Landskabet strakte sig endeløst foran dem, en tavs vej af trampede jordstier, der snoede sig mellem marker og skovbryn. Hestene trådte tungt, mens de to ryttere red side om side, omgivet af stilheden, som kun blev brudt af vindens susen i trækronerne og den monotone rytme af hove mod jord. Solen stod lavt på himlen, kastede lange skygger og farvede horisonten i brændt orange. De havde stadig en dags ridt tilbage, før de nåede Turmelinien.

Stian holdt tøjlerne fast, men afslappet. Han havde ikke travlt, og det virkede heller ikke som om Alister havde det. Ingen af dem sagde noget. Faktisk var det meste af turen forløbet i en slags gensidig, uudtalt forståelse om, at samtale ikke var nødvendig.

Og måske var det bedst sådan.

Stian var ikke dum.
Han havde set det i Alisters blik, i hans kropssprog, i måden han undgik øjenkontakt, lige siden arkivet. Noget vejede tungt på sergentens skuldre – tungere end sædvanligt. Stian havde ikke kommenteret på det endnu, men det var ikke fordi han ikke havde lagt mærke til det.

Det var heller ikke Stians opgave at tage det op.
Ikke her. Ikke nu.

De var ikke sendt afsted for at diskutere, hvad der var sket i arkivet; hvad der var blevet sagt – eller ikke sagt. De var her, fordi en af byvagtens forbindelser havde sendt bud om en række forsvindinger i en lille forstad til Smarana, ved navn Lulserra. Fire mennesker på to måneder. Ingen spor, ingen vidner. Den slags sager var sjældne. De fleste forsvindinger havde en åbenlys forklaring – gæld, familiefejder, desperation. Men her var der intet mønster. Intet at gå efter.

Så nu var det op til dem. 

Stian havde selvfølgelig været en af de få menige til rådighed – de fleste andre var udstationeret rundt i Dianthos, og de var i undertal i byvagten for tiden. Det kunne mærkes tydeligt nu. 

Ud af øjenkrogen skævede han mod Alister. Han overvejede at spørge, om sergenten var okay med, at det var dem, der var blevet sendt afsted sammen. Men han lod være. For tid var jo, hvad Alister havde bedt om. Og det gav Stian ham.

I stedet brød han stilheden med en anden form for professionalisme;
 "Hvad ved vi egentlig om folkene her?" hans stemme var rolig, som den plejede at være på opgaver. Holdt i det nøgterne, præcise leje, som ikke gav plads til andet end sagen. Det var bedre sådan.

Stilheden på landevejen var mærkværdigt beroligende. Gruset under hovene. Vindens susen i trækronerne. Lydene af seletøjet af og til afbrudt af en prusten fra Alisters hingst, Maximus. Den første lange del af turen havde Alisters mave føltes som en hård knude af usagte ord - en fornemmelse der havde været der lige siden episoden i arkivet og som kun var blevet forstærket, da han havde modtaget missionen. 

Der er behov for tilstedeværelse fra byvagten i Lulserra. De lokale skal beroliges - og endnu vigtigere - der skal sættes en stopper for disse her forsvindelser. Tag Stian Hwan med. 

Alister havde blinket et par gange med øjnene af kaptajnen. Vidste han at der var foregået noget mellem Alister og den menige? Var det en form for prøvelse, han var blevet sat på?

Uanset var han fast besluttet på at bestå den. Sagen skulle løses - hans arbejde måtte komme i første række.

Det gav næsten et lille sæt i ham, da Stian brød landevejens stilhed, og hans blik farede over mod den anden byvagt på hesten. Den professionelle tone mellem dem var tilbage - næsten som om der intet var hændt. Næsten. 

"De fleste er bønder under den lokale greve." Bemærkede han efter et øjebliks betænkningstid - trækkende på sin viden fra sin tid som grænsepatrulje. "De holder sig typisk meget til traditionerne - og kan have en mening eller to om storbysfolk." Tilføjede han. Det lød måske i sig selv en anelse fordomsfuldt, men det var sådan han ofte havde oplevet folk fra Krystallandets mere landlige egne. De skulle altid lige bruge en gevaldig tid på at se en an, og man kom aldrig rigtig ind i varmen, hvis ikke man havde familierødder adskillige århundreder tilbage. 

 "Så det er ikke ligefrem en varm velkomst, vi kan vente os," konkluderede Stian med en tør ironi, men uden at det for alvor lettede stemningen mellem de to byvagter. Det havde muligvis noget at gøre med de neutrale folder, hans ansigt havde båret siden deres afrejse fra Dianthos.

