Var denne dag meget anderledes end så mange andre? Næppe - men for Izilarna var dagen formidabel. oprøret i norden var noget der kærtegnede hendes ego over al forventning. Det var måske af samme årsag, at hun idag følte sig særligt kry og veltilfreds. Det var nok ingen hemmelighed, at netop hun, var særligt begejstret for helvedsilden der var ved at bræde sig under adlens fødder. Der skulle meget til at opbygge så indestængt et had til de rigeste, men som samfundet havde udviklet sig, og for en som selv var født rig, men valgt livet som fri var dette den bedst tænkelige fremtid der var på vej.

Den seje og senede jæger slog døren op til den lille knejpe, hvordan kunne det være så fandens koldt også i de varme måneder af året heroppe? Hun rynkede brynene som lugten af brændt sterin og øl slog mod hende, hun tog en dyb indånding som hun trak rejsekappen af. en knap sad fast i hendes hvide lokker og hun måtte slås kortvarigt med denne, som tog en tot med sig i kampen. alligevel smilede hun veltilfreds som hun gled ned på en af de hårde skamler foran baren. "Et stort krus mjød, hvis man kan klare sådan en bestilling så langt nordpå, eller flyver bierne ikke hertil?" Hun hævede de mørke bryn i en kæk mine og heldigvis lod kvinden bag baren til at være i lige så godt humnør som den hvidhårede. Der gik kun ganske kort inden et stort trækrus gled over disken og havnede i hånden på Izilarna. Sikke en dag at være i live.

Nyhederne om Nordens oprør havde spredt sig hurtigt ned gennem landet som vand over kanten af et overløbet bæger. "Nordfolket vil smide Lyset på porten!" Ethelihn havde hørt det fra en ørkenelver fra Thal'Elor, som havde hørt det fra en karavanehandler fra Sarghos, som havde hørt det fra en "fribytter" fra Fristavn, som havde hørt det fra en dværg fra Dragorn. Det var de bedste nyheder, hun havde hørt i måneder. Hun var taget afsted med det samme. Hun var på vej hjem.

Det var godt en måned siden nu. Af gode grunde havde hun undgået hovedvejene nordpå, men hun var nået hertil for et par uger siden og lige gyldigt, hvor hun havde sat fødderne, havde der været den samme sejrsrus, og den havde været smittende.

Knejpens dør gik op igen, og en kvinde i godt brugte rejseklæder trak en stor, forret kutte ned om skuldrene for at få luft til gråblegt ansigt, opbundet, hvidt hår og opmærksomme gule øjne. På vejen til baren passerede hun et bord.
"Frihed fra Lyset! For Norden!" Fire store fadøl blev slået sammen, så skummet fløj og landede i Ethelihns ansigt. Inden den ene nordlænding kunne undskylde, smed Ethelihn jader nok til en omgang på bordet med et "Ned med Lyset," og bordet svarede i kor med endnu en skål og skumsprøjt: "NED MED LYSET!"

Ethelihn fortsatte op til baren og satte sig til rette på en knirkende taburet: "Et krus varm mjød. Jeg er ved at fryse øjenbrynene af." Hun gav også et lille nik til kvinden med lige så hvidt hår som hende selv og et udseende som én, der vidste, hvad overlevelse var. Med den kropsbygning og det tøj, og det blik, ville hun aldrig have gættet, at der løb noget adeligt blod i hendes årer.
"'Aften."

