Satira havde været hjemme i en længere periode, kun i selvskab med sine egne tanker, hvilket hun overraskende havde haft det udemærket med. Men nu var hun begyndt at kede sig og havde vovet sig ud i landet, og efter mange timers trissen rundt, endelig havde fundet et sted hun fandt tilpas roligt.

Satira stod og kiggede lidt ud over en stor blank sø, som funklede under solen varme stråler. Der var ikke en levende sjæl i nærheden, så der var helt stille - udover naturens egen melodi. En let brise dansede gennem græs, buske og træer og søens vand sendte hende en beroligende sang.
Efter nogle minutter, hvor hun udelukkende havde betragtet udsigten, satte hun sig ned i det bløde grønne græs.
Der var mange ting i følte der manglede, grundet hendes hukommelsestab, men i dette øjeblik nød hun bare nuet.

Mens hun sad og kiggede på den glitrende sø, dukkede et billede op i hendes erindringer, et nyere minde, men stadig så gammelt, at hun knap huskede detaljerne.
Solens stråler, som reflekterede på søens rolige overflade, mindede hende om diamanter - mere præcis om hendes diamant halskæde, som hun nær havde mistet på en markedsplads, for tid tilbage.

Hun tænkte på Jonathan, den fyr som var kommet i besiddelse af kæden og til sidst havde indvilliget i, at aflevere smykket tilbage - efter længere overtalelse.
Hun vidste ikke hvem han var, eller hvad han hed, men hun huskede tydeligt han ansigt, hans drillende smil og ikke mindst hans helt unikke øjne.

Satira tog skoene af og dyppede forsigtigt fødderne ned i søens kølige vand. Hun lukkede øjnene, hævede hovedet med den skyfri himmel og lænede sig en anelse tilbage, støttende på hendes venstre hånd, mens den højre hvilende på diamant halskæden om hendes hals.

Ahhh søen, søen fredfyldt og varm og der var meget stille, Jonathan sad oppe i en af de tætte træere man kunne i se ham nede fra men han havde det fulde overblik ud over søen oppe fra, en rødhåret skikkelse kom til syne og et lille smil kom frem på hans læber, han var ikke i tvivl for jo mange havde rødt hår men Satira hår var mere nemt at genkende, han hoppede lydløst ned fra træet og landede lettere elegant på jorden, han rejser sig op og rettet kort på sit tøj, han gik roligt hen imod søen hvor efter han satte sig på en en lille sten der fra, og hvorpå han åbnede munden. 

“ pas på du ikke drukner, eller bliver spist, man kan aldrig vide hvem der lurer på bunden af søen” 

Det var noget tid siden Jonathan havde begivet sig ud, og han havde nærmest ligget i dvale i noget tid, men nu skulle der ske noget, og hvilken bedre måde end at starte med Satira

Satira havde ikke bemærket at Jonathan var lige i nærheden, så da han talte til hende, blev hun så forskrækket, at det gav et mindre sæt i hende.
Hun fik trukket benene til sig og vendt sig mod stemmen, hvor på hun så noget overrasket ud. Det var jo netop ham hun havde haft i tankerne. Hun så noget spørgende ud, men hun tænkte, om han kunne teleportere sig hen til dem som tænker på ham, for så ville de absolut være den sidste gang hun gjorde det. Endnu en tanke slog hende - hun havde tænkt på ham! Hvorfor havde hun tænkt på ham?

"Jeg er sikker på, at det ikke kommer som en overraskelse, men De forskrækkede mig!"
Hun vendte sig atter mod vandet, men undlod at stikke fødderne tilbage i vandet.
"Hvad laver De her? Kommet efter flere af mine smykker?"
Hendes stemme var blød, rolig og drillende - hun lød ikke negativ, men neutral, som om hun alligevel accepterede hans nærvær som noget positivt.