Den ene del af Fareed Shandar af Kazimis palæ var lukket af fra resten af området. Murerne stod højt mod ørkensandet der var på den anden side, og herinde, kunne man næsten ikke høre larmen der kom fra byen ikke langt herfra. Murernes ydre fra dekoreret for dem der kom forbi i smukke mønstre og farver, og alt man kunne se ind, var hvad der var formodet var en stor have, hvor den ene del var overdækket, omend ingen af træerne stod alt for tæt på murerne, som måtte de ikke røre.
Den eneste måde at komme ind i området på, var en solid dør i den ene ende, der gik fra palæets anden have. Den havde et højt trin, for at sørge for at den kunne lukkes helt i, så intet kunne komme ud.
Inden i selve haven gik der små stier rundt i den tætte bevoksning. Stierne var velholdt, og til trods for de eksotiske planter, blomster, buske og træer var der intet der gik indover stien. Enkelte steder kunne man se at der var indhegnet lidt mere, som om at der var visse ting der skulle holdes separat.
Under overdækningen var der et lidt mere åbent område, med nogle flettet kurve med silke i, og et lille område at sidde i. Et par puder og et par stole, omend det virkede ikke at blive brugt specielt meget.
Når man virkelig lyttede kunne man høre noget bevæge sig mellem træerne, og en hvislen, og ville man kigge ned i kurvene, ville man opdage at der var et hav af mindre slanger, som fik deres tid til at gå der. I daglig tale, var dette Fareeds helt egen slangegård. Så fritgående man kunne have slanger, og et af Fareeds yndlingssteder.

Der var magi der holdt området fugtigt for slangerne, der ikke skulle tørre helt ud, og Fareed havde nok brugt alt for mange penge på området i forhold til hvor meget det blev brugt, men han elskede det.
Han var let påklædt som han havde valgt at bruge sin eftermiddag herinde. Slangerne kom kælent over til hans fødder for at hilse ham, for at forlade ham igen, når han ikke virkede super interesseret i dem, men alligevel var der et par der havde kravlet op af ham. En lå kælent om hans hals, mens an anden var kravlet op af hans arm, som han havde hilst på den, på en af træernes kviste. Smukke væsner.

Det havde egentlig været meningen, at Ares aldrig skulle sætte sine ben i Fareed Shandar af Kazimis palæ igen. En ganske glimrende plan, hvis man spurgte ham. Den havde bare holdt omtrent indtil det øjeblik, han opdagede, at ringen manglede. Ares havde ledt alle de oplagte steder først. I lommerne. Under sengen. Mellem tæpperne. På gulvet omkring den. Han havde endda været tilbage ved markedet og bandet sig gennem støvet omkring sit telt, selvom han allerede dér havde haft en ganske ubehagelig mistanke om, hvor den var blevet af.

Palæet. For zalaens og alle de andre farverige bandeord, Ares kunne komme på. Han kunne ikke engang huske, hvornår han havde taget den af. Måske i badene. Måske senere. Det var også lige meget. Den var væk, og eftersom den ikke var dukket op nogen andre steder, måtte den næsten være blevet efterladt dér.

Så nu stod Ares foran palæets porte igen. "Jeg skal bare hente en ring." Vagten flyttede sig ikke. Ares stirrede på ham. Vagten stirrede tilbage. "En lille ting. Rund. Sidder normalt på en finger." Han løftede hånden og demonstrerede hjælpsomt med en af dem. "Jeg går ind, finder den og går igen."
"Ingen audiens, ingen adgang," afviste vagten udtryksløst, selvom Ares sagtens bemærkede, hvordan øjnene vurderede ham fra top til tå. Markedsstøv på hans simple klæder — og alle arrene. Ares sukkede hårdt ud gennem næsen. Hans tålmodighed blev virkelig testet. Kæben arbejdede. "Jeg behøver ikke tale med prinsen." Så virkede deres argument vel ikke?
Det gjorde tilsyneladende ingen forskel. Uden audiens kom han ikke ind. Ares forsøgte endnu en gang. Først høfligt. Så mindre høfligt. Til sidst stod han blot med armene over kors og betragtede de to vagter, som om ren irritation måske kunne få dem til at flytte sig. Lige lidt hjalp det.

