Klokken var lidt over tre på halvgrå sommerdag i den nedre bydel. Samme tid dagen før, var Sami Liveatus - en lavstammet menneskemand, der var kendt for to ting; sit velplejede moustache og sin kunstsamling - fundet død i sit palæ i den øvre bydel. Kilian, der havde forstand på mord men absolut ingen for kunst, var blevet informeret om, at de stjålne malerier var en formue værd, og de skulle tilbage i rette hænder. Hvis hænder, det så var, bekymrede ikke Kilian så meget, men hvis malerierne havde ledt til hr. Liveatus' død, så var der en fornuftig chance for, at de også ville lede til hr. Liveatus' mordere.

Og derfor befandt Kilian, sergent i afdelingen for utidige dødsfald, sig nu i den nedre bydel. Han var gået fra beværtning til suspekt forsamling af skumle typer til mere almindelige væsner til beværtning og spurgt efter information om nyligt røveri eller dyre malerier til salg. Han havde ikke haft heldet med sig endnu.

Kilian drejede ned ad den næste gade, et af de steder, hvor godtfolk og skidtfolk holdt til både inden- og udenfor den lille restaurant mellem to etagebygninger.
"Undskyld frue, har de hørt rygter om et planlagt indbrud? Nej? Hvis De bliver tilbudt..." Kilian begyndte at beskriver malerierne i detaljer, som de ville se ud, hvis nogen havde kopieret dem og begyndt at sælge kopierne. Det var en god beskrivelse, men paradoksalt nok, var den ikke særligt malerisk. Han havde afgivet den forklaring omkring en gang hvert andet øjeblik de sidste to timer. Den sad på rygraden nu. Han foretrak, når den slags ikke nåede at sætte sig på rygraden. Nogen måtte ved Azur have hørt noget.

Brûstrithon var denne her dag til at finde i den nedre del af byen, han kendt den alt for godt fra sin barndom her men også sin tid som lav står tyv, som han ikke var mere men stadig ikke højt nok til at byvagter kendt rigtig til ham, ikke af udseende eller race, så han havde stadig en vis frihed i by, denne her dag var han ikke klædt lige så pæn som han kun havde været men stadig pænt i forholdt til bydel han var i, selvom det var op af eftermiddag, havde han ikke rigtig lavet noget i nu, han vidste ikke hele hvad han skulle for tage sig.

Da han kommer, tætter på en lille restaurant som han kendt alt for godt, kun han ser en person gå rundt og spørger de forskellig der var til stede om et eller andet da han kom lidt, tætter på kun han hører at det, drejer sig om et mord i den øvre bydel, det synes han at han havde hørt et eller andet om man lige hvad, da han ikke havde andet at tage sig til gik han tætter på mand som gik rundt og spurgte, ud fra hans spørgsmål kun han gæt sig til at det var en fra byvagt.

”Hvad skulle så en oplysning være værd” spurgte han og kiggede på mand, ikke fordi han vidste hvor man kun finde malerier eller hvem der havde gjort det, men for den rette pris kun han godt laver noget arbejde for at finde ud af det, ”de kan kalde mig for Max” sagde han kort efter, ingen grund til at giv sit rigtige navn og slet ikke til en som arbejde for byen.

Kilian så en smule opgivende på gæsterne uden for restauranten og skulle pligtopfyldende til at gå ind og fortsætte sine undersøgelser, da han hørte en stemme bag sig, med en accent der havde hjemme i de nedre dele af byen, og den attitude, der ofte fulgte med: Ikke den store respekt for en byvagt. Det kunne han oprigtigt ikke fortænke dem i.

Attitude eller ej sænkede sergent Kilian håbefuldt skuldrene og vendte sig efter stemmen, der slet ikke så ud, som den lød: En ørkenelver klædt i tøj, det ville have passet langt bedre ind i byens centrum. Sergent tabte kæben et øjeblik og gjorde større øjne og nåede også at krølle et velpasset øjenbryn, inden han svarede denne "Max".

"Byvagten har autoriseret en hvis findeløn," ved nærmere eftertanke, burde han nok have nævnt den noget efter i løbet af de sidste to timer, men folk fik så nemt tungen for meget på gled, når det gjaldt krystaller, "Kender De noget til et røveri af malerier? Jeg kan ikke give Dem noget, for information De ikke har, må De forstå... hr. Max."