
Kitt Tane
Handelsmand (Ferskner) | Junker
"Jeg fjerner hende fra et sølle liv uden fremtid og flytter hende til noget bedre. Det er vel... en anden slags frihed."
Ordene faldt tørt. En næsten umærkelig rynke gled hen over Kitts pande, som om han selv overvejede, om han troede på det.
Han lænede sig tilbage med rolig elegance, vippede benet over det andet og hvilede armen løst mod armlænet.
"Men... vil hun se sin familie - så udelukker jeg ikke muligheden. Min hensigt er ikke at låse hende inde," tilføjede han og lod en finger glide over kindbenet, før den faldt til ro mod læberne,
"men at bruge hende som skjold." Han lod sætningen hænge - kort, men ikke som en undskyldning.
"De er næppe blind for den uro, der rører på sig, efter henrettelsen af Bertins-familien." Et smil gled hen over læberne, men forsvandt lige så hurtigt, som det kom. Uden at nå øjnene.
"Magten skifter hænder." Det blev sagt, som en der gentog, hvad alle allerede vidste - med trætheden fra en mand, der havde hørt ordene for mange gange.
"Mod min vilje - og uden min underskrift - er jeg Hermés’ næste arvtager."
Kitt leverede dette med samme ro, som havde han læst op af en indkøbsliste.
"Min far slog hånden af mig for mange år siden. Jeg har ikke sat fod i hans hus - ikke engang sendt ham en regning." Et halvt skuldertræk. Han løftede hånden, lod den vende opad med åben håndflade - som en der både viste og afviste i samme gestus.
"Men nu, hvor hele dynastiet lugter af røg og begyndende panik, sender han bud. Håber, jeg vil vende hjem og smile venligt, mens huset brænder." Han lænede sig frem et sekund, lagde albuen mod bordet og gned sig over hagen. Blikket søgte Finneas - målt og vurderende.
"Hermés er ikke ligefrem populær hos folket, og jeg vil nødig blive den næste, der hænger i et træ." Hans ansigt forblev neutralt, næsten tålmodigt.
"Så," fortsatte han, stemmen flad og præcis,
"han må dingle i det træ alene." Han lænede sig atter tilbage, som om det var dét. En dom.
Kitt ville have vist ham brevet fra sin far, havde det ikke været fordi han havde bedt tjenestepigen skaffe sig af med det, mens morgenens brændert stadig pulserede bag øjnene.
"Det bringer mig tilbage til Ingrid. Min kommende hustru," sagde han, som om han smagte lidt på ordene.
"Er der nogen måde, hvorpå jeg kan snøre mig uden om min fars hænder med det her ægteskab?"Kitt Edmund Jaime Tane af Hermés