrigheden for hvad der mon foregik i Balzera i disse dage, var alligevel stor - han burde joh tale lidt med de lokale, for at kunne få god information med tilbage. Nu hvor han alligevel var her. 
Det endte så med at være Aruns bord, han selvfølgelig valgte at skridte hen til, når et par minutter mere var gået. 
Med teen i den ene hånd, gled han nogle nysgerrige skridt tættere på, for til sidst at stoppe op foran den unge mand. "Venter du på nogle? Hvis ikke, ville jeg høre om jeg kunne sætte mig lidt her" og et varmt, imødekommende smil trak op i det gyldne ansigt. 

I det øjeblik Arun kiggede op igen, var manden, han så diskret havde sendt stjålne blikke efter, begyndt at bevæge sig i retning af hans bord.

De blikke havde mååske ikke været så diskrete alligevel.

Et langt åndedrag slap gennem næsen, og Arun satte sig lidt bedre til rette i stolen i et forsøg på at se ganske upåvirket ud. Der kunne trods alt være utallige grunde til, at manden havde rejst sig, og Arun var næsten indstillet på at se ham fortsætte forbi, da deres blikke mødtes.
Det gav et varmt sug gennem brystet. En sær blanding af spænding, nervøsitet og forventning, som han ikke helt nåede at skille ad, før manden standsede foran ham.

Arun betragtede ham et øjeblik. Ventede, uden at give alt for meget væk, hvis nu han havde misforstået situationen. Men manden blev stående, og spørgsmålet, der fulgte, efterlod ikke meget plads til misforståelser. Om han måtte sætte sig her? Blikket strejfede flygtigt de omkringliggende borde, før det fandt tilbage til mandens ansigt og de brede læber, der havde trukket sig op i et varmt og, i Aruns øjne, meget charmerende smil.

"Jo, hjertens." Han gestikulerede let mod den ledige plads over for sig. Nervøsiteten sad stadig et sted under huden, men noget ved situationen var pludselig blevet langt mere velkendt. Manden havde trods alt selv valgt at komme hen til ham.

Arun løftede en hånd til hætten og skubbede den tilbage. Det mørke stof gled ned omkring skuldrene og efterlod det velplejede, kønne ansigt frit, de dybe ametystfarvede øjne nu uden skygger til at skjule dem. Hvis de skulle sidde her sammen, virkede det trods alt en smule fjollet fortsat at gemme sig.
"Er De her også alene?" spurgte han, mens blikket blev på manden. Det kunne selvfølgelig være, at han blot trak tiden, mens han ventede på sit eget selskab. Arun håbede egentlig ikke, det var tilfældet. Nu hvor manden først var kommet herover, havde han ikke synderligt lyst til at sende ham afsted igen. Et pænt, næsten ubesværet smil fandt vej til hans læber. For aftenen var pludselig blevet langt mere interessant, end han havde regnet med. 

Det var efterhånden mange år siden Askari havde været sky af sig. Måske det var noget der kom med alderen, måske fordi han aldrig var blevet ydmyget mere, end et godt grin kunne ordne det. Men man kom sjældent langt, hvis ikke man initerede lidt kontakt. 
Og heldigvis, blev det taget godt imod. Askaris smil blev en tand bredere, og han gled med en stille lyd af stof ned på sædet overfor ham. 

Han havde virket en tand hemmelighedsfuld, sådan med hætten trukket godt over det kønne ansigt. Men med skyggen forsvundet, kunne man ane den skønhed der havde gemt sig under. 
Selvfølgelig, og som noget af det første, sprang den dybe violette farve fra hans regnbuehinder ham i øjnene. Indrammet af ibensort hår, og med sydens solkyssede, omend sarte hud - han var utrolig smuk. Og noget ved den elegante mand, virkede næsten genkendeligt for Askari, men han kunne ikke helt sætte en finger på hvor. Hvorfor. 
Så han tænkte ikke nærmere over det. 

Dragerytteren lænede sig behageligt lidt frem, og støttede hånden under kinden, imens han lyttede. "Jah. Jeg har ikke været i Rubinien i mange år, men det er godt at se.." og han smilte lidt mere tilfreds. "At nogle ting stadigvæk er de samme" 
Duftene, lydene, smagene (håbede han). 
Og i det her tilfælde, også den boblende lille nysgerrighed, som et fremmed, men spændende nyt selskab bragte med sig. Den indre trang til at udforske rammerne af et nyt menneske, den indre rastløshed, der nok kunne kunne stilles, når han fik hjemtaget mere af landet igen. 

Aruns øjne hvilede på mandens solbrune hud og på den ubesværede elegance, hvormed han gled ned på sædet over for ham. Sikke et charmerende smil han havde, især når han så Arun direkte i øjnene. Så blev det både bredere og varmere, og Arun nød, at han havde den effekt på folk. Det var dog svært at gennemskue, om han stammede fra Balzera eller fjernere egne. Han havde ganske vist Rubiniens solgyldne glød, men tøjet virkede fremmed. Ikke nær så prangende som det, hans egne bekendte yndede at klæde sig i.

Og så gav manden ham selv en lille brik til mysteriet.

"Nåh da? Er De herfra, så?" Arun sendte ham et nysgerrigt smil og lænede sig tilbage i stolen med armene løst over kors, så de vide ærmer foldede sig omkring ham. Lanternernes varme skær fangede de ametystfarvede øjne, mens han betragtede sit nye selskab med en interesse, han ikke gjorde synderligt for at skjule. Der var en anden slags ro over manden, noget næsten befriende ubekymret, som Arun sjældent fandt blandt sin familie eller inderkreds af kammerater. Måske skyldtes det alderen? Måske havde han blot set nok af verden til ikke længere at lade sig besvære af den.

Blikket gled op til de grå strejf i håret, der røbede, ganske vist, at manden havde nogle år på bagen. Alligevel var der noget næsten ungdommeligt over måden, han sad på, med kinden hvilende i den store hånd og et smil, der syntes at komme ham så naturligt. Arun kunne ikke helt få de to indtryk til at stemme overens, og det gjorde ham kun mere interessant i hans øjne. Gad vide, hvor gammel han egentlig var?

"Nu er jeg jo blevet nysgerrig," sagde han med et lille, forventningsfuldt smil. Nysgerrigheden havde dog været der længe før hans pæne selskab åbnede munden. 

Netop da dukkede en tjener op ved deres bord og stillede en dampende kop foran Arun. Porcelænet klirrede sagte mod underkoppen, mens mælk og sukkerknalder blev sat frem, og med et høfligt nik trak tjeneren sig tilbage igen. Det satte Arun pris på. Der var ikke noget værre end tjenere, der blev hængende for at konversere, når deres selskab ikke var ønsket. Særligt ikke denne aften, hvor han helst så, at så få øjne som muligt hvilede på ham.

Sølvmåneteen sendte en krydret duft op mellem dem. Arun lod en sukkerknald falde ned i den varme drik og greb den lille ske, mens han igen fandt mandens blik. Han rørte langsomt rundt, opmærksom og afventende, med et lille smil, der endnu ikke helt havde forladt hans læber.