Fint. Fint. Fint!

Med en skulen vendte han om og fulgte muren. Fingrene strejfede stenene, mens han tænkte. Han havde ikke en decideret plan. Han skulle egentlig bare lige... se. Muren var høj, men ikke absurd høj. Og med Ares' højde ville det vel næppe være en alt for stor udfordring. Han skulle bare finde det perfekte sted, væk fra nysgerrige øjne. Han gik et godt stykke og lod blikket arbejde over murværket, indtil han næsten var nået til den fornuftige konklusion, at han måtte komme tilbage en anden dag. Så ændrede muren sig en smule. Dekorationerne her stod længere ud fra stenene, og nogle af fugerne var dybe nok til, at en støvlesnude måske kunne få fat.

Hm. Han standsede og så op. Nej... Nej, det var en forfærdelig idé. Ares blev stående lidt endnu. Blikket fulgte en mulig vej op mellem stenene. Virkelig forfærdelig, Ares.

Et par minutter senere hang han halvvejs oppe ad muren. "For... zalaens..." prustede han og famlede efter det næste fremspring. Det viste sig hurtigt, at muren var væsentligt nemmere at vurdere nedefra end at bestige. Støvet fra muren gjorde hænderne glatte, og flere gange smuttede fingrene faretruende mod stenen. Da Ares endelig fik armen over kanten, var det med et anstrengt grynt og en begyndende mistanke om, at ringen måske slet ikke havde været så vigtig. Nej. Det var hans brors. Men klatreturen blev ikke mindre besværlig af den grund. 
Han fik albuen over. Så brystkassen. Et knæ blev hægtet op, og med et sidste kraftigt træk lykkedes det ham at komme til at ligge hen over toppen.
Ares blev dér et øjeblik — længe nok til lige at få vejret. Så løftede han hovedet og så ned på den anden side. Til hans lettelse var det ikke endnu en gårdsplads, som han havde forventet, men en tæt have. Træer, buske og eksotiske planter voksede omkring små stier, og luften så næsten ud til at flimre fugtigere dernede end ude i den tørre varme. Perfekt. 

Han vendte sig og begyndte at søge efter en sten i murværket med foden, som han kunne støtte sig på. Så gled hænderne. Et voldsomt sus fór gennem kroppen, som om sjælen forlod ham et sekund, og Ares faldt.
"Urgh...!" Han landede hårdt mellem frodige buske og planter og kunne ikke andet end at blive liggende et øjeblik. Et vantro grin blev fnyst ud gennem næsen, mens han lukkede øjnene. "Aah... hah... for zalaens..." Din kæmpe idiot... 

Noget bevægede sig tæt på ham. Ares drejede hovedet — og standsede. Øjnene blev store. En slange stirrede tilbage på ham.

Haven var virkelig ikke større end at Fareed selv hørte det, da noget dumpede ned. Men hans antagelse var først at en af slangerne var dumpet ned af en af grenene, men så kom hvilsen til ham.

'Ubudne gæster' lød det som en hvislen omkring ham, som slangernes kommunikation gik som en kæde igennem alle slangerne der sad og lurede rundt om i haven. Uset ved det blotte øje, men som en pressende vægt, hvis man kiggede lidt for meget. En have af død, som nogle af slaverne kaldte det, de som var uheldige nok til at blive tvunget til at træde ind.
Fareed hviskede ligeså blidt til slangerne nær ham. "Find dem og hold dem hen." Og de af slangerne som stadig var på ham, for at vise deres hengivenhed, gav slip, som de fór mod hvor gæsten var landet. 

Fareed burde kalde på sine vagter, men han følte sig sikker herinde. Han havde endnu ikke mødt nogen der kunne overgå hans egen egen evner, og der var gift slanger herinde. Et lille bid og gæsten ville ligge død, men det var ikke hvad han havde bedt slangerne om. Han ønskede at vide hvorfor nogen ville bryde ind her. Havde de taget fejl af stederne?
Hans ben begyndte at bære ham ned af stierne, mod hvor slangerne hvislede om at gæsten var og han håbede blot at de havde snoget sig omkring dem, når han ankom.

