Sommeren var gået på hæld, og det var snart tid til, at fyrsten af Rubinien ville holde endnu en af sine overdådige sammenkomster. Dette betød, at Rubinske adelsfolk for nær og fjern snart ville flokkes til paladset i Balzera - og som altid ville fyrsten gerne overgå den sidste fest. Han måtte have noget nyt og spændende at vise dem.

"Dyretæmmeren er ankommet." 

En tjener bukkede dybt for fyrsten, der ellers havde placeret sig mageligt med et glas vin og et fad indbydende frugter. Med et suk tørrede han sig om munden og tog en sidste slurk, inden han en anelse besværet fik hevet det fyrstelige korpus op fra divanen. Hans lange silkeklæder slæbte hen ad gulvet, som han bevægede sig mod gården, hvor tæmmeren utvivlsomt ville vente. På hovedet sad en imponerende turban og det gyldne overskæg var som altid olieret og snoet efter alle kunstens regler.

Solens varme stråler skinnede på brostenene i gården, som fyrsten trådte ud - et par tjenestefolk og slaver vanligt i hælene på ham, så de var klar til at parrere ordrer, skulle fyrsten lave det mindste vink.

En stort og høfligt smil, der dog aldrig nåede de isblå øjne, bredte sig under fyrstens overskæg ved synet af manden foran sig. Han havde godt hørte, at slavehandlen for nylig havde anskaffet sig et udvalg af eksotiske og spændende dyr, og Sephyran håbede han ville have et godt bud på noget, der for alvor kunne imponere hans gæster..

Jo mere Ares kæmpede for at vikle sig fri af Kazimiernes net, jo mere viklet ind blev han. Pompeia. Jontar. Og nu - fyrsten selv. Han kunne ikke fornægte, at det var en ære at blive kaldt til paladset. Men æren lå som en snare om halsen. For hvis nogen opdagede, at dette ikke var første gang hans fødder betrådte gården i paladset, ville han næppe forlade stedet igen. I hvert fald ikke intakt. Fyrsten ville aldrig tolerere en sådan affære - slet ikke hvis den slap ud gennem paladsets mange kantede vægge. Og hvem kunne stole på, at en fattig vilddyrstæmmer kunne holde sin kæft?

Han mærkede gåsehuden prikke i nakken da han blev ført ind i gården. Dyrene i burene skræppede, nogle var krøllet sammen i skræk. Ares var ikke kommet alene - et lille følge trak vognene, holdt rebene, fulgte trop. Selvfølgelig ledsaget af den gamle tyran, hvis turban aldrig kunne måle sig med fyrstens.

Ares selv var blevet klædt pænt på til anledningen. Hans mor havde fundet en gammel kaftan frem fra bunden af kisten - en af faderens, fra dengang gælden endnu ikke havde lagt sig over familien som en skygge. Stoffet var mørkeblåt og en smule mølædt, men stadig fornem nok til at skinne over den falmede tunika underneden, som Ares bar til hverdag. Hun havde sat sig en hel aften for at sy fine, gyldne sting langs kanterne, så den tog sig ud af noget større, end den egentlig var. 
"Hvis du skal stå foran fyrsten," sagde hun, mens hun glattede stoffet mod hans skuldre, "så skal du ligne mere end en mand fra markedet." Han havde haft lyst til at svare, at det var præcis, hvad han var. Men han kunne ikke nænne at slukke lyset i hendes øjne. Hun havde aet hans kind, kaldt ham min sol. Som altid havde ordet brændt ham, som om det afslørede alt, han ikke var værdig til.

Lyden af fine sko mod brosten rev ham tilbage. Solens varme spejlede sig i det gyldne overskæg, olieret og snoet som et stykke kunstværk snarere end hår. Turbanen kastede skygge over de isblå øjne, der - ligesom sønnens - skar igennem ham som en klinge. Ares sænkede hovedet og bøjede sig dybt.
"Sikke en ære at blive inviteret af selveste fyrsten," erklærede han, stemmen rolig, men smagen af jern allerede tung i munden.

