Klokken var lidt over tre på halvgrå sommerdag i den nedre bydel. Samme tid dagen før, var Sami Liveatus - en lavstammet menneskemand, der var kendt for to ting; sit velplejede moustache og sin kunstsamling - fundet død i sit palæ i den øvre bydel. Kilian, der havde forstand på mord men absolut ingen for kunst, var blevet informeret om, at de stjålne malerier var en formue værd, og de skulle tilbage i rette hænder. Hvis hænder, det så var, bekymrede ikke Kilian så meget, men hvis malerierne havde ledt til hr. Liveatus' død, så var der en fornuftig chance for, at de også ville lede til hr. Liveatus' mordere.

Og derfor befandt Kilian, sergent i afdelingen for utidige dødsfald, sig nu i den nedre bydel. Han var gået fra beværtning til suspekt forsamling af skumle typer til mere almindelige væsner til beværtning og spurgt efter information om nyligt røveri eller dyre malerier til salg. Han havde ikke haft heldet med sig endnu.

Kilian drejede ned ad den næste gade, et af de steder, hvor godtfolk og skidtfolk holdt til både inden- og udenfor den lille restaurant mellem to etagebygninger.
"Undskyld frue, har de hørt rygter om et planlagt indbrud? Nej? Hvis De bliver tilbudt..." Kilian begyndte at beskriver malerierne i detaljer, som de ville se ud, hvis nogen havde kopieret dem og begyndt at sælge kopierne. Det var en god beskrivelse, men paradoksalt nok, var den ikke særligt malerisk. Han havde afgivet den forklaring omkring en gang hvert andet øjeblik de sidste to timer. Den sad på rygraden nu. Han foretrak, når den slags ikke nåede at sætte sig på rygraden. Nogen måtte ved Azur have hørt noget.

Brûstrithon var denne her dag til at finde i den nedre del af byen, han kendt den alt for godt fra sin barndom her men også sin tid som lav står tyv, som han ikke var mere men stadig ikke højt nok til at byvagter kendt rigtig til ham, ikke af udseende eller race, så han havde stadig en vis frihed i by, denne her dag var han ikke klædt lige så pæn som han kun havde været men stadig pænt i forholdt til bydel han var i, selvom det var op af eftermiddag, havde han ikke rigtig lavet noget i nu, han vidste ikke hele hvad han skulle for tage sig.

Da han kommer, tætter på en lille restaurant som han kendt alt for godt, kun han ser en person gå rundt og spørger de forskellig der var til stede om et eller andet da han kom lidt, tætter på kun han hører at det, drejer sig om et mord i den øvre bydel, det synes han at han havde hørt et eller andet om man lige hvad, da han ikke havde andet at tage sig til gik han tætter på mand som gik rundt og spurgte, ud fra hans spørgsmål kun han gæt sig til at det var en fra byvagt.

”Hvad skulle så en oplysning være værd” spurgte han og kiggede på mand, ikke fordi han vidste hvor man kun finde malerier eller hvem der havde gjort det, men for den rette pris kun han godt laver noget arbejde for at finde ud af det, ”de kan kalde mig for Max” sagde han kort efter, ingen grund til at giv sit rigtige navn og slet ikke til en som arbejde for byen.

Kilian så en smule opgivende på gæsterne uden for restauranten og skulle pligtopfyldende til at gå ind og fortsætte sine undersøgelser, da han hørte en stemme bag sig, med en accent der havde hjemme i de nedre dele af byen, og den attitude, der ofte fulgte med: Ikke den store respekt for en byvagt. Det kunne han oprigtigt ikke fortænke dem i.

Attitude eller ej sænkede sergent Kilian håbefuldt skuldrene og vendte sig efter stemmen, der slet ikke så ud, som den lød: En ørkenelver klædt i tøj, det ville have passet langt bedre ind i byens centrum. Sergent tabte kæben et øjeblik og gjorde større øjne og nåede også at krølle et velpasset øjenbryn, inden han svarede denne "Max".