Ares forblev liggende helt stille og stirrede slangen direkte ind i dens sorte øjne. Den gjorde ikke andet end at stirre tilbage, som holdt den øje med ham, ligesom han holdt øje med den. Han glemte helt at trække vejret et sekund. 
Forbistrede slanger... Selvfølgelig. Af alle steder i hele det forbandede palæ var han dumpet ned i en have med slanger. Fareeds palæ. Fareed, der kunne tale med slanger. Mhm... Ja. Hvor heldigt. Måske kunne han, hvis han var hurtig nok, gribe den lige bag hovedet, før den nåede at bide. Fingrene bevægede sig ganske lidt i græsset. Han måtte bare ikke lave nogen pludselige bevægelser før i sidste øjeblik. Langsomt trak han det ene ben op og gjorde sig klar til at sætte af—

Noget strammede om det andet.

"Hff?" Ares løftede uvilkårligt hovedet. En slange var ved at sno sig omkring hans ben. Øjnene blev større. En isnende frygt bredte sig gennem kroppen, men han tvang sig selv til ikke at sparke ud efter den. Han vidste bedre end at begynde at sprælle omkring et dyr, der kunne have gift nok i tænderne til at gøre hans dag væsentligt værre. Lort. Lort. Tænk. Han havde ingen kæp. Intet at holde dem på afstand med. Ikke engang noget ordentligt stof omkring hænderne, hvis han blev nødt til at gribe efter én. Før Ares nåede længere med planen for sin overlevelse, blev benet trukket tilbage, og han landede fladt mod jorden igen.

"Uff—" Noget køligt gled hen over hans håndled. Så det andet. Ares frøs. En slange snoede sig omkring hver af hans håndled, mens endnu en gled op omkring det frie ben. De strammede ikke nok til at gøre ondt, men nok til at holde ham dér.
Det var dér, noget begyndte at føles forkert. Slanger gjorde ikke sådan. Ikke på samme tid. Ikke med hver sin arm og hvert sit ben, som om—Ares sank hårdt. Fareed. Hjertet kæmpede efterhånden med at blive inde i brystkassen. Han lå helt stille og forsøgte at holde styr på, hvor mange der var omkring ham, da bevægelse i græsset ved hans side fik blikket til at flakke.

En blåmønstret slange gled frem. "Nej, nej, nej..." mumlede Ares lavt. Den snoede sig hen over hans bryst. Ares trak hagen instinktivt ned, men slangen fortsatte opad, kølige skæl gled mod huden, indtil kroppen lagde sig omkring hans hals i noget, der mindede ubehageligt meget om et kvælertag. Den strammede bare ikke til... endnu.

Ares fnøs langsomt luften ud gennem næsen og stirrede op mellem bladene. Fremragende. Han havde brudt ind i Fareeds palæ. Og Fareeds slanger havde arresteret ham.

En slange snoede sig foran Fareeds fødder for at vise vej, og selvom han sjældent gjorde det, forlod han endelig stien, og planterne begyndte at knase under hans sko, som han begav sig ind i mylderet af træer og planter.
Han kunne ane noget på jorden ikke langt foran sig, og Maliha der havde snoet sig om noget. Det ville hun kun have gjort, hvis der virkelig noget, og hans mundvige trak lidt op i et smil, inden han skubbede et par grene til siden, og trådte frem, så han endelig stod ved gæsten der var brudt ind.

Det var dog svært for Fareed helt at skjule sin overraskelse, som han så de lidt for kendte ar, og han praktisk talt kunne mærke et fantom af varme hænder på sig, som minderne af deres sidste gang sløj tilbage i hans hoved.
Men det var ikke mere end et øjeblik. Et øjeblik hvor han lod facaden falde, inden den var tilbage på hans ansigt, som han kiggede ned på Ares, viklet ind i slanger som ikke ville give slip på ham.