Sephyrans blik studerede nysgerrigt manden, der stod i gården foran ham. Klæderne var acceptable for et fyrsteligt besøg, især når det galdt en mand, der langt fra var af adelig stand. Det var sjældent fyrsten inviterede nogen indenfor Kazimi-paladsets vægge uden at foretage et baggrundstjek - og Ares havde ikke været nogen undtagelse. Det var som forventeligt - gæld, hårdt arbejde. 

Fyrsten havde dog ikke præsteret at lugte lunten i forhold til, hvad der ellers forgik blandt Ares og andre af hans familiemedlemmer, og hvis han fornemmede en antydning af nervøstitet hos manden, var det blot forventeligt. Det var trods alt de færreste handelsmænd i Balzera, der kunne stå over for Sephyran af Kazimi med en helt rolig mine. Gjorde de det, blev fyrsten først mistænksom.

"Velkommen til, Hr Kadayf." Svarede Sephyran med et kort nik til mandens dybe buk. "Jeg har set frem til at se nærmere på deres .. udvalg." 

Det perfekte for Sephyran ville være at få fat i noget, der så farligt ud, men ikke var det. Han ville gerne imponere, men det gik heller ikke an, hvis tjenestefolkene skulle besværes for meget med et vildt, utilregneligt dyr. 

"Forfriskninger?" Han vinkede af en tjener, der allerede havde fremskaffet en kande køligt vin og rakt en kop frem mod Ares. 

Udvalg, var så sandelig en måde at sige det på. Der var lidt af et udvalg med i dag - på sådan en vis at markedet nærmest var kommet til fyrsten gårdsplads. Det var ikke noget slavemarkedet gjorde normalvis, men når fyrsten kalder, så kommer man selvfølgelig. Omend hvor krævende det ellers måtte være. 

Ares vovede at løfte blikket, hæftet til det gyldne overskæg, selvom han ikke prøvede at stirre. Han havde godt hørt fortællinger om fyrstens skæg prydet af glimtende guld - men havde svært ved at tro, at nogen med respekt for sig selv, valgte det af lyst. Der tog Ares fejl. 

Han nikkede dog alligevel. Velopdraget og som hør og bør i sådan et fint selskab. Han kom ud af sin underdanige stilling, og rettede sig op, høj som han nu var. Tårnede ufrivilligt over fyrsten, da han blev tilbudt vin. Småforfjamsket tog han imod det, som om hånden reagerede før hovedet. Det virkede forkert at afslå noget som helst foran den mægtige mand. 
"Mange tak, Deres Højhed." Han faldt ind i den høflige tone. Måske vinen ville drukne den tunge smag af jern og skam i hans mund. En bevidst slurk, med påtaget finesse fulgte, men til hans skuffese, slettede vinen hverken det ene eller andet. Der blev kun tilføjet en sød smag af bær og varme i hans svælg. 

Han rømmede sig bag en knyttet næve og gjorde sit for ikke at møde det isblå blik der aldrig tog sig helt venligt ud. Men var det ikke også respekt? Måtte han overhovedet møde mandens øjne? 
"Er der noget bestemt Deres Højhed søger?" Måske... hvis han fik et praj, kunne det forkorte Ares' ophold på paladset. 

Tæmmeren var en høj mand. Lidt for høj efter Sephyrans smag, for han brød sig sjældent om at se op til folk. Af samme grund placerede fyrsten sig ofte på små forhøjninger eller bød folk at sidde på puder på gulvet, mens han selv slangede sig afslappet på en silkeprydet divan. 

En kop af vinen blev hældt til fyrsten og Sephyran smagte kortvarigt på den, inden han fik tjeneren til at stille den til siden. 

Det ville så sandelig have været nemmere, hvis fyrsten selv var taget til Slavemarkedet for at øjne udvalget - men alt kunne lade sig gøre, havde man penge nok, og det forekom mere rigtigt, at det var Ares og hans dyr, der måtte indfinde sig på Kazimi-paladset. Desuden var fyrsten blot blevet mere paranoid med alderen, og at bevæge sig i byen havde altid en risiko forbundet med sig - også selv om han var omgivet af sine tætteste.

"Jeg leder efter noget, der fanger blikket. Noget eksotisk som de færreste har set før." Proklamerede ham, som hans isblå blik ikke veg et øjeblik fra tæmmeren. Han var spændt på, om Ares ville have noget, der levede op til hans ønsker og forventninger.

