Månehøstfestivalen var også en anledning til at pynte sig lidt mere end ellers. Nogle bar masker, andre havde flettet blomster, efterårsblade eller kornaks ind i håret, og enkelte havde tydeligvis grebet muligheden for at iføre sig noget, de ikke kunne slippe afsted med på en ganske almindelig aften.

Væbnerne og pagerne skulle heller ikke snydes for lejligheden til at slappe af og nyde en sjælden fridag.

Theodore befandt sig blandt en lille gruppe af de andre pager og gjorde sit bedste for både at undgå at træde på fremmede fødder og forhindre fremmede fødder i at træde på hans. Gaderne var tætpakkede. Kun indimellem opstod der små åndehuller i menneskemængden, når en hel klase af festgæster pludselig bevægede sig videre mod en bod, en dans eller noget andet, der havde fanget deres opmærksomhed.

"Uff." En skulder stødte ind i hans. Højst sandsynligt ikke med vilje, men Theodore trak alligevel straks sit bæger med varm æblecider ind mod brystet for at redde indholdet. Ikke en dråbe gik tabt, og dét så han som en mindre sejr. Han tog en tilfreds tår og smaskede kort med læberne. Cideren var stadig så varm, at den prikkede en smule på tungen, og smagen af æble og krydderier blev hængende bagefter.

Ugerne siden besøget hos Kiefer-familien havde ellers budt på det sædvanlige. Træning. Undervisning. Flere pligter, end Theodore syntes noget menneske med rimelighed burde kunne finde på. Men han havde faktisk forsøgt at følge Selmys råd. Det havde betydet kartoffelskrælningstjansen. Opvaskertjansen. Toilettjansen. Og alle de øvrige vidunderlige opgaver, der ikke involverede hø eller dets artsfæller.
Urterne havde også hjulpet en hel del. Nu kunne man slet ikke se på Theodore, at han få uger tidligere havde nyst sig halvt fordærvet. Øjnene var klare og friske igen, og den blå farve stod skarpt mod det fregnede ansigt, der havde fået sin sædvanlige glød og sit gåpåmod tilbage.

Til Månehøst havde han endda pyntet sig.

En enkel krans af efeu var flettet ind mellem de gyldne, rødlige krøller, og de mørkegrønne blade fik håret til at se endnu varmere ud i lanternelyset. Theodore var langt fra lige så fint klædt som flere af de andre pager, der kom fra betydeligt fornemmere kredse. Det dyreste, han bar, var sandsynligvis den mørkeblå uldkåbe med hætte, som væbnere og pager havde fået udleveret af Krystalpaladset.
Under kåben bar han en løs, råhvid hørskjorte med vide ærmer, der samlede sig let omkring håndleddene, og små knudrede stoflukninger ned over brystet. Bukserne var af mørk uld og så rummelige om benene, at der var rigeligt med plads til både dans og et dårligt gennemtænkt spring over et hegn.

Det var fint nok. Ingen havde nogensinde danset bedre af at have dyrere bukser på.

Theodore stod midt i en samtale med nogle af de andre drenge og nikkede og grinede, mens én af dem fortalte en historie om en ældre væbner, der tilsyneladende allerede havde fået lidt rigeligt med mjød. "Det gjorde han ikke—" En pludselig klapsalve lød et sted længere nede ad gaden. Nogle af drengene vendte sig for at se, hvad der foregik, netop som en ny bølge af mennesker pressede sig gennem mængden omkring dem.
Nogen ramte Theodores skulder. "Whoa—" Han reddede heldigvis cideren igen, med nød og næppe.  Til gengæld blev han tvunget et skridt baglæns og stødte direkte ind i nogen bag sig. To sammenstød på én aften, og cideren havde overlevet dem begge. Det måtte næsten være et tegn på, at han burde drikke hurtigere.

"Beklager!" Theodore trak sig frem igen og vendte sig om.

Doktorens to voksne børn, var ikke undtaget for festlighederne i byen. Klinikken var ekstraordinært lukket, ligesom så mange andre forretninger. Salem havde givet Ceelia og Selmy tilladelse til at være ude alene, og stolede på, at der ikke ville ske nogen ulykker. Han kunne ikke selv tage til Månehøs-festivalen, for der var altid én, der skulle blive hjemme og passe på Fru Kiefer, der desværre var sengeliggende, og havde været det længe. Der var heldigvis nogenlunde roligt i den øvre bydel, så hun kunne få den hvile, som hun havde brug for.

Selmy fulgtes med sin storesøster hele vejen igennem markedet. Han havde galant tilbudt hende sin arm, som hun holdt søsterligt om med begge hænder. Hendes blik var dog alle andre steder end på gaden, for hun var så begejstret og nysgerrig på al pynten over dem, og alle lanterne og alle blomsterne og alle maskerne. Selv var de ikke mødt op udklædt, og de takkede også høfligt nej tak, når blomsterpiger tilbød at flette deres hår for en sum. Ceelia gjorde dog et stop ved en maskebod, hvor hun slap Selmys arm, for at gribe den fineste rævemaske, og holde den op foran Selmys ansigt. ”Den klæder dig. Den skal du ha’,” Lo hun, og det fik Selmy til at le. Men han afviste masken, ved at lægge vægten af sin hånd på toppen af den, for at føre den væk. Deres forhold havde ændret sig en smule hen over årene. Det var ikke det samme som det havde været, siden han kom hjem fra sin sidste rejse. Søskenderivaliseringen forekom sjældnere, og det var blevet mere alvorligt og omsorgsfuldt. Det var svært for Selmy, hele tiden at blive passet på og observeret. Pylret om.