"Byvagten har autoriseret en hvis findeløn," ved nærmere eftertanke, burde han nok have nævnt den noget efter i løbet af de sidste to timer, men folk fik så nemt tungen for meget på gled, når det gjaldt krystaller, "Kender De noget til et røveri af malerier? Jeg kan ikke give Dem noget, for information De ikke har, må De forstå... hr. Max." 

Da byvagten vender om for af kun ser på ham, kun han godt ser på mand at han ikke lige havde regnet med en person klædt som han var, ud fra hans ansigtsudtryk men så var det nogen gang, så var det godt at han ikke var klædt pænere inden hvad han var, han lyttede på det han sagde og smiler svagt ved det, nårh der var en findeløn, det synes ikke han havde hørt ham sige til nogle af de andre, men det kun så være til hans held at han havde gemt det.

”Nej, det gør jeg ikke, har hørt om det” svaret han og kiggede på mand som stadig ikke havde givet ham sit navn, at han ikke kun få findeløn ude af, giver nogen information sagde sig selv, ”hvad lyder denne findeløn på, hvis man må få halv frækt at spørge om det” spurgte han, for han gad ikke at ligger arbejde i at finde ud af det eller prøve på det, hvis findeløn ikke var noget vildt.

Han kan godt regne ud at den ikke var store nok til at man blev rig af den, man nok til at lever i noget tid, an på hvordan man lever selvfølgelig, så kun det var at han fik noget af laver alligevel idag kun det tyder lidt på men første skulle han hører hvad den findeløn var på inden han gjort noget.

Kilian så "Max" - for han var stadig sikker på, at navnet ikke var hans rigtige, ikke at det nødvendigvis betød noget  -, lidt op og ned. Noget sagde ham, at ørkenelveren ikke var tabt bag en vogn. Nogle, vidste Kilian af erfaring, ville sige hvad som helst for rav. Nogle gjorde det af nødvendighed, andre gjorde det af grådighed. Men det betød også, at de som regel var ligeglade med, hvor meget de fik. De spurgte ikke. Men Max havde spurgt. Han så også ud til at være ligeglad med opgaven, hvis prisen ikke var høj nok.

Men prisen var, hvad den var: "Byvagten har udlovet 5 jader for information, der leder til fund af de stjålne malerier. 10 mere, hvis informationen leder til tyvene. De myrdede maleriernes ejer," forklarede han ligeud,  "Vi ser helst, at mordere af lovlydige borgere ikke går frit rundt."

Hvis ret skulle være ret, så havde Kilian opfanget rygter om, at Sami Liveatus, maleriernes afdøde ejer, heller ikke var helt lovlydig. Han havde efter sigende selv købt nogle af malerierne på det sorte marked. Men havde dog ikke myrdet nogen for dem, og det var Kilians prioritet.

Om den her vagt tror på hans navn var Max eller ej var ikke lige hans problem, for det mindste havde han giv et navn frem for venter som ikke havde men han kun altid selv spørger om det, hvis han nu for bruge for det, han lyttede i spændt på hvad findeløn lå på, det var ikke meget men kun få for de rigtige informationer, godt nok lå han ikke inden med nogen som det så ud lige nu men det betyder ikke at han ikke kun finde ud af noget.

”Har ikke nogen pt men hvis de kan finde 10 jader mere, så vi kommer op på de 25 ialt, er jeg sikkert på at jeg kan hjælp med det” sagde han og kiggede på Kilian, det var en chancer at tage og hvis svaret blev et nej, måtte han forsatte sin søgning alene, ”hvad siger de til tilbuddet” spurgte han efter lidt tid og kiggede på ham, han tænker at det nok var muligt at få de 10 ekstra fra hvem der nu skulle havde malerierne tilbage, når der nu er en findeløn på dem.

”Hvor kan man finde dem hen og hvem skal jeg spørger efter, når jeg har nogen informationer” spurgte han og kiggede på Kilian, han kun altid finde ud af noget og så måtte han se om han har fundet 10 jader mere til findeløn, ellers måtte han bare holde nogen af informationer tilbage, der var ikke noget som var gratis her i livet.

