Den mørke hud, sammen med de spidse ører, var en tydelig indikation for, at hun ikke delte gener med dæmonerne i riget. Men med blikket rettet foran sig lod hun sig ikke vige for dæmonerne, der sendte hende blikke, eller gav hende elevatorblikket, som hun passerede dem. Ynkeligt. Hun sendte dem blot et smil, før hun afveg deres forsøg på at falde i snak med hende. Et vink med hånden, som hun fejede dem af og gik målrettet imod et berygtet sted. Et sikkert sted, hvis man skulle tro på rygterne, da mente at stedet kunne opbevare hemmeligheder og værdier af uset værdi, om nødvendigt. En slank skikkelse strøg forbi hende, Menar'en var tydeligvis på jagt, som Lirlay ikke anså hende, men løb langs gaden og rundede et hjørne, før Arasné nåede hende. Instinkter var svære at ignorer.
Hun stoppede op foran den mægtige dør til banken. Pecunia Ripae var navnet, hvis hun havde opfanget navnet korrekt på kroen i Medanien. Det var et besynderligt sted at høre om en bank af denne form, men det kunne vise sig at blive et værdifuldt fund, hvis denne hr. Vitalis opbevarede nogle interessante genstande bag lukkede døre. Let løftede hun højre hånd for at banke på døren, før hun vendte ryggen til og lagde armene over kors. Hun så muligvis utålmodig ud, og var det nok også, men det havde jo også være en lang rejse, så det var fair nok, ikke sandt? Måske herren var gået i seng. Det var jo sent og langt over almindelig åbningstid.