Noget der fanger blikket. Noget eksotisk de færreste har set. 
"Javel, Deres Højhed." svarede han, stadig uden at møde den andens blik. Han sørgede for at hvile sit enten ved munden, eller panden. Han sendte et overvejende blik tilbage på bæsterne. Fyrsten brød sig næppe om at vente, så han måtte hellere vælge rigtigt fra start. 

Inden han gik tilbage til dyrene, gjorde han et kort buk - tog et par skridt bagud, for at vise respekt for fyrsten, og vendte sig så helt. Ares' blik hvilede kort på den sorte regnbuesno, dens gule øjne stirrede tilbage, mens den lå foldet om sig selv. Dens egenskaber kunne muligvis være interessante for fyrsten - hvad enten til fjender, eller de helende egenskaber slangen havde. Han gned sig på kæben. Pulsen steg - knapt mærkbart.

Nigenbrisen, med dens skyggepels, kunne også være en mulighed. Men ville den overhovedet imponere Kazimi fyrsten? Noget eksotisk, gentog Ares for sig selv. Noget der fanger blikket.

Han rakte sin vin til en af de mange tjenere - før han tog et par tykke arbejdshandsker på. Hvis det skulle være noget eksotisk... Ares fiskede en lille dragelignende skabning op fra et af burene. 

Ares holdt stadig blikket lavt, da han trådte frem igen.
Den lille skabning vred sig kort i hans greb, vingefligene sitrede, og en dæmpet knurren vibrerede i hans håndflade. Han satte den forsigtigt på jorden. 
"Deres Højhed," sagde han roligt. "En Drakelin."
Den stod lavt, halen snoet om bagbenene. De turkise skæl langs flankerne glimtede svagt i lyset fra solens varme stråler.

"Den bliver ofte solgt som drage," fortsatte han. "Det er den ikke." Han trak mundkurven af med en rolig bevægelse, men lod selen blive. "Den reagerer på blodets rytme."

Et øjebliks stilhed.

"Hvis Deres Højhed tillader det…" Han vendte sig mod en af tjenerne. "Sig, at du hader din fyrste."
Tjenerens ansigt frøs. Et par af de andre udvekslede blikke - nervøse og forarget. 
"Jeg– det gør jeg ikke, herre—"
"Sig det." 

Han kunne høre den gamle tyran i baggrunden der lavmælt skulle til at protestere dette vanvid – Men så kom ordene frem, stive og tvungne: "Jeg hader… fyrsten."

Drakelinens rygskæl løftede sig. En svag ravglød bredte sig langs dens rygsøjle – ikke kun af ordene, men af frygten bag dem. Vingefligene spændtes. Den udstødte en lav, næsten uhørlig vibration.

Ares sagde intet. Men han kunne mærke tyranen stirre huller i hans nakke. 

"Sig nu," fortsatte han uanfægtet, "at du er loyal."

"Jeg er loyal mod min fyrste." ytrede tjeneren hurtigt.
Gløden dæmpedes. Skællene faldt på plads.

Ares løftede blikket en anelse - ikke til øjnene, men til Sephyrans mund. "Den mærker, når blodet modsiger ordene." forklarede han, og sørgede for at holde den lille drage på plads. 

Tæmmeren lod til at skulle bruge et øjebliks betænksomhed og med en vinken af hånden, fik fyrsten bragt en vifte til sig. Lidt kølighed kunne være nødvendigt, hvis fremvisningen endte med at tage lang tid. Mens den viftende hånd bragte et snert af kølighed til Sephyrans ansigt, vég hans blik ikke et øjeblik fra vilddyrstæmmeren, ind til dyret blev bragt frem.

Øjnene blev en anelse smallere.

Hvis det var en drage, så var det en sølle én af slagsen. I hvert fald når det kom til størrelsen. 

"Blodets rytme, siger De.." Grublede han, men lod Ares fortsætte sine forklaringer. Hvis rygterne skulle gå om, at Fyrst Sephyran havde anskaffet sig en drage, eller Drakelin men pyt nu med det, så skulle det jo helst være et ordentligt bæst. Noget der tilsvarede hans mandighed. Hvilket - kombineret med dragers utilregnelighed og farlighed - netop var grunden til, at han ikke havde forsøgt at anskaffe sig én.