//out of character: Har snuppet lønnen fra lærdomssiden om penge, bare så du ved, hvor det kom fra :) Er gået ud fra, at Max stadig synes, 15 er for lidt x)

Kilian hævede et overrasket øjenbryn. Ude over, at den temmeligt mistænkelige elver bad om næsten det dobbelte, så var 25 jader også et par krystaller over, hvad det tog Killien selv en hel måned at tjene. Max kunne lige så godt have bedt om et af de mindre værdifulde malerier. Øjenbrynene ændrede form til noget mere tænksomt. Det var nok muligt, at hr. Liveatus' arvinger var villige til at øge beløbet. De ville stadig få krystaller ud af det, og det havde tilsyneladende været det vigtigste for dem... og hans egen overordnede - her ændrede hans ansigtsudtryk sig til noget opgivende et af slagsen.

Nuvel, hvis Max gerne ville have en højere løn, så måtte han også arbejde for den:
"Jeg har ikke fået godkendelse til at love mere en 15 jader for information, der kan lede til malerierne og morderne." Et par snuskede typer ved en mur lidt længere væk spidsede øre ved lyden af krystaller. "Men hvis De virkelig kan skaffe information, der leder til anholdelsen af alle tre tyve og fundet af malerierne. Og hvis de kan gøre det før nogen andre, og ikke mindst før morderne eller for den sags skyld malerierne når at forlade byen, så skal jeg se, hvad jeg kan gøre, for at hæve findelønnen..." Kilian sukkede meget dybt og træt, som kun en byvagt med en lang og umotiverede sag foran sig kan gøre, "til 25 jader."
Ærligt talt brød han sig meget lidt om, at skulle jagte en rig mands stjålne malerier for hans utaknemmelige efterkommere. Mordere håndterede han med glæde, men olie på lærred burde ikke være nogens bekymring. Kunst havde han aldrig rigtigt forstået. Jo hurtigere nogen, kunne hjælpe ham med at lukke den sag, jo gladere og mere taknemmelig ville han være også selvom han ikke personligt havde økonomien til at vise det.

Hvis Max skulle være den hjælp, så var Kilians navn og station et rimeligt bytte til en start: "Sergent Kilian, til tjeneste," Kilian bukkede kort, "De kan spørge efter mig i byvagternes hovedkvarter i den centrale bydel. Hvis jeg ikke er der i dagtimerne, er der en god sandsynlighed for, at jeg er i domhuset."

// det regnet jeg også med at du havde det, for bruger den også selv :) og jo Max synes stadig det er for lidt//

Han kun godt ser på denne her herre at han ikke synes om hans pris for at skulle hjælp med at finde både mord og malerier men alt har en pris og hvis han kun tjener lidt ekstra på det vil han altid prøve på det, det lærer men hurtigt her i livet når man kommer fra gade/børnehjem, men han kun altid få et nej for at pris som var højere inden findeløn.

Han lyttede til det der blev sagt og smiler lidt større over at der var en mulighed for at findeløn kun blev det større så han kun få den pris han havde sagt, om vagten her vil kom i problem for at lov ham at hæve findeløn hvis han kommer med de rigtige informationer om det en og det andet, at der var nogen andre snuskede typer der havde overhørt deres samtale, kom ikke som nogen overraskede når de nu var i den nedre del af byen.

Max gik tætter på den Killian nu hvor han havde et navn på mand, "Sergent Killian, vi har en aftale" sagde han og rakte hånd frem, så vidste han et navn på ham og hvor der var mulighed for at finde ham, han tog hånd til sig efter de havde givet hånd på aftale og pris, hvorefter han giver et lille nik som hils til Killian inden han gik væk derfra, han havde retning længere ned i den ned del af byen.

Han havde en ide om hvor han skulle begynde hen for at finde ud af noget, selvom der kun være andre ude efter findeløn ligesom ham selv, gik han stadig frem for af løbe som mangle nok vil gøre, selvom han også godt vidste at han nok skulle være lidt hurtigt med at finde information om malerier inden de bliver solgt videre og nok forlader byen, mord kun nemt blev her i by når denne person ikke er blevet opdaget i det.

Kilian var ikke blind for, at et liv på gaden krævede æh... en kreativ måde at tjene sine penge på. Han havde selv været nødt til det engang, men det var mange år siden nu. Han havde ikke tal på, hvor mange gange, han havde forestillet sig, hvem han ville have været, hvis ikke hans far havde adopteret ham. Han kaldte ham far, for der havde aldrig været andre til at tage titlen.

