solen var så småt ved at være på midten af himlen. og det var bagene varmt. men for Cujimi var det bare endnu en dag. hun gik roligt igennem skoven og var faktisk i sinds ro.
Skoven gav hende ro og når hun rørte planterne og blomsterne blev hun glad. Cujimi eller Cuji var meget natur glad. hun gik roligt en tur for sig selv. hun havde ikke så mange venner og det gjorde hende ikke spor for så var der inden at være bekymret for, efter hendes forældres død var hun meget bange for at miste flere. Cuji så en flok hare hoppe over en lille område uden træer, de legede lignede det så Cuji satte tempoet ned for ikke at forstyrre dem.

nok var hun halvdyrs ulv men hun ønskede naturen var i fred for død og ødelæggelse. Cuji var ikke just stærk så at tage en kamp med hende var nemt, hun kunne ikke ligefremst prale med at kunne forsvare sig med andet end sine evner selv om vis hun blev bevidstløs var hun hjælpeløs.

et brag lød i skoven og hendes øre strittede ved lyden og harene stoppede op og lyttede også. de var lige så overrasket som hun selv.

Cuji var en Albino ulv og havde derfor hvid pels. hun listede afsted mod lyden og så om bag hver en sten og hvert et træ for ikke at blive overrasket af nogle. braget kom fra en skovhugger der havde fældet et gammelt træ. nok var det gammelt mente Cuji men derfor skulle det da ikke fældes. hun så på ham. han var vidst menneske, men han virkede ikke farlig. hun så på ham og listede nærmere. han vendte sig om for at hente noget og fik et chok da han fik øje på Cuji. hun lagde hovedet på skrå.

et lille smil kom på hendes læber "hvorfor skulle træet fældes?" spurgte hun roligt og manden så forvirret på hende og så mod træet. 
"øhm...." han var mundlam. 
Cuji gik forbi ham og over til træet og lagde en hånd på det for at mærke træet.
"nok var det et gammelt træ. men det var jo i live og fyldt med skjuldte skatte fra naturen" hun var natur glad og det kunne høres.
"det.... må De undskylde?!" sagde manden og så på træet.
"vis det er kan jeg vise nogle træet som ikke er gamle og i live men som er ved at dø. Dem må De gerne fælde" sagde hun og kendte skoven godt, næsten ud og ind.

manden så på cuji og grinte lidt forlegens. "det ville jeg da gerne tage imod... så jeg ikke ødelægger skoven unødigt"
manden havde åbenbart ikke tænkt over at skovens ældste træer ikke var dem der skulle fældes men fælde de døende.
Cuji nikkede ind mod skoven og gik kun i 10 min før de kom til et sted men nogle træer der hverken havde blade eller mos på sig. Cuji nikkede til manden "disse træer er dødende og dem gør det ikke noget De fælder" sagde hun med et venligt smil og da manden takkede og mærkede af hvilke træet han ville vælge med en snor og skrev ind på et kort hvor det var, gik Cuji igen. 

hun kom roligt over til det fældede store træ og kærtegnede det lidt. "nu kan du blive hjem for biller og kryb" hviskede hun for sig selv og til træet da det ikke kunne reddes nu jo. det var forsent for dette træ som måtte være mindst 100 år.

Det var lidt underligt at være væk fra selve Dianthos. Faktisk havde Joseph ikke bevæget sig ud af byen i en længere periode, han var bange for verden udenfor, og bange for at han aldrig ville blive accepteret som den perosn han var. Ikke at han anede hvilken person han var når det egentlig kom til stykket, men han var villig til at give det et forsøg. Egentlig vidste han slet ikke hvor langt han var gået væk fra Dianthos, og han vidste at han havde gået i dagevis sammen med sin schæfer hun Dreng der endnu ikke havde fået et navn. Måske var det bare hundens navn, for hver gang Joseph kaldte den Dreng lyttede den og hørte efter. Der havde aldrig været nogen problemer med at få hunden til at lystre, i hvert fald ikke efter at den nærmest fulgte ham alle steder. Dreng havde haft en brækket pote en gang og Joseph havde bare udvist lidt medlidenhed og fodret Dreng og hjulpet ham så godt han kunne. Godt nok havde Dreng ikke været ret meget taknemlig for hjælpen og havde nærmest været skræmt, men som deres tillid til hinanden voksede jo tættere bånd fik de. 