Tidligere havde han forsøgt at pege Ceelias veninder ud. Hun plejede hellere end gerne at ville følges med dem, og så kunne Selmy jo kigge lidt rundt og se på øksekast eller slåskampe, eller sådan noget, men hun var ikke med på den ide. ”Jeg er vokset fra dem,” Svarede hun bare ”Og siden hvornår er du begyndt at gå op i at se fulde mænd slås og te sig åndssvagt?”

Han fik vristet sig fri for hende, da de kiggede på madboder, der solgte søde sager, kager, chokolader og kringler, for på dette tidspunkt var der begyndt at være ret mange på markedet. Selmy kunne let se hende for hendes smukke gyldenblonde hår, og han vidste, at hvis hun var let at se, så var han også. Så han bevægede sig hurtigt, dukkede sig lidt og lod sig bare følge med strømmen væk, indtil han var tilpas langt nok væk. Han så sig om skulderen, lidt længe, men uden at stoppe op. For man stoppede ikke bare op, når der var trængsel.

Han kom til at gå lidt hårdt ind i en lille gut, der stod med ryggen til ham, og han vendte sig hurtigt for at tage ham hurtigt på begge skuldre, som en slags Jeg har dig, for at stabilisere ham. ”Undskyld, det var ikke med vilje-” Selmy cuttede sig selv af. Han genkendte de øjne der. Han havde renset dem for nogle uger siden.

”Theodore Ljungberg?” Selmy kunne huske hans navn, og hans pludselige skift i ansigtsudtrykket, afslørede nu tilmed, at han netop blev mindet om den pinagtige afsked han havde taget med ham. Jeg har altså hår dernede. Tak. Har De?

Du frelsens...!

Selmy rankede sig lidt på stedet og så ham an. Krans i håret, praktisk klædt og en syrlig cider i et krus. Selmy selv, lignede en der var kommet fra en begravelse. En fin begravelse. Klædt i sort fra top til tå. Tynde guldsyninger på kanten af koften og kappen, og symboler der forestillede sol og stjerne, for at ære hans gudinde. Det var noget finere, end de praktiske klude, han havde iført sig i healerhuset. ”De ser sund og rask ud,” Noterede Selmy højlydt og hilste ham med et nik. Han løftede også blikket og skænkede alle Theodores venner et flygtigt blik. Han var jo ikke så god til at omgås drenge i den alder. Og slet ikke, når de kom i flok på den måde.

Theodore mærkede med det samme et par hænder gribe om hans skuldre, der heldigvis stabiliserede ham nok til, at han ikke skvattede. Det kunne ellers være endt galt. For ham. Og cideren.

Deres beklagelser smeltede næsten sammen, men Theodores øjne nåede at lyse op af genkendelse omtrent samtidig med, at den anden sagde hans navn.

Theodore Ljungberg. 

Han kunne huske det.

"Selmy." Theodore så både fornøjet og oprigtigt overrasket på ham, som om han ikke helt kunne begribe, at det lige præcis var ham, han af alle mennesker på hele den tætpakkede plads var stødt ind i. En behagelig overraskelse dog. "Hej." Selvom Theodore ikke helt kunne vide, hvad Selmy syntes om gensynet. Der skete i hvert fald et eller andet med lægesønnens ansigt. Et lille skift. Et træk, der på mistænkelig vis mindede Theodore om deres sidste øjeblik sammen. Ah. Theodore gemte det fårede smil bag sit glas og tog en tår af æblecideren. Gad vide, om Selmy rent faktisk havde messet om ham til Livets Moder bagefter.

Han fik nogenlunde styr på smilet igen, mens blikket diskret tog Selmy ind. Sort. Næsten imponerende meget sort, faktisk. Måske var han kommet udklædt som en meget fin bedemand? Theodore tvivlede stærkt på det. De tynde guldsyninger langs koften og kappen samt de små sole og stjerner fik i hvert fald tøjet til at se alt for gennemtænkt ud til den forklaring. Men der var ingen tvivl om, at det klædte ham pænt. Det mørke stod i skarp kontrast til den lyse hud og de gyldne lokker. Han så også langt mere fornem ud end på klinikken, pakket ind i alt det overdrevne beskyttelseskluns.

De ser sund og rask ud. Theodore sænkede glasset og smilede. "Deres urter har hjulpet en del," forklarede han. "Mange tak." Det var faktisk rart endelig at få sagt. Blikket søgte automatisk op mod det lyse hår, omtrent hvor han huskede blodet. "Og hvordan har hovedet det?"

"Theo! Skal du med? Der er ildslugere!" Theodore fór en smule ved stemmen og drejede hovedet. En af drengene, han ellers troede var forsvundet med resten af gruppen, havde fundet tilbage til ham. Blikket smuttede kort mod Selmy igen.
"Ah, jeg skal nok finde jer. Bare gå i forvejen." Vennen tøvede ikke længe, før han forsvandt efter de andre. Theodore fulgte ham et øjeblik med øjnene. Så slugte menneskemængden både ham og resten af gruppen, og lyden af deres stemmer forsvandt mellem musik, latter og råb længere nede ad gaden.

Theo vendte sig tilbage mod Selmy. "Nå?" Han tog endnu en lille tår af cideren og betragtede ham afventende. "Hovedet?"