Måske havde han været mere som Max, hvis nye smil sagde ham, at han var tilfreds med aftalen, også selvom Kilian ikke kunne garantere noget. Han havde alle hensigter om at være ærlig om, hvad han kunne og ikke kunne love, og han havde lige så mange hensigter om, ikke at forvente andet af Max, end at gadeelveren ville gøre, hvad han syntes var nødvendigt.
De snuskede typer stak i løb i en retning. Måske han ville se dem på stationen om nogle dage. Måske de var løbet afsted i håb en belønning for at advare nogen. Han måtte hellere stikke efter dem.

Max' håndtryk blev gengældt med et relativt stort smil. Kilian havde skiftet fra professionelt træt ansigt til en lille skæv mundvig.
"Aftale. Jeg beder til Chance, at De finder noget, der kan bruges," han mente det, omend det måske kom lidt tørt ud.

Kilian nikkede kort til afsked. Han levede ikke længe nok på gaden til at blive en voksen tyv, men han havde lært at forcere bygninger så hurtigt som gjaldt det livet. Kort efter var han stukket afsted op ad gadevæggen og op på hustagene efter det to, der stak af.

~

Et par dage senere stod sergent Kilian i byvagternes kontor og rynkede brynene over ikke at være kommet meget længere. De to snuskede typer fra et par dage siden, havde han ikke fået noget ud af. Hvad angik mordet pegede sporene på to af arvingerne. De havde begge alibier, men de havde også pengene til at få nogen ti lat gøre det beskidte arbejde for sig, og de havde brugt dem.

Solen skinnede lavt ind gennem vinduerne på kontoret og afslørede støvet i karmene. Der trængte virkelig til at blive gjort rent, i hvert fald efter Kilians mening. I dag havde han tjansen med at tage imod borgere med klager og anklager. Når han nu ikke kunne gå fra sin plads og lede efter en morder, kunne han kun bede til Chance, at morderen ville komme til ham - på den ene eller anden måde.

Brûstrithon lad godt mærke til at Killian forsvandt op ad en bygningsvæg selvom han var gået derfra man det var nok hans liv på gade som havde gjort at han lad mærke til det mest omkring sig, om det var en god eller dårlig ting, var så lige det, ikke altid men ønske af ser det hele, de to snuskede typer var løbe en anden retning inden han selv havde, hvad deres plan eller mangle på sammen vidste han ikke og var så set også ligeglad, han sagde ikke noget til Killian at Chance måtte være med ham, han gik ikke så meget op i guder, selvom han godt vidste at det gjort mange.

Der var gået nogen dage siden han havde snakket med Killian, og det var ikke fordi han ikke havde fundet ud af noget siden han ikke havde opsøgt ham i nu, men der var mere arbejde i at få fat i de rigtige oplysninger som han så også selv har undersøgt om de var rigtig nok, og hvad han havde fundet ud af og selv undersøgt, han havde de oplysninger han havde bruge for, han havde set malerier og huset som morder holder til i.

Så denne her morgen var han på vej til by vagternes kontor, ikke et sted han normal kommer af eje lyst men nu havde han mulighed for at tjener noget krystaller på det, han vidste godt at han ikke vil få findeløn ude at de havde følger op på hans oplysninger, men det kun han godt lever med at venter på, denne her morgen var han dog klædt pænere inden sidst gang, en silkeskjorte i hvid som var åbne i toppe, bukser var i en sort farve som også ligner silke man var det ikke men noget som kun tår mere.

Da han kom ind på kontor, gik han mod Killian da han havde få øje på han i det han var gået igennem dør, "morgen" sagde han og lad et stykke papir på bordet, hvor der stod to adresser på, den en af dem var lidt ude for byen, "hvis de/i er lidt hurtigt, er malerier derude" sagde han og peger på den en adresse på papir, malerier havde være der tidlig på morgen, "mord er på den anden og skulle havde beholdt noget fra kunsten" sagde han og kiggede på Killian og læner sig op af bordet, så havde han klare sig dele af aftale.