Et lille gisp kunne høres fra de tilstedeværelse, da tæmmeren bad tjeneren om at sige de skæbnesvangre ord - ord der i de fleste sammenhænge hurtigt ville betyde, at éns hoved ville blive skilt fra ens skulde. Sephyran foldede viften sammen med et smæld - åbnende munden for at protestere. Det var ikke ord, han kunne tillade blive ytret ved hans palads!

Men dyrets reaktion, fik ham til at tøve. De glødende skæl og vibrationerne .. og som tjeneren fik lov til igen at erklære sig loyal, lagde de sig igen! Måske var det lille skællede kræ slet ikke så ringe endda.. Han foldede langsomt viften ud igen for ikke at virke alt for begejstret, mens han lavmælt brummede: "Hvis min tjener da er loyal, er det da et ganske nydeligt lille trick." Han så ikke i tjenerens retning og ignorerede derfor det skrækslagne udtryk, der bredte sig igen ved hans ord.

Øjnene var stadig sammenknebne som han tog et skridt nærmere den lille drage, men som han gjorde det, begyndte en anden og lettere besynderlig følelse at sprede sig i hans krop. En følelse, der var fyrsten utroligt bekendt - men næppe i situationer som denne. Begær. Opstemmelse. Viften bevægede sig hurtigere for at skjule Sephyrans lettere perplekse ansigtsudtryk. Var dette en bi-effekt af drageskabningen?

Luften i den pragtfulde gårdhave blev tættere, tungere; som holdt alle vejret ved provokationen, der tippede faretruende tæt på majestætsfornærmelse. Ares havde ikke skænket det mange tanker. Drakelinen ville jo skelne løgn fra sandhed. Men han kendte ikke kutymerne bag paladsets afskærmede vægge. Og hvis blot én forkert ytring — selv en løgn — var nok… ville hoveder så rulle?
Kæben gled langsomt til siden. Intet røbede sig i hans ansigt, men pulsen slog hårdt mod ribbenene, i takt med at fyrstens blik skærpedes. Lad det ikke gå galt. Ikke på grund af ham. Hans overordnedes blik brændte i nakken. Han kunne fornemme det, selv uden at kigge. Det her ville han høre for senere... uden tvivl.

Ares' blik gled tilbage mod fyrsten - ærbødigt, uden helt at møde hans. Grebet om drakelinens snor strammedes, og han trak den tættere ind til sig. Et kort, passende nik fulgte Sephyrans ord, mens hans læber pressede sig sammen.

Et ganske nydeligt lille trick.

Bedre end værre… "Ja, Deres Højhed," sagde han lavt og lod blikket falde mod de fødder, der nu trådte nærmere. Luften forlod hans næse i en dæmpet udånding, men han blev stående. Afventende. 
En tung, kostbar duft hang om den lavere mand - som en tyk mur mellem dem. Ares løftede blikket igen, fangede viften, der blafrede mod det mørkglødede ansigt, og lyset, der fik overskægget til at glimte. Han ventede i høflig stilhed på, at fyrsten ville tale - men der kom intet.
Der gik et øjeblik for længe.
"Hvis De foretrækker noget mere elegant…" Han tvang de næste ord ud. "…som Dem selv - kan jeg vise Dem andet, hvis det ønskes.”

Det var et utroligt held for tjeneren, at Sephyran pludseligt var blevet uhyre bevidst om sin egen krop. Fyrsten ville nok have haft i tankerne at gøre et eksempel ud af ham, men lige nu var det svært at abstrahere fra den krydrede duft, der omgang ham, og den pludselige følelse af varme i de fyrstelige kronjuveler. 

Sephyran bar som sædvanlig et væld af silkeklæder, der gik til hans fødder, men vovede man et blik på hans krop, ville der nok være tegn at se. Han havde et næsten intenst blik rettet mod tæmmeren, der nemt kunne misforstås fra de omkringstående i kombination med fyrstens kropslige reaktion.

Han hævede en befalende hånd, som Ares gjorde tegn til at trække Drakelinen væk.

"Har den andre egenskaber?" Spurgte han med et blik på den lille, skællede skabning, der skinnede i den næsten ulideligt varme sol. Hvis det, han følte lige nu, var en effekt af Drakelinen, kunne den vise sig ganske, ganske nyttig..