Izilarna satte kruset fra sig som en kold vind slog mod hendes skuldre, idet døren atter blev åbnet. Stemningen summede gennem baren og som en med hendes baggrund kunne hun ikke lade vær med at orientere sig mod den nyankomne. Det var ikke så ofte man så kvinder alene på gennemrejse, men at bedømme ud fra tøjets forfatning var det netop det, den fremmede var. Izilarna gav hende et anerkendene nik i bytte og skævede kort mod værtinden bag skranken der straks fik serveret bestillingen. "Godaften" den hvidhårede dæmonjæger bed sig kort i læben, i en let ærgelse over at hun ikke selv havde tænkt på, at de faktisk lunede mjøden når man kom så langt nordpå, det skete bare sjældent, at Izilarna kom på disse breddegrader. Hun kastede et skuffet blik ned i sit eget krus iskold honningvin. "Kulden har da også sat tidligere ind end den plejer, eller er jeg  bare længere nordpå end jeg regner med?" Selvom den anden kvinde ytrede utilfredshed med kulden virkede hun særdeles tilpas, det betød ikke nøsvendigvis at hun var bekendt med området og kulden, måske lå der andre årsager bag, måske den samme som Izilarnas egen veltilfredshed lå bag. Måske kunne hun give hende et praj om hvor fanden hun egentligt var havnet. Det var faktisk sjældent at Izilarna beskæftigede sig meget med geografi, hun fangede færten af højadel eller dæmoner (de kunne vel også skæres over én kam i sidste ende?) og så fulgte hun færten hvorhen den bragte hende. Selvom hun mistænkte at den anden hvidhårede var ligeså veltilfreds med at lysets jerngreb var ved at løsne sig i Norden, holdt hun tand for tunge, om ikke adet lidt endnu. Politiske ytringer gjorde sig nemmest i et selskab man var yderst enig med, så det var bedst at være på den sikre side. Det var ikke just denne aften hun planlagde at ende i håndgemæng, selvom det lod til at hun delta holdning med minimum 90% af barens indhold. Den anden kvinde så dog ud til at være lige så hærdet som Izilarna selv, for det første et sjældent syn, for det andet, ikke et slagsmål man havde interesse i skulle gå i for mange runder. af samme årsag smilede hun bare slet skjult som tilhåbene til Lysets fald endnu engang rungede gennem den lille beværtnings lokale

"Det er Zaladins' koldt tidligt eller ej. Jeg ville ikke vide det," svarede hun med et eftertænksomt smil. Norden var hendes barndomshjem, men det var netop problemet. Hun havde ikke været hjemme, ikke rigtigt, i et par årtier. På den måde mistede man hurtigt fornemmelsen for sæsonernes skiften. Den fremmede kvindes spørgsmål måtte også betyde, at hun ikke var lokal.

Ethelihn tog imod sit krus, lagde betalingen på bordet og lod væsken stå og dampe af. Hun havde trods alt ikke glemt, hvordan brændt tunge føltes. Vanterne blev til gengæld trukket af så de kunne varme sig på kruset.
"At rejse gennem området her om sommeren er heller ingen dans på roser, men meget nemmere er det..." Under både unormale og normale omstændigheder havde Ethelihn været meget forsigtig med folk hun mødte. Hun burde holde sin kæft og sætte sig over i et hjørne med sin mjød, ryggen til væggen og et øje på hver af hoved- og sideudgangen. Det ville være den bedste måde at undgå overraskelser på. Men det var udmattende. Hun havde brug for selskab. Eller i det mindste et barslagsmål.

"Du kender ikke området gætter jeg på?" Hun gættede på, at Izilarne nok skulle klare sig stedkendt eller ej. Men det gjorde hende nysgerrig. Folk, der ikke var lokale, havde som regel en rigtigt god grund til at rejse herop og den var ikke altid med deres gode vilje. Ethelihn kunne ikke undgå at være lidt nysgerrig. Hvad var hun? Hun kunne være jæger, en strejfer der levede af landet. Den slags var ikke ualmindelige heroppe. Den slags havde dog også en tendens til at undgå andre mennesker som dæmonpest, og mennesker lod kvinden ikke til at have det store problem med. Angående det barslagsmål, så skulle det måske hellere være med dværgene. At kvinden ikke virkede særligt berørt over at være alene og tilsyneladende faret vild, sagde en del.

Dværgene begyndte at synge fordrukkent. Noget om Lyset det blev nedfryset, hvis Ethelihns ører ikke fejlede noget. De efterfølgende rim var mere opfindsomme. Det var svært ikke at smile.