Kilian var ved at lægge sidste hånd på nattens rapport, da et "morgen" efterfulgt af et stykke nydeligt skrevet papir gled inden for hans synsfelt.
"Morgen," svarede han fraværende, i først omgang uden at genkende stemmen eller kigge op, mens han samlede papiret op, læste adresserne og rynkede brynene. Den første adresse genkendte han, den anden ikke. Han så op og fik endelig øjenkontakt med Max, der stod og smilede.
"Arh, Max- var det?" han var temmeligt sikker, "Giv mig et øjeblik." Sergenten gik ud bagved og kom tilbage med en anden mappe. Indleveret materiale skulle noteres. Kilian så hellere, at det blev gjort først og rigtigt, ellers var intet til at finde.
"Hmm... Og du har set nogle af malerierne begge steder?" Han lænede sig ind over bordet forskudt for Max. Han lød noget tvivlende, men tvivlen kom ikke af, om han troede, Max havde gjort som aftalt. Tvivlen kom af, at den adresse, han genkendte, tilhørte en mistænkt, som han i første omgang havde afskrevet.
Ofret havde flere arvinger, og blandt dem var to nevøer og en svigerinde. Kilian havde afskrevet den ene nevø, Gaspar, fordi han havde et alibi og umiddelbart intet motiv, så han havde været sikker på, at morderen og tyven enten havde været den anden nevø, Martius, eller svigerinden, som begge var svinerige på overfladen, men havde vist sig at have store pengeproblemer.
I første omgang havde han ikke fået indtryk af, at Gaspar og Martius var tætte, men måske de var tætte nok til at konspirere for at redde hinanden.
"Huset, hvor morderen," om de selv havde forgiftet ofret eller betalt sig fra det gjorde jo ingen forskel, det var lige koldblodigt, "Beholdt et maleri - var morderen et lavt menneske, med blond hår, grå øjne, og et ar på venstre hånd?" Det var beskrivelsen af Gaspar, den ældste af brødrene.

Det kort morgen som kom som et svar fra Kilian på hans var tydelig at hører fraværende i men tænker at han nok skulle vågne mere op, når han hører hvad der drejer sig om, han skulle lige til at sige noget mere da Kilian endelig gad at kiggede op og se hvem det var han snakke med, men da han sagde et øjeblik, nikkede han kort som svar og venter på at han skulle komme tilbage, ”nej har kun set malerier på den en adresse og de var der her til morgen” svaret han og peger på den en adresse på papir, så han vidste hvilke en af dem han havde set dem på.

Han kun godt se tvivlende i hans øjne men det var han ligeglad med, for han vidste hvad han selv havde fundet ud og hvis byvagterne arbejde hurtigt kun de når at få det hele tilbage, ”om morderen beholdt et maleri ved jeg ikke, det jeg ved som morderen beholdt, var den afdødes familie ring med navn i, hvad jeg har hørt” sagde han og kiggede på Kilian, han lyttede til beskrivelsen af morderen, ”beskrivelsen lyder rigtig, fra hvad jeg har hørt” svaret han og kiggede kort rundt, venter til Kilian have fået skrevet færdig i den mappe han havde henter.

”Så vil jeg ikke holde mere på din tid, tænker at kigge forbi i aften efter min findeløn” sagde han og rette sig op, inden han nikkede kort som hils og vendt så om og begyndt så at gå ude af bygning, hvor han drej af mod markedspladsen, da han første noget en af de lidt større gader med mange folk på, vil han forsvinde blande dem nu hvis en af vagter var fuldt efter ham, ikke fordi han regner med det men han vil heller være på den sikre side, de skulle ikke vide hvad han gik og lavet, selvom han havde en ide om at Kilian havde en ide hvad han lever af, man så længe at han for blev i skygge og ikke blev tage i noget, var alt fint for ham.