Ares standsede, som hev en usynlig snor i ham, ved den befalende hånd. Hans blik dvælede afventende på fyrsten - altid med øjnene undvigende når han ved et tilfælde blevet hevet ind i det klare blik. Så intenst og glitrende som et hav skabt af blå juveler. Kuldegysning krøb op i nakken på Ares. Hvorfor stirrede han sådan...? Han sank en klump, blinkede et par hurtige omgange til spørgsmålet. 

"Andre egenskaber?" Tog han sig selv i at gentage som en dum papegøje og sænkede straks blikket til Drakelinen. Panden krusede. Måske interesserede det lille væsen fyrsten mere end hvad Ares først havde forventet. Han kom med et overvejende brum og strammede hånden yderligere om tøjlen, ikke fordi Drakelinen hev, men bare for at mærke læderet gnave mod huden så han kunne fokusere. Fyrstens blik borede sig under tøjet på Ares – sådan føltes det. 

"Mh. Drakeliner kan, når de føler sig trygge, udstråle en svag aura fra deres skæl, Deres højhed," han løftede blikket, "de kan stabilisere ens kropstemperatur og berolige hjerteslag. Den slags." En sveddråbe gled langsomt ned ad hans tinding. Hele fyrstens holdning virkede underligt anstrengt... men måske tolkede han forkert. Måske var det Ares' eget ubehag der fik ham til at se noget der ikke var. 

Fyrsten var ikke just kendt for at være en blufærdig mand. En anden ville måske have valgt at trække sig tilbage for et øjeblik, justere silkeklæderne og slå koldt vand i blodet. Luften virkede umådeligt tung - og ikke blot på grund af den varme dag. Den varme, dunkende følelse, der havde bredt sig i hans krop, var begyndt at stabilisere sig i hans nedre regioner, og Sephyran følte en pludselig trang til at få demonstrationen overstået og finde en slavepige at forulempe.

Drakelinen. Han måtte have den med. 

Selv om Sephyran stadig var rigeligt aktiv i soveværelset, var han ikke ubevidst om sin egen alder og de skavanker, der kom med den. Kombineret med de større mænger vin, han ofte indtog, havde han en gang imellem oplevet en vist besvær ved at .. udføre det, han gerne ville.

Den følelse af opstemthed han i dette øjeblik mærkede i sin krop svarede til den, han ofte havde mærket i sin ungdom, hvor han kunne blive ved i timevis.

"En aura... jeg forstår." Svarede han med et lille vip af øjenbrynene, ganske mistforstående hvad for en slags evner, der blev talt om. Han ville næppe heller betragte auraen som svag, men tæmmeren var vel ydmyg med beskrivelsen af sine varer. "Jeg køber den!" Erklærede han derfor prompte, inden Ares kunne nå at trække dyret længere væk. 

Ved et uheld mødte Ares hans blik. Der lå noget mørkere og spøgte i de klare blå øjne. Han fangede sveddråben med håndryggen, før den nåede længere ned ad tindingen. Han var ikke helt sikker... hørte fyrsten overhovedet, hvad han sagde?

Ares' øjenbryn skød overrasket op ved den pludselige erklæring. Men den mærkelige energi, der summede omkring fyrsten, syntes efterhånden at klistre til hans egne nerver. Som stod han over for et sultent, utålmodigt dyr, der ikke ville lade sig tæmme. Det tog ham et øjeblik at finde ordene.

"Javel." Han skævede ned til den lille drageefterligning og bukkede høfligt, som han havde lært at gøre ved enhver handel. "Vi vil gøre de nødvendige forberedelser og bringe Dem Drakelinen inden for de kommende dage." Stemmen fandt automatisk det leje, han altid brugte over for kunderne. Upersonlig og behagelig, med lige akkurat nok charme til at få dem til at føle sig velbehandlede.

Så gjorde han mine til at føre Drakelinen bort. Ved de fleste handler skulle kunden trods alt have tid til at gøre klar til overtagelsen, ligesom der var visse forholdsregler omkring bæsterne, tæmmerne først skulle gennemgå. Det passede Ares glimrende.
Jo hurtigere han kunne få Drakelinen tilbage på vognen og sig selv ud gennem paladsets porte, desto bedre.