Joseph havde aldrig i sit liv forstillet sig at han skulle få en følgesvend på sit hårde liv, for han kunne knap nok fodre sig selv, faktisk var han aldrig helt i den boldgade at kunne hjælpe sig selv. Til gengæld hjalp han alle andre end ham selv, han var lidt af den person der hellere tog andres problemer over på sig selv i stedet for at tage sine egne til at starte med. 
Her gik han i en eller anden skov, og han vidste allerede nu at han var et sted han ikke havde været før, og i den grad var faret vild. Han kunne ikke engang finde stien tilbage til den nærmeste by sådan som han vandrede ind imellem de mange træer. Han havde ikke engang spist noget i flere dage, og Dreng havde endda fået de sidste rester som Joseph havde med sig, men nu hvor der ikke var mad knurrede Josephs mave og han tog sig til den. "Hvorfor kan vi ikke jage?" kom det fra ham til Dreng og han kiggede lidt på Dreng der løftede ørerne og lyttede til Josephs ord. I stedet for at Dreng var bange eller ulykkelig logrede han lystigt med halen og gøede et par gange inden han spurtede fremad for at tage en lidt for lang gren og slæbte den hen imod Joseph. "Den kan jeg altså ikke kaste" kom det fra ham og klappede Dreng på hovedet inden han kastede et blik rundt. Han anede virkelig ikke hvor han var henne, og han var ikke nogen jæger til at kunne tyde eller lytte efter spor for de nærmeste dyr. Dreng logrede lystigt med halen igen og slap pinden inden han gjorde klar til leg, hvordan Dreng kunne være så legesyg altid selv når han ikke havde fået så meget mad, det måtte de mange guder vide, men Dreng var et selvskab han aldrig ville efterlade nogen steder. Dreng var blevet den bedste ven i hele verden, om end at han bare hed Dreng i Josephs mund.

det var et tilfælde at Cujimi snussede dybt ind og fik færten af en hund? og.... et menneske, ikke langt fra hende. hun så ned på træet og kærtegnede det igen. hun ville ikke ha naturen blev skadet unødvendigt. hun rejste sig og lukkede øjnene for at finde færten af mennesket og hunden. hun begyndte at følge færten til hun kom til en busk med torne standsede hun op og skær ansigt. "phy det var tæt på jeg var komme ind i den" sagde hun til sig selv, hun så rundt. den busk var stor og lang. gad vide hvilken vej der var kortes mod færten. hun sukkede lidt. hun havde bare ben så at gå igennem busken ville være et helved.

Cujimi var et albino ulve halvdyr. hun  anede ikke hvorfor hun var albino men det var nogle jo bare. hun vidste dog at hendes forældre ikke havde været det. Cujimi også kaldet Cuji tog fat i busken for at se hvor hårdfør den var. men den var desværre ikke til at rykke. hun begyndte at gå til højre ind mod en dybere del af skoven. hun kom uden om busken efter 10 min og måtte igen finde færten. hun var kommet et godt stykke væk, hun gik mod duften og hørte nu en gøen. det måtte være dem.
hun kom til et træ og buske som ikke var lavet af torne og tog fat i træet og holdte balancen der imens hun så mod hunden der så ud til at være glad. hun satte sig på hug og betragtede mennesket lidt. var dette menneske også ude på at skade de ældre levende træer som den skovhugger hun lige havde hjulpet til et sted hvor træerne godt måtte fældes. hun ville lige opsservere ham lidt. bare også for at se om han var ond eller god. og hvorfor han så så fortabt ud. hun lagde hovedet mod træet og hendes øre glemte hun helt stak op over busken. så det kunne ligne der var et dyr bag busken.