Fareed knælede ved Ares side, og kiggede på ham. Hans fingre havde allerede lyst til at røre ved ham, som om at hans krop kun kunne huske mindet fra sidst og ikke hvordan Ares så ud. Hæslig. "Jeg havde ikke forventet at du ligefrem ville forsøge at bryde ind her," sagde Fareed, lavmælt, og den mørke stemme virkede til næsten at vibrere i det stille område omkring dem.

Det føltes efterhånden, som om der lå et helt tæppe af slanger over Ares og holdt ham bundet til stedet. Han knyttede næverne en anelse og testede forsigtigt, hvor meget bevægelighed han endnu havde. Ikke meget. De kølige kroppe gav kun akkurat nok efter til at minde ham om, at de sagtens kunne stramme igen, og han måtte modvilligt erkende, at han var fuldstændig i deres vold.

Lort...

Noget knasede mellem planterne. Ares' blik søgte straks i retning af lyden. Enten kom Fareed nu, eller også havde han pudset sine sure vagter på Ares for at smide ham i gabestokken eller ned i et mørkt og klamt fangehul. Han fnøs frustreret og sank tilbage mod jorden. Ryggen var stadig øm efter faldet fra muren, og slangerne gjorde ikke ligefrem situationen mere behagelig.

Et par fødder kom til syne mellem planterne og standsede ikke langt fra ham. Ares betragtede dem et øjeblik med et urokkeligt uimponeret blik, inden øjnene langsomt bevægede sig op langs skikkelsen og fandt det alt for velkendte ansigt. Hm. 
Han gjorde et stort nummer ud af at himle med øjnene og kiggede væk ved Fareeds bemærkning. Da prinsen knælede ved hans side, ramte duften af de velkendte olier ham, blandet med fugtig jord, græs og havens tunge aromaer. Ares' næse rynkede ganske let.

"Man skal åbenbart have audiens, før man bliver lukket ind," forlod det ham tørt. Han drejede hovedet tilbage mod Fareed. En smule trods havde allerede sneget sig ind i det gyldne blik, selvom resten af ham stadig lå håbløst viklet ind i prinsens slanger.

"Så... har De tænkt Dem at lade slangerne æde mig?"

Trodsigheden var tydeligvis tilbage. Der havde ikke været meget af den, som Ares havde forladt salen, men den var ikke helt forduftet. Hvis den var, så ville han nok heller ikke været kravlet ind i palæet. En idiotisk beslutning virkelig... og med hvor Ares var endt, så tydede det på at der ikke havde været meget planlægning i det.
Det ville ofte ikke havde taget mere end et øjeblik at spørge rundt, før man vidste hvor man i hvert fald ikke skulle bryde ind, hvis man gerne ville komme levende ind i palæet. Ares havde blot været heldig at Fareed havde været i haven da det skete.

Hans fingre fandt Ares' kæbe som han løftede hovedet lidt og kiggede på ham, hans øjne kølige, men ikke aggressive. "Det ville enhver idiot da vide at det ville kræve. Ellers ville jeg jo blot byde enhver tåbe velkommen, som lige havde lyst til at snakke med mig," pointerede han, som om at det sagde sig selv.
Enkelte folk kunne argumentere deres vej gennem vagterne, men de skulle nok være betydelige vigtigere eller kønnere end Ares.
Hans fingre strammede sig lidt om kæben, ikke ubehageligt, men bare nok til at Ares ikke kunne få lov til at hive sit ansigt væk, skulle han ønske det. "Du er faktisk heldig at jeg var her, eller også ville mine slanger have ædt dig, så sig mig. Hvad laver du her?" Han gav ingen indikation på at lade slangerne give slip. Det var jo ikke som om at de kvælede ham som han lå der.

Musklerne spændte uvilkårligt op ved Fareeds hånd om kæben. Han lod sig dog føre af den, så han ikke kunne andet end at se ind i de øjne, der føltes alt for indtrængende.
Han fnøs ved bemærkningen og pressede læberne sammen. Så ikke nok med at Ares var grim, nu var han også en idiot i prinsens øjne. Alle de gange Ares havde besøgt Kazimi-paladset — og prinsens palæ — var hans ankomst allerede blevet arrangeret for ham på den ene eller anden måde. Men jo, havde han lyst til at råbe. Selvfølgelig vidste han da godt, at gud og hver mand ikke bare kunne komme rendende ind og ud af Fareeds palæ.

