Melinoe havde i en længere periode holdt sig i skyggerne, observeret og jagtet informationer på en bestemt dæmon - men når man ikke har noget navn, kun en hændelse, så er det en større opgave.
Hun kom gående ned igennem en gade, efter endnu et mislykket forsøg, men stadig optimistisk, overbevist om, at hun nok skal få sin hævn, en dag.

Lyden fra omkringværende aktiviteter, gav genlyd gennem gaden, men Melinoe var nærmest både lydløs og usynlig. Hendes hætte dækkede over hendes ansigt og skjulte hendes identitet, og alligevel opfangede hun en samtale bag sig, som fik hendes fulde opmærksomhed.
"Jeg siger dig altså, det ér hende! Hende som Caspian og ham den anden fulgte ud på gaden! Husker du det ikke? Hun var samme med manden med sorte øjne"
Manden forsøgte at tale lavt, men vreden i hans stemme, afslørede hvad der sket nu.
"Hey du der?"
Den anden mand hævede øjeblikkeligt stemmen og råbte efter hende, men hun ignorerede ham, hvilket vækkede en større vrede i ham. Uden at tænke over, at han hans råben havde gjort ham til center for opmærksomheden i gaden, greb han ud efter Melinoes skulder, for at stanse hende og tvinge hende rundt til konfrontation.
Inden han fik fat i hende, stansede hun og trådte til siden, således han snublede forbi hende og faldt lige så lang han var, over den fod hun "tilfældigvis" ikke have nået at flytte til sig.
Melinoe betragtede manden, med et køligt blik. Hun tiltede hovedet en anelse til højre og satte venstre hånd i venstre side, mens hun tålmodigt ventede på et angreb bagfra.

Der gik ikke mere end nogle sekunder, inden at den anden mand også lå og kvappede rundt på jorden, ude af forstand til at forstå, hvordan de begge havde misset at få fat på hende.
Melinoe stod, smågrinede for sig selv, med rystende hoved - den type mænd lærer bare aldrig.
Som hun vendte sig for at gå, spekulerede hun over hvilke de havde talt om.

Mørke aften, halvt tåget vejr alt det som Ra var vandtil på hans fæstning, men han havde vent hans hjem ryggen i nogle år, hvor han havde begivet sig ud på en færten af længsel, nysgerrighed, og mere viden omkring hvordan og hvorledes verden så ud, han havde stødt på nogle væsner han ikke har mødt før, men nu havde han vendt snuden hjem mod det land han kom fra, alt havde været stille i disse tider, lyset eller mørket havde ikke rørt på sig, men igen Ra var ligeglad, alt handlede sig om ham og ikke andet, han var iført hans klan tøj med logoet printet på hans mørke karpe,

Ra fandt hurtigt ud af at selvom man havde været væk, havde folk ikke glemt en, for som han gik igennem de få mængder af mennesker der var, så han hvordan de nærmest fjernede sig som han kom gående, hans tanker blev forstyrret af tre personer, hvor det så ud til to af mændene lignede tumper mere end mænd, han så at den sidste skikkelse var en kvinde som blot grinede af dem, en af de mænd hun havde tumlet med, trak en kniv og skulle til at stikke hende ned, men ingen han nærmest havde trukket kniven faldt han til jorden igen, og var død på stedet, Ra rystede kort på hovedet og forsatte sin færden. 

Melinoe reagerede på manden, som trak kniven, men i samme sekund hun drejede sig mod ham, faldt ham om for fødderne af hende.
Det var i det samme øjeblik hun opfangede en duft i luften, så hun genkendte, men ikke helt kunne placere.
Og så slog det hende! Pudsigt at han skulle dukke op nu, netop som disse tumper troede de kunne hævne sig.

Melinoe kiggede rundt, velvidende, at det ikke var sikkert hun ville finde ham, men der var han.
Hun så undersøgende efter ham. Det var anden gang han var kommet hende til hjælp - også selv om de begge vidste, at det ikke havde været en nødvendighed.

Hun besluttede sig på at følge efter ham, det havde han trods alt bedt hende om sidst de havde mødtes.
Og så gad hun ikke flere offentlige opvisninger. 
Melinoe var var ikke i tvivl om, at han ville vide hun var der, så snart hun satte efter ham, så hun regnede med, at han selv ville stoppe, når han fandt det passende.

Ra’s gang var rolig og urørt, han frygtede ikke noget eller nogen, så han var lidt overrasket over at der var en der fulgte efter ham, et lille smil på frem på hans læber som han gik, at denne kvinde bare fulgte efter ham velvidne om hvad han var i stand til, 

Han kunne faktisk ikke huske så meget om denne person, men han var sikker på at personen nok skulle fortælle ham et eller andet, 
Ra stoppede op ved et hjørne og kiggede tilbage inden, han gik ind en meget mørk og tåget gyde, hvor der kun var en indgang og det var der han kom fra, gyden var lang og mørk, man ville nærmest ikke kunne se noget 1 meter foran sig, Ra vidste denne person ville følge efter, 

“Han følte efter en dæmon som mig er yderst modigt, så sig mig hvad vil du mig inden jeg måske gøre en ende på dit liv, hvis jeg gider “

Sagde han med en meget rolig stemme, men stadig velvidne om at man ikke kunne se ham, eller høre hvor han nærmest stod, lidt ligesom på film når der var nogen i rummet man kun kunne se men ikke høre. 

Melinoe fulgte efter ham ind i tågen og mærkede den tætte fugtige luft slutte sig om hende.
Hun gik langsomt frem af, ikke i frygt for at støde på ham, for hun vidste, at han han ville være der et sted, men mere i frygt for at falde over noget.

Hun stoppede roligt op, da han langt om længe talte til hende.
"Hvis du ønskede mig død, havde situationen set anderledes ud"
Hun smilte for sig selv, velvidende at hun havde ret. Havde han ønsket hende død, havde han ikke givet hende muligheden for at "forsvare" sig selv, og slet ikke hjulpet hende - nu for anden gang.
Hendes stemme var drillende legesyg. Hvor de fleste andre, fanget i sådanne en situation, ville være nervøse og bankende hjerter, lød det nærmest til at Melinoe morrede sig.

Melinoe lukkede øjnene og lod sine sanser tage over. I en situation som denne, var det det en fordel at være født som bjergelver.