Han kunne ikke tillade sig at vise, hvor meget han satte pris på muligheden for at tilbringe tid alene med Alister - væk fra velkendte ansigter, væk fra hverdagen. Men sandheden var, at da Alister opsøgte ham den morgen med missionen, havde der sat sig en spændstig klump i hans bryst af spæd forventningsglæde.

Som for at give sine hænder noget at gøre, lod Stian den ene glide fra tøjlerne og hen over Nishits kraftige hals, lod fingrene kortvarigt stryge gennem den varme pels, inden han klappede hesten roligt. Nishit prustede let, som om han forstod, at de stadig havde en strækning foran sig.

 "Det bliver snart mørkt. Måske vi skulle slå lejr et sted eller se, om vi kan finde en kro for natten?" foreslog han og lod blikket glide fremad på vejen, der langsomt blev opslugt af skumringen. 

"Jeg ville ikke regne med det." Svarede Alister med antydningen af et smil, der dog hurtigt døde på hans læber, da han opfattede Stians fortsatte fuldstændig neutrale ansigtsudtryk ud af øjenkrogen. Det var nærmest umuligt for Alister at regne ud, hvad den anden mand tænkte og følte.

"Jeg har brug for tid" - havde han sagt. Og Stian respektede det. Ligesom Stian høfligt havde holdt afstanden, efter det første følelsesudbrud mellem dem. 

"Du har ret. Hvor langt er vi fra nærmeste by?" Spurgte Alister, der på den ene side var glad for at holde sig til kendsgerningerne - på den anden side kunne han mærke den snigende nervøsitet der kom med mørkets frembrud. Når de ikke længere havde landevejen og missionen for øjne, ville den akavede stilhed hurtigt blive næsten ubærlig.
Hvis en landsby var tæt på, ville det utvivlsomt være at foretrække med et tag under hovedet og nogle mennesker man kunne udspørge om de lokale forhold .. det vilde, åbne landskab ude i det stille mørke var en helt anden ting. 

Stian lod blikket glide over Alister et øjeblik, før han slap seletøjet på Nishith og trak et kort frem fra bæltet. Hans bryn rynkede sig i koncentration, mens han forsøgte at orientere sig. Fingeren gled let over pergamentet, før han standsede ved den lille illustrering af byen.

"I hvert fald fire-fem kilometer endnu," konstaterede han og lænede sig en anelse mod Alister uden at se direkte på ham, mens han pegede på kortet. Brisen fik kortets hjørner til at blafre, og han justerede grebet for at holde det stabilt. "Stierne ser ud til at blive mere ujævne herfra," bemærkede han og lod blikket vandre over landskabet. "Hvis vi skal forcere det i mørke, risikerer vi at skade hestene." 

"Hvad synes De?" Først nu lod Stian sit blik glide op på sergenten, undersøgende og roligt, som for at aflæse en reaktion – eller måske noget mere.

Det gik op for Alister, at hans hænder havde holdt meget hårdt om tøjlen, mens Stian studerede kortet, og han forsøgte at slappe en smule af. Det var længe siden, han havde tilbragt så meget tid i sadlen, og han var så småt ved at blive en smule øm bagi. 
Fire-fem kilomenter. Alister så mismodigt ud i det begyndende mørke, mens tanken om en varm krostue langsomt måtte gives slip på. Hvor gerne han end ville, var det ikke værd at risikere hestene. 

"En skam at stierne ikke er bedre holdte .. men der har nok ikke været pengene." Måtte han konstatere. Med krigen og alt det andet - en vej blandt de mindre landsbyer i Turmelinien var næppe noget, der blev prioriteret højt i kronens budget. 

"Lad os hellere stoppe." Lød det fra sergenten efter et sidste øjebliks tøven, selv om der reelt ikke var noget valg. De måtte blive her og slå lejr - forhåbentlig var natten ikke alt for kold, tænkte han, hastigt skubbende enhver tanke om at ligge tæt på den anden byvagt ud af sindet. 

Det havde heller ikke været med Stians gode vilje, at de skulle til at sove ude i det fri. En varm pejs, og bløde tæpper ville være langt mere tiltalende, end et tyndt underlag på den hårde jord. Men sådan blev det.
 "Desværre, nej…" medgav han med et lille nik, mens blikket søgte horisonten, som om der stadig var en mulighed, de havde overset. Fingrene knugede let om pergamentet, før han tvang sig til at pakke det sammen og vende blikket mod Alister - et hurtigt elevatorblik, før han nikkede.