"Siden De ikke er fyrsten, forventede jeg måske, at det ville være nemmere at komme ind uanmeldt," bemærkede han bare tørt.

Han ville gerne vende ansigtet bort, men fingrene strammede sig om hans kæbe. Lige nok til at understrege, at Fareed ville have ham dér. Du er heldig, at jeg var her. Blikket flakkede vurderende over prinsens ansigt. Minderne fra sidst trængte sig ufrivilligt på, og Ares lukkede kort øjnene for at tvinge dem væk. Måden han selv havde mistet kontrollen på. Hvor hurtigt han havde ladet sig rive med og svælget i den kortvarige magt, da han endelig havde fået overtaget.

Det sad stadig forkert i ham. Fareed fik noget frem i ham, som Ares ikke brød sig om. 

"Havde jeg været heldig, var jeg faldet ind et andet sted," mumlede han surt.
Slangerne blev, hvor de var blevet sat, og Ares fik ubehagelige associationer tilbage til honningsnogen og slangeteltet. Han følte sig kvalt under dem, selvom ingen af dem faktisk strammede nok til det. Hele kroppen var spændt op.
"Jeg fik ikke alle mine ejendele med sidst," tilføjede han. "Jeg mangler min ring. Så jeg er kommet for at hente den." 
Det kunne tydeligt høres på ham, at det i hvert fald intet havde med Fareed at gøre.

Næsten enhver anden af Fareeds brødre ville have følt det var den største fornærmelse man kunne få, at få at vide at man var mindre, bare fordi man ikke var fyrsten, men Fareed havde aldrig ønsket det sæde. Han ønskede ikke et liv hvor han skulle se sig over ryggen hvert øjeblik, fordi folk var ude på at få ham. Han kunne se hvad det havde gjort ved hans storebror.
"Måske hvis du havde forsøgt et andet sted," svarede Fareed tørt tilbage, men Ares havde i det mindste en ting kørende for sig. Fareed havde ikke travlt med at få Ares til at lide for sine valg. Udover at han var holdt fast af et hav slanger, og kun flere virkede til at ville være med til det.

Fareed løftede et øjenbryn. "En ring?" ekkoede han, som om at han ikke kunne forstå det, og så kom der et grin fra ham. "Du har forsøgt at bryde ind hos nogen der nemt kunne forlange din død, for en sølle ring?" Det virkede absurd og dumt.
Måske ringen betød noget for Ares, men det ville ikke have været umuligt at få kontakt til nogen i palæet og høre, men selvfølgelig havde Ares ønsket aldrig at se Fareed igen, og det arbejde jo mod det. "Det var ellers nogle hårde ord du kom med sidste gang." En varme spredte sig lidt som han huskede på deres sidste gang.
En del af Fareed forbandede Ares langt væk for at få den del af frem i ham. 

Ja ja. Når Fareed fremlagde det sådan, kunne Ares godt høre, hvor tåbeligt han havde handlet. Måden vagterne havde affejet ham på, som var han en sølle, værdiløs plet i deres hverdag, havde ikke ligefrem hjulpet på humøret. Dertil kom hele den forbandede situation, han efterhånden befandt sig i med Kazimierne — og det faktum, at Ares havde svoret over for sig selv, at han aldrig ville nærme sig Prins Fareed igen.

Alt sammen var gået i vasken, fordi han ikke havde været opmærksom sidst og havde tabt sin ring. Så humøret var blevet mere og mere iltert. Og når Ares blev ilter... Så gjorde Ares dumme ting.

Han stirrede gennemtrængende på Fareed, som forsøgte han at gennemskue ham. Hvorfor forlangte prinsen så ikke hans død? Gemte han måske den fornøjelse til senere?