Cujimi havde en lårkort kimono på som gjorde hun sad på knæ når hun sad på knæ. hun var dog ikke sart eller noget angående at side på jorden. hun havde gule øjne der lyste næsten om natten. hendes hår var hvidt som sne og hendes krop var spinkel. hun var ikke just stærk, så det at bære enkle ting som vandkande var virkelig hårdt. men det tog hun med i sit liv da hun havde en have der skulle vandes i de varme dage. faktisk var det en have med masser af grønt og frugt. det var der hun tjente penge på. hun solgte sine afgrødre til folk der ville købe, enten inde i byen eller ved hendes hoveddør.

Selvom Dreng i den grad hyggede sig kunne man ikke rigtig sige det omkring Joseph. Hans tøj var beskidt og fyldt med huller de fleste steder. For ærligt han havde ikke andet. Det var et tyndt lag stof tøjet var lavet af, og egentlig havde han bare taget noget tøj der var smidt ud. Han var lige glad med at der var huller hist og pist, for hvad gjorde man ellers når man ikke havde de helt store krystaller til at købe nyt tøj? Det var jo ikke fordi han ikke ville se pæn ud, men tanken om et bad og at han altid blev nedkølet virkede bare heller ikke helt rart. sElvom et dejlgit varmt bad kunne være en særdeles lækker ting, men det fandt man vel ikke her ude gjorde man? Sådan en varme kilde eller hvad sådan noget hed? 

Dreng logrede lystigt med halen og begyndte at små bjæffe lidt for at få Josephs opmærksomhed. Der skulle generelt ikke meget til for at han ikke var opmærksom på noget, men Dreng var og ville altid være ved hans side og prøvede altid på nye måder at få fat i hans opmærksomhed, selv når det kom til mad, men hellere at Dreng fik mad end ham selv. 
Lidt usikkert på benene vandrede Joseph videre og trådte på op til flere grene der knækkede under hans lille vægt. Han var høj men han vejede ikke ret meget, hvilket man kunne se på ham hvis ikke han havde tøj på, men nu var det sjældent at han lod tøjet falde af foran andre, Han var en stor knogle der kunne ses stort set alle steder, bortset fra arene på hans ryg der prægede ham meget i hans gøren fordi de gjorde ondt. "Dreng kom her" kaldte han lidt efter Dreng der var løbet i forvejen med den kæmpe pind i munden. Dreng lystredde smed pinden og bevægede sig hen imod ham kun for at ligge klar til leg. "Hvor får du alt den energi fra?" mumlede Joseph lidt for sig selv inden han satte sig på hug og kælede Dreng. De var et mageløst makkerpar, men ærligt Joseph stolede ikke på nogen, og havde aldrig rigtig gjort det. Måske der en dag ville komme en han kunne stolte fuldt ud på, men han tvivlede, for normalt mente han at han var problemet og ikke nogen andre.

Cujimi så mod personen og hunden. hun smilte varmt over det bånd de havde sammen. hun fik en varm følelse i hjertet over hunde og fyrens venskab. hun tog sig til hjertet for hun synes virkelig det var sødt. hun havde ikke selv dyr men ville da gerne ha et engang. måske en der kunne finde på at lege med hende så hun glemte sin angst.
hun så de gik og hun lænede sig fra for at se hvor de skulle hen og BUMB hun faldt ud af busken og lå nu så lang hun var. hendes gyldne øjne og hendes lyse ansigt så ned i jorden og hun lå med armende frem for sig. hun tog armende i jorden foran sig og skubbede sig op at sige. hun var mød beskidt nu. hun prøvede at tørrer støvet/jorden af sig og nøs i stedet for. hun så op for at se om drengen og hans hund var gået så langt væk at de ikke havde opdaget hende eller om hun sad der og lignede en idiot.

Cujimi følte sig ihvertfald dum. hun havde en kridt hvid pels/hår og lysene gyldne øjne, hun havde lys hud og alt det lyse var simpelthen pga hun var albino. hun havde en kimono i sort på da hun ikke ville ha lyst på det gjorde hende for lys at se på mente hun selv. hun havde godt nok noget lyst der hjemme men hun gik ikke så tit med det. hun gned sig lidt i øjnene da noget jord havde generet hendes øjne og hun kom til at knide det mere ind i øjnene end meningen var