Amazonitskovene var ikke et sted Lilac ofte fandt sig selv i, men lige i dag havde hendes kære moder sendt hende på en mission om at finde en lokal sælger. Selvfølglig skulle Lilac’s mor imponere sin søster ved at skaffe goder, man ikke kunne finde i Dianthos. De to kvinder havde altid haft et sjovt bånd, hvor selv de simpleste ting blev til en konkurrence. Det var netop derfor, at Lilac var sendt til Amazonitskovene for at lede efter en speciel frugt, der kun kunne blive plantet i netop dette område. Dog var problemet ligt, at hun ikke rigtig vidste, hvad hun ledte efter?

Nuvel, hun gik ud på den lille sti. Kort i hånd og kurven ved sin side. Lilacs moder stolede på, at hun ville vende tilbage inden det blev mørkt. Derfor havde hun været tidligt oppe for at gøre sig klar til den mellemlange tur. Kortet til den lille køkkenhave var ikke specielt godt tegnet, men Lilac fulgte sine instinkter og… ja, altså hun havde ikke fundet stedet endnu, men hun var sikker på, at hun var på rette vej! Eller gik hun nu i cirkler? Hm, jo, hun ville vel nok finde køkkenhaven på et eller andet tidspunkt.

Dybt inde i skoven lå en lille hytte med tilhørende have. her bodede Cujimi. en lille Albino ulv som ejede disse to ting. hun var lige nu gået ud for at passe haven men opdagede at en af planterne var meget tørstig. hun tog sin vandkane og kiggede i den. øv den var tom og brønden lå lidt længere væk. hun trak på skuldrene. "du skal jo ha vand" hun tog vandkanen med sig og gik ud af havelågen. hun bevægede sig ind mod en sti der førte til brønden. hendes hytte lå lidt afsidets stien. ikke meget men lidt. 

Cujimi gik og nynnede til hun kom til stien. hvad hun ikke vidste var at en anden var igang med at gå på stien. hun så ned i brønden. hun var ikke specielt stærk men en spand vand kunne hun lige trække op. hun tog og smed spanden ned i brønden og et "PLASK" lød. hun sukkede lettet. den var ikke tom.
Cujimi begyndte at hive i håntaget og drejede det rundt som man jo skulle. men gal det var hårdt. hun måtte holde godt fast da hun var ved at meste grebet flere gange. hun gik til sidst spanden op og op på kanten. hun satte sig på jorden for lige at ømme sine stakkels arme. hun var ikke vand til at bruge sine arm muskler så meget. men hun var jo nød til at bruge brønden når det ikke havde regnet i nogle dage.

Cujimi sad i 2 min før hun rejste sig og tog først en lille tør vand ved at folde hænderne ned i vandet og tog det op til munden. hun nød dejligt koldt vand. hun hældte, så godt hun kunne, vand ned i vandkanen, og det lykkes da også med at få vand i men også få vandt ud over hele jorden næsten.

Var Lilac gået forkert? Hun var sikker på, at hun havde set det skæve træ med den pjuskede brombærbusk ved siden af sig før. Det kunne da ikke passe, at hun ikke allerede burde være ved hytten nul. Efter hendes beregninger burde hun faktisk have været det for flere minutter siden! Lilac sukkede let og lagde kortet i den tomme kurv ved sin side. Da hørte hun et pjask. Var der mennesker hun kunne spørge om vej! Optimistisk gik hun mod lyden, hvor hun til sidst blev mødt af hvad der lignede en halvdyrspige. Argh ja, Amazonitskovene var jo hjem til mange af deres race. Forhåbentlig ville pigen vide, hvor hun befandt sig i dette moment.

“Undskyld mig. Har De brug for hjælp?” Spurgte den blonde pige blidt halvdyret, der ihærdigt prøvede at få en spand vand op fra brønden. I det samme sekund ordene havde forladt kvindens læber, var spanden så nået toppen. Okay, måske behøvede hun ikke hjælpen alligevel. Halvdyret begyndte at hælde vandet i vandkanden. “Undskyld jeg forstyrrer Dem, men ser De, det virker til jeg er faret vild. Jeg leder efter en sælger ved navn Cujimi, der gerne skulle have en gårdhave i nærheden, men jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal hen herfra,” forklarede den unge pige en anelse forlegent.

Cujimi havde fået vandet op da en stemme ød bag sig. hun gav et sæt og så sig tilbage. en ung pige stod der. hun smilte venligt "tak men jeg tror jeg klare den." hun begyndte at hælde vand op i spanden da pigen sagde noget nyt. Cujimi fniste lidt og stilte spanden på brøndens kant så den næste kunne bruge den.

hun vendte sig om og tog fat i sin kimono og løftede lidt i den og nejede lidt. "ja jeg kender hende, og De er tættere på hende end De selv tror." sagde hun og tog fat i vandkanden og smilte. "jeg kan følge Dem til hendes køkkenhave. det er ikke langt her fra." sagde hun med et venligt smil og nikkede ind mod skoven. 

Cujimi tog et godt fast greb i vandkanen og begyndte at gå. imens hun så sig tilbage efter pigen. "denne sælger De søger bur lidt uden for stien. det er måske derfor De er faret vild" sagde hun venligt og der gik da hellere ikke langt tid før de stod ved en lille hytte. med en yndig have ved sig. den var frodig, grøn og duftede godt af urter og frugt og grønt.

"der bor hun. Cujimi er en venlig sjæl så De behøver ikke være bange for hende." sagde Cujimi og ville godt drille denne nye person på en venlig måde. nemlig ved at gå ind af have indgangen når pigen gik over til hoveddøren. det kunne da kun være lidt sjovt. for Cujimi havde jo intet ondt i sinde. ALDRIG i sit liv ville hun andre ondt uden en god grund.