Maven trak sig sammen ved situationens egentlige alvor. Var hans brors ring virkelig mere værd end hans families sikkerhed? Lort. Ares lukkede øjnene hårdt og pustede langsomt ud gennem næsen. Måske skulle han lade være med at udfordre prinsens gode humør yderligere. Fareed virkede trods alt ikke vred... Hvis Ares kunne sørge for, at det blev ved sådan, kunne han måske slippe afsted med sin ugennemtænkte handling uden at gøre situationen værre.

Han åbnede øjnene brat igen, da Fareed begyndte at tale om deres sidste møde. "Hm..." Brynenes løft var næsten eftertænksomt, som måtte Ares virkelig grave efter mindet. "Vær så venlig at minde mig om det? Jeg husker ikke så godt." Der sneg sig en sødme ind i ordene, som ikke havde været der før. Blikket blev på Fareed, varmt og opmærksomt, som kælede Ares med vilje for prinsens humør.

Hvis Fareed ville have sin respekt, kunne han få den. Ares havde trods alt en ring, han gerne ville leve længe nok til at finde.

Fareed var i et godt humør. Det kunne han ikke benægte, og der var noget næsten legende over ham, somo m at han havde alt tiden i verden, eller måske... måske var han bare ikke påvirket af Ares' evne for en gangs skyld.
Det var ikke til at vide, og Fareed var heller ikke helt sikker på hvorfor, men han havde trods alt haft en god dag i haven med sine slanger. Sine smukke slanger, som virkede til at fjerne så mange af de grimme ting ved Ares. Han kunne næsten betegnes som fin som han lå der bundet ind af slanger.

Fareed lænede sig ned, næsten som skulle han til at kysse Ares, men i stedet for gled hans ansigt forbi ham, så hans ånde ramte Ares' øre hver gang han trak vejret.
"Hvad var ordene?" sagde han lavmælt, i en næsten brummende facon, som han selv fandt ordene frem. "Kunne du så forvente, at jeg ville lade dig være fra nu af? Var det ikke ordene?"
Hans smil virkede kun til at blive bredere, omend Ares ikke ligefrem kunne se det i deres nuværende stilling. "Sjovt som du nu er den der har opsøgt mig. Så meget for at jeg skulle lade dig være."

Han trak sig væk, og gav endelig slip på Ares' ansigt, ikke at han kunne bevæge sig meget væk alligevel. Ikke når de helt store slanger trods alt også havde valgt at deltage i arbjedet.

De gyldne øjne forblev på Fareed, vagtsomme, da prinsen nærmede sig hans ansigt. Brynene trak sig flygtigt sammen, og en uro satte sig lavt i maven. Kæben spændte. Ares nåede netop at tro, at han ville kysse ham, indtil Fareed ændrede kurs, og den varme ånde ramte ham ved øret.

Hvad var ordene?

Fløjlsblød og dyb. Uvilkårligt bredte gåsehuden sig fra øret og ned langs halsen. Og så kom de berygtede ord.
Kunne jeg så forvente, at De ville lade mig være fra nu af...Ares gentog dem næsten samtidig i tankerne, mens Fareed fremsagde sin egen version.

Så meget for at jeg skulle lade dig være. 

Han kunne nærmest høre smilet brede sig på prinsens læber. Idioten hånede ham.

Fareed trak sig endelig væk og slap hans kæbe, men slangerne blev troligt liggende omkring ham.
"Sikke en fantastisk hukommelse De har Dem," forlod det Ares tørt, selvom det egentlig skulle have lydt som leflen. Stemmen blev en anelse mere anstrengt, da musklerne i slangen omkring hans hals bevægede sig.

Han trak langsomt vejret ind og forsøgte at få styr på hjertet, der hamrede mod brystkassen.

Prinsen var tydeligvis allerede i gang med at spinde sin egen historie om Ares' besøg og hvad det egentlig handlede om. Ringen. Det var ringen. Intet andet.
Ares fulgte Fareed nøje med øjnene. Giv prinsen, hvad han vil have. "Hvis jeg indrømmer, at det var, fordi jeg ikke kunne holde op med at tænke på Dem..." løj han. Ordene smagte næsten latterlige i munden, men Ares lod dem hænge et øjeblik, før han fortsatte:

"...lader De mig så gå?"

Han ville bare have de forbandede slanger af sig.