"Javel, sergent." svarede han lydigt, uden at lægge op til yderligere kommentarer. De red et lille stykke, før de fandt et egnet sted at slå lejr.

Med et lille prust gled Stian ned fra Nishith og klappede hesten beroligende på halsen, mens han ømmede sin lænd en smule, og strak ryggen efter den lange tur. Han tøjrede Nishith til et træ og kastede et hurtigt blik mod Alister, før han sagde:

"Jeg finder noget brænde, før det bliver for mørkt."

Det var svært for ham at se direkte på Alister. Tanken om den åbne plads, det vilde terræn - kun dem - fik Stians puls til at dunke hårdt i brystet. Men havde de varmen fra bålet, kunne de selvfølgelig sove på hver sin side af det. Det var det rigtige at gøre. Det mest professionelle. Tankerne ræsede, mens han i stilhed fik samlet grene sammen. 

Maximus travede efter Nishith det sidste stykke, før Alister endelig kunne glide ned. Man kunne godt se, at han stavrede en smule - og så snart han havde tøjret hingsten, gik han i gang med diverse benøvelser. Det var længe siden efterhånden, at han havde tilbragt en hel dag i sadlen.

"Perfekt, jeg rydder en plads til bålet." Taknemmelig for at finde noget at være effektiv omkring, gik Allister i gang med at fjerne det værste ukrudt for at have et sted, de kunne have bålet kørende. Solen var næsten allerede forsvundet bag horisonten, da de gjorde holdt, og han blev en smule overrasket over, hvor hurtigt det begyndte at blive mørkt.

Som han vendte sig mod deres oppakninger for at se om han kunne finde rationer og soveskind, tog han sig selv i at kigge flere gange ud i mørket mellem træerne for at holde øje med, hvor Stian var. De kendte jo ikke området, så det var bedst, at han ikke gik for langt...

Tusmørket var begyndt at lægge sit dunkle tæppe om skoven, og skyggerne krøb længere frem mellem træerne. Stian måtte anstrenge øjnene for at skelne de brugbare grene fra skovbunden, hvor tørre blade og kviste knasede under hans støvler. Men ellers var alt stille. For stille. Han mærkede spændingen i sine skuldre, en rastløs energi, han ikke kunne ryste af sig.

Forhåbentlig ville natten gå smertefrit. Han kunne ikke overkomme et angreb – ikke fra dyr, ikke fra røvere. Ikke oveni den uudtalte uro, der svævede mellem ham og Alister. Hans sergent havde endnu ikke gjort op med sig selv, hvad han ville med Stian, og Stian var begyndt at tvivle på, om han nogensinde ville.

En ugle tudede et sted oppe blandt trækronerne, og han vendte instinktivt blikket mod lyden, før han lod tankerne glide i baggrunden og fortsatte sit arbejde.
Da han vendte tilbage, var hans arme fyldt med brændbart materiale. Han kastede et blik rundt i mørket og registrerede Alister ved den plads, han havde ordnet til bålet.

"Det her burde være nok til at holde bålet kørende hele natten," meldte han, mens han lod bunken falde fra sine arme. Hans fingre var kolde, og han knugede hænderne kort sammen, før han satte sig på hug og begyndte at tænde op før mørket blev alt for kritisk.

Han arbejdede metodisk – lagde grenene i det rette mønster, sørgede for, at luften kunne passere igennem, placerede stenene med præcision. Gnister sprang fra flint og jern, dansede kort i luften, før de blev opslugt af det tørre kvas. En spæd flamme flakkede frem, voksede, og kastede sin varme, gyldne skær på deres ansigter. Han sendte et flygtigt blik i sergentens retning, tøvende, som om han forventede noget, han ikke kunne definere.

Stilheden havde det med alt for ofte at snige sig ind mellem dem, og selvom Stian som regel havde det fint med den, var han usikker på, om sergenten følte det samme. Anspændtheden sværmede om dem, nærmest emmede ud af halvelveren, og Stian kunne mærke, hvordan den langsomt begyndte at påvirke ham. Kunne han løsne det op på nogen måde? For han havde ikke lyst til, at de skulle glide længere fra hinanden.

Så ligesom hænder, der nænsomt løsnede knuder i ømme muskler, forsøgte Stian at massere stemningen ved at konversere.
"Jeg havde set frem til et varmt bad efter sådan en lang tur," sagde han, med en skæv snert af humor i stemmen. "Men det ser ud til, at vi skal stinke lidt af hest endnu." Et forsøg på at løsne op. Hans ord blev hængende et øjeblik i luften, som om mørket selv holdt vejret, uvist om de ville blive besvaret eller forsvinde ubemærket.