Kilian fulgte Max' finger på den lille lap papir med adresserne og nikkede. Han var med. Ringen var dog ny information. Ingen af Sami Liveatus' smykker havde været meldt stjålet, men det betød jo ikke, at de ikke manglede. Og Gaspar havde været den, der som Samis "tætteste familie", havde set smykkerne igennem.
"En ring... hvorfor ville han beholde den..." Sergentens første tanke var ikke en behagelig en af slagsen. Nogle mordere havde den morbide vane at samle på ting fra deres ofre, men det betød oftest, at der var mere end ét offer. Måske var ringen værdifuld. Penge var altid et godt motiv. Han ønskede, at det var pengene.

En knagerække bag disken holdt på en længere række kapper. Kilian tog hans egen og svang den over skuldrene og trak i en snor på væggen, som løb op mod loftet hen langs panelet og forsvandt ind i væggen. En svag ringen kunne høres fra baglokalerne efterfulgt af stole, der rykkede sig og fodtrin. Han ville få brug for et par kolleger.
"Jeg kan ikke love 25 guld," svarede Kilian halvtørt og lod Max gå. Det var ikke et forsøg på at forhandle eller bluffe. Det var blot fakta. Han havde ingen indvender mod, at Max kom tilbage i aften. Det kunne være han gik forgæves. Kilian vidste aldrig selv, hvornår han ville være tilbage. Men så kom han vel igen for sin findeløn. På den måde virkede Max tilregnelig for et tyv.

For Max havde ret i sin anelse. Kilian havde selvfølgelig forhørt sig om ham, andet ville have været sløseri fra en i Kilians profession, mente sergenten selv. Af hvad han havde fundet ud af, var Max' foretrukne beskæftigelse at tage ting, der ikke tilhørte ham. Naturligvis var det ikke noget, som sergent Kilian af Dianthos' byvagt kunne billige, men ingen, som han havde talt med, og ingen af den håndfuld sager, der nu var med Max' navn på, indikerede, at han nogensinde var voldelig og slet ikke, at han havde taget nogens liv. Han satsede på, at det betød, at Max' moralske kompas virkede en smule.

~

Samme aften var Kilian tilbage bag disken og skrive rapport. Han havde overtaget vagten fra en kollega, der havde været meget taknemmelig. Kilian var på sin... var det 18. arbejdstime? Nej, det var den 19. Men det havde været det værd. Bag ham stod et par malerier viklet ind i linned. Kilian smilede. En smule.

”Hvorfor man har beholdt ringen, har jeg ingen ide om, mit gæt vil være på grund af værdi den har” svaret han til det men det kun lige så godt være af en anden grund, om man beholder en ting fra den man dræber, ligesom nogle lavet en lille ting på maleri som er en kopi, så man ved hvem der har lavet den, så dumt var han ikke selv af gør, hvis han nogen siden skulle laver en kopi af et maleri, man det var ikke op til ham at finde ud af, hvorfor person havde beholdt ring fra ofre.

Han kiggede på Kilian da han rejst sig op og tog sin kappe på sig og trak i en snor, han kun godt hører klokke svagt, ”det regnet jeg heller ikke med at de vil kun, før de har få maleri og mord” sagde han og kiggede på ham, så havde han indgive sin information om det han vidste, da det ligner af Kilian var klar til af gå, var der ingen grund for ham at blev her mere, så han drej om og gik ud af vagt bygning, så de kun kom til at passer deres arbejde.

At Kilian havde forhørt sig om ham, var også kommet forbi hans næse, ikke at det betyder så rigtig noget for ham, for han vidste at der var flere som gik under navn max, så om han havde fået noget præcis af vide om ham, var lige det, men nej han havde aldrig slået nogle ihjel her i Dianthos men det var en hele anden historis som næste ingen kender til og så havde han det også bedst med, han havde dog ikke selv rigtig haft tid til at undersøge Kilian man han havde tænk på at skulle gør det, så han vidste til en anden gang hvem han skulle snakke med angår en findeløn.

Om aften vendt Brûstrithon  tilbage til vagt bygning, det eneste grund til man vidste af nogle kom ind i bygning var på grund af dør der gad en svag lyd når den åbner og lukke, han gik over til bordet som Kilian sad ved og skrevet et eller andet ned, ”kan se at i havde heldet med er” sagde han og nikke kort mod malerier bag ham, så var det bare om de også havde fået fat i mord også og samtid om han kun få den findeløn, han havde stille krav på eller om han fik mindre.