Sephyrans krop var tydeligvis rastløs. Her under den brændende, rubinske sol føltes hans lag af silkeklæder stramtsiddende og ubehagelige. Blodet dunkede gennem hans krop, og fortsat var der den underlige duft i luften, som han ved en fejl troede kom fra Drakelinen. 

Han følte næsten, at han ikke kunne blive stående her, så meget som ét sekund længere.

Men, da tæmmeren gjorde mine til at føre Drakelinen bort igen med undskyldninger om nødvendige forberedelser og at der ville gå et par dage, skar fyrstens røst højt og tydeligt gennem gårdspladsen:

"Nej."

Han gjorde en armbevægelse mod paladset: "Bring den op til mine gemakker med det samme, tæmmer." Sephyran kunne af og til godt underholde handelsmænd, der besøgte hans palads med honningsøde ord og fyrstelig behandling - men i dette øjeblik var der ingen tvivl om, at Kadayf var langt, langt under ham i rang, og hvis han ville have Drakelinen bragt til sit soveværelse i dette øjeblik, så var det, hvad der kom til at ske.

I en fejende bevægelse af sine silkeklæder, vendte fyrsten sig mod en dør, der hastigt blev åbnet af en tjener, for at føre Ares og Drakelinen gennem de kølige, inde gange af paladset. Inden han trådte helt indenfor, vendte han dog et kort blik over skulderen mod den tjener, der for et øjeblik siden havde ytret skæbnesvangre ord: "Jeg hader fyrsten". 
En del af demonstrationen eller ej - Sephyran havde ikke glemt det. 

"Smid ham i kælderen." Kommanderede han en af de vagter, der altid stod i den umiddelbare nærhed. Han kiggede sig ikke tilbage igen, mens den stakkels tjener blev slæbt af sted, men forventede, at tæmmeren var i hælene på ham med Drakelinen. Han havde brug for at komme ind i køligheden.

Ares skulle netop til at bakke væk og først vende sig, når han havde lagt en passende ærbødig afstand mellem sig og fyrsten, da det rungende nej fik hjertet til at standse et slag. Han blev stående, som var han frosset fast på stedet.

Han var ikke den eneste. Omkring ham gik hele fremvisningen i stå. Ingen trak i en vogn. Ingen raslede med et bur.

Bring den op til mine gemakker med det samme, tæmmer.

Luften slap endelig gennem Ares' næse, kort og overfladisk, som om noget i ham vidste, at selv et ordentligt åndedrag kunne blive opfattet som endnu en fornærmelse. Øjnene nåede at blive en anelse større. Et mikrolille øjeblik. Han nåede ikke engang at nikke, før fyrsten havde vendt sig.

Ares søgte bagud med blikket til den gamle idiot med turbanen. Selv han var blevet bleg i ansigtet, men fattede sig hurtigt og sendte Ares et prompte, alvorligt nik. Der var ikke så meget andet at gøre, hvis fyrsten ønskede det sådan. Nej, ikke ønskede... befalede. 

Ud af øjenkrogen så han vagterne gribe den stakkels tjener, og kulden bredte sig gennem kroppen. Ares' læber skiltes. Vent. Ordet nåede aldrig længere. Han havde fået manden til at sige det. Ikke med vilje, men hvad zalans hjalp det ham nu? Et enkelt blik på fyrstens ryg var nok til at få Ares til at klappe i igen. Han sænkede øjnene, mens tjeneren blev slæbt bort.

Lort. Han havde ikke tænkt sig om.

Med tungere skridt fulgte han efter fyrsten, Drakelinen trippende i sin snor ved siden af ham.
At den skulle direkte til fyrstens gemakker, forstod han ikke. Det var ikke sådan, man gjorde. Dyret burde—Ares kastede et blik mod fyrstens ryg. Nej. Det var åbenbart sådan, man gjorde, når man var fyrste.
Den rastløse energi syntes stadig at hænge omkring Sephyran, selv som de forlod den brændende gårdsplads og fortsatte ind gennem paladsets køligere gange. Ares sagde intet. Han fulgte bare lydigt efter, mens furen mellem hans bryn blev dybere.